Jeg kendte dem godt i forvejen. Jeg havde viet dem og døbt deres barn. Nu skulle de have et barn mere. Et par måneder før termin kom de forbi og fortalte mig den gode nyhed. Vi snakkede lidt, og de fik sat sig på en dåbsdag i kirken. Det skulle være en lørdag i maj.
Faren ringede til mig en sen aften. Jeg sad på mit kontor og kiggede ud ad vinduet. Jeg kan huske, at det sneede. En stille, mild, dryssende sne. Han sagde ikke andet end, at han gerne ville have, at jeg kom med det samme. Hvis det kan lade sig gøre, tilføjede han. Jeg skyndte mig, alt hvad jeg kunne, ind på hospitalet, stillede cyklen, fandt afdelingen. Det har alle hospitalspræster prøvet mange gange; at blive tilkaldt. Det er aldrig, fordi der er sket noget godt.
Når der bliver ringet fra fødeafdelingen, er det næsten altid, fordi der er et barn, der ikke har kræfter nok til at leve. Nogle gange beder vi sammen. Nogle gange når jeg at døbe barnet. Nogle gange overlever barnet. Nogle gange er der tid til at tænde lys. Ofte kommer jeg for sent.
Et lille lys slukkes
Lyset var slukket. Der var kun det lys, der kom fra verden udenfor. Det tog mig et par sekunder at orientere mig på stuen. Faren lå i hospitalsengen med bar overkrop. Der lå et lille bitte barn på hans bryst. Han holdt om det med begge hænder. Der var kun de to på stuen. Barnets lille hoved med et par hårtotter. Farens store hænder. Jeg måtte holde fast i sengegærdet.
Kom og se ham, sagde faren, kom og se min søn.
Kom ikke med dit eget. Det er ikke dig, det handler om. Sæt dig og lyt. Også til tavsheden.
Jeg var kommet for sent. Barnet havde levet lige ved en time. De havde fået at vide, at barnet ikke ville overleve. Faren ville ikke have, at barnets korte tid på jorden skulle være med slanger og iltmaske, ingen lyd af maskiner. Barnet sov ind på farens bryst, mens moren blev tilset på en anden stue. Jeg sad på en stol ved siden af sengen og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Der var ikke noget at sige. Sådan befandt vi os et stykke tid. Så rejste jeg mig op og lagde min hånd på den lille drengs hoved. Faren lagde sin hånd oven på min. Og så bad vi til Gud. Der var ikke andet at gøre. Vil du sige til personalet, at de godt må komme og hente ham, sagde faren.
Et smukt liv
Et par dage senere mødtes vi på kirkegården og begravede den lille dreng. Den dag sneede det også. De havde inviteret hele familien. Alle skulle vide, at han var deres dreng. Nogle gør det i stilhed. Andre gør det modsatte. Der er ikke noget, der er rigtigt eller forkert. Man gør det, man gør, for at overleve. Det var godt, moren kunne Fadervor, for jeg gik i stå midt i den. Gravøl kunne de ikke overskue.
De havde købt kage og lavet kaffe. Vi sad i deres stue et par uger senere og talte om, hvordan det havde været at komme hjem, at komme hjem uden en nyfødt i barnevognen, og om hvad de havde gjort for at komme gennem dagene. Som mange andre, der mister deres barn, var de glade for, at der var nogle ritualer, som tog over, når man ikke selv kan finde på noget at sige. Men der var også et hav af spørgsmål. Om alt det liv, der ikke får lov at begynde. Faren sagde noget, jeg kan huske så tydeligt. Ordene har sat sig i mig. De slår mig stadig ud, når jeg tænker på dem. Han sagde: Han fik et smukt liv. Det varede ikke så længe, men der var kun gode ting. Moren nikkede. Og græd lydløst. Men han skulle have været her, sagde hun.
Lyt, også til tavsheden
Man ved ikke, hvad man går ind til. Og man ved ikke, hvad man skal sige. Jeg har i hvert fald lært en ting ved at være præst: Kom ikke med dit eget. Det er ikke dig, det handler om. Sæt dig og lyt. Også til tavsheden. Bare vær i det. Vær i det, der ikke burde være sådan.
De fleste mennesker har det med at ville gøre noget, udfylde noget, lindre noget, et eller andet. Det kan også nogle gange være godt. Men det kan jeg ikke finde ud af. Jeg kan kun blive siddende, se, hvad der sker. Vi sad længe uden at sige noget.
Pilsner eller Classic?
Vil du have en øl? Spurgte faren og rejste sig op.
Ja, svarede jeg.
Jeg vil også have en, sagde moren.
Pilsner eller Classic? spurgte faren.
Altid pilsner, svarede jeg.
Jeg vidste, jeg kunne regne med dig, præst, sagde faren.
Jeg tænker ofte på noget. På et citat.
Jeg kan ikke huske, hvor jeg har det fra, og jeg kan heller ikke huske, om det er det præcise citat, men det lyder nogenlunde sådan her: Intet er så stærkt som mindet om de afdøde i de levendes hukommelse.
Karsten Møller Hansen
Præst ved Den Danske Kirke i London
Tidligere sognepræst ved Tårnby Kirke, hospitalspræst på Amager Hospital og på Psykiatrisk Hospital Amager
