Hvordan handler vi, når et barns trivsel vækker bekymring, men tegnene er uklare? Som sundhedsplejersker har vi en unik mulighed for at opdage mistrivsel, vold og overgreb tidligt. Med afsæt i den nye håndbog Mistanke om overgreb mod børn sætter jeg fokus på tvivlen, handlepligten og sundhedsplejerskens særlige rolle i opsporingen af udsatte børn.
Tekst: Anette Dahl Elgaard, projektsygeplejerske ved Institut for Retsmedicin, Aarhus Universitet, uddannet sundhedsplejerske og sundhedsantropolog
Foto: Dorte Berggreen, iStock.com
Det er med stor glæde og stolthed, at jeg kan præsentere håndbogen Mistanke om overgreb mod børn – en håndbog til fagprofessionelle. En bog, der er blevet til med ét klart formål: at styrke fagpersoners mod og handlekompetence, når bekymringen for et barn opstår.
I en perfekt verden ville denne bog være overflødig. Men virkeligheden er en anden. Overgreb mod børn finder sted i Danmark, og oftere, end vi som fagpersoner bryder os om at tænke på. Derfor har vi et ansvar for at kunne se det, der ikke nødvendigvis er synligt, og reagere, når noget ikke stemmer – eller ikke føles rigtigt. For sundhedsplejersker er dette ansvar en del af kerneopgaven.
Vi ved fra både forskning og klinisk praksis, at tidlig opsporing er afgørende. Jo tidligere vi bliver opmærksomme på tegn på omsorgssvigt eller overgreb, desto bedre kan vi beskytte barnet og forebygge alvorlige og langvarige konsekvenser. Alligevel er det ofte netop her, udfordringerne opstår. Tegnene er sjældent entydige og kan vise sig som fysiske fund, ændret adfærd eller bekymrende samspil mellem barnet og dets omsorgspersoner – og tvivlen melder sig hurtigt: Er der noget på spil? Skal jeg handle – og hvordan gør jeg det på den rette måde?
Tvivlen er naturlig. Den er en del af fagligheden. Men den må ikke stå i vejen for handling. Håndbogen bygger på en tydelig og forpligtende grundtanke: Det er professionelt at være i tvivl – det er uprofessionelt ikke at handle.
Sundhedsplejerskens særlige position
Som sundhedsplejersker følger vi børn og familier gennem nogle af livets vigtigste år. Vi møder familien tidligt og opbygger ofte relationer, der giver et særligt indblik i både ressourcer, bekymringer og forandringer over tid.
Ved hjemmebesøg ser vi barnet i dets vante omgivelser. Vi observerer samspillet mellem barnet og dets omsorgspersoner, stemningen i hjemmet og de små signaler, som sjældent lader sig indfange gennem journaloplysninger, beskrivelser eller samtaler alene. Denne kontinuitet giver os unikke muligheder for at opdage tegn på mistrivsel, omsorgssvigt eller vold, længe før bekymringen nødvendigvis bliver udtalt. Netop derfor spiller sundhedsplejersker en central rolle i den tidlige opsporing. Samtidig står vi ofte i et fagligt spændingsfelt. Vi ønsker at bevare relationen til familien, men vi har også et ansvar for at handle, når barnets udvikling og trivsel giver anledning til bekymring.
Vores særlige position gælder ikke alene i barnets første leveår. Også på skoleområdet har sundhedsplejersken en vigtig rolle i forhold til at opdage tegn på mistrivsel, vold og overgreb, selvom opgaven ser anderledes ud.
Mistanke om vold eller overgreb handler ikke kun om at se. Det handler også om at høre, forstå og turde undersøge det, der vækker en faglig bekymring.
Når tegnene ikke kan ses
For mange forbindes opsporing af vold og overgreb med observation af fysiske tegn. Men for sundhedsplejersker ændrer opgaven karakter i takt med, at barnet bliver ældre. I spæd- og småbørnsalderen har vi mulighed for at observere barnet tæt. På skoleområdet ser virkeligheden anderledes ud. Vi afklæder ikke skolebarnet, og vi ser sjældnere familien samlet. Derfor bliver vores faglige blik i højere grad rettet mod barnets adfærd, relationer og fortællinger. Her bliver samtalen et centralt redskab.
Nogle gange er det ikke synlige mærker eller skader, der vækker bekymringen. Det kan være et barn, som pludselig bliver stille. Et barn, der trækker sig fra fællesskabet. Et barn, som ofte fremstår utrygt, overtilpasset, usædvanligt modent for sin alder eller konstant på vagt. Det kan også være de små ændringer, som isoleret set ikke giver anledning til handling, men som over tid danner et mønster. Mistanke om vold eller overgreb handler ikke kun om at se. Det handler også om at høre, forstå og turde undersøge det, der vækker en faglig bekymring.
Denne kontinuitet giver os unikke muligheder for at opdage tegn på mistrivsel, omsorgssvigt eller vold længe før bekymringen nødvendigvis bliver udtalt. Netop derfor spiller sundhedsplejersker en central rolle i den tidlige opsporing.
Bag om bogen
Som medforfatter til håndbogen er jeg ansat som projektsygeplejerske ved Institut for Retsmedicin og uddannet sundhedsplejerske og sundhedsantropolog sundhedsantropolog. Med mere end 25 års erfaring fra arbejdet med børn, unge og familier, herunder fra sundhedsplejen samt klinisk praksis i akutmodtagelse, skadestue og på børneafdeling, bringer jeg en solid praksisforankret viden ind i håndbogen. Gennem mit arbejde som børnefaglig rådgiver på BørneTelefonen og HØRT har jeg desuden opnået et særligt indblik i børn og unges egne fortællinger om vold og overgreb.
Håndbogen er skrevet i tæt samarbejde med min kollega, speciallæge i retsmedicin Lise Frost. Hun har omfattende erfaring med retsmedicinske undersøgelser og et særligt fokus på sager om vold og seksuelle overgreb mod børn. Hun underviser både medicinstuderende og på Politiskolen og bidrager med en stærk og specialiseret indsigt i de medicinske og juridiske aspekter.
Sammen bringer vi klinisk erfaring, specialiseret viden og et stærkt fokus på barnets perspektiv i spil. Vores ambition har været at skabe en håndbog, der både er fagligt velfunderet og direkte anvendelig i praksis.
Fra bekymring til handling
Håndbogen er skrevet til alle fagprofessionelle, der arbejder med børn, men er særligt relevant for sundhedsplejersker. Bogen giver et struktureret og praksisnært overblik og rummer blandt andet:
• Et klart overblik over tegn på fysisk vold og seksuelle overgreb – både de tydelige og de mere subtile
• Indsigt i børns reaktioner og adfærd ved mistrivsel
• Konkrete og anvendelige råd til samtaler med børn og forældre
• En overskuelig gennemgang af relevant lovgivning og underretningspligt
• En lettilgængelig kvikguide til underretning – også når situationen er akut
• Praktiske værktøjer til præcis og faglig dokumentation
• En introduktion til tværfagligt samarbejde og tydelig ansvarsfordeling
• Et centralt fokus er, hvordan en bekymring omsættes til kvalificeret handling. Bogen understøtter det faglige blik og giver konkrete redskaber til at handle omsorgsfuldt, rettidigt og fagligt korrekt, også når situationen er kompleks.
Rundt i landet
I forlængelse af bogudgivelsen gennemfører vi i 2026–2027 undervisningsforløb for fagprofessionelle, blandt andet i akutmodtagelser samt på skadestuer og børneafdelinger. Senere udvides indsatsen til også at omfatte skoler, daginstitutioner og kommuner – i første omgang i Midt- og Nordjylland.
Vores mål som forfattere er klart:
• At styrke handlekompetencen dér, hvor bekymringen opstår
• At skabe større tryghed i det fagligt svære rum
• At bidrage til en tidligere og mere kvalificeret indsats
Undervisningen tager afsæt i konkrete cases og praksisnære dilemmaer med fokus på det, der kan være svært: tvivlen, kommunikationen og beslutningen om at handle. Målet er ikke kun at øge viden, men også at styrke mod og handlekompetence.
En fælles opgave
Arbejdet med at forebygge og opdage vold og overgreb mod børn er et fælles ansvar. Ingen fagperson kan løfte opgaven alene, og derfor er det tværfaglige samarbejde afgørende. Men sundhedsplejersken har en særlig mulighed for at gøre en forskel. Vi møder barnet tidligt. Vi følger udviklingen over tid. Vi ser familien i forskellige livsfaser. Og vi kan være blandt de første til at opdage, når noget ikke stemmer, stille de nødvendige spørgsmål og tage de første skridt mod handling.
Det kræver faglighed. Det kræver menneskelig indsigt. Og det kræver mod.
Derfor er bogens gennemgående budskab:
Vov at se, Vov at høre, Vov at handle
