Flyrejse til Grønland kan foregå fra København, Aalborg, Billund og med fly direkte til Nuuk. Dermed føles afstanden ikke stor, selvom det er over Atlanten. På en direkte flyrute, hvor vejret er med én, er turen CPH-Nuuk cirka fem timer.
Arbejde som sundhedsplejerske og den særlige tid i Grønland
Arbejdet som sundhedsplejerske i Grønland er som i Danmark, men i grønlandsk kontekst, hvor sprog og klima er vigtige faktorer for, hvordan arbejdet kan udføres. Det kræver en god faglighed omkring spæd- og skolebørn og at have mod på sygeplejerske-opgaver som vaccinationer. Det sker ofte, at opgaver løses sundhedsplejersker imellem, hvor vi i Danmark ofte henviser tværfagligt. Et fagligt bredt og helhedsorienteret blik i arbejdet er en styrke.
Der er en stor andel danske familier i Nuuk, som viser glæde og tryghed i at have et lignende sundhedsplejersketilbud, som var de i Danmark. Nuuk har udviklet sig til en hovedstad med forskellige nationaliteter, hvorved der indimellem skal vejledes på engelsk. Det er givende ved udstationering at have aktiviteter, som du holder særligt af. Personligt var jeg med i Nordisk Koncert Kor, hvor vi sang hver uge og deltog i musikarrangementer. Ture med kollegaer som fjeldvandring – og ved særlige begivenheder kaffemik – skal også fremhæves. Nuuk er en spændende arktisk hovedstad.
Hvis du som sundhedsplejerske har en snert af længsel for at rejse ud i verden, opleve og indgå i kulturmøder, og at være aktiv og blive overvældet af storslået natur, så vil jeg gerne inspirere dig.
Grønland 2023-2025 afrunding og på gensyn
Jeg oplevede imødekommenhed fra kollegaer, skolebørn og i hjem med spædbørn. Tillige indgik jeg i faglige kurser, konferencer, uddannelse og forskningsbaserede projekter. Jeg oplevede, at der er stor lydhørhed over for tidlig indsats, og forebyggende samt sundhedsfremmende arbejde. Der opbygges en særlig tværkulturel forståelse for hinanden ved at arbejdet i grønlandsk sundhedsvæsen. Fokus på Grønland, indenrigs som udenrigs, sætter mange tanker i gang om fremtidens sundhedspleje. Uddannelsen til sundhedsplejerske i Danmark og årlig landskonference forbinder os, og med god kulturforståelse og respektfuld tilgang tror jeg, at vi vil stå stærkt sammen omkring sundhedsplejens opgaver.
Hjemkomst til Danmark, sundhedsplejerske i København
Tilbage i Danmark og gensynsglæde med min familie, venner og kollegaer. Jeg er mødt med interesse og spørgsmål om at være afsted med sit fag på denne måde. Hverdagen i Danmark er godt i gang med en fyldt kalender, bærbar, målebånd, vægt i tasken og gode refleksioner på cykelturene mellem hjemmebesøgene og til skolebørn. Dejligt at være sundhedsplejerske for københavnske børn og familier i kollega-gruppe. Det kan anbefales at rejse ud i verden som sundhedsplejerske, og det er sundt at blive inspireret og at mærke, at ens danske rødder og sundhedsplejefaglige arbejde er nyttig i Grønland. Jeg håber min interesse for udviklingsarbejde og kendskab til arktisk sundhedspleje har givet indsigt. Jeg ser det som en stor styrke med gode personlige og faglige danske/grønlandske relationer, som forbinder os.






