Vi har i Haderslev Kommune et tilbud om sorggruppe for børn i folkeskolealderen mellem 0.-10. klasse.
Tilbuddet er et samarbejde mellem sundhedsplejen og en lokal præst fra et sogn i Haderslev Provsti.
Tilbuddet udsprang af, at der var identificeret et behov, men der var ingen tilbud i kommunalt regi. Efter at have afsøgt mulighed for sorggrupper i frivillige foreninger og i de omkringliggende kirker opstod der en dialog om et eventuelt samarbejde mellem kirken og sundhedsplejen. Vi var enige i, at ingen børn bør stå alene med deres sorg. Det kom der dette tilbud ud af, og det har nu eksisteret siden 2018. Det er den lokale præst og jeg som sundhedsplejerske, der er tovholdere for gruppen, og er de gennemgående voksne, som børnene møder hver gang.
Samarbejdet mellem kirken og Haderslev Kommune har givet en unik mulighed for at lave et gruppetilbud til de børn, der har oplevet at miste enten en forælder eller en søskende.
Sundhedsplejen møder børnene ude på skolerne, og når et barn eller en familie har givet udtryk for en eventuel interesse i tilbuddet, inviteres familien ind til en for-samtale med præsten og mig. De møder os og ser lokalet, hvor vi holder til, og de hører lidt om gruppen, og hvad vi laver. Vi lærer samtidig barnet/børnene og familien lidt at kende. Det er vigtigt for os at gøre det klart for familien, at det ikke er et tilbud om behandling eller terapi, men at det er et tilbud om at mødes med andre børn, der er i samme situation som dem selv.
Derefter tager barnet og familien stilling til, om de har lyst til at starte i gruppen. Der er løbende opstart og afslutning i gruppen. Det betyder, at børnene starter, når de er klar til det og slutter igen, når de er klar til det.
Samarbejdet bærer frugt ved, at vi kommer med hver vores faglighed, kompetencer og personlighed, og det supplerer hinanden meget fint. Vi bruger sognehuset ved siden af kirken som lokale, hvilket, børnene synes, er et rart sted at komme hen, da det for dem er et neutralt sted at mødes. Det er rart for dem, at tilbuddet ikke foregår på deres skole eller en anden skole, hvor de færdes til daglig og kan blive genkendt af venner på skolen.
Fakta
- Vi mødes altid 8 gange i foråret og 8 gange i efteråret.
- Vi mødes halvanden time hver gang.
- Der er løbende opstart og afslutning i gruppen.
- Der er ingen begrænsninger på, hvor længe man kan være med.
- Vi dropper ind, tuner ind og taler om løst og fast.
- Vi spiser en bolle og lidt frugt sammen ved bordet og rydder af.
- Vi tænder lys for dem, vi hver især savner og har mistet.
- Vi har fokuseret samtale.
- Vi holder en kort luftepause.
- Vi slutter med ’Tak for i dag’.
En mor har fortalt, at hendes datter var blevet mere åben omkring at tale om lillebror og stiller flere spørgsmål om lillebror, efter at hun havde været med i gruppen et stykke tid.
Uddannelse:
Præsten og jeg har sammen været på det grundlæggende sorggruppelederkursus gennem Kræftens Bekæmpelse. Det har betydet, at vi har et fælles sprog og et fælles fagligt fundament for at være tovholder for gruppen. Derudover er jeg i gang med uddannelse til Narrativ Samtaleterapeut på DISPUK, hvor jeg nu er i gang med andetåret. Med udgangspunkt i ovenstående uddannelse arbejder vi i sorggruppen med fortællinger.
En far har fortalt, at hans piger var glade for at komme i gruppen, og at det var vigtigt for dem hver gang at komme afsted.
Fortællinger og historier om børnene selv og deres levede liv, som skal forstærke deres historier om dem selv, deres familie og deres relation til den, de har mistet, både mens vedkommende levede, men også efter døden.
Formålet er, at børnenes fortællinger og historier skal levendegøres, for at børnene opnår en stærkere fornemmelse for dem selv og deres familie og relationer. Når børnene bevidner hinanden og deres fortællinger og historier, mærker de en oplevelse af at blive hørt og genkendt i deres følelser og tanker, og det er vores fornemmelse, at det er hjælpsomt for dem.
En pige har sagt, at hun kommer, fordi: ”Her i gruppen kan jeg tale om min mor, det kan jeg ikke så godt derhjemme.”
Sorggruppetilbuddet har imidlertid stået over for en ny reorganisering her i efteråret 2025. Der er kommet politisk opmærksomhed omkring arbejdet med sorgramte børn og familier. Haderslev Kommune har indgået et samarbejde med Kræftens Bekæmpelses lokalafdeling i Haderslev, som har bevilget en sorggruppelederuddannelse til 20 medarbejdere fra henholdsvis skoler, rådgivningsteam og sundhedsplejen.
En anden pige har sagt: “Det er også sjovt at komme i gruppen, og jeg har fået nye venner.”
Uddannelsen udbydes af Kræftens Bekæmpelse og er blevet afviklet i oktober 2025. Det betyder, at sorggruppearbejdet nu bliver bredt ud på flere personer fordelt geografisk i kommunen, og det bliver et tværfagligt samarbejde mellem rådgivningsteam, skoler og sundhedsplejen. Det skal gerne give mulighed for, at flere børn kan komme i sorggruppe, og at der også kan tilbydes individuelle forløb. Det er et samarbejde, vi ser meget frem til i Haderslev Kommune.
Få aktuelle sundhedsfaglig viden
Tilmeld dig vores nyhedsbrev på
sundhedsplejersken.nu/nyhedsbrev
Siden artiklen er skrevet, har de 20 medarbejdere fra henholdsvis skoler, rådgivningsteam og sundhedsplejen været på sorggruppeleder kursus igennem kræftens bekæmpelse. Herefter er der blevet etableret et sorgteam på tværs af rådgivningsteam og sundhedsplejen. Sorgteamets opgave er at støtte op om de sorgramte børn og familier; herunder tilbyde familiesamtaler, sorggruppe til skolesøgende børn, individuelle samtaler samt tilbyde sparring til skoler og daginstitutioner. Sorggruppe tilbuddet fungerer således fortsat som beskrevet, dog uden samarbejde med præsten, da hun har fået andre opgaver.

Dorte Meilandt Lauenstein Sundhedsplejerske
Haderslev Kommune





