Hjem » Nyheder »Ved du dette om øjenbetændelse? Brug endeligt materialet

Forfatter: Anita Sternest og Vibeke Samberg
Fotograf: Anita Sternest og Vibeke Samberg
Udgivet: 27. april 2023

Ved du dette om øjenbetændelse? Brug endeligt materialet

Fik du ikke læst sidt så er chancen her endnu engang.

Udvikling af materialer om behandling af øjenbetændelse – et lokalt samarbejde mellem praktiserende læger og sundhedsplejen.

I efteråret 2019 fik vi – leder af sundhedsplejen, Vibeke Samberg og sundhedsplejerske Anita Sternest, sundhedsplejen på Nørrebro Bispebjerg en henvendelse fra en klynge af praktiserende læger i vores område, der ønskede en drøftelse af behandling af øjenbetændelse. De var interesserede i et samarbejde med henblik på at udarbejde et materiale, der kunne beskrive, hvordan man behandler øjenbetændelse og ikke mindst, hvornår der ikke skal behandles med antibiotika . De praktiserende læger oplevede forældre, der pressede på for at få antibiotika mod øjenbetændelse hos deres børn, hvor det fagligt ikke var nødvendigt. Forældrene tilkendegav ofte, at de blev mødt med krav fra institutionen om, at deres barn først kunne komme i institution, når barnet var i antibiotisk behandling. Derfor ønskede de at få antibiotika ordineret.  Vi ville gerne samarbejde om denne problematik, der kunne være med til af sikre, at børn får den rette behandling, at forbruget af antibiotikaøjendråber mindskes og forældre ikke unødigt må blive hjemme fra deres arbejde.

Der blev etableret et møde, hvor der var en god og faglig velfunderet drøftelse af temaet, og det blev besluttet, at det var oplagt at udarbejde en øjenbetændelseskampagne.

Dermed indgik vi et samarbejde med Region Hovedstadens medicinkonsulenter og alment praktiserende læger i Klynge Nørrebro-Nordvest med ønsket om at udarbejde et let tilgængeligt informationsmateriale om behandling af øjenbetændelse til udbredelse både i områdets daginstitutioner og blandt de almene lægepraksis.

Vi mødtes og drøftede, at der var mangel på viden blandt forældre og institutionspersonale om, hvordan og hvornår man behandler øjenbetændelse. En bærende fortælling var, at man altid skulle pode børn med tegn på øjenbetændelse og et podningssvar skulle indikere, hvorvidt der var tale om en virus eller en bakteriel infektion og var sidstnævnte tilfældet, så skulle barnet naturligvis behandles med antibiotika. Vi drøftede, hvordan man kunne udbrede en anden fortælling – da man i langt de fleste tilfælde kan skelne mellem øjenbetændelse med virus- og bakterier alene på symptomer og forløb, og man kun sjældent skal pode.  De praktiserende læger havde kendskab til en lignende kampagne fra Region Midt, som vi undersøgte indholdet af.

Herefter fulgte nogle møder, nu på Teams, da vi som bekendt gik ind i en periode med covid og deraf manglende mulighed for at mødes fysisk. Det blev besluttet, at der skulle udarbejdes plakater og Go-card, primært målrettet forældre i daginstitutionerne, der beskrev behandlingen af øjenbetændelse, hvornår man behandler med antibiotika, og hvornår man undlader det og i stedet blot renser øjnene med saltvand. Da sundhedsplejerskerne månedligt kommer til tværfaglige samarbejdsmøder i daginstitutionerne, så blev det planlagt, at de skulle medbringe materialerne og stille sig til rådighed for evt. spørgsmål fra personalet.

Den tekst vi nåede frem til, både på Go-card og plakater, blev sendt til godkendelse i Sundhedsstyrelsen og materialet blev trykt og finansieret af midler fra Region Hovedstaden.   

Kampagne øjenbetædelse børn A3 plakat

Kampagne øjenbetædelse børn A6 postkort

I januar 2022 begyndte vi at fordele materialerne til de ca. 100 institutioner, der er i vores område af byen.

Inden vi begyndte uddeling af materialerne, blev institutionslederne på et ledermøde orienteret om materialet, der var på vej. Der blev ligeledes holdt et kort oplæg om materialet på personalemøde for bydelens 56 sundhedsplejersker, og endeligt blev materialet præsenteret på et møde for de ca. 25 støttepædagoger, som vi i sundhedsplejen deler forvaltning med. De arbejder dagligt i områdets institutioner og hjalp sundhedsplejen med distribuering af materialerne til institutionerne i løbet af januar 2022.

Hver institution modtog en eller to plakater afhængig af institutionens størrelse og mellem 20 og 100 Go-card. Nogle institutioner har bedt om et postkort pr. barn, mens andre har ønsket at kunne lægge en mindre bunke ved siden af plakaten, som interesserede forældre kunne tage et eksemplar af.

De praktiserende læger i bydelen modtog ligeledes et sæt bestående af plakat og postkort, til at dele ud/hænge op i deres praksis.

Indsatsen følges af regionens medicinkonsulenter med henblik på en målbar effekt af forbruget af antibiotika til behandling af øjenbetændelse. Der har endnu ikke været en signifikant forskel at spore. Dette skyldes efter alt at dømme, at effekten af indførelse og senere ophævelse af covidrestriktioner på forekomsten af øjenbetændelse er større end effekten af vores kampagne.  Blandt andet  arbejdede institutionerne med mindre børnegrupper, højere fokus på håndhygiejne, etc.

Alligevel kan der godt være en effekt. Vi har fået information fra en praksislæge i området, der oplyser, at der er ca. samme antal henvendelser om øjenbetændelse som tidligere, men at forældrene fortæller, at de forinden har forsøgt sig med behandling med saltvand.

Det bliver spændende at se, om der i 2023 kan ses et mindre forbrug af antibiotika sammenlignet med forbruget før covid, fx forbruget i 2019. Vi ser desværre, at nogle institutioner har personaler, der har slækket på håndhygiejnen, nu hvor de er tilbage til en hverdag, der ligner den, de kendte før covid. Og vi ved jo, at god håndhygiejne har en væsentlig betydning for at nedsætte smitte af øjenbetændelse, så….

Vi har på baggrund af den viden besluttet, at vi fremover hvert år i hygiejneugen (uge 38) vil have et fokus på øjenbetændelse og behandling heraf. Det vil blive effektueret af de sundhedsplejersker, der laver hygiejnetilsyn ude i institutionerne og vi vil forsøge løbende at genoptrykke materialerne.

Som sundhedsplejerske er vi rigtig glade for at være blevet inviteret ind i et samarbejde med områdets praktiserende læger. Dels kan vi se en mulighed for at videreudvikle samarbejdet – også på andre fællesfaglige emner og vi kan se, at en øget viden om faste procedurer i forbindelse med øjenbetændelse kan aflaste børnefamilier i en travl hverdag. Endelig er denne type af samarbejde løbende med til at understøtte, at vi holder os fagligt ajour.

Der har været flere sidegevinster ved det tværfaglige arbejdet omkring temaet øjenbetændelse. Vi har erfaret, at vi løbende på vores møder, har kunnet informere de praktiserende læger om sundhedsplejens generelle arbejde og igangværende nye tiltag. Modsat har de praktiserende læger haft et stort ønske om at få tydeliggjort vigtigheden af, at vi i højere grad benytter korrespondancemodulet, når vi henviser en familie til egen læge. En styrkelse af denne praksis har uden tvivl været med til at øge patientsikkerheden. De praktiserende læger har berettet om, at de nogle gange ikke rigtig ved, hvorfor forældrene er blevet henvist af deres sundhedsplejerske og de har mødt forældre, der ikke selv kan redegøre for årsagen til, at de er kommet til lægen.

Vi kan se, at vi nu laver en del flere korrespondancer, hvor vi fagligt begrunder, hvorfor den pågældende barn/familie er henvist.

Man kan se materialerne her ved artiklen og man kan også finde materialet som er til fri afbenyttelse og inspiration via dette link: Informationsmaterialer (sundhed.dk)

Mest læste artikler

Sign up til vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet modtager du automatisk nyheder fra Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hvis du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbrevet, kan det afmeldes her på siden.

Bliv en del af vores faglige fællesskab

Hvis du ikke allerede er medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, synes vi, du skal tilmelde dig. Der er nemlig rigtig mange fordele ved et medlemskab hos os.

Bliv medlem

Bliv en del af vores faglige fællesskab

Hvis du ikke allerede er medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, synes vi, du skal tilmelde dig. Der er nemlig rigtig mange fordele ved et medlemskab hos os.

Sign up til vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet modtager du automatisk nyheder fra Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hvis du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbrevet, kan det afmeldes her på siden.

Log ind

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Vivamus vitae convallis.