Forfatter: Tove Agner
Forlag: FADL´s Forlag
Udgivelsesår: 2023
Antal sider: 195 sider
Anmelder: Anja Kreutzmann
Kort sagt er bogen kærkommen, meget relevant og spækket med brugbar viden. Jeg ville ønske, at den kunne stå på alle kontorer, hvor der er sundhedsplejersker.
Forfatteren, Tove Agner, er professor og overlæge på hudafdelingen på Bispebjerg Hospital og er tydeligvis en kapacitet indenfor feltet – atopisk eksem i alle aldre.
Bogen starter med en indgående fysiologisk gennemgang af huden, dens mikrobiom, immunologi, hudlag, fedtstof i huden, filaggrin (protein som styrker hudens barriere og som man kan have for lidt af – genetisk betinget) m.m. Det er en god indflyvning – at sikre sig, at læseren har et kendskab til huden.
Bogen er bygget læser-venligt op i tre dele:
Først baggrundsviden om huden, dernæst livet med atopisk eksem og til sidst behandlingsdelen. Bogen kommer omkring mange relevante emner for (skole-) sundhedsplejersker så som: Eksem hos babyer, skolebørn der f.eks. sveder til idræt/sport, studiejob med opvask eller rengøring, amning og eksem, eksem og erhvervsvalg m.m.
Der er brugbare værktøjer i bogen, hvor der redegøres for de mest anvendte scoringssystemer til at vurdere graden af atopisk eksem og også et velbeskrevet kapitel om søvn og søvnforstyrrelser.
Bogen virker gennemarbejdet, og jeg kommer helt sikkert til at bruge den som opslagsbog i mit arbejde samt anbefale den til forældre, hvis barn har atopisk eksem. Bogen har både familier og sundhedspersonale som målgruppe, og den bredde synes jeg, at bogen evner, om end at ord som f.eks. ‘immunologi’ og ‘adhærens’ er fagsprog og dermed ikke velkendt for forældre/ikke sundhedspersonale.
Den sidste del af bogen er opbygget som en brevkasse, hvor forskellige fiktive personer i forskellige livssituationer skriver til Tove om udfordringer med eksem. Det giver bogen et sympatisk strejf ift., at Tove hjælper mange forskellige mennesker, som læseren kan
relatere sig til. Bogen er opbygget grafisk indbydende med naivistiske tegninger, indbydende læservenlige faktabokse og farverige illustrationer, som giver bogen en lethed at orientere sig i, og det forebygger, at den virker uoverkommelig og teksttung.
Det virker troværdigt og velunderbygget, når Agner jævnligt argumenterer med videnskaben, ved at formulerer sig med ‘den viden vi har i dag….’ eller ‘undersøgelser viser ikke tegn på….’ og lignende. Bogen har givet mig et tiltrængt brush up, som jeg ikke vidste, at jeg i den grad havde brug for.
Følgende tre punkter kommer jeg let til at indføre i mit arbejde:
• Der er et særligt åbent vindue, hvor huden er særlig modtagelig for fugtighedscreme: Lige efter et bad
• Fedtindholdet i fugtighedscreme, bør være minimum 30 pct.
• www.eksemforeningen.dk , som er fuld af tips og råd