Gennem flere år har jeg været gruppeleder i forskellige selvhjælpsgrupper i en selvhjælpsorganisation. For mig har det været en oplagt måde at bruge mit fag og min erfaring på. Jeg har haft grupper for anbragte børn og unge, trivselsgrupper for teenagepiger, grupper for børn med fraskilte forældre, grupper for børn med psykiatriske diagnoser og senest grupper for skyggebørn. Arbejdet som gruppeleder er frivilligt.
En selvhjælpsgruppe er et fællesskab, hvor børnene kan bearbejde det, som er svært, i mødet med andre børn, der står i samme livssituation, eller som oplever noget tilsvarende. Det er et fortroligt frirum, hvor der er fokus på at skabe trygge rammer, hvor børnene kan dele deres historier med hinanden, og hvor børnene kan spejle sig i og lære af hinanden. Et rum, hvor børnene oplever, at de ikke er alene, og at deres følelser og behov er vigtige. Det er et rum, hvor der tales højt om de emner, der fylder.
Betydningsfuld i og for gruppen
Børnene mødes med ligesindede i en gruppe, der faciliteres af gruppeledere. Samværet med de andre børn i gruppen er givende, bl.a. fordi børnene bliver mødt med en genkendelighed og en forståelse, som kan være svær at finde på samme måde andre steder, hvor børnene færdes. Nogle ting kan være svære at tale med forældrene, vennerne i klassen eller andre nære relationer om.
I gruppen er der altid nogen, som lytter, og de lytter med en forståelse, der kommer helt naturligt, fordi der er en genkendelighed i det, der bliver talt om. Det er en lettelse for børnene at føle sig mødt og forstået af nogen, der har prøvet det samme eller noget lignende. Børnene er gode til at lytte til hinanden og til at give hinanden plads. Nogle grupper kræver lidt mere facilitering, men grundlæggende bliver børnene meget optagede af hinandens historier og oplevelser, og det genererer et flow i samtalen og en opmærksomhed på hinanden.
Jeg bliver altid imponeret over, hvor gode børnene er til at hjælpe og støtte hinanden. Der er en stor villighed til at dele gode råd og erfaringer med hinanden. Det at give et godt råd til en anden, der er udfordret af noget, som ligner, og det at opleve, at rådet bliver taget imod, giver en oplevelse af at være betydningsfuld. En oplevelse af at være betydningsfuld i og for gruppen.
Det at give et godt råd til en anden, der er udfordret af noget, som ligner, og det at opleve, at rådet bliver taget imod, giver en oplevelse af at være betydningsfuld.
Skyggebørn
Aktuelt er jeg gruppeleder i selvhjælpsgrupper for skyggebørn. Det er børn, der er søskende til børn med en psykisk sårbarhed eller diagnose.
Forud for opstarten af gruppeforløbet på ca. 8 mødegange deltog min medgruppeleder og jeg i visitationssamtaler med børnene og deres forældre. Vi havde således mødt både børn og forældre inden opstart af gruppen. Formålet var bl.a. at skabe tryghed for både børn og forældre.
Som gruppeledere arbejder vi på at skabe et fortroligt frirum for børnene, hvor de kan udtrykke deres tanker, og hvor de kan tale om de følelser, som kan opstå som søskende til et barn, der er psykisk sårbart eller har en psykiatrisk diagnose. Vi har i gruppen indledningsvist talt om at passe på hinanden og på det, der blive fortalt i gruppen.
Vi indleder altid hver mødegang med en runde, hvor børnene fortæller om, hvad der er sket siden sidst, vi så hinanden i gruppen. Der bliver serveret lidt at drikke og spise, og efter runden tager vi hul på at tale om det at være søskende til en søster eller bror med psykiske udfordringer. Ofte tegner børnene, mens vi taler.
I gruppen kan børnene tale om stort og småt. Vi taler mindst lige så meget om alt det, der er sjovt, som om det, der er svært. Vi spiller spil og hygger os og har en vigtig tradition med at slutte af med at spille stikbold.
Børnene spørger ind til hinanden med en oprigtig interesse og omsorg. Der tales om kæledyr, venner, interesser, familie, fødselsdage m.m.
Vi taler om de svære følelser, om ønsket om at passe særligt godt på far, mor og søskende, om at være midt i et til tider konfliktfyldt miljø med en søskende, der måske er udadreagerende verbalt og/eller fysisk. Vi taler desuden om, at det kan være svært at sige fra over for den søskende, der er udfordret.
Som et barn i en af grupperne sagde: ”Det er oppe i mit hoved, det, der er svært, men lige pludselig så falder det ned gennem kroppen, og så er det væk igen.”
Et sprog for sorgen
Der kan være en sorg forbundet med, at forældrene har mindre tid til det barn, der ikke er udfordret psykisk. Desuden kan der være en sorg forbundet med at være en del af en familie, som ikke
fungerer som andre familier. Og hvor skal barnet rette den sorg hen. Det kan være svært at rette den mod forældrene, velvidende at forældrene kan være nødt til at bruge mere tid på det barn, der er udfordret. Det kan være svært for barnet at håndtere egne følelser af at være ked af det eller vred, når barnets tilværelse er præget af belastninger, og barnet samtidig ønsker at passe på både forældre og søskende.
Der kan også være sorg i at have en søskende, der er udadreagerende verbalt og fysisk, og som man derfor kan have svært ved at have et normalt søskendeforhold til.
Det at have mod til at tale i en gruppe om det, der er svært, kan måske give mod til at tale med andre uden for gruppen om det svære, f.eks. far og mor.
Børnene er gode til at sætte billeder på det, de føler og oplever.
Som et barn i en af grupperne sagde: “Det er oppe i mit hoved, det, der er svært, men lige pludselig så falder det ned gennem kroppen, og så er det væk igen.” Det er et rigtig fint billede. Det fylder i tankerne, men det kan også forsvinde igen. Det afspejler også meget godt, hvordan det foregår i børnegrupperne. Vi kan tale om det svære, men der opstår også et behov for at lade det forlade hovedet og lade det komme ud gennem kroppen. Så spiller vi stikbold.
Det har været min oplevelse med de børnegrupper, jeg har været gruppeleder for, at der er nogle emner, der særligt optager børnene, og at det ofte er de samme emner, uanset hvilke udfordringer eller belastninger, der har bragt barnet til gruppen. F.eks. ønsket om at passe godt på far og mor.
Som sundhedsplejerske oplever jeg en tæt kobling til det, jeg laver i mit fag. Jeg bliver mindet om, hvilken styrke der ligger i, at børnene kan mødes og spejle sig i hinanden, og hvor vigtigt fællesskabet er for børn. Og så bliver jeg mindet om, hvor gode børn er til at hjælpe og forstå hinanden og dermed også sig selv.
Vil du læse flere spændende sundhedsfaglige artikler?
Så gå ind på vores hjemmeside http://sundhedsplejersken.nu/artikler
Her finder du en omfattende database over relevante artikler, som tidligere er bragt i Sundhedsplejersken.
Rikke Kasten Eivindson
Sundhedsplejerske og frivillig gruppeleder i selvhjælpsgrupper
