Vi er to sundhedsplejersker i Aarhus Kommune, der igennem de seneste 16 år har faciliteret gruppeforløb for forældre med præmature børn. Vores baggrund er vores interesse for familier med børn født præmatur, og at vi tidligere har været sygeplejersker på neonatalafdelingen på AUH.
Tekst: Ellen Wallberg Andreasson, sundhedsplejerske Aarhus Kommune, og Heidi Schlott, sundhedsplejerske Aarhus Kommune
Foto: Magnific.com
Vi opstartede grupperne, fordi familier efterspurgte en øget faglighed fra sundhedsplejersker og et forum, hvor de kunne dele deres anderledes start og oplevelser med at være forældre til et barn født præmatur. Tilbuddet gives til alle præmature børn født før uge 37. Familiens sundhedsplejerske introducererdem til gruppetilbuddet og henviser til forløbet. Artiklen skrives med udgangspunkt i vores erfaringer fra gruppeforløbene. Vi har netop opstartet gruppe 100 i år. Med artiklen vil vi gerne give et indblik i gruppeforløbet samt forældrenes oplevelser og udsagn.
Gruppeforløb: Hverdagen med det lille barn, der er født præmatur
Overskriften på forløbet er: ”Hverdagen med det lille barn, der er født præmatur”. Der inviteres 12 familier pr. gruppe. Vi mødes en gang om måneden i to en halv time og der er fem mødegange. Det er en lukket gruppe for at skabe et trygt rum, hvor familierne kan lære hinanden at kende og fortælle deres historier. Vi giver forældrene mulighed for at dele såvel glæder som udfordringer. Mødegangene består dels af et emne, der svarer til børnenes korrigerede alder samt en runde eller gruppedrøftelse, hvor forældrene fortæller, hvad de særligt er optagede af ift. dem selv eller deres barn. I grupperne er størstedelen af børnene født senpræmature, hvilket også afspejler den generelle fordeling af børn født præmatur. Vi er to sundhedsplejersker, der sammen er tovholdere på processen.
Den anderledes start:
Første mødegang lægger vi ud med at fortælle, hvad der kan kendetegne tiden op til og efter den præmature fødsel både for forældre og barn. Vi italesætter bl.a. følelsen af at være snydt for den store mave og sorgen over ikke at gå tiden ud. At det er blevet en anderledes start, end forældrene har forventet. Vi oplever, at disse eksempler bidrager til, at trygheden og fortroligheden i gruppen hurtigt bliver etableret. Det skaber en åbenhed til at turde fortælle sin historie også ift. svære følelser og ”forbudte tanker”.
Mange oplever, at deres drømme og naturlige forventninger om at ligge med barnet på brystet efter fødslen brister. Det afløses af en forlænget indlæggelsestid med et umodent barn, hvor vilkårene bl.a. bliver tre-timers rul med udmalkning, øve amning med et suttesvagt barn og at lære sit barn at kende i et professionelt miljø på godt og ondt. Mødre fortæller om graviditeter med bekymringer, de fortæller om drømme, der brister i forbindelse med fødslen. Drømme, der handler om at gå tiden ud, føde naturligt og en ammestart, hvor barnet finder vej til brystet. Fædre fortæller om det dilemma, de står i, hvor de skal efterlade deres kærester på fødegangen for at følge med barnet på neonatalafdelingen
INDSÆT FAKTABOKS FRA SIDE 45
Den anderledes start på forældreskabet er fælles for familierne, der starter i grupperne, uanset om barnet er født i uge 35 eller 24.
Vores oplevelse er, at det er uforudsigeligt, om det er forældreparret, der har født senpræmaturt eller ekstremt præmaturt, der er mest følelsesmæssigt påvirket, når de starter i gruppeforløbet eller undervejs i forløbet. Vi italesætter, hvad der kan være på spil for forældrene og barnet ift. den anderledes start og oplever, at det danner en god grobund for den tryghed og åbenhed, der viser sig i hver enkelt gruppe. Vi oplever, at når vi nævner, hvad der kan være på spil, sidder der forældre og nikker eller får tårer i øjnene, fordi de genkender de følelser og oplevelser, vi beskriver.
Den første mødegang, hvor deres fortællinger er i fokus, er et essentielt udgangspunkt for det fælles gruppeforløb. Hver historie har sin berettigelse, uanset om man er født i uge 36 eller 24.
Forældre kan blive overraskede over, at de bliver berørte af hinandens historier eller deres egen genfortælling, fordi de troede, de havde lagt det bag sig. Vi får skabt et trygt rum, hvor de kan dele sårbarheden. I den forbindelse er dermange, der nævner, at de føler sig mødt på en anden måde i præmaturgruppen, end de gør i mødregruppen. De andre forældre i præmaturgruppen forstår og genkender dele af det, de har været igennem eller står i. En far udtrykker: ”Alle forsøger vel at finde en balance mellem at have et præmaturt barn og have et barn, der også indeholder så meget andet.”
De flergangsfødende i gruppen beretter om at være i to verdener, hvor mor er på hospitalet med den lille og far er derhjemme ved det større barn. Begge forældre beskriver et afsavn ift. at være sammen som familie, mors savn ift. det større barn derhjemme, fars savn ift. ikke at lære den nyfødte at kende i samme grad som ved første barn, og at det større barn derhjemme også reagerer på forandringen og savnet af mor.
Mange oplever, at deres drømme og naturlige forventninger om at ligge med barnet på brystet efter fødslen brister. Det afløses af en forlænget indlæggelsestid med et umodent barn.
Mange forældre beskriver i de første måneder, at deres barn er meget tryghedssøgende og helst vil ligge på mor eller far. Andre udtrykker, at deres barn finder mere ro ved at ligge selv. Disse forældre fortæller, at de savner nærheden med deres barn og kan på den baggrund føle sig afvist som mor/far. Vi gør os umage med at møde forældrene i de følelser, det vækker i dem på forskellig vis. Omkring terminstidspunktet oplever forældrene en forandring med barnet, hvor barnet ”vågner op til dåd”.
Forældrene beskriver børn, der er mere tryghedssøgende, urolige, prutter/ presser og har mange præmaturlyde. Der sker en forandring fra et barn, der har spist på faste klokkeslæt, sovet meget og virket roligt, til et barn, der giver mere lyd fra sig, bliver mere selvregulerende og mange oplever mere uro hos barnet. Flere forældre beskriver, at ”Det er, som om man skal til at lære sit barn at kende på ny.”
Forældrene oplever at have et lille barn længe, der kan være uroligt og tryghedssøgende. De længes efter det første smil og ”At få noget tilbage” fra barnet. Når far starter på arbejde/studie igen, kan nogle mødre beskrive, at de føler sig isolerede derhjemme. Særligt, hvis de har et barn, der er sensitivt og reagerer med vedvarende gråd, når barnet bliver lagt i barnevogn eller sidder i autostol. Det er hårdt for mor at være i. Nogle fædre udtrykker dårlig samvittighed over, at de kan tage på arbejde, når de ved, at kæresten har det hårdt derhjemme.
Der er mange følelser på spil også ift. at være ligeværdige i forældrerollen. Fædre, der ønsker at være ligeværdige, men kan føle sig magtesløse/afviste, hvis det i en periode kun er mor, der dur eller mor har svært ved at ”træde et skridt tilbage”, når barnet er urolig eller grædende hos far. Mødre kan ”føle sig bundet” i perioder, hvor det kun er dem, der kan trøste.
Mange forældre beskriver, at familien har forståelse for den for tidlige fødsel i starten. I takt med, at barnet bliver større og ”får runde kinder”, har familien en forventning om, at nu er alt mere normalt. Det betyder, at der kommer ”velmenende råd” om, at barnet f.eks. skal lægges til at sove selv frem for at vugges på arm, eller at forældrene skal passe på ikke at ”give barnet dårlige vaner”. En far udtalte: ”Man kan jo ikke slå en streg over det, der er sket.”
Vi har som tidligere skrevet opstartet godt 100 grupper. Vores oplevelse er, at der er ingen grupper, der ens, men der er meget, der går igen, såsom følelser og reaktioner ift. forældreskabet til det præmature barn. Samtidig oplever vi, at vi hele tiden lærer noget nyt, som f.eks. da et par fædre fortalte om dårlig samvittighed. Det var nyt for mødrene og os, at sms’er med ”ked af det”-emoji sendt fra mor til far udløste følelser af dårlig samvittighed hos far. Vi er meget glade for, at vi har forældregrupper, fordi mødre og fædre bidrager med forskellige vinkler. Gennem årene har vi modtaget evalueringer fra forældrene, der udtrykker stor tilfredshed med gruppeforløbet. Det er tydeligt, at det udfylder et tomrum ift. at være forældre til et præmaturt barn.
