Sundhedsplejersker håndterer vejning af børn forskelligt 

Vejning af børn i 0. klasse er et følsomt emne. I et forskningsprojekt har vi besøgt skolesundhedsplejersker i fire kommuner og undersøgt forskellige tilgange til at veje børn.

Når børn i 0. klassebesøger skolesundhedsplejen, får de tjekket deres syn og hørelse. De taler med skolesundhedsplejersken om, hvordan de har det i skolen og derhjemme, hvad de spiser, og hvad de laver i deres fritid. Og så får børnene målt deres højde, og de bliver vejet. 
De seneste år er vejning af børn og kommunikation omkring vægt mellem skolesundhedsplejersker, børn og deres forældre blevet debatteret både fagligt, forskningsmæssigt og i offentligheden. Men der er forskellige måder at gå til opgaven på. 
Sundhedsstyrelsen udstikker rammer for skolesundhedsplejens arbejde, og tilbud om vejning indgår i disse rammer (Sundhedsstyrelsen 2014 & 2024). I tillæg til Sundhedsstyrelsen arbejder nogle kommuner efter specifikke tilgange, som f.eks. Holbæk-modellen eller en vægtneutral tilgang (f.eks. Kolding Kommune 2022; Statens Institut for Folkesundhed 2017). 
Foreningen Spiseforstyrrelse og Selvskade anbefaler, at børn og unge ikke ser tallet på vægten, når de vejes hos skolesundhedsplejen (Bay 2023). Debatten om vejning af børn i skolesundhedsplejen  er en del af et generelt øget fokus på at undgå stigmatisering af børn og voksne med overvægt (Sund By Netværket 2025; Tolstrup et al. 2024; Andreassen & Jensen 2022, Pearl & Puhl 2018). Det gør sig også gældende for skolesundhedsplejersker, der møder børn og deres forældre. 
Via et antropologisk feltarbejde i forskningsprojektet “Vægt og vejning af børn i almen praksis og skolesundhedsplejen” har vi observeret børns besøg hos skolesundhedsplejen i fire forskellige kommuner samt interviewet syv skolesundhedsplejersker.
Forældre er blevet informeret skriftligt og mundtligt om undersøgelsen og har givet samtykke til observationer. 
En enkelt af kommunerne har en vægtneutral tilgang, mens de tre andre benævnes vægtnormative. Her gennemgår vi, hvordan metoderne har forskellige tilgange til vejning.   

Samtalen er vigtigere 
I de tre vægtnormative kommuner begynder besøget hos skolesundhedsplejen ofte med, at højde og vægt måles. Skolesundsplejersken siger: “Kom, så starter vi lige med, at du bliver målt og vejet.” 
Her vil sundhedsplejersken ofte selv nævne tallene på vægten og højden – nogle skriver det ned på en seddel, hvorefter tallene tastes ind på computeren. Ofte viser skolesundhedsplejersken nu barnets vækstkurve til barn og forælder og knytter en kommentar til kurven – oftest om, at barnet ligger fint på kurven, eller måske, at de ligger lidt højt eller lavt på enten vægt eller højde. 
Strategien for skolesundhedsplejerskerne er at få vejning, højdemåling og vurdering af placering på vækstkurven overstået i starten af besøget for at have god tid til samtalen med barnet og forælder omkring skolestart, mad- og  bevægelsesvaner samt trivsel. 
Samtalen og barnets trivsel fremhæves af alle skolesundhedsplejerskerne som det væsentligste ved besøget, samtidig med at de ser de fysiske målinger som vigtig baggrundsviden for barnets trivsel.  

Højde italesættes og kommenteres direkte til barnet, hvorimod vægt enten ikke nævnes eller italesættes mere indirekte gennem vækstkurver.

Undgår at tale om vægt 
I den vægtneutrale kommune starter besøget med samtale mellem barn, forælder og skolesundhedsplejersker. Undervejs i samtalen beder skolesundhedsplejersken barnet om at bevæge sig på forskellige måder på en linje markeret med tape på gulvet (en motorisk test), hvorefter skolesundhedsplejersken siger: “Kan du stille dig her?” Barnet stiller sig så på vægten, og skolesundhedsplejen fortsætter: “Kan du sige tallene for mig?” 
Skolesundhedsplejersken noterer tallene på et papir, men taster dem først ind og kigger på barnets vækstkurve efter samtalen, medmindre forælderen efterspørger at se eller høre om kurven. Skolesundhedsplejersker fremhæver her, at de bevidst ikke bruger ordene vejning eller vægt for at undgå fokus på vægt, og når de beder barnet om at læse tallene på vægten højt, ser de det som en kognitiv test af barnet. 
Skolesundhedsplejerskerne i begge tilgange nævner barnets højde og kommer ofte med en kommentar om, hvorvidt barnet er høj nok til at prøve bestemte forlystelser i et sommerland.
Selvom vejning og måling af højde ofte foregår i sammenhæng, er der altså stor forskel på, hvordan tallene italesættes. Højde italesættes og kommenteres direkte til barnet, hvorimod vægt enten ikke nævnes eller italesættes mere indirekte igennem vækstkurver. 

Et følsomt emne 
Selve vejesituationen tager ofte meget kort tid, men der ligger mange overvejelser bag hos skolesundhedsplejerskerne i både vægtnormative og vægtneutrale kommuner.

 Det (vægt) er et følsomt emne … Jeg gør mig mange overvejelser om, hvordan jeg gør det (vejer børn) bedst (…) Jeg har også flere forældre, der ringer og siger, at du skal ikke veje mit barn.

Citatet illustrerer, hvordan alle de interviewede skolesundhedsplejersker gør sig overvejelser omkring det at veje børn og at tale om vægt med familier. 
På den ene side er skolesundhedsplejerskerne bevidste om deres ansvar som sundhedsfaglige i forhold til at opspore eventuel sygdom og vejlede familier med børn med begyndende overvægt. På den anden side ønsker skolesundhedsplejerskerne ikke at bidrage til, at børnene får et negativt syn på egen krop. 
En af skolesundhedsplejerskerne siger: 

Det vigtige er jo, hvordan de har det med sig selv og deres krop. Og det handler jo også om alt muligt andet end tallet på vægten, BMI eller vækstkurver.

Opdager tidlig pubertet 
Skolesundsplejerskerne overvejer nøje ordvalg, når det gælder vægt. Nogle bruger kun betegnelserne normal-, under- og overvægtig, andre taler om vægt indirekte gennem vækstkurverne, mens andre igen bruger de ord, forældre og børn selv benytter og derfor nogle gange bruger ordene fed og tyk. 
Opsporing af piger, der er på vej i tidlig pubertet, fremhæves som et af de områder, hvor skolesundhedsplejerskerne oplever, at det er væsentligt med højde- og vægtmålinger for de yngste elever. 

Skolesundhedsplejerskerne fortæller, at det er vigtigt at få sendt disse piger videre i behandling, da deres højde ellers kan stagnere. Derudover ser de fleste af skolesundhedsplejerskerne opsporing af undervægt og begyndende overvægt som væsentligt, og at det er deres pligt som sundhedsfaglig at turde at italesætte overvægt eller begyndende overvægt. En af dem fortæller: 

Jamen hvis de ser ud, som om de er ved at udvikle overvægt, altså hvis kurven den pludselig er hoppet et par trin, i forhold til hvor de har ligget tidligere, så siger jeg det. Og jeg siger, det er rigtig vigtigt information det her, det er nu der skal sættes ind, hvis man skal forsøge at forebygge det.

I samtalen, hvor barnet deltager, italesætter skolesundhedsplejerskerne ikke begyndende overvægt som en udfordring. I stedet ringer de til forældrene efterfølgende for at drøfte det, uden barnet inddrages direkte. 
Det er dog kun muligt med de yngste børn. Når der er tale om børn fra mellemtrinnet eller udskolingen bliver
vejning og samtalen om vægt mere udfordrende ifølge skolesundhedsplejerskerne.