Sådan hjælpes og støttes børnene

De børn og unge, der bor på Danner sammen med deres mor, får specialiseret voldsfaglig støtte til at håndtere de oplevelser, de har med i bagagen. Her holder krisecenterets pædagoger og psykologer løbende individuelle og gruppebaserede samtaler med børnene.

Børnene mærker altid volden

– Fælles for børnene er, at de er helt almindelige børn, som har oplevet nogle ualmindelige og voldsomme episoder. De er vidner til vold mod deres mor, også selvom de voksne i hjemmet håber eller tror, at børnene ikke oplever volden, forklarer Lene Frisch Larsen, som de seneste seks år har været familie- og børnerådgiver på Danner:

– Et barn fortalte mig f.eks., at han lagde sig ind i sengen, og så gav han sin lillesøster høretelefoner på, når han vidste, at nu skete der noget voldsomt. Og så sad de derinde alene. “Og når der var lidt roligt igen, så kom mor ind til os, og der lod vi som om, at vi sov. Og det troede mor også, at vi gjorde.”

Hun forklarer, at de børn, Danner møder på krisecentret, tager meget ansvar på sig og ofte tror, volden er deres egen skyld.

– Børnene siger ting som: “Hvis nu jeg bare havde taget mine gummistøvler på hurtigere i morges, så var far ikke blevet så gal over, at vi var for lang tid om at komme ud ad døren, og så havde han ikke råbt, eller så havde han ikke slået mor i bilen på vej til skole.”

Derfor arbejder krisecentermedarbejderne altid med at italesætte volden og arbejde med børnenes følelser af skyld og skam.

Volden skal italesættes

Ifølge Lene Frisch Larsen går mange af børnene alene med de svære og voldsomme oplevelser. Det er afgørende, at børnene får professionel hjælp til at tale om volden for at bearbejde oplevelserne og undgå yderligere traumer:

– Volden skal italesættes. Vi (krisecentermedarbejdere, red.) skal bryde tabuerne, vi skal hjælpe børnene med at få et sprog for volden, og så skal vi vise dem, at vi er der lige ved siden af dem. Altid. Så det ikke er en vej, de skal gå alene.

Børne- og ungegrupper

I børne- og ungegrupperne arbejdes der med forskellige temaer, som fylder for  børnene, f.eks. ‘skyld og skam’, ‘far’, ‘grænser’ eller ‘splittelse’. Det er krisecentrets personale, der faciliterer grupperne, men ifølge Lene Frisch Larsen er det helt exceptionelle det, der sker mellem børnene:

– I én af vores ungegrupper var der f.eks. en pige, der fortalte, at hendes far havde været meget voldelig mod hendes mor. Han havde ind imellem også været voldelig mod pigen. Men fordi hun hele tiden havde sammenlignet det med, hvad hendes mor blev udsat for, kunne hun slet ikke se, at hun også selv var blevet udsat for forskellige former for vold. Sådan noget kan vi voksne snakke længe med pigen om. Vi kan fortælle, at det ikke er hendes skyld og så videre. Men når der er et andet barn eller ung i gruppen, der siger det, kan det noget helt særligt. Det har en meget større effekt, når en jævnaldrende, som ser det hele udefra, påpeger, at det, man har oplevet, slet ikke er okay. De her børn og unge kan noget helt vildt. Jeg er altid meget imponeret over dem.

Fokus på moderskabet

Et barn, der har en voldsudsat forælder, er ofte dobbelt ramt, er Danners erfaring. Barnet oplever konsekvenserne af at være vidne til volden. Samtidig kan forælderens traume-reaktioner som respons på volden svække omsorgen for barnet i kortere eller længere tid. På krisecenteret arbejder medarbejderne derfor også med kvindernes moderskab og med forholdet mellem mor og barn.

– For en kvinde, der kæmper med følgerne af den vold, hun selv har været udsat for, kan det være en udfordring at opfatte og forstå hendes børns følelser, reaktioner og behov. Men i takt med, at mor får det bedre, bliver hun også bedre i stand til at hjælpe sit barn, fortæller Lene Frisch Larsen.