Sorg i sundhedsplejen – sundhedsplejerskens møde med familier i sorg

Sorg er en del af mange familiers liv og kan se ud på mange måder. Hos nogle knytter sorg sig til dødsfald, for andre forbindes det med tabet af det liv og den familie, de havde forestillet sig. F.eks. hvis børn fødes med et handicap. Denne artikel fokuserer på sorg efter dødsfald, selvom viden om sorgens grundlæggende mekanismer og sundhedsplejerskens rolle er relevant ved alle former for tab.

Dødsfald kan ramme familier i livsfaser, hvor sundhedsplejersken er tæt på. Forældre kan miste en partner eller et barn, og børn kan miste forældre eller søskende. Uanset tabets karakter, forandres familiens hverdag radikalt, og sorgen påvirker ikke kun én, men hele familien (1, 2). Sundhedsplejersken har derfor en vigtig rolle i mødet med familier i sorg, da kontakten ofte sker i hjemmet, hvor det er muligt at observere familiens samspil og trivsel i trygge rammer og opspore tegn på mistrivsel.

Naturlig reaktion på tab

Sorg er en naturlig reaktion på en nærtståendes død og afspejler betydningen af den mistede relation. Den rummer både følelsesmæssige, kropslige, kognitive og adfærdsmæssige reaktioner. Sorgen kan komme og gå i bølger og variere i intensitet. Der findes således ikke én rigtig måde at sørge på. En af de mest anvendte forståelsesrammer for sorg er to-procesmodellen (TPM) (3, 4). TPM beskriver sorg som en dynamisk tilpasningsproces, hvor den sørgende bevæger sig mellem to gensidigt afhængige processer: en tabsorienteret og en reetablerende proces. I den tabsorienterede proces er fokus rettet mod tabets realitet og de følelsesmæssige bånd, der er mistet. Sorgen kan komme til udtryk gennem følelser som savn og tristhed. I den reetablerende proces rettes opmærksomheden mod livet efter tabet, dvs. at håndtere hverdagens krav, indtage nye roller og genoptage eller skabe nye aktiviteter. Ved naturlig sorg bevæger den sørgende sig fleksibelt mellem de to processer, hvormed tabet gradvist integreres i livet. Nogle perioder præges af intens længsel og savn, mens andre perioder præges af overskud til at engagere sig i hverdagen og i håndteringen af det forandrede liv. Forskning peger på, at sorg kan forstås som en læringsproces, hvor hjernen løbende tilpasser sig den nye virkelighed. Den sørgende må gentagende gange erfare, at den afdøde ikke længere er til stede, og over tid opdateres forventninger, vaner og følelsesmæssige reaktioner (5, 6).

Når sorgen bliver kompliceret

En mindre gruppe oplever livet efter tabet særligt vanskeligt, og sorgen kan udvikle sig til forlænget sorglidelse (FSL). FSL er en anerkendt diagnose i internationale diagnosesystemer, ICD-11 og DSM-5-TR, og indebærer en vedvarende og pinefuld sorgreaktion, der hæmmer trivsel og daglig funktion (7, 8). FSL adskiller sig fra naturlig sorg ved symptomernes intensitet, varighed og konsekvenser. Centralt er en vedvarende og pinefuld længsel efter afdøde eller en gennemgribende optagethed af tabet ofte ledsaget af intens tristhed, skyld eller vrede. Samtidig er funktionsniveauet betydeligt påvirket, så hverdagsaktiviteter, relationer og fremtidsorientering bliver vanskelige at opretholde (7, 8). Forskning viser, at målrettet sorgterapi, særligt sorgfokuseret kognitiv adfærdsterapi, effektivt kan reducere symptomer på FSL og øge trivsel (9).

Risiko for udvikling af FSL

Visse forhold øger risikoen for, at sorg udvikler sig til FSL (10). Særligt symptomer på depression og FSL ved terminale forløb før tabet er blandt de stærkeste risikofaktorer. Relationens karakter har også betydning, hvor tab af en partner eller et barn er forbundet med øget sårbarhed. Derudover er ængstelig tilknytningsstil, lavt uddannelsesniveau og lav indkomst forbundet med let øget risiko for FSL, ligesom pludselige eller traumatiske dødsfald og gentagne tab kan belaste sorgprocessen. Endelig ses en let øget risiko blandt kvinder og enlige (10).

Sorg rammer hele familien

Sorg og tab påvirker hele familien. Forældre kan sørge over f.eks. at miste en partner eller et barn, hvilket kan påvirke deres overskud og forældreevne. Børn kan være ramt af egen sorg, mens de fortsat har naturlige udviklingsmæssige behov for omsorg og tryghed. Sorg i familien er derfor kompleks, da familiemedlemmer påvirker hinandens trivsel og tilpasning. Dette anerkendes i en revideret udgave af TPM, hvor sorg ikke kun forstås individuelt, men som noget fælles, hvor hele familien bevæger sig mellem en tabsorienteret og en reetablerende proces (1). I den tabsorienterede proces kan det komme til udtryk gennem fælles måder at forholde sig til tabet på: at mindes afdøde eller besøge gravstedet sammen. Disse handlinger anerkender tabet som en fælles erfaring og understøtter familiens fortsatte følelsesmæssige bånd til afdøde. Den reetablerende proces handler om familiens fælles tilpasning til livet efter tabet. Det kan indebære, at familien gradvist etablerer nye rutiner, f.eks. at kun den efterlevende forælder putter om aftenen. Forskning viser, at åben kommunikation er afgørende for børn og unges trivsel efter tab (11). Sundhedsplejersken vil dog møde stor variation i, hvordan og hvor meget familier taler om tabet. Mange efterlevende oplever desuden, at deres netværk trækker sig eller bliver usikre omkring, hvad de skal sige. Sundhedsplejersken bør derfor nænsomt italesætte tabet for at anerkende familiens sorg og støtte den fælles sorgproces, som beskrevet i den reviderede TPM (1). Konkret kan familien inviteres til fælles refleksion om tabet og støttes i tilbagevenden til hverdagsaktiviteter.

Børns sorg

Det er vigtigt, at sundhedsplejersken er opmærksom på, at sorg kan komme til udtryk på forskellige måder hos børn og voksne. Børns sorg kan komme til udtryk kropsligt, f.eks. som mave- og hovedpine (13). Små børns manglende forståelse for døden kan desuden føre til misforståelser, f.eks. at barnet tror, det kunne have forhindret dødsfaldet, eller at afdøde blot sover (12). Det er derfor vigtigt at støtte forældre i at tale åbent og alderssvarende med børn om tab. Der er stort behov for mere viden om sorg hos yngre børn, da den aktuelle sorgforskning primært er baseret på ældre børn og voksne.

Konkret kan familien inviteres til fællesrefleksion om tabet og støttes i tilbagevenden til hverdagsaktiviteter.

Råd og anbefalinger

For sundhedsplejersken kan viden om, hvordan sorgen kan påvirke både den enkelte og familien som helhed, fungere som et fagligt orienteringspunkt i mødet med familier, der mister. Viden om sorgens forskellige udtryk kan hjælpe med at normalisere familiens reaktioner og hjælpe forældre til at forstå, at børns sorg ikke nødvendigvis ligner voksnes. Desuden bør denne viden danne grundlag for faglig opmærksomhed, der kan understøtte tidlig opsporing og relevant henvisning, hvis sorgen bliver kompliceret. Ovenstående model sammenfatter centrale faglige pejlemærker i arbejdet med familier i sorg. Mødet med andres sorg kan desuden helt naturligt vække minder om egne tab eller skabe bekymring, hvilket kan opleves følelsesmæssigt krævende. For at kunne være en tryg og stabil fagperson for familier i sorg er det derfor vigtigt at være opmærksom på egne reaktioner og grænser, samt vide, hvor man kan søge støtte. Faglig refleksion, kollegial sparring og aftaler med ledelsen om støtte og supervision kan være afgørende.

Ressourcer til sundhedsplejersken

Ved tegn på forlænget sorg anbefales en evidensbaseret tilgang og relevant henvisning. Udover at henvise til egen læge kan der henvises til specialiserede tilbud hos: