Næstforperson Ellen Eldrup og Forperson Jeanne Vetterstein har været til Møde i NoSB – Sammenslutningen for det Nordiske samarbejde for sygeplejersker, der arbejder med børn, de unge og deres familier.
Det var 2 intense dage tætpakket med faglige oplæg, der rakte fra et overordnet indlæg om den forebyggende indsats på Island til på dag 2 at slutte med et oplæg om klargøring til transport af bl.a. hjertesyge spædbørn til Sverige.
Mødedagene blev indledt med et oplæg omkring opbygningen af den forebyggende indsats på Island. Familier med spædbørn har hjemmebesøg i de første måneder, hvorefter familierne kommer i sundhedshuse. Sundhedshusene ligger spredt omkring på Island. Fælles for dem, der arbejder på området, er, at de er uddannede sygeplejersker og ikke har en specialuddannelse indenfor det forebyggende og sundhedsfremmende område. Fokus er om barnet udvikler sig alderssvarende og vaccinationer af børn.
NoSB mødet går på tur mellem de Nordiske lande (Island, Sverige, Norge, Finland, Færøerne og Danmark) og denne gang var det på Island i Reykavik.





