Tekst: Andreas Haubjerg, indholdsredaktør og visuel historiefortæller,
Mindhelper, Center for Digital Psykiatri
Foto: Mindhelper
Mindhelper er Danmarks største digitale platform om mental trivsel for unge. En omfattende analyse af mere end 2.500 brevkassehenvendelser til Mindhelper kortlægger et dybere indblik i, hvilke problematikker, udfordringer og bekymringer, unge, der søger hjælp gennem brevkassen, står overfor.
Hver dag besøger tusindvis Mindhelper for at læse om alt fra kærestesorg og ensomhed til angst, søvnproblemer og selvmordstanker. På Mindhelper kan de unge læse artikler, se videoer, lytte til podcasts, gennemføre selvhjælpsforløb om bl.a. angst og mindfulness og skrive ind til brevkassen, hvor de får et personligt svar fra en fagperson. Som pigen, der har skrevet ind, fordi hun føler sig uden for fællesskabet. Vores mål er, at ingen unge skal stå alene med deres følelser, og at tidlig, let tilgængelig hjælp kan forebygge, at mentale udfordringer vokser sig store. ”Noget af det vigtigste for os er, at unge ikke bare er målgruppe for Mindhelper – de er medskabere. Vi har blandt andet et fast ungepanel, som løbende giver os idéer, kritik og indimellem også et kærligt spark bagi. Det er i høj grad takket være dem, vi lykkes med at skabe indhold, der opleves som relevant, nærværende og meningsfuldt,” siger Lisbeth Thisted, Funktionsleder. Mindhelpers arbejde tager altså udgangspunkt i de unges egne erfaringer og skaber i samarbejde med dem løsningerne for at bygge bro til de fagpersoner, der møder dem i hverdagen.

Et partnerskab, der lytter til de unge
Siden 2024 har Mindhelper indgået et partnerskab med TrygFonden og Statens Institut for Folkesundhed (SIF) under overskriften ”Unge Stemmer Forandrer”. Projektet løber frem til udgangen af 2026 og er finansieret af TrygFonden. Som en del af partnerskabet har SIF gennemført en omfattende kortlægning af Mindhelpers brevkasse, hvor unge fra hele landet uden filter har spurgt til råds om udfordringer, der fylder i deres liv. Mere end 2.500 anonyme henvendelser er blevet analyseret og kategoriseret for at skabe grundlag for partnerskabets udvikling af indhold, som kan modvirke mental mistrivsel. Analysen viser, at de unges udfordringer hænger tæt sammen og sjældent kommer alene. Sociale relationer fylder allermest – venskaber, kærlighed og familie er omdrejningspunktet i 793 af henvendelserne. Men temaerne væver sig ind i hinanden: Den unge, der ligger søvnløs om natten, kæmper ofte også med selvkritik; den, der oplever ensomhed, har tit også svært ved at finde mening eller motivation.
Vi har blandt andet et fast ungepanel, som løbende giver os ideer, kritik og indimellem også et kærligt spark bagi. Det er i høj grad takket være dem, vi lykkes med at skabe indhold, der opleves som relevant, nærværende og meningsfuldt.
Lisbeth Thisted, funktionsleder ”Analysen af brevkassen peger også på, at når unge henvender sig til brevkassen for at få svar, er det, fordi de har haft svært ved at finde den rette hjælp i deres nærmiljø blandt venner, familie og endda fagprofessionelle. Det kan skyldes, at de unge har svært ved at række ud efter hjælp, eller måske endda skammer sig over at have brug for hjælp og frygter at stikke ud. Det kalder på en særlig opmærksomhed hos f.eks. fagpersoner som sundhedsplejersker, at de unge skal støttes i at søge og modtage hjælp,” siger Bjørn Meincke Noer, produktleder i Mindhelper.

Næste tema: Ensomhed
Mindhelper har i det seneste år lanceret temaer om først søvn og senest eksamensangst
– begge med både artikler og redskaber til unge og en sektion til fagfolk. Lige om hjørnet venter et nyt: ensomhed. Ensomhed fylder massivt i de unges henvendelser, og analysen fra SIF understreger billedet: Mange unge oplever sig alene, selv når de er omgivet af andre. Det handler ikke kun om at mangle nogen at være sammen med – det handler i lige så høj grad om at mangle nogen, der virkelig forstår. Følelsen af ikke at høre til i klassen, ikke at kunne tale om det svære derhjemme, ikke at have nogen at skrive til kl. 23. Den slags ensomhed har konsekvenser: Den hænger sammen med søvnproblemer, lavt selvværd, selvkritik og i nogle tilfælde selvmordstanker. Med ensomhedstemaet vil vi gøre det, vi har erfaring med, virker: tale ind i de unges egen virkelighed, give dem genkendelige fortællinger fra andre unge og samtidig udstyre dem med konkrete værktøjer, de kan bruge med det samme. Og vi vil – som med søvn og eksamensangst – udvikle en sektion til fagfolk, så sundhedsplejersker, lærere og andre voksne omkring de unge har et fælles sprog at gribe samtalen med.
Fakta
Sådan kan du bruge Mindhelper i samtalen med eleven Mindhelper er gratis og kræver hverken login eller henvisning. Det gør platformen oplagt at bruge som et fælles tredje i sundhedssamtalen:
• Åbn samtalen om søvn, eksamenspres eller ensomhed ved at finde en relevant artikel sammen med eleven.
• Henvis til mindhelper.dk efter samtalen, så eleven har noget konkret at gå hjem med – især vigtigt for de unge, der har svært ved at sætte ord på det selv.
• Brug brevkassen som mulighed for elever, der ikke er klar til en samtale ansigt til ansigt.





