Hvorfor sundhedsplejerskerne skal i gang med at anvende it i undervisningen i skolerne
I 2013 skete der noget, som kom til at ændre hele den måde, jeg fremover kom til at arbejde som skolesundhedsplejerske på. Jeg skulle for første gang undervise i en aldersintegreret klasse bestående af elever fra 0. 1. og 2. årgang. Emnet var krop og kost. Jeg havde undervist i netop dette emne mange gange før, men aldrig i en klasse med en aldersmæssig spredning på næsten 3 år. Jeg havde på dette tidspunkt ingen anelse om, hvordan jeg skulle gribe det an.
For hvordan kunne man overhovedet tilrettelægge en undervisning, der var målrettet elever fra 0. 1. og 2. klasse på samme tid? Jeg skulle både tage højde for modenhed, alder, køn- samt eventuelle inklusionselever og elevernes forskellige måder at lære på. Kunne jeg overhovedet forvente, at alle fik mulighed for at lære noget? Gjorde mit manglende kendskab til den enkelte elevs faglige niveau, det ikke sværere for mig at tilrettelægge min undervisning, så jeg tilgodeså alle eleverne i klassen? Jeg var virkelig i tvivl om, hvordan jeg skulle gribe det an.
Ved et rent tilfælde faldt jeg en aften over en YouTube video med Sir Ken Robbinson, der er engelsk professor og forfatter, som rådgiver og holder foredrag om uddannelse i hele verden. Hans video ” Do Schools kill creativity” er i dag blevet set mere end 11.862,026 gange på YouTube.
Han taler bl.a. om, at der er tre ting, vi ved om intelligens:
1. Den er fleksibel. Vi tænker om verdenen på samme måde, som vi oplever den. Det gælder både kognitivt, i abstrakte begreber, sanseligt som visuelt og auditivt samt via krop og bevægelse.
2. Intelligens er dynamisk og interaktiv. F.eks. opstår nye ideer ofte i interaktion med andre mennesker, gennem forskellige måder at anskue tingene på.
3. Alle fødes med en særskilt, men tydelig intelligens. Nogle er gode til musik, andre dans, kunst, kreativitet, bevægelse mv. Denne intelligens skal fodres og plejes hos børn. De må ikke opleve, at blive styret væk fra det, der ligger naturligt til dem.
Han taler desuden om, at børn fødes med en fantastisk evne til innovation. Børn er ikke bange for at tage chancer. Hvis der er noget, de ikke kan, kaster de sig ud i det og prøver. De er ikke bange for at fejle. Det er derimod de fleste voksne, og han giver selv svaret på, hvorfor det forholder sig sådan. Voksne i dag har været igennem et uddannelsessystem, hvor de blev styret væk fra deres kreative evner, og henimod mere akademiske evner. Noget man kunne leve af.
Så hvis jeg skal trække nøgleordene frem fra denne video er det altså kreativitet og samarbejde, aktivering af så mange sanser som muligt, bevægelse, og mulighed for at børnenes forskellige former for intelligens kan komme i spil.
Hvordan kunne jeg få overført disse nøgleord til min undervisning? For mig blev løsningen, at bygge min undervisning op ved hjælp af it og medier. Det var velkendt for børnene, det var det univers, de følte sig hjemme i, de brugte det til hverdag og det havde deres interesse. Jeg kastede mig derfor ud i det og smed alt mit gamle materiale væk. For at få samarbejdet i spil ville jeg producere små film, som eleverne skulle se på iPad. Disse små film skulle erstatte den tidligere ”tavleundervisning”. Børnene skulle så deles op i grupper på 3 og 3 og meningen var, at de selv skulle gå rundt sammen og se filmene uden voksen indblanding. Filmene skulle laves på en sådan måde, at de kunne ses i vilkårlig rækkefølge, så det ikke var nødvendigt, at jeg var styrende i den sammenhæng. For at forsøge at få børnenes forskelligheder i spil fik jeg læreren til at sætte dem sammen i grupper. Jeg ville bruge den sidste halvdel af timen til at lave et smagsværksted – hvor børnene skulle bringe den viden i spil, som de forhåbentlig havde fået med sig fra videoerne.
I denne klasse, var der et par inklusionselever med henholdsvis Aspergers og ADHD. Både læreren og jeg var i tvivl, om de to ville kunne styre de lidt løsere rammer, som denne undervisningsform lagde op til. Ville de overhovedet få noget ud af det?
Endelig kom dagen
Jeg mødte ind tidligt den morgen, for at gøre iPads klar og download den app, jeg skulle bruge, så eleverne kunne skanne og se de små film. Da jeg kommer ind i klassen med en stak iPads under armen, bliver jeg mødt af:” Ej, skal vi lave noget med iPads – det bliver sjovt”. Efter en ultrakort introduktion, hvor eleverne kun fik at vide, hvem de skulle være sammen med, samt en demonstration af, hvordan de skulle skanne koden for at se filmen, gik de i gang.
Jeg oplevede børn, der samarbejdede om, hvis tur det var til at holde iPadden, børn, der stod i kø og ventede på, at næste film blev ledig. Børn, der småsnakkede om, hvad der blev sagt og vist på filmene. Den ro, der herskede i hele klassen var mærkbar. Jeg oplevede, at de to diagnosticerede drenge var meget efterspurgte af de andre børn. Hvis deres iPad hoppede af nettet eller filmen ikke ville afspille, var det ikke mig, de spurgte, men de to drenge. Noget af det der kom til at overraske mig mest var, at imens eleverne så film, var der ikke bud efter mig. Jeg havde ro til at observere eleverne interagere med hinanden i et kollaborativt samarbejde, der fandt sted, uden de selv var klar over det.
Da børnene havde set alle videoerne færdige, var det tid til smagsværksted. Her skulle de smage surt, salt sødt og bittert. Børnene kunne let gøre rede for, hvor på tungen man kunne registrere de forskellige smage, hvordan spyttet indvirkede på fordøjelsen, hvorfor man fik mundvand, når man duftede noget lækkert, samt for tarmens inddeling i hhv. tyndtarm og tyktarm. Det var tydeligt for mig at se, hvordan børnene havde lagt mærke til forskellige ting i de små film. En havde lagt mærke til billedet af tungen, en havde bidt mærke i stemmen der talte, en anden til musikken…
Jeg oplevede, at hvor jeg ved traditionel undervisning måske ville se fire børn, der rakte hånden op, når jeg stillede et spørgsmål, så fik jeg nu en skov af hænder. Alle kunne hente svaret frem, enten fra det, der blev fortalt eller det, der blev vist på filmen. Et af de spørgsmål jeg havde stillet i filmen var: ” Hvor meget spyt tror I, at man producere i døgnet”. Da jeg spørger, om de kan huske svaret, svarer drengen med ADHD: ”Det kan du altså ikke spørge os om, for i filmen spørger du om, hvad man producerer på en dag og ikke et døgn”. Og han havde ret – jeg havde lavet en fejl, og det var ham, der havde fundet den.
Vi sluttede dagen af med en online quiz ”Kahoot” på projektoren, og børnene skulle bruge deres iPad til at svare. Det var en måde at evaluere på, som jeg var meget i tvivl om, på grund af den store aldersspredning. Men elevernes engagement var både til at se og høre. De var musestille, mens spørgemålet blev læst op, de snakkede ivrigt om, hvad det rigtige svar mon kunne være, og brølede højlydt når de fik et rigtigt svar. Det var dog for svært for eleverne på 0. årgang at følge med, da det tog dem længere tid at tage stilling til spørgsmålet. Så til næste gang skulle jeg finde på noget andet til dem. Med denne undervisningsform, var afsættet taget i den form for kommunikation, eleverne alligevel brugte hver dag. De var på hjemmebane. Jeg gik derfra med en helt anden fornemmelse end sidst og så en oplagt mulighed for, at anvende denne undervisningsform fremover, men jeg måtte vide mere.
Hvordan lærer unge i dag?
Jeg tog derfor et modul på Via i Århus om mediepædagogik. I løbet af dette modul blev jeg klogere på, hvad der driver unge i dag og på hvilke områder læringen har ændret sig, siden jeg gik i skole. Unge i dag kræver i langt højere grad en mening, med det de skal lære. De søger ikke mening i det store perspektiv, men kun i den lille opgave de sidder med NU. En af grundene til dette kan være, at unge konstant skifter mellem det fysiske og det virtuelle rum. Hvis det, de sidder og kikker på, ikke er interessant nok, så zapper de videre og finder noget mere interessant. Det er altså lysten, der i langt højere grad driver de unge. Et barn med lyst til læring lærer mere.
Der lægges derfor i langt højere grad vægt på elevstyret undervisning, modsat tidligere tiders lærerstyret undervisning. Med elevstyret undervisning menes ikke, at eleven frit kan vælge og vrage, hvad de vil lære om, men mere at eleven tager ansvar for egen læring via større deltagelse, social læring på klassen og refleksion. Elever i dag skal ikke ses som konsumenter, men i stedet som producenter. Eleven skal have lov at være aktiv og producere noget, i stedet for at sidde stille og få viden fyldt på. Jeg blev klogere på, hvorledes informationsteknologi kan medvirke til at ”åbne op” for elevernes mulighed for læring f.eks. ved brug små film. Når man anvender en film i undervisningen har eleven mulighed for at lære ved hjælp af lyden, filmen, billederne, teksten symboler, ikoner og diagrammer. Tilsammen udgør disse modaliteter et betydningspotentiale, som er langt støre end den enkelte modalitet hver for sig. Ligesom Sir Ken Robbinson fortalte i YouTube klippet – så er intelligens fleksibel, vi lærer med hele kroppen og alle vores sanser.
Erfaringer fra Favrskov
Denne måde at arbejde på har givet min arbejdsglæde et kæmpe boost. Jeg elsker at undervise på denne måde, fordi jeg kan se den læringseffekt, det har på eleverne, og fordi jeg med denne form taler direkte ind i det børneunivers it er. It er dog ikke den eneste vej til læring i skolen, og jeg kan godt forstå, hvis der er nogen, der sidder og tænker:” Jeg er ikke selv for godt kørende indenfor alt det teknologi, så hvordan skal jeg kunne undervise med det”. Det er en lang proces at lave et helt nyt tilbud og det er på godt og ondt. Jeg vil derfor lade mine kolleger i Favrskov få det sidste ord.
Jeg har haft lidt modstand i forhold til at inddrage it i min undervisning, da det ikke ligger naturligt for mig. Jeg har det rigtig godt med ikke at være afhængig af teknik, når jeg ”er på”. Jeg bruger ikke engang power-point. Jeg har dog forsøgt mig frem, med at ligge videoer på forældreintra, hvilket viste sig at være meget simpelt. Jeg syntes, det er en let måde at bringe information videre på, og det gør mig synlig ift. børn, forældre og lærere. Jeg øver mig stadig og håber, jeg bliver tryk ved det en dag.
Pia Myrvoll – sundhedsplejerske
Det er utrolig virksomt, f.eks. at sende en præsentationsvideo hjem, af mig som sundhedsplejerske. Børnene er rigtigt godt forberedte ”det er dig fra videoen”. Anvendelsen af video i undervisningen er en super visuel måde for børnene at få noget viden om f.eks. emnet menstruation. Fedt at vi kan lave vores eget materiale, der passer lige ind i det, vi har brug for.Anne-Marie Keller Lauritzen – sundhedsplejerske
Når vi har sendt en video hjem forud for undervisningen, er eleverne forberedte og har positive forventninger til undervisningen. Forældrene føler sig involveret i deres barns læring og har mulighed for at spørge konkret ind til deres barns undervisning bagefter. Når vi bruger video i selve undervisningen er børnene lyttende og opmærksomme. Det er et godt supplement til alm. tavleundervisning, og giver samtidig os et break i undervisningen. Fordi vi selv producerer videoerne, har vi mulighed for, at gøre videoerne målrettede og relevante set ud fra et sundhedsfagligt perspektiv. Eleverne udfører de opgaver vi stiller dem, med stor seriøsitet, når de skal anvende it til det.
Helle Vinter Simonsen – sundhedsplejerske
Brugen af it i undervisningen ligger lige til højrebenet for mig. Jeg er ikke bange for teknologi, men derimod syntes jeg, at også sundhedsplejen skal være med på ”beatet” og byde ind på og benytte it og medier i deres undervisning. Jeg vil dog sige, at jeg som nyuddannet sætter stor pris på den vidensdeling som skoletube gir. Så skal vi ikke alle sammen opfinde den dybe tallerken hver gang, der skal undervises i en ny sundhedspædagogisk aktivitet.
Louise Lyck – sundhedsplejerske
