At vente et barn og at blive forældre er en af de største omvæltninger og oplevelser i ens liv.
Men nogle gravide og kommende forældre når ikke til at opleve den største glæde. De mister barnet før, under eller kort efter fødslen. De kvinder, par og familier, der oplever dette, er ramt både i det akutte forløb, i den sorgproces, der følger og ofte også under ny graviditet.
Tilbud om hjælp under og efter forløbet
Landets fødesteder har forskellige tilbud om opfølgende samtaler, og enkelte steder tilbyder sorggrupper til forældre, der mister et barn under graviditet, fødsel eller kort efter fødsel. Enkelte fødesteder har ingen opfølgende tilbud.
Region Syddanmarks fire fødesteder; OUH (Odense-Svendborg), Kolding, Esbjerg og Aabenraa har tilbud til alle familier, der mister et barn fra 14. graviditetsuge til tre måneder efter fødslen: ”Sorggruppetilbud til forældre ved spædbarnsdød”.
Årsagen til tabet kan være både afbrydelse af graviditet pga. sygelig tilstand/misdannelser hos barnet, ved spontan abort, intrauterin fosterdød, død som følge af for tidlig fødsel eller død efter fødsel, f.eks. vuggedød i hjemmet.
Ved de førstnævnte henvises forældrene fra afdelingerne, de er indlagt på. Ved død i hjemmet er det f.eks. praktiserende læge eller sundhedsplejersken, der skal henvise. Alle steder foregår det via en mailkontakt til nærmeste sorggruppe.
Kontakt til sorggruppen rummer tilbud om både individuelle samtaler med en sorggruppeleder og deltagelse i sorggruppeforløb á syv mødegange.
Ved nogle forløb, hvor barnet f.eks. er svært sygt i graviditeten eller der påvises kromosomafvigelser ved scanning, kan en sorggruppeleder inddrages tidligere i forløbet og støtte med samtaler, når forældrene skal drage svære beslutninger for deres barn og graviditetens videre forløb eller afslutning.
Sorggruppetilbuddet har, i sin nuværende form, eksisteret siden juni 2014 i erkendelse af, at de familier, som mister et barn, er sårbare og har brug for støtte. I regionens fødeplan er behovet for særlige tilbud til denne målgruppe også skrevet ind.
Tilbuddet er således en del af den opfølgende behandling efter at have mistet barn, til alle de ramte. Alle par kontaktes – under indlæggelse eller efter udskrivelse – og der aftales med forældrene, hvad de har brug for.
På hvert af de fire fødesteder er der ansat to sorggruppeledere til at varetage forløbene, i alt otte er ansat. De er enten jordemødre eller sygeplejersker/sundhedsplejersker med erfaring fra specialet og har derudover en fire-årig certificeret uddannelse i psykoterapi – eller er undervejs. Sorggruppelederne skal kunne varetage både de individuelle samtaler og gruppeforløb ud fra den enkeltes situation, ressourcer og præmisser.
Det kan derfor også ske, at f.eks. gruppetilbuddet ikke er et egnet tilbud. I så fald vil sorggruppelederen bistå med videre hjælp eller henvisning.
Gruppeforløbet
Gruppen mødes syv gange á fire timer, hvor der hver gang er de to fast tilknyttede terapeuter/sorggruppeledere tilstede. Meget af tiden bruges på, at parrene fortæller om deres forløb og får talt om det, der fylder i hver deres situation. Tilgangen i samtalen er fænomenologisk og funderet i eksistentiel psykologi – deltagerne mødes i og støttes ud fra, hver deres unikke situation, oplevelser og ressourcer.
Undervejs bliver deltagerne også præsenteret for teori og modeller, bl.a. omkring sorgproces og de følelsesmæssige, kropslige og kognitive reaktioner, som der ofte opleves. Det teoretiske afsæt for sorgforståelsen i sorggrupperne er Stroebe og Shuts ”To-spors-model”.
Udover at kunne genkende sig i teorien er det i høj grad hos deltagerne imellem, at genkendelsen sker. I gruppen kan deltagerne spejle sig i hinanden og blive forstået på en måde, som de ikke oplever at få i den ”virkelige” verden, hvor andre kan have svært ved at sætte sig ind i deres følelser. Følelser som f.eks. meningsløshed, vrede, skyld og om at være forældre, når man ikke har noget barn i armene. Samtalerne kan også handle om, hvordan det vil være at starte på job igen, hvordan man tackler den første familiefest – eller hvornår man er klar til en ny graviditet.
Sorggruppelederne har på møderne ansvaret for at skabe trygge rammer og sørge for, at alle bliver set, hørt og mødt i deres sorg. Hvis en mor eller far viser tegn på kompliceret sorgproces, skal sorggruppelederen kunne opspore dette og henvise til yderligere hjælp. Deres psykoterapeutiske efteruddannelse er med til at sikre en kvalitet i den professionelle tilgang til deltagerne.
Sorggrupperne er ikke gruppeterapi, men indholdet og udbyttet kan have terapeutisk karakter, idét der ofte kommer andre livsudfordringer frem under samtalerne; eksistentielle dilemmaer, familiekonflikter, tilknytning i opvækst mm. Disse emner dukker af og til op blandt deltagerne og tages op, hvis de ønsker det og samtidig i en ramme, som kun overfladisk berør emnet.
Når man rammes af så voldsom en begivenhed, som det er at miste sit barn, så aktiveres andre grundlæggende konflikter eller livsudfordringer meget ofte.
Enkelte har brug for sideløbende eller efterfølgende individuel terapi hos psykolog eller psykoterapeut, hvis de ønsker at arbejde med disse personlige emner i dybden.
Fædrene sørger også
Ofte er der en overrepræsentation af kvinder i grupperne. Nogle af kvinderne har ikke en partner, og derudover har mændene den udfordring, at en del ikke har barselsorlov eller begynder at arbejde tidligere end kvinden. Ofte skyldes dette ikke, at fædrene ikke er i en sorgproces. De kan have svært ved at få fri til at deltage i sorggruppen. Hos nogle par ses også en tendens til, at manden er meget optaget at støtte kvinden i den første tid efter tabet. Og så mærker manden reaktionerne senere på sig selv. Når det sker på et senere tidspunkt, end parret har kontakt til professionel hjælp, så kan nogle mænd være tilbøjelige til at gå, med de følelsesmæssige senreaktioner på tabet, for sig selv. Dette kan være en stor følelsesmæssig belastning for såvel manden, som i parforholdet og familielivet.
Sundhedsplejersken som væsentlig aktør ved større søskende
Par, der mister, som har børn i forvejen, har ofte brug for ekstra støtte og vejledning i forhold til deres børns reaktioner og behov. Nogle forældre har svært ved at rumme deres egen sorg og deres børns reaktioner på samme tid. Og børn, der oplever, at forældrene er ”eksistentielt rystede,” reagerer på det. Både indadtil og udadtil.
Samtidig kan tabsoplevelsen betyde, at forældrene oplever opstået eller tiltagende angst for, at der skal ske deres levende børn noget. Døden er pludseligt kommet alt for tæt på.
Det er ofte et emne i sorggrupperne, som forældre med børn derhjemme bringer på banen. Angsten for at miste. Men også spørgsmål i forhold til håndtering af oplevelsen i forhold til børnene trænger sig på. Hvad skal vi sige? Hvor meget skal vi inddrage/ beskytte? Hvordan er det normalt for et barn, på den alder, at reagere?
Vejledning til forældrene fra sundhedsplejersken kan være en stor støtte for både forældre og børn. Familien støttes i, fra indlæggelsesforløbet, at gøre brug at deres nære netværk i forhold til deres større børn. Det kan desuden være hensigtsmæssigt, at det større barn får mulighed for at tale med, f.eks. sundhedsplejersken, en lærer eller pædagog ikke mindst, hvis den ene eller begge forældre er meget psykisk påvirkede af deres sorg.
Senreaktioner
Både kvinder og mænd, der har mistet et barn tidligere, kan opleve, at reaktioner og følelser i tilknytning til tabet vil blusse op ved ny graviditet eller hvis der opstår kritisk sygdom eller andet hos større søskende, eller ved andre større livsændringer. F.eks. en voldsom angst for at miste eller et ”uforståeligt” følelsesmæssigt stressniveau, ved ydre pres.
Det er altid muligt for den enkelte eller familien at tage kontakt til sorggruppen, som kan hjælpe med opfølgning. Ofte har den praktiserende læge været involveret i forløbet siden graviditet og fødsel, så mange par oplever hjælp ad denne vej.
Ængstelighed og tilknytning under ny graviditet
Mange af de par, som oplever spædbarnsdød, forsøger at blive gravide igen umiddelbart efter tabet af deres første barn (Christoffersen, 2008) (Rådestad, et al., 1996) – flere inden for de første seks måneder efter tabet – men det bliver en graviditet præget af usikkerhed, angst og svære tanker og en igangværende sorg- proces, som strækker sig ind i graviditets- og barselsperioden for det nye barn.
Den gravide kan have vanskeligheder ved at knytte sig følelsesmæssig til barnet under graviditeten af angst for at miste igen (Christoffersen & Teigen, 2011). Kvinden kan også opleve bekymring om at glemme det barn, hun mistede, når et nyt barn ventes eller fødes. Hvis kvinden ikke knytter sig følelsesmæssigt til barnet inden fødslen, kan det have store konsekvenser i den tidlige relationsdannelse mellem mor og barn efter fødsel og for barnets psykiske udvikling (Brodén, 2004). Kvinder med psykiske problemstillinger eller symptomer på sorg, depressivitet og angst har øget risiko for depression efter fødslen (Millgrom, et al., 2008) (O’Hara, 2009).
Det er også erfaringen, at mødre til et nyt barn efter tidligere at have mistet, kan føle skyld, hvis hun oplever rollen som mor belastende eller hvis det i perioder er hårdt at tage sig af barnet. Moren kan opleve, at hun skal være konstant ”taknemmelig” for dette levende barn, uden plads til negative følelser. En forventning hun ofte selv har skabt og som er et meget hårdt pres oveni en krævende situation (Christoffersen & Teigen, 2011).
Derfor er samarbejde mellem konsultationsjordemoder og sundhedsplejerske af stor betydning for en helhedsorienteret indsats for disse kvinder og par. Graviditetsbesøg og særligt fokus på kvindens og parrets psykiske tilstand før og efter fødslen er væsentligt.
En kvinde der har født
Uanset årsagen til tabet, så har kvinden været igennem et fødselsforløb – vaginalt eller med kejsersnit. Og hvis dette er første gang, så efterlades kvinden med ligeså mange spørgsmål, som alle andre nye mødre, der bliver udskrevet fra hospitalet efter fødsel og hvor indtrykkene har overskygget de mange informationer; f.eks. omkring blødning, evt. brystspænding, sexliv efter fødsel m.m. Også hér har sundhedsplejersken en vigtig opgave med sundhedsfremme og forebyggelse. Det er vores erfaring i sorggrupperne, at flere af kvinderne ikke føler de har samme mulighed for – eller bliver tilbudt – den vejledning, der ”hører sig til” nybagte mødre. F.eks. er udbuddet af efterfødselstræning til kvinder uden barn ikke særligt udbredt og der tilbydes heller ikke en fast kontakt med en sundhedsperson, som hvis der var et barn.
Supervision af fagpersoner
Udover kontakten med familierne varetager sorggruppelederne desuden supervision af sundhedsfaglige kolleger på de afdelinger, familierne kommer fra. De kan f.eks. få en samtale, hvis de har brug for at få samlet op på et traumatisk forløb eller gode råd om, hvordan man taler med de ramte familier ved efterfødselssamtalerne. Sorggruppelederne sørger også for, at retningslinjer og procedurer omkring målgruppen løbende revideres, så støtten til familierne og samarbejdet mellem de forskellige afdelinger kan optimeres. Samarbejdet med den kommunale sundhedspleje og praktiserende læger er af stor betydning for en helhedsorienteret indsats for de ramte familier.
