H.M. Dronning Mary holder tale til Landskonferencen
Tak, fordi jeg har fået mulighed for at være en del af denne vigtige konference.
Lad mig indlede med at sige, at jeg er stolt af at få lov at tale for jer i dag. Det af to grunde. For det første, fordi I har valgt at sætte fokus på et emne, der ligger mig meget på sinde, og som vi i Mary Fonden har arbejdet med i mange år. For det andet, fordi jeg har stor respekt for det arbejde, I udfører, og den forskel, I hver dag gør for børn, forældre og familier.
Når forældre bringer deres nyfødte barn med sig hjem, kan det hjem, de kender så godt, føles helt forandret. For pludselig er noget anderledes, end det var lige før. Der er kommet et nyt menneske til. Det ændrer alting. Og uanset om det er første gang, man oplever det, eller om man har prøvet det før, så er det nyt.
I langt de fleste tilfælde fylder lykken mere end alt andet. Men samtidig er der næsten altid mange spørgsmål og store følelser i spil. Derfor er den rolle, I spiller for en nybagt familie, enorm. Når I træder ind ad døren, bringer I tryghed og støtte med jer.
I møder familierne med lige dele ekspertise og nærvær. Nogle gange er det jeres faglige indsigt, der er afgørende, andre gange, er det jeres menneskelige forståelse.
Ofte er det netop samspillet mellem begge dele, der hjælper forældrene til at erstatte tvivl og usikkerhed med ro og tryghed.
Den omsorg og faglige indsigt, I bringer med jer, har stor betydning for alle familier.
Men der er også de familier, der har ekstra meget brug for jer. Familier, der står i en særligt sårbar situation. Det kan handle om barnets helbred eller om nogle særlige udfordringer, forældrene står overfor i deres liv. For disse familier kan jeres betydning ikke overvurderes. I er ofte det første led i en kæde af hjælp og støtte, som kan gøre en livslang forskel.
De børn, I holder i jeres hænder hver eneste dag, er små mennesker, der som os alle, er født både skrøbelige og robuste. Når I løfter barnet op med en hånd under numsen, begynder deres ben at træde fremad i luften i gangrefleks – som hvis de allerede kunne gå. De vil fremad, men
samtidig skal de have hjælp til alting.
Derfor kan man som forælder også overse, hvor fintfølende og dygtige små børn er til at fornemme deres omgivelser. De er fra starten i stand til at føle, om de er trygge, eller om der er fare på færde.
De er fuldstændig afhængige af forælderen som deres trygge base. Så hvis de mennesker, der skal være barnets mest stabile støtte, bliver bange og urolige, så spreder frygten og uroen sig med det samme til barnet.
Derfor kan dét at vokse op i et hjem, hvor der er vold mellem forældrene, være lige så skadeligt som selv at blive udsat for vold. Som sundhedsplejersker kan I spille en afgørende rolle i et lille barns liv.
I Mary Fonden har vi indsatserne: ’Sammen uden vold – Gravide’ og ’Sammen uden vold – Småbørnsforældre’. Indsatserne opkvalificerer jordemødre og sundhedsplejersker til at screene for vold hos forældrene og sikre, at de tilbydes hjælp, der matcher den enkeltes unikke behov.
Vores ambition med indsatserne er at bryde med den voldsspiral, som, vi desværre ved, kan gå i arv gennem generationer. Det første skridt er at gøre det naturligt at spørge ind til vold. Men hvis samtalen skal gøre en forskel, skal I som fagpersoner føle jer klædt på til at tage den, og I skal have tillid til, at I kan henvise familierne til den rette hjælp.
Måske er der flere her, der allerede er en del af vores indsats ’Sammen uden vold – Småbørnsforældre’. Indsatsen kører lige nu i fem kommuner. I disse kommuner har sundhedsplejersker engageret sig i indsatsen med en åbenhed og parathed, som har været enestående for os at følge i Mary Fonden.
På tværs af de fem kommuner er mere end 3500 par blevet screenet for partnervold. Tidligere fandt man 1-3 par om året i hver kommune. Siden sundhedsplejerskerne begyndte at spørge ind til partnervold i marts 2023, er der fundet 153 par.
Det er et voldsomt tal, som er både trist og foruroligende. Men med screening er der langt flere familier, som har fået den hjælp, de har brug for. Og det kan i sidste ende
ændre fremtiden for mange børn.
Én af de sundhedsplejersker, der har været en del af indsatsen, fortalte om en oplevelse, jeg vil dele med jer.
I dette tilfælde var det ikke den, der var udsat for vold, der henvendte sig til sundhedsplejersken. Det var partneren. Selvom besøget havde bevæget sig videre, og samtaleemnet var et andet, tog partneren pludselig fat i sundhedsplejersken og sagde: ”Det der, du snakkede om, om voldsomme konflikter og vold – det er mig. Jeg kan ikke styre mit temperament. Og jeg vil gerne have hjælp til at ændre det”.
En fortælling som denne understreger det, vi allerede vidste: At langt de fleste ønsker at få hjælp til at komme ud af volden.
Og at viljen til at ændre adfærd er ekstra stærk, når man står med ansvaret for et nyt liv. For hvis der er noget, der kan få os til at overvinde udfordringer og give os modet til at konfrontere os selv med de sværeste sandheder, så er det vores ønske om at skabe de bedste vilkår for vores børn.
Ingen børn skal vokse op i et hjem med vold. Derfor rækker vi ud til jer. Men vi ved også, at I allerede står med en lang opgaveliste.
Vi ved, at når I træder ind ad døren, er jeres førsteprioritet det lille barn. Og I har mange ting, I skal igennem for at sikre, at familien trives, og at barnet er sundt og udvikler sig, som det skal. Vi er klar over, at der allerede ligger et stort ansvar på jeres skuldre.
Men I skal også vide, at når det kommer til vold i familien, deler vi ansvaret med jer. Uanset om vi er pårørende, naboer, kollegaer eller fagprofessionelle som jer, har vi alle et ansvar for at reagere, hvis vi bliver mistænkelige.
Samtidig ved vi, at I har nogle særlige kompetencer, og I har en evne til at læse et hjem på en måde, som få andre deler.
Jeg vil afsluttende sige tak til jer alle for den forskel, I gør for familier i hele landet. Tak for at være der for de små mennesker, der er vores alles fremtid. Og tak for at I har valgt at sætte fokus på dette vigtige emne med denne vigtige konference.
