Sundhedsplejersker støtter børn fra skilte familier

Hvert tredje barn oplever, at deres forældre bliver skilt, og det påvirker deres trivsel. Sundhedsplejen i Frederiksberg Kommune har sikret, at 16 sundhedsplejersker er blevet uddannet til at afholde gruppeforløb for disse børn. Ann-Sofie Munch Ipsen er en af dem, og hun har venteliste til hendes børnegrupper på Skolen på Nyelandsvej.

Efter en årrække som sygeplejerske i hospitalssektoren ville Ann-Sofie Munch Ipsen gerne dybere ind i det relationelle arbejde.

Efter at have færdiggjort diplomuddannelsen som sundhedsplejerske har hun de seneste seks år arbejdet som sundhedsplejerske i Frederiksberg Kommunes sundhedspleje.

Jeg har sat Ann-Sofie stævne for at høre mere om hendes arbejde med grupper for børn, hvis forældre er gået fra hinanden.

Livet som sundhedsplejerske

– Hvad er det bedste ved dit arbejde?

“Det er alsidigt og favner bredt inden for det relationelle område. Som sundhedsplejerske oplever jeg det særlige privilegium at besøge, vejlede og støtte familier i det første år med deres nyfødte barn. Og i mit arbejde på Skolen på Nyelandsvej møder jeg børnene ved de regelmæssige undersøgelser fra 0. til 7. klasse samt ved særlige behov. Endelig afholder jeg også samtalegrupper for sårbare mødre. Jeg oplever det berigende og livsbekræftende at arbejde med børn og deres familier.”

– Hvorfor er det sundhedsplejersker, som afholder børnegrupper i Frederiksberg Kommune?

“Vores ledelse valgte at give os uddannelsen, da vi er vant til og trænet i at tale med børn og unge i forskellige sårbare positioner. Lærerne og pædagogerne havde ikke taget denne opgave til sig, og vi tilbød skoleledelserne at tage ansvaret på os. På Skolen på Nyelandsvej har vi et glimrende samarbejde med børnenes lærere og skolelederen. Ofte skriver lærerne til os for at fortælle, hvordan deres elever er i langt bedre trivsel efter at have deltaget i en børnegruppe.”

Ann-Sofie arbejder to dage om ugen på skolen, og hun afholder børnegrupper med en anden sundhedsplejerske.

Venteliste til børnegrupper

– Hvordan fungerer det rent praktisk med børnegrupper?

“Vi kommer jævnligt ud i klasserne for at præsentere tilbuddet. Alle børn får en folder om børnegrupper, som de kan vise deres forældre. Det er naturligvis forældrene, som giver samtykke til, at deres barn kan deltage. Vigtigst er det dog, at børnene selv har lyst til at deltage og engagere sig i en gruppe med andre børn, som de ikke nødvendigvis kender særlig godt.

Vores kontor på skolen egner sig godt til at afholde børnegrupper, som løber over otte gange hver af to timers varighed. Hos os afholdes børnegruppen i skoletiden fra kl. 12-14. I starten henter vi børnene, som hurtigt bliver trygge ved forløbet og vænner sig til selv at komme hen til samlingerne.”

Ann-Sofie understreger, at samarbejdet med lærerne fungerer godt og smidigt. Imidlertid er efterspørgslen efter børnegrupper langt større end kapaciteten til at afholde dem. Hun fortæller: “Der er 900 børn på vores skole. Mange af børnene oplever, at deres forældre går fra hinanden under børnenes skoleforløb. Flere har også forældre, som er gået fra hinanden, da barnet var helt lille og ikke kunne huske det. Selvom de ikke kan huske forældrenes brud, kan savnet om det, at far og mor er sammen, og at de alle bor sammen, godt vokse på børnene, når de bliver større. De har virkelig brug for nogle at dele deres tanker og følelser med, når det nye livsvilkår med to hjem bliver en virkelighed.”

– Hvor mange forløb har I?

“Min kollega og jeg kan afholde to børnegrupper om året, hver med seks deltagende børn. Vi samler dem fra 3. – 4. klasse i en gruppe og 5.- 6. klasse i en anden gruppe. Desværre er det ikke tilstrækkeligt til at imødekomme alle børns behov for at deltage i en børnegruppe. Lige nu har vi en venteliste på omkring 15 børn. Jeg håber, kommunen vil forsøge at øge kapaciteten, så alle børnene kan nyde godt af fællesskabet med andre børn fra brudte familier.”

Det fortrolige rum

– Hvordan oplever du mødet med børnene?

“Børnene tror ofte, at de er alene med alle tankerne og de vanskelige følelser. De har sjældent nogen at betro sig til – heller ikke forældrene, der jo har skabt den nye situation. Barnet føler et enormt ansvar for at passe på mor og far – loyaliteten over for forældrene er nærmest grænseløs!”

– Hvad sker der så, når de sidder i en børnegruppe?

“De har normalt ikke lyst til at dele alle deres følelser med forældrene eller andre familiemedlemmer, fordi det kan være svært at være ærlig uden at gøre dem kede af det. De bruger heller ikke så ofte deres venner. I børnegruppen er de gode til at udtrykke deres tanker og følelser. De oplever megen tryghed i at høre de andre børn fortælle om deres liv – det giver genkendelighed, ro og fællesskab. Børnene deler erfaringer og baner sammen vej for nye handlemuligheder. De er rigtig gode til at bevare fortroligheden, som er så afgørende for samtalerne i børnegruppen. Det er derfor heller ikke nogen hindring, hvis der er klassekammerater i samme gruppe. På magisk vis får de skabt en forståelse af, at de er i samme båd.”

Et privilegium

Det er tydeligt at mærke, hvor meget Ann- Sofie brænder for sit arbejde med børn, der skal lære at leve med adskilte forældre. Jeg spørger hende, hvad børnene er mest optagede af? “De er meget loyale over for deres forældre – det skinner tydeligt igennem i alle grupperne. Mor og far må endelig ikke blive kede af det eller skuffede. Børnene oplever især skiftedage som svære. De tænker meget på den forælder, de ikke er hos. Efter nogle samlinger giver de sig selv og hinanden plads til at fortælle, hvordan de har det.”

– Hvordan hjælper du børnene til at mestre tilværelsen med to hjem?

”I forbindelse med uddannelsen som børnegruppeleder trænede vi en række pædagogiske tilgange og lærte at anvende forskellige materialer. Vi bruger spørgeteknikker, som faciliterer børnenes evne til at udfolde deres fortælling. Det er vigtigt, at vi ikke kommer med løsninger. Vores opgave er at fremme børnenes egen kapacitet og kompetence til at mestre livet.”

– Hvordan involverer I forældrene i forløbet?

“Efter hver samling skriver vi en mail til forældrene, hvor vi fortæller om dagens emne, som f.eks. det at savne. Vi er også bundet af fortroligheden med børnene, så vi deler ikke noget konkret med mindre, et barn beder os om det.”

Faglighed i højsædet

– Anvender I nogle bestemte metoder?

“Jeg har lært meget omkring spørgeteknikker, der giver børnene mulighed for at folde deres historie ud. Derudover har alle sundhedsplejersker på Frederiksberg en systemisk og narrativ efteruddannelse, som jeg også benytter i børnegrupperne.

Børnene er glade for at bruge Lego til at fremstille de situationer, de oplever. Ekspertpanelet er en anden metode, hvor vi beskriver en hypotetisk problemstilling og beder om børnenes råd. I denne øvelse bliver de bogstaveligt talt eksperter i deres eget liv, fordi problemstillingerne afspejler forhold, de allerede selv kender til. I en anden øvelse spørger vi børnene, hvilke gode råd de ville give deres far og mor. De siger bl.a., at far og mor ikke skal skændes, mens de tror, vi sover. De skal heller ikke tale engelsk eller sende sms’er, mens vi er der.”

Det er tydeligt, at Ann-Sofie er begejstret for uddannelsen som børnegruppeleder. Hun afslutter interviewet med at sige:

“Jeg har lært så meget om at kommunikere med børn. I samtalerne bliver de bevidste og får sat deres egne ord på det, der betyder mest, nu når mor og far ikke længere bor sammen. Materialet fra børnegruppeuddannelsen er gennemført og rummer de tematikker, som børnene kan genkende i deres eget liv. Jeg følger det nærmest slavisk i alle otte samlinger.”

Et støttende tilbud, ikke terapi

Rikke Hermansen er psykoterapeut og har været med til at udvikle børnegruppeuddannelsen hos Center for Familieudvikling.

Hun understreger, at en børnegruppe ikke er terapi men et støttende tilbud til børn, hvor forældrenes skilsmisse har et forholdsvis lavt konfliktniveau. Hun fortæller endvidere, at det er afgørende, at barnet selv har lyst til deltage. I situationer, hvor forældrene ikke kan rumme barnets smerte, kan de risikere at presse barnet ind i et gruppeforløb – det er ikke hensigtsmæssigt.

De tematiske forløb i børnegruppen er illustreret med et billede af en ø, som man kan besøge og forlade igen. Skilsmisseøen er det visuelle anker for samtalerne i gruppen, mens gruppelederen faciliterer og lytter uden at komme med råd. Rikke Hermansen har afholdt mange børnegrupper og fremhæver bl.a. Ekspertpanelet som et godt eksempel på at facilitere samtalen. Børnene får præsenteret nogle dilemmaer, som de kan foreslå svarene på – lidt ligesom Sara og Monopolet. Dilemmaet bliver et fælles tredje, hvor børnene i fællesskab får nye indsigter til at kunne leve med forældre, der ikke længere er sammen.

Projektet ‘Hele børn – delebørn,’ som Center for Familieudvikling gennemførte i samarbejde med Egmont Fonden og kommunerne Kolding, Randers og Egedal, evaluerede effekten af børnegrupper. Den viste entydigt, at børn, som er ramt på trivslen efter forældrenes skilsmisse, får det markant bedre efter at have deltaget i et gruppeforløb.