Hjem » Artikler »Rejsehold i Seksuel sundhed gør en forskel for unge i Slagelse Kommune

Forfatter: Dorthe Brostrup Larsen og Lene Mouritzen, 
sundhedsplejersker i Slagelse Kommune.
Fotograf: Colourbox, privat
Magasin: Sundhedsplejersken 2 2017
Udgivet: 29. april 2017

Rejsehold i Seksuel sundhed gør en forskel for unge i Slagelse Kommune

Slagelse kommune har i perioden fra 2014-2015 uddannet et rejsehold, der skal styrke den seksuelle sundhed og trivsel hos kommunens unge. Målet med Rejseholdet er at sikre, at færre unge smittes med sexsygdomme, og at flere tager gode valg i forhold til seksualitet, relationer og grænser.

Da kommunens sundhedsprofil(1) viser, at en tredjedel af de ældste elever i folkeskolen ikke synes, de ved nok om sex, seksualitet og sundhed, giver det rigtig god mening at supplere indsatsen i grundskolen med en indsats, målrettet unge efter grundskolen. Mål og midler for indsatsen er udviklet i et tæt samarbejde mellem kommunen og Sex & Samfund.

Vi er to kommunale sundhedsplejersker i Slagelse Kommune, som via et uddannelsesforløb hos Sex & Samfund, har fået nye kompetencer og kan kalde os rejsende i seksuel sundhed. Vi bruger hver 7,5 time om ugen på Rejseholdet.

Fagkonsulent, Morten Emmerik Wøldike, fra Sex og Samfund har tilrettelagt vores uddannelsesforløb. Det har været målrettet sundhedsplejerskers arbejde med at styrke unges viden om præventionsformer, sexsygdomme og graviditet.

Vi har over tre dage arbejdet med seksualundervisningens pædagogik, metoder og inkluderende seksualundervisning til unge. Vi har derudover observeret Sex & Samfunds undervisning på gymnasier og har fået supervision på egen undervisning på en Produktionsskole, Jobcentret og Teknisk Gymnasium.

Vi tager ud og styrker den seksuelle sundhed og trivsel hos kommunens unge. Målet er, at færre smittes med klamydia eller andre sexsygdomme, og flere får styrket evnen til at tage gode valg i forhold til seksualitet, relationer og grænser.

Midlet til at nå Rejseholdets mål er bedre rammer omkring undervisning i seksualitet og sundhed på ungdomsuddannelser, specialskoler, jobcentre og væresteder for unge med psykosociale problemer. Derudover øget deltagelse i nationale kampagner som Kun med Kondom og Uge Sex og synliggørelse af rådgivningstilbud for unge som f.eks. www.sexlinien.dk. Yderligere laver vi ind imellem opslag til kommunens Facebook side med aktuelle informationer. Slagelse Kommune har samtidig koblet sig på Sex & Samfund anonyme klamydiaopsporingsprogram Klamydiahjemmetest.dk.

Vores undervisning tilrettelægges hver gang til den konkrete målgruppe. Det er vigtigt at ramme niveauet for den enkelte uddannelsesinstitution samt at inddrage aktuelle temaer. I øjeblikket har vi f.eks. temaet ”Sociale medier” med i alle vores undervisninger. Samtidig inddrager vi de sidste nye statistikker samt aktuelle debatter fra medierne. I undervisningen bliver vi også inspireret af de unge selv. Deres udsagn om emner, der rører sig blandt dem, bruger vi aktivt i den aktuelle og i de efterfølgende undervisninger. Vi har eksempelvis erfaret, at de unge har en kultur på de sociale medier, vi ikke kan læse os til og heller ikke kan få undervisning i. Den kultur ændrer sig lynhurtigt og er ofte forskellig fra det ene miljø til det andet.

Netop forskellene i miljøet har fået større og større betydning for planlægningen af vores undervisning. Temaerne er ofte de samme, men tilgangen til emnerne er meget forskellig.

Vi bruger bl.a. undervisningsmateriale fra Sex og Samfunds undervisningsportal(2), Ligelyst(3) og Reden Ung(4).

Vi oplever, at det er meget relevant med seksualundervisning på alle ungdomsuddannelser. Selvom eleverne har modtaget undervisning i folkeskolen, oplever vi, at undervisningen er meget mere aktuel for dem nu. Overordnet mangler de f.eks. konkret viden om prævention og sexsygdomme. Dette forsøger vi at give dem i selve undervisningen, og samtidig giver vi dem anvisninger på, hvor de selv kan søge yderligere information. ”Personlige grænser” er et fast tema i vores undervisning. Afhængig af målgruppen kan det bringes ind via aktive vurderinger, holdningsdebatter eller cases. Vi har stort fokus på at skabe en inkluderende og respektfuld dialog med de unge. Når målet er at styrke unges evne til at handle og træffe gode beslutninger om seksualitet og seksuel sundhed, så de kan passe på sig selv og hinanden, er det et helt afgørende fokus.

Vi har haft mange sjove og positive oplevelser i forbindelse med undervisningen. Vi bliver positivt modtaget af de unge. Ofte tilkendegiver de, at de finder undervisningen vedkommende og relevant. Vi oplever, at det er meget givende at få lov til at møde så mange unge mennesker, stikke fingeren i jorden og fornemme gruppernes styrker og udfordringer og så forsøge at ramme rigtigt med vores undervisning. Vi lærer noget nyt hver gang.

Som sundhedsplejersker er vi blevet udfordret på flere måder. Bl.a. ved at skulle markedsføre os selv, være opsøgende i forhold til skoler og institutioner samt at skulle arbejde med en helt ny målgruppe. Selvom vi nu har flere steder, hvor vi kommer fast og er kendte, er det til stadighed nødvendigt at gøre opmærksom på os selv og vores tilbud. Det ligger fjernt fra vores traditionelle sundhedsplejerskearbejde at skulle promovere os selv, hvilket ind imellem kan få os til at føle os anmassende. Vores erfaring er, at det er befordrende for kontakten til de enkelte skoler og institutioner, hvis vi får en fast kontaktperson, der kan se vigtigheden af emnet. Som med alt andet indenfor vores fag er det vigtigt, at vi holder os opdateret med nyeste viden og aktuelle temaer. Derfor prioriterer vi højt at deltage i relevante temadage, kurser og lignende. Ud over at fastholde et vist fagligt niveau i undervisningen, bidrager det også til at fastholde vores brænden for opgaven.

Mest læste artikler

Sign up til vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet modtager du automatisk nyheder fra Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hvis du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbrevet, kan det afmeldes her på siden.

Bliv en del af vores faglige fællesskab

Hvis du ikke allerede er medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, synes vi, du skal tilmelde dig. Der er nemlig rigtig mange fordele ved et medlemskab hos os.

Bliv medlem

Bliv en del af vores faglige fællesskab

Hvis du ikke allerede er medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, synes vi, du skal tilmelde dig. Der er nemlig rigtig mange fordele ved et medlemskab hos os.

Sign up til vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet modtager du automatisk nyheder fra Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hvis du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbrevet, kan det afmeldes her på siden.

Log ind

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Vivamus vitae convallis.