Tekst: Dagmar Mailund Rebsdorf, kommunikationskonsulent og journalist i Herning Kommune
Foto: Herning Kommune
I fire måneder arbejdede jeg med Herning Kommunes Sundhedsplejes kommunikation. Her er, hvad vi lærte:
Kommunikationsstrategier og -planer kan måske få nogle til at rulle øjne. For hvad har det med sundhedsplejerskers kernevelfærdsopgave at gøre? Rigtig meget, viste det sig, da jeg i samarbejde med sundhedsplejerskerne i Herning Kommune over fire måneder arbejdede grundigt med kommunikationen. For når man som sundhedsplejerske sidder med det privilegie at have adgang til næsten alle forældre og børn i Danmark, følger der også et kæmpe ansvar for, at man kan gøre sig forståelig for hele den enorme målgruppe i al sin forskellighed. Mange forældre kan nok genkende det at være blevet indkaldt til en sundhedsplejerskeundersøgelse, hvor deres barn skal ”måles og vejes”, og tænke: ”På hvilke parametre skal mit barn måles og vejes? Skal mit barn bestå en test? Og i så fald hvilken test? Intelligens, balance? Og hvem skal mit barn måles og vejes op i mod? Klassekammeraterne?”, for så at finde ud af, at det alene handlede om at kortlægge barnets vægt og højde. Pyyyh!
Det skaber en utryghed, når man ikke forstår den besked, man får. Det er dét, jeg sammen med sundhedsplejerskerne har forsøgt at undgå: Det indforståede fagsprog, som i sidste ende skaber ulighed i sundheden.
Journalistik og sundhedspleje i virkeligheden
Jeg er uddannet journalist og arbejder i Herning Kommunes kommunikationsafdeling. I slutningen af 2025 var jeg så heldig at blive ”lånt ud” i 4 måneder til sundhedsplejen halvdelen af mine ugentlige timer. Det gav mig mulighed for at forstå sundhedsplejen på en helt anden måde, end jeg ellers ville have gjort, hvis jeg alene skulle lave et par opgaver for dem en gang i mellem fra kommunikationskontoret. Samtidig var man i sundhedsplejen modige nok til at lade det være op til mig og de pågældende sundhedsplejersker at lave materiale – uden det skulle godkendes af et hav af chefer længere oppe i systemet. På den måde fik vi mulighed for at nå rigtig meget og lave en rød tråd igennem hele arbejdet.
Og så gav det mig mulighed for at møde sundhedsplejerskerne og forstå den virkelighed, materialet skulle bruges i.
Mindre fagsprog er ikke lig med kompromis med faglighed
Én af de pointer, jeg gjorde meget ud af at fortælle, var, at man ikke går på kompromis med sin faglighed, når man skruer ned for mængden af sundhedsfaglige begreber i den skriftlige kommunikation til borgerne. Det kan nemlig godt føles, som om man taler sig selv og sin faglige ekspertise ned, når man skruer ned for lixtallet. Men det gør man ikke. Faktisk tværtimod. For idet man skriftligt kommunikerer mere, som man ville tale direkte med borgerne, gør man også sin ekspertise tilgængelig. Som ekspert forarbejder man de sundhedsfaglige pointer og tilbereder dem, så de bedre glider ned hos alle os, der ikke har en sundhedsfaglig baggrund (se konkrete eksempler i faktaboksen).

Nåede vidt omkring
Som nævnt nåede jeg sammen med sundhedsplejerskerne at arbejde mig igennem rigtig meget forskelligt materiale. Vi lavede bl.a. plakater, fødselsdagskort og bevidningskort til Minding the Baby. Vi fik udarbejdet en håndbog til vores Instagram-team. Vi gav forældrebrevene en overhaling, så de blev mere spiselige (jf. pointen ovenfor). Den samme overhaling fik hjemmesiden, hvor vi også lavede en underside målrettet teenagerne selv – et rum, hvor de kunne læse information, som var skrevet til dem og ikke deres forældre. Og så lavede vi en video og et nyt powerpoint til seksualundervisningen, som æstetisk var mere ungt i udtrykket og indeholdt mindre tekst, der kunne fjerne fokus fra underviserne.
For at cementere min pointe
Det, jeg fandt ud af, var, at god formidlingsforståelse og en klar bevidsthed om kommunikationens vigtighed er afgørende. Det er måske ikke nogen stor eller ny opdagelse, men det er afgørende for at kunne løse sundhedsplejens kerneopgave: at rådgive og vejlede om sundhed. Sagt meget kortere: Kommunikation er en velfærdsopgave
Hvordan starter man?
Arbejdet med strategisk kommunikation var allerede startet i Herning Kommune, inden jeg blev en del af projektet.

Jeg startede selv med at høste de lavthængende frugter. Der er nemlig mange ting, man som sundhedsplejerskeafdeling selv kan gøre uden at have en kommunikationskonsulent med inde over:
• Gør jeres tekster lettilgængelige
Jeg ville starte med at læse alt materiale igennem med borgerbriller på. Få evt. en ikke-sundhedsplejerske til at læse noget igennem og markere med en overstregningstusch de steder, hvor der står noget, der stopper læseflowet og lyder fremmed for dem.
• Lav en persona
Tænk over, hver gang I skriver en tekst, der skal ud til en borger, hvordan I ville formidle budskabet over for en borger, hvis I sad ansigttil- ansigt. Hvis det er svært, kan man lave en (eller flere) persona – en fiktiv person, som minder om jeres lokale målgruppe, og som I altid kan have i baghovedet (ChatGPT kan hjælpe jer). I Herning Kommune har Instagram-teamet fx Malene, der er en førstegangsmor i starten af 30- erne uden sundhedsfaglig baggrund. Hvordan skal man skrive noget, så hun forstår det?
• Tilpas jeres tekster, så øjnene ved, hvor de skal fokusere
Gør jeres tekst læsevenlig: Hvad er vigtigst? Det vigtigste skal stå som noget af det første og være til at forstå for alle. Er det fx vigtigt for jeres målgruppe, at deres oplysninger behandles jf. GDPR? Nok næppe. Derfor kan det juridiske, der skal med, i nogen sammenhænge stå med en mindre skrifttype og rykkes ned i bunden, så øjet hurtigt kan se, hvad det skal læse igennem, og hvad det kan skimme.
Sagt meget kortere: Kommunikation er en velfærdsopgave. Det skaber en utryghed, når man ikke forstår den besked, man får.
Sådan luger du ud i fagtermerne
• Sundhedsplejersker bruger en del fagudtryk. Når man bruger fagudtryk, kan man forklare noget for fagfæller kort og præcist. Men det kan bare være et utilgængeligt sprog for folk, der ikke har nogen sundhedsfaglig baggrund.
• Et konkret eksempel på fagsprog er brugen af verbet ”regulere”. ”Barnet kan selv regulere”.
• Nu bliver det lidt grammatisk teknisk, men hæng i. Jeg kender godt til verbet ”at regulere”, som betyder at ændre noget. Men for mig, som lægperson, mangler verbet i den sætning et direkte objekt, for hvad er det, barnet regulerer? Sin søvn? Rumtemperaturen i stuen? Sit chokoladeindtag?
• I samme boldgade finder vi tendensen til at skrive i journalsprog. F.eks.: ”Emil opleves som en glad dreng, der søger tryghed hos mor og far. Har desuden tillid til andre mennesker og er nysgerrig.” Når man skriver i journalsprog, skrives afsenderen ud af teksten, og teksten bliver gjort passiv. Det vil sige, at man skriver: ”opleves” frem for ”jeg oplever”, fordi teksten skal være kort og nøgtern. I den sammenhæng er sundhedsplejersken en observerende, neutral faktakilde. Når sundhedsplejersken henvender sig til forældre, elever, lærer, osv. er sundhedsplejersken i stedet en videnskilde og sparringspartner, der skal fortælle om retningslinjer og anbefalinger, som modtagerne gerne skal følge. Det er nemmere, når man henvender sig mindre nøgternt og mere personligt, f.eks. ved at skrive en tydelig afsender på sine budskaber.
• Brugen af billeder til f.eks. SoMekanaler (sociale medier) og materiale kan også være en udfordring, når en del af sundhedsplejerskens målgruppe er børn under 18 år og dermed ikke kan give samtykke til billeder. Det har især været en kilde til frustration blandt dem, der står for sundhedsplejens Instagram i Herning Kommune. Men for mig at se, er det ikke noget problem, at Instagram-siden ikke er plastret til med billeder af babyer. Det er vigtigere, at det er tydeligt på billedet, hvad opslaget handler om. Derfor kan en tegning eller en grafik være endnu mere velvalgt.
• Og så har Instagram-teamet i Herning Kommunes Sundhedspleje fundet på noget ret genialt: nemlig ”Mor og Baby-Rikke”. De bruger sig selv til at vise det, man ellers ville have vist med en baby. På samme tid laver de et genkendeligt og humoristisk format, som de ikke behøver statister til. Folk er vilde med formatet, og det bliver delt og taget rigtig godt imod af følgerne. På den måde bliver det helt konkret, hvad de vil vise, og det gør budskabet tilgængeligt for rigtig mange (tjek det ud!). Se, dét er genial formidling af kerneopgaven.




