Med relationen i fokus og vandet som læreplads

Det er et paradoks, at kvalificeret viden i dag er mere tilgængelig end nogensinde, og at der samtidig hersker stor usikkerhed blandt forældre og voksne, som arbejder med børn. Gør jeg det godt nok? Kan mit barn alt det, som det skal kunne? Den usikkerhed kan børnene mærke. Statistikken taler sit tydelige sprog. Børn og unge trives ikke. Der er uro i deres kroppe og sind. I følge eksperterne er det på tide, at vi gør noget, og vi har travlt.

En dyb kløft

I dag ved vi, hvor stor betydning en tryg tilknytning har for både børn og forældre. En tryg tilknytning og en god relation påvirker barnets generelle sundhed og trivsel men også deres evne til at lære og udvikle sig. Men det nærvær, som trygheden og den gode relation udspringer af, er i øjeblikket udfordret på nogle barske præmisser. Overalt er der ’nærværstyve’ i form af mobiltelefoner og tablets. Derudover er samfundet drevet af en politik og en kultur, der jagter resultater og optimering. Der er efterhånden så meget fokus på det ydre og på præstation, at det stresser livet og lysten ud af os, uanset om vi er børn eller voksne. Vi mennesker har brug for at føle, at vi er gode og ønskede. Vi har brug for at mærke, at andre mennesker vil os og at vi hører til. Det beroliger nervesystemet, dæmper stress og øger vores kreativitet, lyst, indlæring og empati. Desværre er der en dyb kløft mellem det, fremstående forskere ved om tilknytningens betydning og hvad der bliver praktiseret i mange hjem, institutioner og skoler. Der er brug for at blive bygget en ny bro over det gab.

Løsningen

Vi har åbenbart ikke brug for mere teori, bedømmelse og kritik, men for at skabe berigende sammenhæng med menneskets væren. Her kan babysvømning være en løsning. Det at gøre noget sammen er den allerbedste måde at bygge en stærk relation på. Det gælder både mellem forældre og børn, men også mellem forældrene. Og her kommer tre gode grunde til, at babysvømning er en optimal aktivitet for hele familien:

1. Læring og leg bliver kombineret for hele familien, helt fra baby er spæd.
2. I vandet og i aktiviteterne bliver teori omsat til praksis og omvendt.
3. Alle er aktive – på tværs af generationer er man sammen på en ligeværdig måde og har det sjovt, lærer og udvikles sammen.

Dertil kommer de helt åbenlyse fordele, for eksempel at barnet bliver trygt i vand. Og at forældre får en sund opmærksomhed på, hvad deres barn kan, og kan finde på, i og omkring vand. Det er en slags tavs, men vigtig viden, som ikke-svømmende familier ikke har. I vand, med dette fokus, er forældre typisk mere modtagelige for at lære om sanser og følelser og om, hvordan man som forælder tager ansvar for kvaliteten i relationen til barnet. Vandet lukker den støj ude, som ofte er med til at stjæle fokus. Derfor er babysvømning godt, men som med alt andet her i livet, er der forskel på, hvordan man griber opgaven an, og gør man det uden viden, kan det have fatale konsekvenser.

Præstation kontra oplevelse

For 20 år siden etablerede jeg virksomheden Swimmix, som hurtigt voksede sig til at blive en af verdens førende svømmeskoler. I løbet af de seneste 20 år har vi undervist mere end 20.000 familier og jeg har rådgivet flere hundrede svømmeundervisere. Mit hjerte jubler hver gang en ny familie oplever og forstår, hvordan de kan bruge bassinet som ramme for at etablere gode, sunde relationer. Men jeg bliver ærgerlig, når jeg oplever, hvor stor forskel der er på kvaliteten i mellem svømmeskoler. Alt for ofte bliver familier rådet til at gribe babysvømningen an på samme måde som så meget andet: Nemlig, at babyen skal kunne noget. Lære noget. Præstere noget. Alt for hurtigt forvandler babysvømningen sig til et projekt, der fokuserer på greb, øvelser, resultater og mål – at nu skal barnet kunne dykke, svømme eller noget helt tredje – i stedet for at fokusere på relationen: at være sammen med sit barn i vandet. At opleve det, barnet oplever og i samarbejde med barnet være den gode støtte til, at barnet trinvis bliver mere og mere selvhjulpen.

Ved den oplevelsesbaserede tilgang opbygger forælder og barn en gensidig tillid, som får barnet til at strække sig ud efter mere. Her er det fantastisk at se, hvordan forældre oplever, forbavses og lærer om deres børns utrolige evner til at udvikle sig, hvis bare børnene får tid og mulighed. Babyer og børn, der går til den slags svømning, lærer typisk at svømme, før de kan gå – og det til trods for, at der ikke er fokus på svømningen i sig selv. Men det mest magiske er, at forældrene lærer at være sammen med barnet om det, der nu engang er barnets fokus på det tidspunkt. Dét skaber nærvær. Dét skaber tryghed for barnet og forælderen. Dét beriger relationen mellem forælder og barn og gør barnet robust på en sund måde.

Det begynder med et hej

Når en ny forælder kommer i svømmehallen for første gang, er forælderen typisk optaget af sine egne følelser. Forælderen er ofte nervøs i de nye omgivelser, blandt nye mennesker og synes måske, at det er lidt ubehageligt kun at være iført badetøj. Det er ganske naturligt. Men når mor eller far er så optagede af deres egne indtryk og følelser, har de svært ved at se deres børn. Børn, derimod, er anderledes end voksne i sådan en situation. Børn er naturligt nærværende, og det levende vand vil med det samme tiltrække deres opmærksomhed. Men samtidig har børn en forunderlig evne til at registrere og reflektere forælderens følelser, og det betyder, at mors eller fars sindstilstand vil overdøve alt andet i den situation.

Som familierådgiver og underviser er min vigtigste rolle lige dér at tage godt imod familien og få forældrene til at føle sig ventede og velkomne. I vandet kan de mærke sig selv på en ny måde. Fødderne mod bunden af bassinet, vandet omkring kroppen og et roligt åndedræt, der langsomt vil sprede sig. Og så er de klar til at se og mærke deres børn. Pludselig bliver deres fokus flyttet fra deres egne følelser til det rum, de er i her og nu. Vandet. Bassinet. Barnet. Derefter går vi på opdagelse i barnets oplevelse og følelser.

I vandet bobler følelser op

Følelser betyder meget mere for vores læring og udvikling, end mange længe har villet indrømme. Resultaterne af flere generationers adfærdsregulerende tilgang og undertrykkelse af ”negative” følelser er tydelige, og lad os bare blive enige om, at det ikke er vejen frem. Det er altafgørende for menneskers trivsel, at vores følelser bliver anerkendte. Når forældre ikke selv kan navigere i deres egne følelser, har de svært ved at støtte deres barn. Her kan vandet hjælpe. I vand bobler følelser op og bliver meget tydelige. Vand er jo både livgivende og dejligt, men kan også blive livsfarligt. I det spændingsfelt kan forældre lære meget om sig selv – ikke mindst at separere egne følelser fra barnets. Måske minder vandet en om noget? Måske bliver man glad, forskrækket, ivrig eller noget helt fjerde. Men hvordan har barnet det? Hvad vil barnet, og hvad sker der i relationen?

I vandet er barnet sammen med de vigtigste voksne – forældrene – og lige dér hjælper de barnet til at forstå og regulere følelser. F.eks. for barnet hvor den nye oplevelse bliver stor og kan gøre det ked af det. Her vil forælderen tage den lille i favnen og skærme barnet lidt, tale roligt og forælderens stemme og tag vil berolige barnet. Forælderen forstår, at det nye påvirker, men formidler, at der er ingen fare og at de har god tid at nærme sig det hele. Det vil have den positive konsekvens, at barnet senere i livet vil være i stand til at genkende, anerkende og regulere sine egne følelser.

Undervisning i vores følelser vækker så stor interesse hos forældrene. Mange forældre vil gerne have, at deres barn er glad i vandet, men det, forældrene oftest oplever, er en vifte af følelser. De fleste forældre har et interesseret barn med i vandet. Når jeg fortæller forældre om, hvordan barnets interesse højner aktiviteten i hjernen til et optimalt niveau for at lære nyt, og at døren til læring netop i det øjeblik står på vid gab, bliver forældrene også åbne for at lære. De lærer for eksempel at kende forskel på frustration, som er en vigtig drivkraft til læring, og på når barnet er ked af det og har brug for trøst. Mange forældre bliver opmærksomme på, hvordan deres egen usikkerhed begrænser deres barns mulighed for at udforske vandet og prøve selv. Andre forældre bliver opmærksom på, at deres barn har brug for mere ro og tid, og når de får det, bliver de mere glade, interagerer mere og lærer mere. Et barn er ofte trygt i vandet sammen med sin forælder, hvis bare relationen er tryg. Det er min opgave som underviser at guide forældre til at blive opmærksom på følelser, børns evne til at samarbejde og forstå det, der sker i relationen.

I en tryg relation er der plads til hele mennesket og dets vifte af følelser.

På eventyr og hjem igen

Når trygheden er etableret mellem forælderen og barnet, vil barnet naturligt strække sig ud efter verden for at prøve nyt og udfordre sig selv. Forælderen vil i løbet af den halve time svømningen ofte foregår, kunne opleve, hvordan barnet veksler mellem at tage på opdagelse for derefter at vende hjem til mors eller fars trygge favn igen, tanke ny nærhed og tryghed til igen at tage på opdagelse. Ved at gøre forældrene opmærksomme på det, bliver de endnu bedre til gå med i barnets vekslinger og pludselig kan forældrene se, at det ikke kun er i bassinet, det gør sig gældende, men i hele tilværelsen. Barnet har brug for at mærke, at mor eller far er tilgængelig, opmærksomme og imødekommende overfor barnets behov for støtte og feedback. De udvikler et tillidsfuldt bånd, der går begge veje ved at mærke og føle det i den fælles aktivitet i vandet.

Med denne tilgang bliver babysvømning også særlig godt for familier med adoptivbørn.

Fra serviceforældre til sunde, selvstændige børn

Når vores hverdag i familier, institutioner, skoler og aktiviteter kommer til at handle om, at barnet skal kunne noget bestemt på et bestemt tidspunkt, dræber vi barnets indre lyst til at lære nyt. Når voksnes behov og ønsker for mål, præstationer og resultater kommer i fokus, fjerner vi den kvalitet i relationen, som er afgørende for enhver sund udvikling. Det koster selvværd og lyst. Og det er børnene, der betaler prisen. Børnene vil jagte bekræftelse eller helt miste lysten til aktiviteten, og på sigt vil det have negative konsekvenser for barnets evne til at kommunikere og samarbejde.

”Vi gør levende og fantasifulde børn til triste voksne”, skrev John Halse i en debatartikel i Politiken (5/8-2016). Jeg er enig.

I aktiviteter for små børn er det derfor vigtigt, at vi ser, hvordan børn naturligt strækker sig ud efter verden og dets muligheder. Det er det, vi kalder leg. Det er barnets måde at forstå og lære om sig selv og sin verden. Og det er vigtigt, at forældre og andre voksne forstår legens betydning og værdi, og at forstå, hvornår barnet har behov for støtte, og hvornår der er tale om frustration. Det er ikke negativt, når et barn reagerer på noget, som ikke lykkes. Tværtimod kan netop den reaktion give barnet blod på tanden for at prøve igen og måske næste gang lykkes på en måde, der giver mere mening for barnet. Det gælder i svømmehallen såvel som i matematiktimerne. Hvis vi som voksne løser livets ligninger for børnene, eller får dem til at føle sig forkerte, når de prøver at gøre noget på egen hånd, mister børnene sit drive til at prøve igen og deres tro på, at de selv vil kunne.

I svømmehallen har jeg ofte talt med forældre om konkrete situationer, hvor de kom til at gøre tingene for deres barn i stedet for med barnet. Når først forælderen har forstået forskellen, blomstrer en helt anden relation mellem forælderen og barnet med færre konflikter, mere tillid og meget mere stolthed.

Børn vil gerne selv, og vi skal give dem barndommen (tilbage) ved at give dem tid til at øve sig sammen med nærværende, tilgængelige og støttende voksne. Gør vi det, vil børnene lære og udvikle en tro på sig selv og på egne evner. Når børn mærker, at de voksne omkring dem ser og behandler dem som ligeværdige individer med behov for empatisk vejledning, er der ingen grænser for, hvad de kan lære. Det vil gøre en stor forskel for det enkelte menneskes trivsel og for vores samfund.