Landskonference for sundhedsplejersker Århus 2.-3. maj 2022

Landskonferencen 2022 bød på mange spændende oplæg. Vi har fået medlemmerne til at udvælge deres favorit oplæg og dele deres tanker og refleksioner, og hvilken viden og input fra konferencen, du selv kan bruge som sundhedsplejerske.

Fortællinger fra Landskonferencen

Det var en fagligt berigende og veltilrettelagt landskonference for sundhedsplejersker, der fandt sted i Århus 2.-3. maj 2022.

Tæt på 300 sundhedsplejersker fra hele landet var mødt frem, og allerede fra morgenstunden lød der en summen af muntre kvindestemmer, da jeg trådte ind i Radisson Blu Scandinavia Århus. Man fornemmede nærmest en løssluppen kåd stemning blandt de mange sundhedsplejersker, som når køer bliver lukket ud på græs i foråret.

Glæden ved at mødes med andre sundhedsplejersker fra nær og fjern var stor. Måske ikke så underligt, efter at vi i så lang en periode ikke har haft mulighed for at samles frit uden mundbind, håndsprit i lange baner og med stor afstand i større forsamlinger.

Landskonferencen bød på mange forskellige sundhedsfaglige indlæg, som absolut var værd at lytte på. Det, som jeg var særligt optaget af, var et opæg af hjerneforsker, Peter Lund Madsen, der uden manuskript i mere end en time med stor faglighed og en god portion humor fortalte om udvikling af børns hjerner helt fra undfangelsen. Peter Lund Madsen er en blændende formidler, som på en faglig, skarp og humoristisk facon formår at nå ud over rampen til sit publikum med velbegavede og underholdende budskaber omkring udvikling af den meget komplicerede menneske-hjerne. Det var et oplæg, som fik alle til at lytte med, og Peter Lund Madsen tabte ikke på noget tidspunkt tråden.

Det er ikke nemt at gengive hele det faglige indhold, men Peter Lund Madsen havde fokus på udvikling af børns hjerner, og hvordan følelsen af angst bor i os alle, som et livsvilkår. Hjernen er kodet til at kunne genkende farefulde situationer, som vi instinktivt reagerer på overalt, hvor vi færdes. Det er naturligt at føle angst, men når angsten tager overhånd, så kan den være stærkt invaliderende.

Vi hørte om udvikling af nerveceller fra meget tidligt i fosterlivet, hvor der dannes ikke mindre end 3000 hjerneceller i sekundet i den primitive hjerne, der slet ikke er færdigudviklet ved fødslen Vi fik en anatomisk gennemgang af, hvordan både amygdala og hippocampus – som ligger i Det Limbiske System centralt i hjernen – fungerer som et relæ med betydning for barnets evne til at kunne fornemme stress og ubehag.

Peter Lund Madsen fortalte om, hvilke dele af hjernen, der udvikles i spædbarnsalderen, i småbørnsalderen, skolealderen og i puberteten, og hvordan menneskehjernen reelt først er helt færdigudviklet, når vi når omkring 25 års-alderen.

Peter Lund Madsen sammenlignede på underholdende vis den komplicerede menneskehjerne med pindsvinehjerner, salamanderhjerner, fasanhjerner og grisehjerner. En viden, som kan være nyttig at have med, når vi som sundhedsplejersker står overfor forældre til små spædbørn, der græder og har brug for hjælp til affektregulering af omsorgsfulde forældre, der forstår at aflæse barnets følelsesmæssige behov. Når barnet er i høj arousal, har det brug for at blive trøstet, når det instinktivt opfatter stressfulde og ubehagelige situationer.

Peter Lund Madsen brugte et eksempel fra sin egen barndomsopvækst, hvor han blev sendt alene afsted på spejderlejr og pludselig blev ramt af en lammende hjemvé og angst for nattens mørke. Angsten for mørke er der stadigvæk, selvom han har lært at håndtere det med sin rationelt tænkende voksne hjerne.

Hvis man vil vide mere om børns hjerner og udvikling af angst, kan det kan anbefales at læse Peter Lund Madsens bog: ‘Når børn og unge får angst.’

Peter Lund Madsen forklarer i bogen, hvad angst er, hvor angsten kommer fra og hvad der sker i hjernen, når angsten kommer buldrende.

Et andet oplæg, som fangede min opmærksomhed, var gynækologen, Negin Jaafar, der bidrog med et oplæg om ungdommens seksualitet i et tværkulturelt perspektiv, herunder autentiske beretninger om muslimske kvinder, der i stigende grad henvender sig og ønsker rekonstruktion af deres mødom.

Negin Jaafar er uddannet speciallæge i gynækolog og er ansat på Aarhus Universitetshospital. Hun har kurdisk baggrund, og har siden 2005 arbejdet med oplysning blandt mellemøstlige kvinder på Youtube og SoMe. Hun arbejder målrettet på at gøre op med myten om jomfruhinden.

“Hos alle kvinder findes en hyminalrand eller kønskrans, der består af en slimhindefold, som adskiller de ydre kønsorganer fra de indre. Man kan betragte det som en hårelastik med stræk i, men en egentlig jomfruhinde eksisterer ikke. Dette er ukendt viden for rigtig mange kvinder med muslimsk baggrund,” fortalte Negin Jaafar.

Negin Jaafar kunne berette om et stigende antal muslimske kvinder, der henvender sig via hendes brevkasse for at få kvalificeret råd og vejledning om deres seksualitet, og de beder om vejledning til, hvordan de kan få rekonstrueret deres mødom, hvis de har haft sex før ægteskabet. Hun har set og oplevet æresrelateret vold både i Danmark og Kurdistan og mener, at æresbegrebet bør debatteres, for som det er nu, så sidder hele familiens ære mellem benene på kvinderne, er Negin Jaafars påstand.

Men at blande sig fagligt kvalificeret i debatten om kvinders mødom kan have store konsekvenser for kvinder med minoritetsbaggrund som Negin Jaafar. Hun modtager dagligt trusler fra det muslimske miljø, når hun forsøger at aflive myten om jomfruhinden. Hun får ofte et bestemt spørgsmål: ”Vil du ikke tjekke, om jeg er jomfru?” Mange tror, at samlejet først er fuldbyrdet, når der er synligt blod på lagenet, og hvis ikke der er blod på lagenet, så har kvinden et problem, for det hele handler om familiens ære. Negin Jaafar nægter at tjekke kvinderne for, om de er jomfruer, men forsøger i stedet via sin brevkasse og oplysning på YouTube at hjælpe de uoplyste kvinder – og mænd – med viden om, hvordan kvindens genitalier fungerer i forbindelse med sex.

Negin Jaafar oplever, at mødommen fylder rigtig meget hos minoritetskvinder sammenlignet med etniske danske kvinder. Hun fortæller, at hver gang hun har spurgt danske kvinder: ”Blødte du første gang, du havde sex?” så har svaret ofte været: ”Nej, jeg blødte ikke” eller: ”Det kan jeg ikke huske.” Men når hun har spurgt kvinder med muslimsk baggrund, så har næsten alle kvinderne blødt. Negin Jaafar mener, at der kan være flere grunde til, at de fleste muslimske kvinder fortæller, at de har blødt i forbindelse med seksuel debut. Nogle er nervøse for at fortælle, at de ikke blødte den første gang, så de lyver for at bibeholde deres ære.

Negin Jaafar mener, at grunden til, at mange muslimske kvinder fortæller, at de blødte første gang, kan handle om, at de er nervøse, fordi de ved, at de skal præstere en blodplet for at gøre deres familie ære. Det resulterer i, at bækkenbundsmuskulaturen trækker sig sammen. Mange er slet ikke klar til den seksuelle akt, de bliver ikke våde, deres slimhinde giver sig ikke, og så bliver det smertefuldt og ikke særlig nydelsesfuldt at have sex, fordi penetrationen foregår på en tør slimhinde, der gør, at kvinderne får rifter og små blødninger.

Til fagligt selskab for sundhedsplejersker

Tusind tak for muligheden for at deltage i årets landskonference! Det var et par meget spændende og givende dage, hvor ens faglige viden blev styrket. Efter at have deltaget i landskonferencen, er der især ét oplæg, der gjorde stort indtryk og som stadig sidder i kroppen hos mig.

Oplægget var fra Negin Jafaar, speciallæge i gynækologi og obstetrik med en master i seksualitet.

Negin gjorde et helt særligt indtryk, og måden, den stærke kvinde kunne formidle sit budskab og komme helt ind under huden på tilhørerne, var imponerende. Men mest af alt er hendes arbejde imponerende, og hendes budskab var ikke til at tage fejl af!

Alle sundhedsprofessionelle, der har berøring med familier med muslimsk baggrund, har et ansvar i at få italesat de udfordringer og misforståelser, der kan opstå, når vi taler om kvinders seksualitet. Negin var klar i spyttet: Vi skal respektere men ikke være bange eller berøringsangste for at tale om emnet.

Som jeg ser det, har vi sundhedsplejersker et kæmpe ansvar ind i dette. Vores ansvar starter helt ned i folkeskolen og i vores seksualundervisning. Vi laver i forvejen et virkelig godt stykke arbejde rundt omkring i kommunerne med at få bragt seksuel oplysning ind i klasserummene. Vi taler om kroppens udvikling, grænser og kropsopfattelse, og vi gør det godt!

Men vi kan altid forbedre og udvikle, og lige netop her bør Negins budskab være klart. Det er nødvendigt, at eleverne og de muslimske piger og drenge lærer om kvindens kønskrans, lærer, hvordan en kvinde ikke nødvendigvis bløder ved første samleje og lærer, hvordan vi fysiologisk og anatomisk er skabt. Jeg ved, at rigtig mange kommuner har fantastiske tilbud og et virkelig godt undervisningsmateriale, men der er desværre stadig kommuner, som ikke har et stort fokus på seksualundervisningen i folkeskolen.

Her på Fyn har vi flere eksempler på gode tiltag i kommunerne, f.eks. Sund sex skolen, samt klinik for seksuel sundhed med satellit funktion i Vollsmose området. Klinikkerne er bevis på, at der er brug for, at vi som fagpersoner både er inde i folkeskolen, men også etablerer et fortroligt rum uden for skolerne, og et sted man kan henvende sig for at få seksuel rådgivning uanset kultur, religion eller kønsidentitet. Som professionelle skal vi være velorienterede og oplyste omkring de kulturelle udfordringer, vi kan risikere at møde i vores dagligdag. Gennem denne oplysning udvider vi vores horisont og udvikler vores faglige viden. Dette er Negin Jafaar og mange andre medvirkende til ved bl.a. at holde oplæg ved et sted som landskonferencen.

Tak for at udvide min horisont!

En oplevelse af faglighed, samhørighed og lysten til at gøre mere

Den store sal er tæt pakket med kvinder og fyldes med snak – en kvidren fra alle sider.

Der grines i det ene hjørne, diskuteres og drøftes i det andet. Lydbilledet fuldendes af klirrende kaffekopper og drikkeglas, der fyldes. De opstillede stole indtages af forventningsfulde, erfarne kvinder. De er klar til at lade sig inspirere og begejstre af det lovende program, der frister med oplæg omkring alt fra ‘Fostret og fødslens psykologi’ over ‘Nyt fra Sundhedsstyrelsen’ til ‘Ungdommens seksualitet i et tværkulturelt perspektiv.’

Anerkendte navne indtager skiftevis scenen på Radisson Blu i Aarhus – med et, mærker man, respekt overfor de knap 300 sundhedsplejersker, der lytter med.

En respekt overfor en veluddannet, oplyst og orienteret faggruppe. En faggruppe, der ønsker, kan og vil gøre det bedst mulige for børn, unge og deres familier. En gruppe med en helt unik position.

Under flere oplæg bliver der hujet, klappet og grinet imellem notatskriblerierne. Jeg mærker en lærende summen. En summen, som fortsætter i pauser og under aftensmiddagen. Sundhedsplejerskerne vil noget. De vil mere.

En af oplægsholderne får sagt noget i retning af: ”Vi bliver nødt til at få noget forskning på sundhedsplejeområdet.” Det er den summen, jeg mærker. En summen af kvalitetsbevidste kvinder, der ønsker at arbejde evidensbaseret. Der ønsker at udvikle deres fag. At dygtiggøre sig yderligere. Der er en gejst – en gnist. En lyst til, at kvalificere. Synliggøre vigtigheden af sundhedsplejens arbejde – til at berettige vores plads i samfundet som et betydningsfuldt talerør for børn, unge og familier.

Det er inspirerende at være til stede i salen på årets konference. Især et oplæg står klart i min erindring. Et oplæg med en oplægsholder, der indkapsler gejsten, gnisten og lysten til at gøre mere – nemlig Dr. Negin Jaafar. Hun fortæller med overbevisning og charme om ungdommens seksualitet i et tværkulturelt perspektiv. Dr. Negin Jaafar er ærlig, provokerende, intelligent og humoristisk, mens hun formidler et budskab fra en undertrykt del af det kurdiske samfund.

Hun kæmper for sit folk. For de unge kvinder med kurdisk baggrund, der lever i frygt for at bringe skam over deres familier ved ikke at kunne fremvise en rød plet på lagenet efter bryllupsnatten. Hun fortæller om sit fantastiske arbejde med at oplyse og undervise en stor befolkning, der er underlagt religiøse principper.

Negin Jaafar kæmper for sit syn og sit virke med styrke og mod. Hun er benhård og samtidig empatisk og fremsynet.

Jeg tænker, at vi sundhedsplejersker kan tage en masse erfaring med fra hendes oplæg. Både i faglig forstand i forhold til vores forståelse for og tilgang til unge kvinder og mænd med – f.eks. – kurdisk baggrund. Men også i forhold til at få sit ‘kald’ til at lykkes.

Hendes styrke var smittende og beundringsværdig. For hendes kamp er ikke uden omkostninger.

I kølvandet på konferencen mærker jeg den stadig. Den summen af at ville gøre mere, at få omtalt alt det, vi kan i sundhedsplejen, mere, at forske mere, og til at lade den allestedsnærværende gejst, jeg så tydeligt mærkede under konferencen, få liv. Tak for en god konference – det giver energi at være afsted sammen med kollegaer og åndsfæller, og det er med til at sætte nye ideer og tanker i gang.