Seksuelle overgreb mod børn: Sundhedsplejerskens svære samtale

Sundhedsplejerskens samtaler med børn og unge om krop, sundhed og trivsel kan få betydning, når noget svært kun bliver antydet. Artiklen sætter fokus på den vanskelige situation, hvor sundhedsplejersken står med viden, mistanke eller tvivl om seksuelle overgreb — og på hvordan en struktureret samtale kan støtte både barnet og fagpersonen, så barnet oplever sig mødt, og hjælpen kan bæres videre på en tryg og ansvarlig måde.

Tekst: Kirsten Trans, cand.scient.soc.
Foto: Magnific.com

Sundhedsplejersken har i skolealderen en lovbestemt opgave med sundhedsvejledning, bistand og funktionsundersøgelser samt forebyggende helbredsundersøgelser. Det giver et særligt samtalerum om barnets krop, sundhed, trivsel og udvikling (Sundhedsloven, § 121; Sundhedsstyrelsen, 2025).
Det er ikke i sig selv samtaler om seksuelle overgreb. Men netop fordi sundhedsplejersken i sine samtaler med skolebørn inviterer til dialog om kroppen, kan der opstå situationer, hvor noget viser sig. Ikke nødvendigvis som en tydelig fortælling, men måske en tavshed, en afvisning eller en ”være på vagt-adfærd”. Måske kan barnet give indtryk af at være bange for, hvordan sundhedsplejersken vil reagere, eller hvem hun fortæller ting videre til.
Her kan sundhedsplejersken komme til at stå i en vanskelig balance. Hun kan fornemme, at barnet måske har noget alvorligt på sinde, samtidig med at hun kender sine faglige og juridiske forpligtelser. Hvis samtalen for hurtigt bliver teknisk eller juridisk, kan barnet trække sig, før sundhedsplejersken har fået mulighed for at forstå, hvad barnet er bekymret for (Socialstyrelsen, 2022). Det er i de situationer, at en samtales struktur og indhold kan være afgørende. Og hertil har Fefeo udviklet en model i samarbejde med fagfolk, som har trænet brugen af modellen i praksis (Fefeo, 2026).
Modellen skal forstås som et fagligt stillads for den svære samtale. Den skal støtte sundhedsplejersken i at bevare ro, retning og barnets perspektiv, når noget alvorligt kun bliver antydet. Intentionen er, at barnet kan opleve sig taget alvorligt, samtidig med at sundhedsplejersken kan handle forsvarligt, hvis bekymringen skal bringes videre

Barnet skal ikke opleve, at det sagde noget svært – og derefter blev overladt til sig selv. Når sundhedsplejersken vender tilbage, samler op og viser, at samtalen ikke er glemt, kan det styrke barnets oplevelse af, at voksne kan hjælpe.

Sundhedsplejersken har i skolealderen en lovbestemt opgave med sundhedsvejledning, bistand og funktionsundersøgelser samt forebyggende helbredsundersøgelser. Det giver et særligt samtalerum om barnets krop, sundhed, trivsel og udvikling (Sundhedsloven, § 121; Sundhedsstyrelsen, 2025).
Det er ikke i sig selv samtaler om seksuelle overgreb. Men netop fordi sundhedsplejersken i sine samtaler med skolebørn inviterer til dialog om kroppen, kan der opstå situationer, hvor noget viser sig. Ikke nødvendigvis som en tydelig fortælling, men måske en tavshed, en afvisning eller en ”være på vagt-adfærd”. Måske kan barnet give indtryk af at være bange for, hvordan sundhedsplejersken vil reagere, eller hvem hun fortæller ting videre til.
Her kan sundhedsplejersken komme til at stå i en vanskelig balance. Hun kan fornemme, at barnet måske har noget alvorligt på sinde, samtidig med at hun kender sine faglige og juridiske forpligtelser. Hvis samtalen for hurtigt bliver teknisk eller juridisk, kan barnet trække sig, før sundhedsplejersken har fået mulighed for at forstå, hvad barnet er bekymret for (Socialstyrelsen, 2022). Det er i de situationer, at en samtales struktur og indhold kan være afgørende. Og hertil har Fefeo udviklet en model i samarbejde med fagfolk, som har trænet brugen af modellen i praksis (Fefeo, 2026).
Modellen skal forstås som et fagligt stillads for den svære samtale. Den skal støtte sundhedsplejersken i at bevare ro, retning og barnets perspektiv, når noget alvorligt kun bliver antydet. Intentionen er, at barnet kan opleve sig taget alvorligt, samtidig med at sundhedsplejersken kan handle forsvarligt, hvis bekymringen skal bringes videre Mange børn fortæller ikke direkte om seksuelle overgreb, mens de står på. Nogle mangler ord, føler skyld eller skam eller er bange for konsekvenserne ved at fortælle. Andre forsøger mere indirekte at gøre voksne opmærksomme på, at noget er galt — gennem tavshed, ændret adfærd, prøveballoner eller spørgsmål om, hvem der får noget at vide (Andersen & Kelp, 2017; Socialstyrelsen, 2022).
Når det gælder skoleelever, har sundhedsplejersken en særlig faglig adgang til samtaler om krop, sundhed, udvikling og trivsel. Det er emner, som både kan være almindelige og private, og hvor barnet eller den unge kan få mulighed for at sige noget, der ellers ikke har haft et sted at blive sagt.
Sundhedsplejersken er ikke nødvendigvis barnets nærmeste voksne i hverdagen. Men netop det kan i nogle situationer være en styrke. Hun møder barnet i et afgrænset samtalerum, hvor der er afsat tid, ro og en dagsorden om kroppen og trivslen. Det kan give barnet en anden mulighed for at nærme sig svære erfaringer, end når barnet taler med voksne, der er en del af hverdagen, familien eller skolens løbende relationer.

Hvis samtalen for hurtigt bliver teknisk eller juridisk, kan barnet trække sig, før sunhedsplejersken har fået mulighed for at forstå, hvad barnet er bekymret for.

Omfang af seksuelle overgreb mod børn og konsekvenser
Når vi taler om seksuelle overgreb mod børn, taler vi om et problem, som både er alvorligt og ofte skjult. Danske undersøgelser viser, at en betydelig gruppe børn og unge har uønskede seksuelle erfaringer, men tallene varierer afhængigt af definition, alder og opgørelsesmetode. I SFI’s undersøgelse fra 2016 blandt elever i 8. klasse angav 12 pct., at de havde oplevet uønskede seksuelle hændelser med blottelse, 12 pct. uønskede berøringer og 6 pct. forsøg på eller gennemført samleje (Oldrup et al., 2016). Samtidig må tallene læses med opmærksomhed på mørketal og på, at digitale seksuelle krænkelser ikke indgår i undersøgelserne. Seksuelle overgreb kan få alvorlige konsekvenser for børn og unges psykiske, sociale og kropslige trivsel. Reaktionerne kan blandt andet vise sig som søvnproblemer, koncentrationsvanskeligheder, angst, depression, spiseforstyrrelser, selvskadende adfærd, seksualiseret adfærd, kropsligt ubehag, isolation, mistillid eller vanskeligheder i relationer. Reaktionerne kan opstå, mens overgrebene står på, og de kan samtidig være svære at skelne fra andre former for mistrivsel (Socialstyrelsen, 2022).

Social- og Boligstyrelsen angiver, at 60-80 pct. af børn, der udsættes for seksuelle overgreb, udvikler senfølger. Senfølger kan blandt andet vise sig som psykiske lidelser, søvnproblemer, vanskeligheder med tillid, relationer, seksualitet, uddannelse og arbejdsliv. Derfor handler opsporing ikke kun om at stoppe overgreb her og nu, men også om at forebygge, at barnet skal bære følgerne alene langt ind i ungdoms- og voksenlivet (Social- og Boligstyrelsen, 2023; Trans, 2018).

Den professionelle tvivl
Seksuelle overgreb viser sig ikke på én bestemt måde. Nogle børn reagerer med tydelig mistrivsel, andre bliver stille og tilbagetrukne, mens nogle bliver urolige, vrede, meget kontaktsøgende eller grænsesøgende. Andre børn vækker ikke umiddelbart bekymring. Det vanskelige er, at de samme reaktioner kan have mange forklaringer. Derfor er pointen ikke, at sundhedsplejersken skal lede efter seksuelle overgreb bag almindelige sundheds- og trivselsudfordringer, men at seksuelle overgreb kan være én af de faglige hypoteser, der skal overvejes, når noget i barnets samlede udsagn eller reaktioner vækker bekymring (Socialstyrelsen, 2022). Opmærksomheden kan også skærpes, når barnets måde at være i samtalen på ændrer karakter. Det kan være, når barnet svarer meget kort, forsøger at lukke samtalen eller bliver markant anderledes i kontakten. Nogle børn trækker sig. Andre kan komme til at fortælle på en måde, der virker usammenhængende, løsrevet eller svær at afgrænse. Det er ikke i sig selv tegn på seksuelle overgreb, men det kan være barnets måde at håndtere noget svært på — eller en forsigtig afprøvning af, om den voksne kan tåle at høre mere (Henze- Pedersen & Mikuta, 2024).
Det afgørende er at kunne blive i den faglige tvivl længe nok til, at barnet oplever sig imødekommet med en interesse fra sundhedsplejersken, hvor der er tid og tålmodighed og en oplevelse af, at sundhedsplejersken kan ”tåle” tabuer.
For barnet kan forskellen mærkes. En voksen, der bliver for hurtig, kan komme til at overtage fortællingen. En voksen, der bliver for forsigtig, kan komme til at lade barnet stå alene og blive usikker på den voksnes vurdering af sig. Sundhedsplejersken bevæger sig i en svær balance, hvor der skal reageres på tvivlen uden at være konfronterende.

Det kan give barnet en anden mulighed for at nærme sig svære erfaringer, end når barnet taler med voksne, der er en del af hverdagen, familien eller skolens løbende relationer.

Case
Lad os forestille os en rutinemæssig sundhedssamtale med en 14-årig pige. Der er ingen forudgående bekymring, hvad sundhedsplejersken ved. Hun spørger ud fra sine typiske spørgsmål for at sikre, at hun kommer hele vejen omkring ud fra de faglige krav til samtalen.
Pigen svarer mest med ja, nej eller ved ikke. Det er svært for sundhedsplejersken at få god øjenkontakt, og når samtalen nærmer sig kroppen, bliver pigen mere stille. Sundhedsplejersken spørger nænsomt videre, men mærker, at samtalen ikke rigtig får fat. På et tidspunkt spørger pigen lavt: “Hvem får det her at vide?”Sundhedsplejersken er nu i et svært øjeblik, mange fagpersoner vil kunne genkende. Der er ikke kommet en fortælling. Der er ikke sikker viden. Måske er der ikke engang en egentlig mistanke. Men der er noget i pigens spørgsmål, tavshed, kropssprog og ansigtsudtryk, som kalder på opmærksomhed. Hvad gør man her? Går man videre med sin agenda for samtalen og undersøgelsen? Forklarer man regler og procedurer for journalisering, underretning og tværfagligt samarbejde?
Sundhedsplejersken står derfor med to hensyn på samme tid: Hun skal bevare barnets tryghed i samtalen, og hun skal samtidig tage sin faglige og juridiske forpligtelse alvorligt. I sådan et øjeblik må samtalens form forventes at få stor betydning. Inden sundhedsplejersken begynder at besvare pigens spørgsmål med egne professionelle forpligtelser, kan det være hjælpsomt først at undersøge, hvad pigen er bange for:
“Når du spørger om det, hvad er det så, du kan være bekymret for?”
Spørgsmålet flytter ikke ansvaret over på barnet. Det giver sundhedsplejersken mulighed for at forstå, hvad der kan gøre samtalen utryg: Er pigen bange for, at forældrene får det at vide? At nogen bliver vrede? At hun selv får skylden? Eller at samtalen ikke længere er til at kontrollere? Det er i sådanne situationer, at samtalens struktur og indhold kan få stor betydning. Fefeo har udviklet en samtalemodel i samarbejde med fagfolk, som har trænet brugen af modellen i praksis (Fefeo, 2026). Modellen præsenteres nedenfor som et bud på, hvordan den svære samtale kan rammesættes, uden at barnet presses, og uden at sundhedsplejerskens ansvar bliver uklart.

Fefeo samtalemodel
Fefeo samtalemodel er udviklet som en støtte til samtaler, hvor der er viden, mistanke eller tvivl om seksuelle overgreb. Modellen skal ikke forstås som en metode til at få barnet til at fortælle mest muligt. Den skal snarere hjælpe sundhedsplejersken med at skabe en afgrænset, tryg og tydeligt afsluttet samtale, hvor barnet oplever en invitation til at fortælle.

• Forberedelse handler om, at sundhedsplejersken forsøger at låne barnets perspektiv, før samtalen fortsætter: Hvad kan barnet være bange for? Hvad kan barnet tro, der sker, hvis det siger mere? Hvilke følelser af skyld, skam, væmmelse eller mistillid kan være på spil?

• Indledning handler om at åbne samtalen på en måde, hvor barnet forstår, at det selv bestemmer, hvor meget det vil fortælle. Sundhedsplejersken kan gøre det tydeligt, at barnet gerne må svare kort, sige “det ved jeg ikke”, bede om en pause eller fortælle, hvis noget bliver for svært. Indledningen skal hjælpe barnet med at mærke, at samtalen ikke er en afhøring, men et forsøg på at forstå.

• Primært indhold handler om at spørge undersøgende uden at presse. Her er målet ikke at få hele fortællingen frem, men at forstå nok til at kunne vurdere bekymringen og tage næste skridt.

• Afrunding handler om at samle samtalen og gøre næste skridt forståeligt for barnet. Sundhedsplejersken kan sætte ord på, hvad hun har hørt, hvordan hun forstår barnets situation, og hvad der nu skal ske. Barnet bør så vidt muligt få mulighed for at sige, hvordan samtalen har været, hvad det er mest bekymret for nu, og hvem der eventuelt kan være en støtte. Afrundingen skal sikre, at barnet ikke efterlades alene med det, der er sagt eller antydet. På den måde får faserne hver deres funktion. Forberedelsen retter sundhedsplejerskens blik mod barnet. Indledningen skaber adgang til samtalen. Det primære indhold holder samtalen åben og nænsom. Afrundingen bærer barnets tillid videre i de næste skridt. Opfølgningen er ikke kun praktisk.

Når samtalen skal følges op
Når en samtale har berørt noget så sårbart som mulige seksuelle overgreb, slutter sundhedsplejerskens betydning ikke nødvendigvis, når barnet går ud af rummet. Barnet kan efterfølgende blive uroligt, fortryde, trække sig eller blive bange for, hvad der nu sker. Derfor er det vigtigt, at barnet så vidt muligt får en tydelig fornemmelse af, hvordan sundhedsplejersken følger op.
Det kan handle om noget så konkret som at aftale, hvordan sundhedsplejersken kan komme i kontakt med barnet igen, hvilken voksen barnet kan gå til på skolen, og hvad barnet kan gøre, hvis det bliver utrygt efter samtalen. Hvis bekymringen skal bringes videre, bør barnet også så vidt muligt inddrages i,hvem der kan være den bedste støtteperson.

Opfølgningen er ikke kun praktisk. Den er også relationel. Barnet skal ikke opleve, at det sagde noget svært — og derefter blev overladt til sig selv. Når sundhedsplejersken vender tilbage, samler op og viser, at samtalen ikke er glemt, kan det styrke barnets oplevelse af, at voksne kan hjælpe. VIVEs undersøgelse peger på, at flere børn og unge ikke har oplevet tilstrækkelig støtte fra fagpersoner, når de forsøgte at fortælle om vold eller seksuelle overgreb. Det understreger betydningen af, at den første svære samtale ikke står alene, men følges af tydelighed, støtte og ansvarlig handling (Henze-Pedersen & Mikuta, 2024)

En vigtig og vanskelig faglig opgave
Samtaler om seksuelle overgreb mod børn, eller mistanke herom, er svære. Også for erfarne fagpersoner. Det er ikke nok, at emnet aftabuiseres, så flere tør spørge og lytte. Samtalen skal også tilgås etisk forsvarligt af hensyn til barnet og juridisk forsvarligt af hensyn til både barnet og sundhedsplejerskens faglige og retlige forpligtelser. En samtalemodel virker ikke af sig selv. Den skal kendes, forstås og trænes, så sundhedsplejersken bliver fortrolig med at bruge den i situationer, hvor samtalen er svær, og hvor barnets tillid og fagpersonens ansvar er på spil. Samtalen må samtidig tilpasses barnets alder, sprog, modenhed og situation. En 10-årig, der mangler ord, og en 14-årig, der frygter konsekvenserne af at fortælle, har ikke brug for den samme samtale. Men begge har brug for en professionel, der kan tale om og håndtere det svære ved at hjælpe barnet videre uden at gøre det farligt at have sagt noget. Det er derfor, at sundhedsplejerskens opgave her er både vanskelig og vigtig. Hendes faglighed retter sig mod barnets krop, sundhed og trivsel — netop de områder, hvor seksuelle overgreb kan sætte spor, og hvor et barn eller en ung måske først tør nærme sig det, der er svært. Når samtalen lykkes, handler det ikke nødvendigvis om, at barnet fortæller alt. Det kan også handle om, at barnet for første gang oplever, at en voksen lytter, forstår alvoren og kan bære tilliden videre til rette hjælp