– en forældreguide om asynkron udvikling
Højtbegavede børn udvikler sig anderledes end andre børn. Begrebet asynkron udvikling beskriver, hvordan barnets intellektuelle, følelsesmæssige og eksekutive udviklingsområder – de mentale processer, der gør barnet i stand til at planlægge, organisere, løse problemer og tilpasse sig nye situationer – ikke modnes parallelt. Barnet kan eksempelvis have et meget højt intellektuelt niveau, samtidig med at den følelsesmæssige udvikling svarer til barnets alder.
Denne bog henvender sig til forældre til højtbegavede børn og har til formål at skabe forståelse for den asynkrone udvikling, som beskrives som et af de mest grundlæggende kendetegn ved høj begavelse. Bogen er skrevet af en autoriseret psykolog med stor erfaring på området og formidler både viden, genkendelse og konkrete handlemuligheder til familier, der oplever de særlige udfordringer og styrker, som kan følge med et højtbegavet barn.
Bogen er opdelt i tre dele. Første del giver en grundlæggende forståelse af høj begavelse og de karakteristika, der følger med. Anden del fokuserer på den socioemotionelle udvikling og viser, hvordan teorien kan omsættes til praksis i hverdagen. Tredje del tager fat på situationer, hvor hverdagen kan være særligt udfordrende og præsenterer konkrete forslag til, hvordan forældre kan støtte deres barn.
Selvom bogen primært henvender sig til forældre, er den også relevant i et sundhedsplejefagligt perspektiv. Begrebet asynkron udvikling tilbyder et nuanceret afsæt til at forstå og forklare det højtbegavede barns udvikling. Desuden kan bogen danne et relevant grundlag for sundhedsplejerskens vejledning og støtte til familier, hvor et barns udvikling afviger fra det forventede mønster. Bogen formidler et komplekst emne i et tilgængeligt og praksisnært sprog, og kan være en nyttig ressource for både forældre og fagpersoner, der møder højtbegavede børn og familier.
Fakta om bogen
Forfatter
Dea Franck
Forlag
Akademisk Forlag
Udgivelsesår
2026
Antal sider
136 sider
Målgruppe
Primært forældre til højtbegavede børn, sekundært lærere, pædagoger, PPR og andre fagpersoner, der arbejder med børnene.
Anmelder
Sundhedsplejerske,
Gitte K. Jørgensen



