Hjem » Artikler »Samarbejde uden grænser – for barnets skyld

Forfatter: Ole Jeppesen
Fotograf: Ole Jeppesen
Magasin: Sundhedsplejersken 4 2019
Udgivet: 02. oktober 2019

Samarbejde uden grænser – for barnets skyld

De fem Julemærkehjem i Danmark har i de senere år intensiveret samarbejdet med Julemærkebørnenes hjemkommuner. Målet er overordnet set at sikre børnene et endnu større og varigt udbytte af opholdet på Julemærkehjemmet. Med andre ord: Der skal skabes en kursændring for livet. Et af de mange gode eksempler på samarbejder findes i Odense Kommune.

Det banker let på døren i det lyse modtagerum i Odense Kommunes Sundheds- og Forebyggelsesafdeling. Sundhedsfaglig medarbejder Emilie Gellert Andersen rejser sig og lukker op for en storsmilende Signe Vium, 14 år fra Odense, efterfulgt af sin mor, Karina Vium.

Efter hjertelige hilsner sætter de tre sig ned omkring et bord og indleder en hyggelig samtale. Signe var for bare et år siden et helt andet sted i sit pigeliv end nu. Dengang var hun tit ked af det, ked af sig selv – og krøb som oftest lydløst langs væggene, som hendes mor beskriver det. En dag tog Signes lærere heldigvis affære.

”De kunne jo se, at der var noget galt. Jeg var trist, fulgte aldrig med i timerne og havde også taget lidt for meget på. Så mine lærere kontaktede en dag sundhedsplejersken på skolen, som derefter tog en snak med mig,” husker Signe.

På baggrund af denne samtale blev Signe snart efter henvist til kommunens kostvejlederteam. Og her kommer Emilie Gellert Andersen igen ind i billedet.

Hun er en af to professionsbachelorer i ernæring og sundhed, som er ansat til blandt andet at køre vejledningsforløb og koordinere samarbejdet med det tilknyttede Julemærkehjem i Skælskør.

”Vi har et tæt og godt tværfagligt samarbejde med sundhedsplejerskerne. Stort set alle børn, som vi har at gøre med, er blevet henvist til os af en sundhedsplejerske, som jo møder børnene i øjenhøjde ude på skolerne eller i børnehusene. Således også i Signes tilfælde. Her stod det efter kort tid klart, at et ophold på Julemærkehjemmet ville være sagen,” siger Emilie.

Familien var sikker i sin sag

Signe og familien var så opsatte på at sætte gang i forløbet, at de sprang over diverse infomøder, printede ansøgningsblanketten ud og gik direkte til egen læge.

”Normalt modtager familierne indbydelse til informationsmøde fra sundhedsplejerskerne eller fra os, hvorefter de deltager i et møde og beslutter sig i samarbejde med lægen. Men her blev beslutningen taget omgående, og det bakkede vi op om med de foranstaltninger, som vi plejer at anvende,” fortæller Emilie.

Når en familie i Odense Kommune har ansøgt og er blevet tildelt ophold på Julemærkehjem, modtager kommunen brev fra Julemærkehjemmet med kontaktinformationer på familie og barn.

”Derefter kontakter vi familien, ønsker dem tillykke med det fremtidige ophold på Julemærkehjemmet og informerer dem om de kommunale tilbud, som venter dem efter opholdet. Det drejer sig blandt andet om fire vejledningssamtaler, som fokuserer på kost, motion, søvn og gode skærmvaner,” forklarer hun.

”Vi forsøger altid at få aftalt tidspunkt for den første vejledningssamtale, inden opholdet går i gang. På den måde kan mødet blive skrevet ind i barnets handleplan på Julemærkehjemmet – og opfølgningsindsatsen er så at sige allerede sat i søen,” uddyber Emilie.

Fakta om julemærkefonden

Hvem: Hvert år får op mod 1000 børn mellem 7 og 14 år hjælp til et bedre liv på et Julemærkehjem. Børn på Julemærkehjem har ofte dårlig livskvalitet, og mobning, lavt selvværd og isolation fylder meget.

Hvad: På et Julemærkehjem får børn mod på livet igen. Dagligdagen bygger på regelmæssig motion (i form af vandre- og løbeture, svømning, boldspil, fitness m.m.), sund kost og stærkt sammenhold. Behovet for Julemærkehjemmene er fortsat stort – lige nu venter flere hundrede børn på at få hjælp.

Hvor: Hjemmene ligger i Roskilde, Skælskør, Ølsted, Kollund og Hobro

Læs mere om Julemærkehjemmene på www.julemaerket.dk

Fremad med fokus på forandring

Opholdet på Julemærkehjemmet i Skælskør blev en milepæl for Signe og resten af familien. Kostplaner blev omlagt, motionsvaner etableret, venskaber knyttet. Facit: En ny, sund og glad Signe. Alt sammen opnået på kun 10 uger.

”Det var så fedt alt sammen, men jeg havde det også sådan fra starten, at nu skulle der bare ske noget. Nu skulle jeg have det godt igen. Hjemveen forsvandt efter et par dage, fordi jeg fik så mange nye venner, som jeg kunne snakke med. Derefter gik det bare super stærkt, og jeg var topmotiveret hele vejen igennem.

Det er jeg faktisk stadig,” lyder det med overbevisning fra Signe, om hvem det er svært at tro, at hun har været helt nede at skrabe selvværdets bund.

Den 14-årige holder efter opholdet den sunde linje og passer sin idræt – for at sige det mildt. Hun danser, spiller håndbold flere gange om ugen og går i motionscenter. Med skiftende intervaller mødes hun med Emilie fra Odense Kommune og bliver målt og vejet og får en snak om trivsel og gode vaner. Derudover har hun et fritidsjob og skolen, selvfølgelig.

Signes mor, Karina, kan næsten ikke få armene ned: ”Hun holdt oplæg foran 80 børn og voksne til en informationsaften, som Julemærkehjemmet arrangerede på Fyn. Det føltes vanvittigt godt. Det var utænkeligt for et år siden,” siger Karina med blanke øjne – og fortsætter.

”Vi har følt os båret på hænder og fødder inden, under og efter opholdet. Alle har taget sig godt af os – ikke mindst Emilie og de andre fra kommunen,” siger hun og fremhæver kommunens fritidsvejleder, som tog kontakt til familien, inden Signe vendte hjem fra Julemærkehjemmet:

”Signe sagde, at hun gerne vil danse – og så oplistede han mulighederne. Ren luksus. Hun og de andre, der modtager fritidsvejledning, bliver endda nogle gange både hentet og bragt til deres aktiviteter – og der er opstået en form for holdånd og fællesskab i gruppen. Det er bare skønt,” opsummerer Karina.

Et effektivt parløb

Emilie Gellert Andersen fra Odense Kommune lytter med synlig glæde til Signes og Karinas udsagn.

”Jamen, det er en stor tilfredsstillelse at høre, at I synes, vi gør det godt. Vi forsøger at yde en på én gang professionel og personlig service, fordi vi ved, at det giver tryghed og motivation til at kæmpe videre,” siger Emilie, der som oftest har første vejledningssamtale cirka 14 dage efter, at barnet har afsluttet opholdet.

I god tid inden da har kommunen modtaget en henvendelse fra Julemærkehjemmets opfølgningskoordinator, som skal sikre, at der faktisk er indgået en opfølgningsaftale med familien. Desuden modtager kommunen også kopi af slutudtalelsen fra Julemærkehjemmet og ved derfor præcis, hvordan opholdet har været for barnet.

”Vi stiler efter at køre så tæt et parløb med Julemærkehjemmet som muligt, for det tjener simpelthen børnene bedst. Af samme grund anbefaler vi på linje med Julemærkehjemmet, at familierne retter sig efter Fødevarestyrelsens officielle kostråd. Vi opfordrer også altid familierne til at medbringe familiens bog fra Julemærkehjemmet, så vi kan arbejde videre ud fra den handleplan, som er blevet udformet specifikt til barnet,” forklarer Emilie.

Julemærkebarnet Signe lytter og nikker, slår så ud med armene og smiler: ”Der er ikke noget at være i tvivl om. Flere burde gøre det – altså, bede om hjælp og undersøge Julemærkehjemmets tilbud. Man skal ikke være flov – kun hvis man ikke tør gøre noget ved sine problemer. Langt de fleste får noget godt ud af det. Jeg fik venner, selvtillid og vægttab – og nu holder jeg fast på det, som jeg har opnået med hjælp fra venner, familie og kommunen,” siger den 14-årige, der så småt er begyndt at dagdrømme om et ophold på en idrætsefterskole.

Emilie vil også gerne komme med en opfordring – eller rettere formulere et ønske for fremtiden: ”Jeg håber virkelig, at flere forældre vil søge den hjælp, som deres barn har brug for. Det kan nemlig være svært for børnene selv at tage initiativet. Derfor kan hjælp og støtte fra forældrene være alfa og omega,” konkluderer hun.

Effekten af ophold på julemærkehjem

Livskvalitet:
70 % af børnene havde ved starten på opholdet en hverdag med mobning. Et år efter endt ophold er tallet faldet til 14 %.

Aktivitet:
Et ophold på Julemærkehjem rykker på børnenes aktivitetsniveau i fritiden. Hvor 39 % var aktive mere end tre gange om ugen inden starten på Julemærkehjemmet, ligger det tal på 57 % et år efter endt ophold.

BMI:
Der er ingen tvivl om, at børnene får redskaber til at tabe sig. I gennemsnit taber et barn 8,6 kilo i løbet af et 10-ugers ophold. I begyndelsen af opholdet befinder 3 % af børnene sig i kategorien ’normalvægt’. 12 måneder efter opholdet er andelen oppe op 29 %.

Kost i familien:
Generelt set kan der spores en ændring i familiernes kostvaner. Ved starten af opholdet er 57 % af familierne opmærksomme på portionsstørrelser. Ti uger senere er dette tal steget til 93 %.

(Kilde: Julemærkefonden)

Mest læste artikler

Sign up til vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet modtager du automatisk nyheder fra Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hvis du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbrevet, kan det afmeldes her på siden.

Bliv en del af vores faglige fællesskab

Hvis du ikke allerede er medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, synes vi, du skal tilmelde dig. Der er nemlig rigtig mange fordele ved et medlemskab hos os.

Bliv medlem

Bliv en del af vores faglige fællesskab

Hvis du ikke allerede er medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, synes vi, du skal tilmelde dig. Der er nemlig rigtig mange fordele ved et medlemskab hos os.

Sign up til vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet modtager du automatisk nyheder fra Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hvis du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbrevet, kan det afmeldes her på siden.

Log ind

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Vivamus vitae convallis.