Sundhedsplejersker kan styrke integrationen

Sundhedsplejersker har i årtier haft fokus på at udnytte deres unikke muligheder og møder med indvandrer- og flygtningefamilier til at arbejde for at bedre disse familiers integration og forståelse for, hvilke forventninger det danske samfund har til dem

I sundhedsplejen kan vi glæde os over og være stolte af, at vi har haft nogle dygtige, engagerede og fremsynede rollemodeller, som vi, der fulgte efter, kunne blive inspireret af. Jeg tænker her specielt på Grete Mandrup og Saida Sonne, som i henholdsvis Gellerup og København, så tidligt som i slutningen af halvfjerdserne, var bevidste om vigtige elementer i det tværkulturelle arbejde:

• Vigtigheden af dialogen med familien – herunder muligheden for og evnen til at arbejde med tolk.
• Kulturforståelse og sensitivitet.
• Etniske mødregrupper med tolkning.

Sundhedsplejerske i Brøndby Strand

Jeg har været så heldig at kende dem begge, og det var med deres begyndende beskrivelser af, hvordan sundhedsplejersken kunne være med til at fremme integrationen, og hvilke kompetencer det bl.a. kræver, at jeg startede min karriere som sundhedsplejerske i Brøndby Strand i 1988.

Her mødte jeg hele verden inden for ganske få kvadratkilometer. De møder har beriget og forandret mit liv og lært mig, hvor enkelt og hvor komplekst det tværkulturelle møde kan være. Lært mig, at sundhedsplejen har muligheder for at fremme integration, men hvis det skal lykkes, kræver det både en ledelse og en organisation, som ønsker og understøtter det, samt en bevidsthed i sundhedsplejen om behovet for at udvikle kulturelle kompetencer.

Interkulturelle kompetencer

Hvordan kan vi forstå ” interkulturel kompetence”? Og hvordan kan vi arbejde for at opnå det?

”Det er i mødet med andre kulturer, vi bliver opmærksomme på vores værdier og grænser: Interkulturel kompetence er evnen til at se og sætte ord på egne uskrevne normer og erkendelsen af, at ligeværdighed indbefatter retten til forskellighed. Dette kræver viden om og accept af, at andre ikke nødvendigvis ser verden på samme måde som en selv.”

Regeringens strategier og visioner for en bedre integration 2003.

Irene Papadopoulos, sygeplejerske og professor, har i sin bog Transcultural Health and Social Care(1, s. 10) udviklet en model, som beskriver fire stadier af begrebet ”kulturel kompetence”. Denne model har inspireret mig, og den sammenfatter på fornem vis de elementer, jeg selv har erfaret er med til at gøre en forskel.

Kulturel opmærksomhed
Beskrives her som bevidsthed om egen kulturel identitet, arv og etnocentrisme. En ransagelse af egne værdier og overbevisninger. Hvad er jeg formet af? Hvor åben er jeg over for andre modeller af verden?

Kulturel viden
Er mulig at opnå ved at søge indsigt i andre kulturers opfattelser af fx sundhed, sygdom og familieliv. Det er at være bevidst om tendensen til at tale i og arbejde ud fra stereotypier. Viden om immigrationsfaser og familiens immigrations historie. At have øje for både ligheder og forskelle mellem mennesker med forskellig baggrund.

Kulturel sensitivitet
At være sensitiv overfor familiens erfaringer og behov, at deres løsninger kan være anderledes end dem vi forventer. Kulturel sensitivitet forudsætter empati, interpersonelle og kommunikative færdigheder samt tillid, accept og en åbenhed og interesse for, hvilke erfaringer og ressourcer familien kommer med.

Kulturel kompetence
Forstås som en syntese af de kompetencer, som er beskrevet ovenfor i kombination med faglige færdigheder som indebærer, vurderings, – diagnosticerings, og kliniske færdigheder, og at kunne håndtere den tværkulturelle samtale og arbejde professionelt med tolk. Det at være i stand til at kunne udfordre og tackle fordomme, diskrimination og uligheder i sundhed.

De konkrete møder

De kompetencer skal omsættes i de konkrete møder i de enkelte familier. Det er en kunst at få etbleret et ligeværdigt møde mellem den professionelle sundhedsplejerske og en flygtningefamilie, som for relativt nylig er kommet til Danmark. Oftest ad farfulde omveje med traumer og tab i bagagen.

De konkrete møder sundhedsplejersken skal etablere foregår som oftest i familiens hjem. Det er en unik og særlig kontekst, som kun få andre fagpersoner har mulighed for. Det er den unikke arbejdsform, som kan understøtte arbejdet med at skabe betydningsfulde og ligeværdige møder som bygger på tillid. Det har undret mig mange gange, hvor utroligt det er, at de nyankomne flygtningefamilier med tillid har lukket os ind i deres hjem, uden at have en anelse om, hvad en sundhedsplejerske er, eller hvad vi ville dem. Den tillid er betydningsfuld og en forudsætning for, at vi kan arbejde med integration i lokalområdet.

Det første møde er vigtigt og det samme er vores sensitivitet overfor, hvad mon det væsentligste for denne familie er? Det er betydningsfuldt, at kunne møde familien med åbenhed, og være undersøgende overfor deres flugthistorie, for deres erfaringer i Danmark indtil nu, for deres uddannelse og arbejde og naturligvis også familieliv. Det er essentielt, som sundhedsplejerske, at holde fokus på den personlige historie, som er den, der indeholder de mangfoldige fortællinger familien bærer på og viser vej til de ressourcer og kompetencer, de har, selvom de er nybegyndere i Danmark.

Én af de barrierer der kan være i den tværkulturelle kommunikation er, at vi let lader os forstyrre eller fascinere af de kulturelle forskelle og fokuserer for meget på dem i stedet for på det personlige og alment menneskelige.

Det betyder ikke, at vi ikke skal interessere os for de kulturelle dimensioner i familiens liv. Kultursensitivitet er at være opmærksom på denne dimension – blandt andet ved at være undersøgende på familiernes egne tolkninger og behov for at inddrage kulturelle erfaringer.

Den tværkulturelle samtale tager tid, fordi det er nødvendigt at stoppe op undervejs og tjekke om vores budskab er forstået, giver det mening for den anden? Det kan være nødvendigt at bede familien sige med egne ord, hvad de har forstået, og hvis samtalen foregår med tolk, er der behov for at gøre sig ekstra umage med samtalen. Sundhedsplejens tværkulturelle samtale skal også undervejs komme til at handle om det flerkulturelle forældreskab.

Det flerkulturelle forældreskab

Det flerkulturelle forældreskab handler om at kunne gå på to ben i sit forældreskab så at sige. Det kan udvikles over tid, hvis man er heldig at have en dialogpartner, som kan spejle det nye samfund for én, dele sin viden om børneliv i Danmark, viden om børns udvikling og fx spejle lokalsamfundets forventninger m.m.

Det handler om at finde en balance mellem det kendte fra egen kultur og det relevante nye fra den danske.

Det er vigtigt for forældrene at udvikle en bevidsthed om, hvor deres viden og erfaringer kommer fra, hvilke de kan bruge i det nye land, og hvor de bliver nødt til at lære nyt, for at kunne støtte deres børns opvækst i Danmark.

Tillid, tid og timing er blevet centrale begreber for mig undervejs. Det tager tid at opbygge den gensidige tillid og forståelse, som er forudsætningen for, at de næste skridt i integrationen i lokalområdet kan finde sted og for at ramme den rigtige timing. Nogle gange kan vi have mange ambitioner på familiernes vegne om, hvor hurtigt det hele skal gå. At kunne vente på den rette timing er en kunst.

Sundhedsplejerksen som brobygger

Sundhedsplejersken har en betydningsfuld rolle som brobygger til lokalsamfundet, som fx kan være:

Sundhedsplejersken kan påtage sig, at være brobygger mellem familien og dagtilbud/skole. Være med til at arrangere et godt introduktionsmøde, inden barnet begynder i de lokale institutioner, med tolk hvis der er behov for det. I begyndelsen holdes møder hver fjortende dag eller en gang om måneden for at afklare misforståelser og undersøge hvordan barnet trives i institutionen.

Sundhedsplejersken kan arbejde med netværksskabende aktiviteter af forskellig art både i mono- og tværfagligt regi for at bryde kvindens og familiens isolation. Det kan være mødregrupper/forældreaktivitet, arbejde aktivt for, at familien deltager i forældremøder og i andre aktiviteter i institution eller skole samt gøre disse institutioner opmærksomme på behovet for tolkning.

I kommunen skal vi bruge vores forskellige fagligheder godt og koordineret. Arbejdet i disse familier udfordrer det tværfaglige samarbejde på godt og ondt, men vi lykkes kun med at hjælpe familierne, hvis vi koordinerer vores indsats godt. Der er brug for at tænke utraditionelt og for fleksible løsninger. Det er nødvendigt at være bevidst om tillids/ mistillidsaspektet, når nye professionelle skal introduceres i familien. Det er en god ide at lade den, som har familiens største tillid, introducere nye mennesker eller nye ideer. Hvis det er pædagogen fra børnehaven eller sundhedsplejersken, som har den tætteste kontakt til familien, er det hende eller ham, der er den primære kontaktperson og tovholder i det tværfaglige samarbejde.

I denne artikel har jeg beskrevet elementer af kulturel kompetence samt nogle af de barrierer, det er vigtigt at være opmærksom på i det tværkulturelle arbejde. Det er langt fra fyldestgørende, men det der er muligt inden for denne artikels rammer. Det er vigtigt for mig at understrege, at når man arbejder i flygtninge familier er det også relevant at interessere sig for fx familiens flugthistorie, reaktion på flugt og immigrationsfaserne(2, s. 69) og traumer, PTSD og betydningen for forældreskabet.

Behov for supervision

Sundhedsplejersker, som arbejder i flygtningefamilier, har brug for at blive tilbudt supervision. Feltet er udfordrende både fagligt og personligt, og i en tid hvor temaet er så politiseret, som det er, med en skarp diskurs om dem og os, og en politisk ånd, som ønsker at gøre det så vanskeligt som muligt at finde fodfæste i Danmark, arbejder sundhedsplejersken i et krydsfelt, som er anderledes, end hun er vant til. Det kan være vanskeligt at holde hovedet koldt, hjertet varmt og fagligheden i fokus i den atmosfære.

Det er glædeligt, at det med projektet ”Sundhedsplejersken styrker integrationen” er blevet muligt at etablere undervisning i det tværkulturelle arbejde på både Via og Metropol. Det er mit håb, at erfaringerne med de efteruddannelsesdage på de to uddannelsesinstitutioner vil inspirere dem til at integrere undervisningen som en obligatorisk og fast del af sygeplejerske- og sundhedsplejerskeuddannelsen fremover. Det er viden og kompetencer, der vil være brug for i fremtiden, og som alle fagpersoner i menneskefag burde have med sig ud i arbejdslivet.