Hjem » Artikler »Nye fædre vokser i rollen, når de får lov til at tale far til far

Nye fædre vokser i rollen, når de får lov til at tale far til far

Manglende søvn, bekymringer om barnet og gnidninger i parforholdet er nogle af de emner, der fylder, når nye og sårbare fædre mødes til Fædretræf. Indsatsen skaber et eksklusivt far-rum, og det er vejen frem, når fædre skal have mod på at dele erfaringer og finde sig selv som far. Fædretræf er gratis for kommuner at implementere og udbyde i 2026/27.

De udfordringer, man møder som ny forælder, får hos mange fædre kun lov til at rumstere indvendigt. For når man bliver far, vælter man sig ikke ligefrem i tilbud om fædregrupper og muligheder for at møde andre i samme situation. Blandt andet derfor opstod Fædretræf – sparring viden og netværk, som er et nyt tilbud til kommende og nye fædre med børn på op til 1 år, udviklet af Komitéen for Sundhedsoplysning. ”Målet med Fædretræf er at styrke troen på egne evner som far og give fædrene positive rollemodeller at spejle sig i. Og i det store billede handler det jo om at styrke far-barn-relationen helt fra begyndelsen, hvilket kommer hele familien til gode,” fortæller Line Baby motorik. Vinther Andersen, som er projektleder på Fædretræf.

Vores erfaring er, at fædrene tager rigtig godt imod konceptet. De kan godt lide, at det er fædreguides, der styrer træffene, og at der er et fast program.
Line Vinther Andersen, projektleder

Et eksklusivt far-rum

Forløbet består af syv træf med hvert sit faglige tema – f.eks. søvn, parforhold, reaktioner og motorik. Der er kun fædre til stede, og tovholderne er frivillige fædreguides, som ikke agerer eksperter, men byder ind med egne erfaringer på lige fod med de deltagende fædre. På den måde fungerer de som positive rollemodeller og baner vejen for refleksion og samtale. Det er netop dét, der ser ud til at gøre Fædretræf til mere end bare en fædregruppe. ”Vores erfaring er, at fædrene tager rigtig godt imod konceptet. De kan godt lide, at det er fædreguides, der styrer træffene, og at der er et fast program,” siger Line Vinther Andersen. 

Deler ikke usikkerheder med mor

Når fædrene møder op til første træf, er der gjort klar med kaffe og navneskilte. For enden af bordet toner psykolog og mandeforsker Svend Aage Madsen frem på en skærm for at fortælle fædrene, hvor vigtige de er i barnets liv. Temaet på dette træf er nemlig fars betydning. Ligesom alt andet Fædretræf- materiale er videoen lavet særligt til formålet. Efterfølgende sætter fædreguiderne gang i en fælles snak, hvor fædrene kan dele deres oplevelser med at være blevet far. Og sådan fortsætter programmet ellers i to timer med introduktion til redskaber, f.eks. tanketræning eller problemløsning, idérunder, sparring og andre øvelser. ”Der er en dagsorden, og det kan vi mænd godt lide – at mødes om et eller andet og gøre noget. Det gør det nemmere at dele de svære tanker, man kan have som far, som man måske ikke lige vil belemre mor med, fordi hun er hængt op med fødsel og amning,” siger Mads Vestergaard Skaarup, der har været Fædreguide på Fædretræf i Vejen – én af fem kommuner, hvor tilbuddet lige nu bliver pilotafprøvet.

Far får et fællesskab

Mads Vestergaard Skaarup havde sine tvivl om, hvorvidt en gruppe af vidt forskellige fædre ville kunne finde hinanden og have noget til fælles. Derfor kom det bag på ham, hvor stærkt fællesskabet faktisk blev. I flere kommuner har nogle af fædrene efterfølgende holdt kontakten gennem Facebook-grupper eller aktiviteter som babysvømning. ”Jeg havde ikke forventet, at jeg ville blive så glad for det, at jeg faktisk savnede det, da forløbet var færdigt. Der blev hurtigt skabt et rum, hvor fædrene dukkede op før tid, sad og hyggesnakkede og udvekslede telefonnumre,” siger Mads Vestergaard Skaarup.

Vi mænd har nok lidt svært ved den slags, men jeg synes, vi formåede at tage lidt pis på det og skabe en god stemning. Det hjælper os, når vi kan lave sjov indimellem, men så alligevel tale seriøst. Mads Vestergaard,fædreguide på Fædretræf i Vejen

Fædreguides får to dages uddannelse i at styre træffene. Derudover bidrager de med egne erfaringer og en ligeværdig tilgang, der gør det trygt for fædre at åbne op for egne overvejelser og udfordringer. Når fædre møder både faglig viden og rollemodeller, styrker det følelsen af relevans og ejerskab. ”Vi så jo nogle fede videoer, hvor vi tænkte: ’Nå, er det virkelig sådan?’ – og kunne både snakke med hinanden om indholdet, men også tage den viden med hjem,” fortæller Mads Vestergaard Skaarup. Selv når det gjaldt de mere personlige emner, oplevede han, at mange af fædrene var gode til at dele og give hinanden gode råd. ”Vi mænd har nok lidt svært ved den slags, men jeg synes, vi formåede at tage lidt pis på det og skabe en god stemning. Det hjælper os, når vi kan lave sjov indimellem, men så alligevel tale seriøst.”

Giver også noget til parforholdet

Det anvendte materiale på træffene er nyt, praksisnært og lettilgængeligt, og det understøtter både refleksion, fælles drøftelser og konkrete greb i hverdagen. Det kan f.eks. være gode råd til at passe på parforholdet, eller idéer til, hvad man som far kan lave med sin nyfødte. ”Det giver noget selvtillid, at de kommer hjem med noget viden også. At de kan sige: ’Nu ved jeg, hvad søvn handler om eller: ’Jeg kan tumle lige så meget med barnet, som jeg gerne vil’,” siger Winnie Guldbjerg Andersen, der er sundhedsplejerske og koordinator på Fædretræf i Vejen. Hun oplever, at fædrene rigtig gerne vil være nærværende og engagerede, men mangler et forum, hvor de kan dele deres oplevelser og usikkerheder uden at blive vurderet. ”Og der gør Fædretræf virkelig noget godt. Fædrene finder ud af, at andre har det som dem, og de får lov til at finde sig selv som far. Som en far sagde til mig:’ For første gang føler jeg, at jeg ikke gør noget forkert.” På Fædretræf i Vejen har de i det hele taget oplevet, at fædrene går derfra med mere ro og tro på sig selv som forælder. Det giver både et bedre samspil med barnet, men også i parforholdet. ”Jeg kan jo høre på mødrene, at det også giver noget til dem som par, at far kommer hjem og viser noget mere engagement,” siger Winnie Guldbjerg Andersen.

Hvad er fædretræf?

  • Fædretræf – sparring, viden og netværk er en mestringsindsats, der har til formål at styrke følelsen af tryghed og self-efficacy hos kommende og nye fædre i hele landet.
  • Det samme hold af fædre mødes over syv gange og deler personlige erfaringermed afsæt i forskellige temaer – f.eks. fars betydning eller reaktioner – ledet af to frivillige fædreguides, som selv er fædre.
  • Materialet består af en bog til far og en hjemmeside med videoer og lydklip.
  • Fædretræf er aktuelt pilotafprøvet i fem kommuner: Vejen, Odder, Norddjurs, Furesø og Vordingborg kommune.
  • Alle kommuner kan implementere tilbuddet gratis i 2026 og 2027.

Styrker fædres self-efficacy

Som en del af Fædretræf laver fædrene ’farplaner’, hvor de sætter et mål, som de bakker hinanden op i at nå. To fædre lavede f.eks. planerne: ”Jeg vil tale med min kæreste om, hvad hun har brug for i forhold til at begynde på arbejde igen,” og: ”Min plan er at begynde at give mos”. Det har gjort stort indtryk på både Mads Vestergaard Skaarup og Winnie Guldbjerg Andersen at se fædrene vokse i rollen og tage mere ejerskab i løbet af de syv træf. Et eksempel er til det sjette træf, hvor fædrene har deres barn med. En enkelt far havde ikke mod på det. ”Han endte alligevel med at tage sit barn med til det syvende og sidste træf, fordi de andre fædre bakkede ham op i, at han godt kunne. At se den stolthed og selvtillid, han pludselig kom med som far, gjorde mig helt blød om hjertet,” fortæller Winnie Guldbjerg Andersen.

Rekruttering er en udfordring

Som sundhedsplejerske er Winnie Guldbjerg Andersen ikke med i lokalet under træffene, men spiller en vigtig rolle i rekrutteringen af både fædreguides og deltagende fædre. Og heri ligger den største udfordring ved Fædretræf, som mange i faget nok vil kunne genkende: At rekruttere deltagere, der rent faktisk møder op. På et hold, der starter med 12 fædre, dukker cirka syv op, hvoraf nogle stykker falder fra undervejs i forløbet. I Vejen Kommune har de erfaret, at det kræver en vis insisteren og meget tydelighed omkring, hvad fædrene går ind til. ”Når mine kollegaer er ude i kommunen og får en snak med fædrene om tilbuddet, behøver de ikke forpligte sig til noget med det samme. Vi ringer dem op senere, og her gør vi meget ud af at fortælle dem præcist, hvad vores fædre fra tidligere hold har fået ud af det, og hvilken indsats det kræver af dem. Det er vigtigt for fædrene, så det bruger vi en del tid på,” forklarer Winnie Guldbjerg Andersen.

”Konceptet er bare genialt lavet. Jeg håber virkelig, at flere sundhedsplejersker og kommuner får øje på, at fædre er en ressource, og at man med Fædretræf får en virkning, der er helhedsorienteret og forebyggende. Winnie Guldbjerg Andersen, sundhedsplejerske og koordinator på Fædretræf i Vejen.

En investering i familiers og børns trivsel

Selvom der ligger en stor opgave i at rekruttere, er Winnie Guldbjerg Andersen dog ikke i tvivl om, at det er indsatsen værd. ”Konceptet er bare genialt lavet. Jeg håber virkelig, at flere sundhedsplejersker og kommuner får øje på, at fædre er en ressource, og at man med Fædretræf får en virkning, der er helhedsorienteret og forebyggende. Når vi som kommune investerer i fædre tidligt, investerer vi jo også i børns trivsel.”

Gratis fædretræf

Sådan får du helt gratis Fædretræf til din kommune

Din kommune kan implementere Fædretræf gratis og udbyde forløbet i f.eks. familiehuse, sundhedspleje, frivilligcenter eller hos lokale foreninger.

Kommunen er ansvarlig for at afvikle kurserne lokalt, herunder at rekruttere fædreguides og deltagende fædre. Indsatsen er primært målrettet sårbare fædre, men alle nye og kommende fædre må være med, og kommunen vælger selv deltagerne ud. Alt materiale er udviklet og klar til brug.

Hvis du gerne vil have Fædretræf til din kommune eller har spørgsmål, så skriv eller ring til: 

Maria Vestergaard Eriksen
projektmedarbejder
Mail: mve@sundkom.dk
Tlf: 23 42 11 26

Lillian Thusgaard
Sundhedsplejerske og specialkonsulent
Mail: LT@sundkom.dk

Tlf: 23 71 55 49

Læs også mere på fædretræf.dk.

Mest læste artikler

Sign up til vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet modtager du automatisk nyheder fra Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hvis du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbrevet, kan det afmeldes her på siden.

Bliv en del af vores faglige fællesskab

Hvis du ikke allerede er medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, synes vi, du skal tilmelde dig. Der er nemlig rigtig mange fordele ved et medlemskab hos os.

Bliv medlem

Bliv en del af vores faglige fællesskab

Hvis du ikke allerede er medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, synes vi, du skal tilmelde dig. Der er nemlig rigtig mange fordele ved et medlemskab hos os.

Sign up til vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet modtager du automatisk nyheder fra Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hvis du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbrevet, kan det afmeldes her på siden.

Log ind

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Vivamus vitae convallis.