Hvordan vi som sundhedsplejersker møder og forstår forældre med psykisk sygdom kan have betydning for forældrenes oplevelse af identitet. Med udgangspunkt i begrebet stigma og stigmatisering kan man få en forståelse af de processer, der er mellem forældrene med psykisk sygdom og sundhedsplejersken.
Som sundhedsplejerske er jeg på hjemmebesøg hos Bo på 10 måneder. Han er en glad og tillidsfuld dreng, der signalerer at være i sund udvikling. Sådan har det været samtlige gange, jeg har besøgt familien, som jeg har kendt gennem længere tid, da Bo har en storebror, Jens, som jeg også er kommet hos.
Forud for dette besøg havde jeg aftaler med familien, som var blevet aflyst via sms med begrundelsen ’sygdom.’ Jeg havde flere gange forgæves forsøgt at få kontakt til dem, hvilket gjorde mig bekymret for, om ’sygdom’ kunne have at gøre med forældrenes psykiske sygdomme. At denne bekymring var ubegrundet, fandt jeg ud af, da jeg blev ringet op af Bo’s mor, som fortalte, at de på skift havde haft influenza.
Familiens baggrund
Familien flyttede til kommunen, da Bo’s bror, Jens, var spæd. Jeg blev kontaktet af familiens daværende sundhedsplejerske, som fortalte, at begge forældre havde psykiatriske diagnoser og var i behandling samt, at far ikke arbejdede pga. hans sygdom. Mor var vokset op i et hjem med alkoholmisbrug og havde været anbragt uden for hjemmet. Hun beskrev forældrene som velfungerende og havde ingen bekymringer i forhold til Jens. Hun fortalte, at personalet på barselsafsnittet havde lavet en underretning efter Jens’ fødsel, men fraflytterkommune fandt ikke grund til bekymring og behov for at lave en mellemkommunal underretning i forbindelse med flytningen. Sundhedsplejersken sagde: ”Jeg synes, de fortjener at få en chance.”
Det sidste besøg af sundhedsplejersken
Da jeg fortæller familien, at det er afsluttende besøg ifølge besøgsprofilen, siger far: ”Det er ærgerligt, for nu har man ligesom lært hinanden at kende.” Dette giver anledning til en form for evaluering af forløbet, hvor vi bl.a. taler om deres psykiske sygdomme.
Forældrene har været meget åbne omkring deres sygdomme, og far fortæller: ”Det er, som om min familie har gjort mig mere normal. Før var jeg bare syg. Nu er der noget, jeg har ansvar for, så nu er der en mening med, at jeg passer min behandling for at kunne passe på min familie.” Han fortæller, at han er bevidst om, at hans psykiske sygdom altid vil være en del af ham, men at det føles rart at være en kernefamilie, da han oplever, at det signalerer normalitet udad til og giver en indre oplevelse af at være andet og mere end sin sygdom.
Stigma og social identitet
Begrebet stigma er af græsk oprindelse og betyder ’mærket’ og bruges i forbindelse med afvigelser. Sociologen Erving Goffman (1922-1982) definerer stigma som en uønsket egenskab, som ofte bliver det dominerende kendetegn ved en person, og som overskygger personens andre egenskaber. Stigmatisering er den proces, der foregår i mødet og interaktionen mellem mennesker med og uden stigma og kan medføre en ofte ubevidst kategorisering, som kan påvirke personens livschancer, både i positiv og negativ retning.
Han beskriver stigma og stigmatisering som en generel del af det sociale liv og inddeler stigma i tre forskellige former:
- Kropslige afvigelser, som for eksempel fysiske afvigelser og handicap
- Karaktermæssige afvigelser, som for eksempel mentale afvigelser i form af psykisk sygdom
- Stammekendetegn som etnicitet og religion
Konteksten er afgørende for, hvornår noget er normalt eller en afvigelse. Er der afvigelse, altså et stigma, bliver dette vurderet og kategoriseret i relationen mellem den stigmatiserede og den normale. Det vil derfor altid være relativt, idet hvert enkelt menneske foretager en vurdering af det stigma, det andet menneske bærer. Samtidig er det en vurdering og kategorisering, der kan ændres over tid altså en dynamisk proces, der kan udvikles både i positiv og negativ retning.
I sociale sammenhænge er man som menneske nødt til at aflæse selv små ting ved den anden for at kunne kategorisere, da kategorisering er med til at skabe orden og overblik i situationen. Alle både bærer og udpeger stigma i forskellige kontekster, og forholdet mellem at være stigmatiseret og normal kan betragtes som et kontinuum, som er kontekstuelt bestemt.
Goffman bruger et begreb, han kalder mixed contacts, som er mødet mellem den stigmatiserede og den normale. Her kan den stigmatiserede føle sig usikker på, hvordan den normale vil kategorisere ham. Vil han mødes på sin afvigelse eller på det hele menneske, han er?
Stigmatisering og social identitet hos forældrene
Idet jeg kontaktes af familiens tidligere sundhedsplejerske, er der allerede sket en stigmatisering. Hun fortæller om forældre med psykiatriske diagnoser, behandling, mor opvokset i hjem med alkoholproblematik og anbragt uden for hjemmet, far ikke i stand til at have et arbejde, og at der er underrettet fra barselsgangen.
Barselspersonalet har handlet med øje for, at familien kunne have brug for ekstra hjælp og støtte i forældrerollen. Via deres kendskab til familien med deres stigma i form af psykisk sygdom har de kategoriseret familien som ’familie med særlige behov’ ud fra deres uønskede egenskaber og tegn på anormalitet som psykiatriske patienter. Dette blev i denne sammenhæng de dominerende kendetegn ved familien.
Med Goffmans ord kan man derfor forstå denne mixed contact situation mellem familien og personalet på barselsgangen som en situation, hvor de overvejende stigmatiseres på deres afvigelse i kraft af deres psykiske sygdomme. Begrebet mixed contacts kommer i spil igen, når familien møder sundhedsplejersken. Ved et hvert nyt møde er der derfor meget på spil for forældrene. I hvilken grad vil de blive mødt på deres stigma eller som de hele mennesker, de er?
Fraflytterkommunen og den tidligere sundhedsplejerske fandt ikke grund til bekymring efter at have lært forældrene at kende. Set ud fra Goffmans perspektiv har fraflytterkommune dermed kategoriseret dem anderledes end barselsgangen, idet de har været i en proces, hvor de har undersøgt, hvilke mentale ressourcer forældrene havde trods deres psykiske sygdomme. Her er forældrene altså overvejende mødt på de hele mennesker, de er, og ikke kun på deres afvigelser. Dette foranledigede, at den tidligere sundhedsplejerske sagde: ”Jeg synes, de fortjener en chance.” Hun havde i kraft af relationen til og interaktion med forældrene været i en proces og kontekst, der ændrede kategoriseringen og dermed graden af stigmatisering af forældrene. Man kan derfor se dette som, at forældrene har bevæget sig i retning mod normal på kontinuummets spænende mellem anormal og normal.
I mit forløb med familien er denne kategorisering blevet bekræftet positivt.
Forældrene har tacklet forældrerollen på en måde, der har gjort, at de har to velfungerende drenge. Men da familien flere gange meldte afbud pga. sygdom og ikke var til at få fat på telefonisk, blev jeg alligevel bekymret for, om jeg kunne have kategoriseret dem forkert, og at de alligevel ikke var så mentalt velfungerende, som jeg troede. Måske var de inde i en dårlig periode – forsøgte de mon at skjule, at de ikke havde det godt, forsøgte de mon at skjule deres stigma?
Dette kunne have været tilfældet, men det var det ikke i denne familie på dette tidspunkt. De var alle fire friske, virkede glade og harmoniske, da jeg kom i besøg igen.
I forhold til familier med psykisk syge forældre kommer sundhedsplejersken til at arbejde i et spændingsfelt, hvor der ved hvert besøg må foretages en faglig vurdering af, hvor på kontinuummet anormal – normal, forældrene befinder sig i forhold til, om der er brug for yderligere hjælp og støtte.
Samtidig befinder forældrene sig også i et spændingsfelt, og disse forældre var meget bevidste om, at deres psykiske sygdomme kunne give udsving i forhold til deres mentale sundhed.
”Det er, som om min familie har gjort mig mere normal…” kan ses som fars selvstigmatisering, erkendelse af anormalitet og følelsen af den samfundsmæssige stigmatisering i forhold til sin psykiske sygdom. Samtidig med at normaliteten i at være en kernefamilie har så stor kraft i hans oplevelse af identitet, at normaliteten i overvejende grad overskygger anormaliteten. Og ”Det er trist, at du ikke kommer mere, for nu har man ligesom lært hinanden at kende…”, kan ud fra Goffmans perspektiv tyde på, at far nu føler sig tryg i den mixed contact, der er mellem os og ved, at jeg kategoriserer forældrene i forhold til hele deres personlighed og ikke bare ud fra deres afvigelse. Den sociale interaktion og relation, der har fundet sted mellem os, har styrket far i hans oplevelse af at være normal og i stand til at fungere som far. Dette kan tyde på, at han oplever at være rykket tættere på normal-enden af kontinuummet mellem stigma og normalitet.
Konteksten, der nu indbefatter to drenge i sund udvikling, har ændret sig i takt med, at forældrene har fået lov til at vise, at de er gode forældre trods deres psykiatriske diagnoser.
Som Anne Amalie Elgaard Thorup, professor MSO, overlæge, PhD., Børne- og Ungdomspsykiatrisk Forskningsenhed, Region Hovedstadens Psykiatri skriver i artiklen ’Når mor eller far har en psykisk sygdom, påvirker det hele familien’ bragt i Sundhedsplejersken nr.04, oktober 2020. ”Diagnoser beskriver så at sige øjebliksbilleder, og menneskets store udviklingspotentiale gør, at man faktisk kan blive rask – eller i hvert fald få det bedre – i langt de fleste tilfælde.”
Hvordan forældrene vil mestre forældreopgaven i fremtiden med de udfordringer, der kommer, er uvist, men ved at være kommet godt fra start er der håb for, at der er lagt fundament til videre udvikling. At forældrerollen har medført motivation til øget compliance for at være den bedst mulige forælder, og der er dannet en identitetsoplevelse af at være ’mere normal,’ kan være et godt udgangspunkt set i et fremtidsperspektiv.
At vi som sundhedsplejersker er bevidste om den kategorisering og stigmatisering, der både bevidst og ubevidst finder sted i mødet med forældre med psykisk sygdom, og er bevidst om, hvad der er på spil for familien, kan derfor være en væsentlig faktor i forhold til familiens livschancer.
Sundhedsplejerske og MSA
Kilder
Goffman, Erving. 1963. Stigma: Notes on the Management of Spoiled Identity. Englewood Cliffs, NJ: Prentice-Hall. S.1-40
Thorup, Anne Amalie Elgaard: Når mor eller far hare en psykisk sygdom, påvirker det hele familien. Sundhedsplejersken, nr. 04, 2020
