Det er vigtigt, at familierne får den rette tværfaglige information og vejledning omkring præmature børns udfordringer; de udfordringer, som familierne ellers kan opleve at stå alene med i hverdagen.
Jeg har gennem mere end 20 år arbejdet med præmature børn og deres familier som behandler og konsulent. I mit arbejde arbejder jeg ofte tæt sammen med sundhedsplejerskerne. Jeg oplever, at det tætte tværfaglige samarbejde giver et godt grundfundament for at støtte familierne helhedsorienteret med begge faggruppers viden. Som fysioterapeut analyserer vi bl.a. barnets bevægelser, reaktionsmønstre og omgivelserne omkring barnet. I samarbejde med forældrene er vi nysgerrige på, hvad barnet forsøger at fortælle os med kroppen og sin adfærd. Vi tager også udgangspunkt i forældrenes oplevelser og fortællinger og vejleder dem i, hvordan de møder og støtter deres barn bedst muligt i barnets udvikling.I denne artikel vil jeg tage udgangspunkt i, hvorfor og hvordan de præmature børn forstyrres i den tidlige udvikling. Forstyrrelser, som på sigt kan give senfølger som sansemotoriske udfordringer. Der tages primært udgangspunkt i det 0-1-årige barn. Det er dog vigtigt at pointere, at senfølger for de præmature børn ofte følger dem gennem årene. Det forebyggende arbejde har til formål at opbygge basis for sansemotorisk udvikling og afbøde konsekvenserne af det umodne nervesystem. Det er essentielt, at børnene bliver mødt og guides til at finde redskaber/metoder til at håndtere deres sansesystem, så de oplever at kunne stole på deres sansesystem hele livet igennem.
Sammen med forældrene skal vi være nysgerrige på, hvordan vi skaber de optimale rammer, og samtidig tør udfordre det præmature barn.
En anden start på livet
At få et for tidligt født barn kan være en udfordrende start for barnet og familien. Der kan være stor forskel på, hvordan det præmature forløb bliver, afhængigt af hvor tidligt et barn er født før termin.
At få et ekstremt for tidligt født barn (fødsel før uge 27) eller meget for tidligt født barn (fødsel før uge 32) er ofte forbundet med lange eller mange indlæggelser på sygehus. Når først familien kommer hjem, kan det være overvældende som forældre at skulle stå på egne ben. Man kommer fra en skemalagt hverdag, hvor man har fået hjælp og støtte fra sundhedspersonalet på sygehuset til at stå for ansvaret med barnet selv. Familien skal først nu i gang med at lære barnets signaler at kende. Der kan være mange bekymringer og overvejelser omkring barnets videre udvikling, og om hvilke udfordringer det måske kommer til at møde. Min erfaring er, at et tæt samarbejde mellem sundhedsplejersker og fysio- og ergoterapeuter giver gode muligheder for at vejlede familierne i at støtte og forstå deres børns eventuelle udfordringer. De sansemotoriske udfordringer har en vigtig betydning for barnets trivsel, men kan til tider også være svære at spotte og forudsige. Derfor overses eller opdages de først, når barnet har været presset gennem længere tid.
Vi ved fra den neurofysiologiske forskning, at der i fostertilstanden sker en løbende modning og udvikling af sansesystemet helt indtil termin for fødslen. Når børn fødes for tidligt, er centralnervesystemet derfor umodent. Det betyder, at sanserne og nervecellerne i starten bliver fejlstimuleret. De sensoriske stimuli opleves meget kraftigere, end sansesystemet og nervesystemet er klar til at modtage.
Livmoderens funktion er bl.a. effektivt at begrænse og regulere mængden, typen og varigheden af den sensoriske stimulering. Livmoderen giver bl.a. en række taktile, vestibulære, proprioceptive, auditive og visuelle sensoriske stimuli. Livmodervæggen danner en blid afgrænsning for barnets bevægelsesmuligheder, som er med til at udvikle muskel-ledsansen. De vestibulære og taktile stimuli kommer fra fosterets og moderens bevægelser og kontakt med det varme fostervand, kropsdele og livmodervæggen. Auditive stimuli omfatter bl.a. moderens stemme, tarmlyde og blodgennemstrømning gennem moderkagen og navlestrengen.
Hos de præmature børn oplever vi ofte, at deres sansesystem kommer skævt fra start. Deres centralnervesystem er umodent, og sanserne er ikke færdigudviklede. Desværre har vi ingen facitliste for, hvornår børnenes sansesystem bliver overstimuleret og overbelastet. Vi kan være opmærksomme på, at når børnene ikke trives, kan en medvirkende årsag hertil være sansemotoriske udfordringer.
Sansesystemet inddeles i ydre (exteroceptive) og indre (interotive) sanser. De ydre sanser opdeles i høre-, syns-, lugte-, smags- og følesans, muskel-ledsans og balancesans. Ofte vil muskel-ledsans, balancesans og følesans benævnes som de primære sanser. Disse sanser kan relateres til påvirkninger, som opleves og sker af udefrakommende påvirkninger.
De indre sanser relaterer til de signaler, som kommer fra kroppens indre organer og gør os i stand til at mærke kroppens behov, f.eks. sult/mæthed, tørst, kulde/ varme mv.
Udvikling af muskel-ledsans sker allerede i fostertilstanden. Her oplever barnet, at der bliver mindre og mindre plads. Barnet møder modstand mod livmodervæggen, når barnet skubber og bokser sig rundt. Barnet gør sig erfaringer med kroppens møde med modstand og regulerer kroppen i forhold til dette. Når et barn fødes før termin, kan vestibulære stimuli opleves markant anderledes. I fostertilstanden bliver barnet stimuleret af moderens bevægelser. Barnet får erfaringer med, at kroppen bevæger sig i forskellige tempoer, og kroppen og hovedet kommer i forskellige positioner. Nogle gange foregår det med hovedet nedad eller under rotation af kroppen. Barnet bliver vugget og gynget i fostervandet. Når børn fødes præmaturt, kommer det ud til en tilværelse hvor kroppen skal arbejde mod tyngden. Det præmature barn kan opleve vestibulær stimulering som utrygt eller ubehageligt, da det nu ikke længere bevæger sig i det beskyttende fostervand.
Det forebyggende forløb
I min vejledning til forældrene gør jeg det klart, at stimuleringen for det 0-1-årige præmature barn støttes bedst gennem leg. Det skal være trygt og sjovt at bevæge sig. Det er en vigtig forudsætning for positiv udvikling. Sammen med forældrene skal vi være nysgerrige på, hvordan vi skaber de optimale rammer, og samtidig tør udfordre det præmature barn.
1. Skabe trygge fysiske rammer for stimulering
Regulering af temperatur, lysindfald og støj omkring puslepladsen, legetæppet eller soveplads kan være afgørende faktorer for, at barnet finder den fornødne tryghed. Det gælder også om at indrette et trygt og overskueligt legemiljø, f.eks. placeret i et hjørne eller afgrænset af en væg eller et møbel til en af siderne. Derved kan nogle af de visuelle indtryk hæmmes, så barnet ikke modtager sensoriske stimuli fra alle sider.
2. Skabe gode rutiner ved daglig sansestimulering.
Konkrete bevægelighedsøvelser med fokus på genkendelighed, krydskoordinering og kropsafgrænsning med bl.a. bevægelseslege, sanglege og trykmassage, som stimulerer de primære sanser.
3. Skabe ro og tid til barnets udvikling
Være opmærksom på temposkift i aktiviteterne, så der undervejs er tid til at aflæse barnets signaler og reaktioner.
4. Give barnet pauser
ved bl.a. at være opmærksom på visuelle og auditive stimuleringer og evt. øge taktil stimulering.
5. Guide og tilpasse de sensoriske stimuli i barnets tempo
da barnet profiterer af gentagelser.
6. Skabe tryghed for barnet
ved brug af forskellige lejringsmuligheder, såsom sidelejring i den vågne tid, svøbe eller vikle. Barnet oplever på den måde en form for afgrænsning, som har til formål at kompensere for den manglende afgrænsning af kroppen i fostertilstanden.
Det er samtidig vigtigt at gøre forældrene, som i forvejen selv kan være påvirkede af at få et for tidligt født barn, robuste i at styrke deres barns sansesystem, også selvom barnet virker utilpas. Det er tilpassede stimuli og erfaringer, som er med til at modne nervesystemet. Det vigtige er, hvordan forældrene møder barnet, når de stimulerer det, og efterfølgende hvordan de hjælper det med at regulere sig, når det oplever overstimulering. Et sansesystem kan hos alle børn til tider blive overstimuleret, men særligt for det præmature barn kan det have behov for hjælp til at få ro på nervesystemet. En kortvarig overstimulering skader ikke, når blot barnet bliver mødt i det og guides til at få ro på sit nervesystem igen. Det er med til at udvikle og gøre nervesystemet mere robust.
Derfor er det vigtigt, at vi som sundhedsfaglige faggrupper støtter familierne og er med til at videregive vores viden – både til familierne, men også til andre faggrupper, som møder det præmature barn i deres hverdag.
Det videre forløb
I starten er det spæde barn afhængigt af forældrene i forhold til dets udvikling. Det første leveår er en fase, hvor der sker en grundlæggende udvikling, og det præmature barn er her særdeles afhængig af dets omsorgspersoner og støttende rammer. Senere kommer barnet i institution og stilles på prøve i forhold til dets nervesystem. Der kan være præmature børn, som er kommet godt fra start og har fået opbygget en god grundbase, men som stadig kan blive udfordrede. Det ser vi ofte ved skift og overgange fra noget trygt og kendt til nye udfordringer: børnehavestart eller skolestart. Jeg oplever ofte, at det kan være svære overgange for familierne. Små vanskeligheder i hverdagen kommer til at fylde for barnet, der kan ændre adfærd og måske får sværere ved at følelsesregulere sig. Her er det vigtigt, at forældrene bliver mødt, og at fagpersonalet omkring børnene er nysgerrige på, hvad der er på spil. Præmature børn har ikke altid de samme vanskeligheder, men de udviser ofte mere sarthed end andre børn og giver udtryk for et stort behov for tryghed og nærvær for at få orden på den skæve start på livet. Derfor er det vigtigt, at vi som sundhedsfaglige faggrupper støtter familierne og er med til at videregive vores viden – både til familierne, men også til andre
faggrupper, som møder det præmature barn i deres hverdag. Således kan vi på tværs af flere faggrupper være med til at sikre, at børnene får de rette rammer for at kunne udvikle sig optimalt i forhold til deres trivsel, og de udfordringer, det kan give, at være født for tidligt.
