Et langsomt rum i en hurtig praksis 

Om faglig intuition som omdrejningspunkt for et anderledes supervisionsrum i sundhedsplejen

Med dette supervisionsrumønskede vi, for en stund, at træde ud af en hverdag, der i stigende grad er præget af tempo, problemløsning og forklaringslogikker – og ind i et langsommere, mere åbent og undersøgende rum. Et rum med tid til opmærksomhed på de kvaliteter, sundhedsplejen også altid har været kendt for – og som måske netop bliver endnu mere efterspurgte fremover: det menneskenære, blikket for det særlige og for det, der rækker ud over det målbare. Kvaliteter, som åbner for helhedsperspektivet, relationen, resonansen og det sanselige – og for et mere åbent nuanceret blik på sandhed og normalitet.

Supervisionsrummet er uden en fuldstændig fastlagt metode, men med en tydelig intention: at udforske rummet sammen undervejs. Inspireret af blandt andet eksistentiel praksisfænomenologi og aktionsforskning arbejder vi mere  langsomt, lyttende og undrende med fænomenerne, end hvad mange kender fra traditionel supervision. Men også personligt og mere psykoedukativt med vores egne mentale og kropslige erfaringer. En tilgang, der forudsætter, at de enkelte sundhedsplejersker bidrager aktivt og arbejder med processen både i og uden for supervisionsrummet, fremfor blot at modtage supervision. 

Den konkrete proces – de første skridt 
Selvom vores ønske var at bevæge processen i en mere eksistentiel praksisfænomenologisk retning (Thorsted og Hansen, 2022) – hvor kunsten er at åbne sig, undre sig og forundres fra andre og nye vinkler – begyndte vi et mere velkendt og nødvendigt sted. Helt konkret tog vi afsæt i psykoedukative begreber som mentalisering og epistemisk tryghed (Fonagy & Allison, 2014). Hvis intuitionen skulle kunne fungere som en faglig ressource, måtte vi først styrke evnen til at iagttage os selv – personligt, men ikke privat – og træde tydeligere frem som den (fag-)person, man er, som Kierkegaard formulerer det (Søltoft, 2015). 

For nogle var det nyt og til tider ubehageligt – eller vanskeligt – at se meningen med en faglig sammenhæng

Her var det en styrke, at de fleste deltagere kendte begreberne fra Tryghedscirklen (Powell et al., 2014). Det gav et fælles og trygt sprog til at undersøge følelser, intentioner og betydninger bag handlinger og udsagn. Denne selvfornemmelse – nærværet i det, der sker i mig – skaber en lille, men afgørende afstand mellem oplevelse og respons. Det er i denne afstand, at vi kan skelne mellem at blive trigget (“hajmusikken”) og at lytte til intuitionens klogere stemme, samtidig med at kroppen træder frem som vidensressource. Konkret anvendte vi ”pick a picture”, hvor man intuitivt vælger et billede til at beskrive en følelse o.l. med. 

At arbejde på denne måde forudsætter ro, nærvær, tryghed og kropslig deltagelse. Derfor inddrog vi også korte, kropslige nærværsøvelser og meditationer. For nogle var det nyt og til tider ubehageligt – eller vanskeligt – at se meningen med en faglig sammenhæng. For andre åbnede det for en ro, hvorfra samtalerne fik en anden dybde og åbenhed. Vi er fortsat optagede af at finde former, der støtter processen uden at skabe unødige mentale barrierer. 

Ud af modet til at stille sig mere personligt, autentisk og bevidst frem, opstod samtaler og erkendelser, som mange oplevede som dybt meningsfulde. Vi kunne undersøge cases mere nysgerigt og åbent, og ikke mindst opdage, hvad det er i os selv, der kan stå i vejen for at “se familien indefra”, og hvordan egne reaktioner kan udfordre fagligheden. Det er sårbart arbejde og kræver tryghed. Samtidig blev den kropslige fornemmelse – hvor intuitionen bor – legitim fælles fagsnak. 

Gennem tre år har bevægelsen i supervisionsrummene aldrig været lineær. Vi har taget skridt frem og også vendt os mod det, vi kaldte dagens tekst – det, der pressede sig mest på netop den dag. Det kunne være en konkret sag, en relationel udfordring i gruppen eller et fælles tema.
Uanset indhold var intentionen den samme: at skabe nærvær med det, der er. At blive nysgerrig. Ikke at løse hurtigere, men at udfolde dybere. Åbne og udvide. At forstå, mærke, træne og inddrage den kropslige, sanselige og intuitive visdom. 
For nogle var metoden i begyndelsen forvirrende, og hos enkelte blev udsagnet “det kan vi jo allerede” stående som en barriere. Også en barriere for netop at bringe det allerede kendte i spil og gøre det til fælles inspiration i en mere undersøgende og undrende tilgang. 

At hvile i ikke at skulle fikse. Den ro, stilhed og fred, man bærer med sig, smitter i mødet med familien.

Vores valgte tilgang fordrer en tillid til, at svarene må vokse frem indefra – gennem adgang til den kropsligt forankrede viden i intuitionen og en nysgerrig, ikke-dømmende opmærksomhed (Hansen & Thorsted, 2022). Nogle supervisioner lod vi folde sig ud som langsomme filosofiske undersøgelser af ord lånt fra andre fagdiscipliner: stilhed, hvile og fred. Tre værenstilstande, som hver for sig og sammen nærer det intuitive arbejde. Det var slående, hvor meget visdom der trådte frem, når sundhedsplejerskerne fik tid og rum til at tænke sanseligt og poetisk.  

F.eks. langsomheden – vedholdende, det undersøgende og legende, og til tider ledsaget af både latter og frustration – viste sig som en afgørende forudsætning for, at noget nyt kunne vokse. Den bragte os steder hen, vi ikke tror, vi ville have nået i et hurtigere, mere problemløsende format. Og den gav nogle deltagere et nyt sprog for det, de allerede gjorde. 

Pausen som skabelon – et metodisk greb i supervisionen 
Efter mere end to års arbejde begyndte vi i sommeren 2025 at mærke både en gryende forventning og en vis gru. Ikke fordi noget var gået galt – tværtimod – men fordi der var så meget, vi nu måtte begynde at se på nye måder. Det føltes omfattende. Som om den vej, vi havde sat i gang, pegede videre mod noget, vi endnu ikke kunne forestille os. 
Samtidig vidste vi, at vi hverken var klar til at formulere konkrete ændringer eller ønskede at forcere en udvikling, som ikke alle endnu var med på. Forandringen måtte være mild. Med tiden. 
For at bevæge processen videre og give intuitionen mere næring, opstod således idéen om at lade Pausen blive selve skabelonen for supervisionsforløbet gennem et helt efterår. Tre sessioner for alle. Dels, fordi der er meget visdom i pausebegrebet, men også for at tillade, at vi ikke skulle søge mening og resultater, men langsomt lære at inddrage det kreative og kroppen. En pause fra den konstante samtale med den kognitive hjerne – og en åbning mod kroppen, kreativiteten og det sanselige. 

En pause fra den konstante samtale med den kognitive hjerne – og en åbning mod kroppen, kreativiteten og det sanselige.

Vi havde allerede arbejdet med begrebet mikropause; den lille tøven i hverdagen. To sekunder med opmærksomhed på åndedrættet. En bevidst forsinkelse, før man svarer, ringer tilbage eller træffer en beslutning. Pausen som et mellemrum, hvor noget andet kan få lov at træde frem. Ikke mange instruktioner – blot invitationer til at vente et øjeblik og mærke, om noget blev klarere – sammen med familierne, barnet eller den unge. 
I pauseforløbet sagde vi det højt: Nu træder vi ind i et pauserum, hvor vi ikke skal være optaget af udfaldet. Hvor der ikke skal præsteres, løses eller konkluderes. 

Den første session brugte vi på at strikke et lille ”pausesiddestykke” i uld. Alle fik garn i hånden. Rummet ændrede karakter: mere løssluppenhed, mere summende kreativitet. Nogle havde aldrig strikket før og gik fra “det kan jeg aldrig lære” til pludselig at være i gang. Andre var på hjemmebane. Det skabte en tydelig synergieffekt – både for den enkelte og for fællesskabet. 

I andre sessioner arbejdede vi med sanselige lege – blandt andet med citroner. Med lukkede øjne undersøgte vi frugtens form og struktur med hænderne og opdagede, at man efterfølgende kunne genkende “sin” citron. Som om der var opstået en lille relation – faktisk med det særlige ”ved citronen” ikke det almindelige. Nogle grupper tegnede citronerne; andre legede med forestillingen om, hvordan det mon havde været at være citron i nogens hænder. Metaforisk, legende og åbent. 

Pauseforløbet blev i nogle grupper afsluttet med en mere restituerende form for pause: en længere kropsscanningsmeditation. Bagefter blev vi siddende på gulvet og lod samtaler opstå uden agenda. Her blev delt stjernestunder i sundhedsplejen. Episoder, hvor det at tage en pause fra automatisk tænkning og give plads til familiens intuition havde åbnet for nærmest transformative løsninger. 

Men der kom også her temaer frem, som ellers sjældent får plads: faglige mindreværd og frygten for ikke at have gjort det godt nok. Eller at blive valgt fra. 

Men der kom også her temaer frem, som ellers sjældent får plads: faglige mindreværd og frygten for ikke at have gjort det godt nok.

Der blev sat ord på mønstre – f.eks. hvordan stilhed kan føles så larmende, at man kommer til at fylde den med faglige forklaringer for at bevise sin værdi. 
Det var små indsigter og store indrømmelser. Og de blev fulgt af fælles, kærlige grin. Måske fordi vi var trygge. Måske fordi vi sad på gulvet. Måske fordi vi genkendte det sagte og mærkede noget essentielt. 
I en pausesession lod vi rummet være forbeholdt drømmen om, hvad, vi ønsker, skal fylde supervisionsrummet fremover – og hvor sundhedsplejen kan bevæge sig hen. Med kreative greb som tegning, digtning og poetisk journalskrivning åbnede sundhedsplejerskerne for en dyb visdom om familier, børn og et samfund, der vil for meget. Den indsigt, vi nåede, var langt større, end vi kunne forestille os, og den summer stadig, mens den langsomt lander. 
Måske var det, vi her erfarede, det, Kari Martinsen kalder, at se ud over tællekanterne (Kjær og Martinsen 2015). Og vi nåede blot at sige ”wow” – et udbrud, som Finn Thorbjørn Hansen (2015) beskriver det, når man møder noget større end sig selv og os alle tilsammen. 

Det næste – at stå i det åbne og tænke med hjertet – med fagligheden i ryggen 
I foråret har vi tænkt at bevæge os et skridt videre i supervisionsrummet. Ikke hurtigt, men opmærksomt – og afstemt efter den enkelte gruppes behov, som er forskelligt. I nogle grupper vil vi undersøge, hvad der sker, når vi giver mere plads til det filosofiske, det eksistentielle praksisfænomenologiske, det undrende og det sanselige. Inspireret af Finn Thorbjørn Hansen og Ann Charlotte Thorsteds Undringskompas. 
At eksperimentere med at bruge Undringskompasser som et grundlag for dybere samtaler. Med den undrende eksistentielle praksisfænomenologiske tilgang tillader vi at stå i det åbne og tænke med hjertet (Hansen 2015, Thorsted og Hansen 2022). I andre grupper vil vi turde invitere det æstetiske univers tættere på hverdagen og lader undringen få plads gennem sansning, poesi og måske at se på kunst (Ejrnæs og Worre Hallberg 2024). Et næste skridt, hvor stærk faglighed forenes med modet til at tænke, mærke og handle, i takt med det der kalder på os fra fremtiden. Ikke kun statistisk målbart, men menneskeligt og personligt mærkbart.