Forfatter: Dea Franck
Forlag: Akademisk Forlag
Udgivelsesår: 2024
Antal sider: 96 sider
Målgruppe: Pædagoger, forældre og andre voksne omkring højtbegavede børn
Anmelder: Anja Helle Kreutzmann, sundhedsplejerske
Dea Franck er aut. psykolog med stor ekspertise i arbejdet med højtbegavede børn, unge og voksne. Hun har egen klinik, har skrevet flere bøger om emnet, holder foredrag, er selv højt begavet og medlem af Mensa.
Bogen er let at gå til, og man mærker forfatterens store engagement i disse børn.
Den første del af bogen beskriver det særlige ved børn med høj begavelse, og hvorfor det er vigtigt at identificere børnene tidligt for at kunne understøtte deres potentiale bedst muligt.
De har ofte avancerede sproglige færdigheder, hurtig indlæring, intens nysgerrighed, de tænker systematisk, problemløsende og udfolder stor kreativitet, er hurtige til at se og lave mønstre. Følelser kan være meget stærke, og de har en stærk indre drivkraft.
Stimuleres de ikke, kan de blive opgivende, uengagerede og få nedsmeltninger og trække sig fra fællesskabet. Højtbegavede børn kan blive overset… eller fejltolket.
Bogens hovedfokus er anden del, som har 27 mindre afsnit med idéer til lege/aktiviteter, som kan udføres alene eller sammen med andre hjemme eller i institutionen – ofte med udgangspunkt i kendte aktiviteter, som tilføres nye vinkler, bliver ekstra avanceret, så det højtbegavede barn udfordres og stimulerer sine særlige kompetencer.
Tanken er, at mange af aktiviteterne kan rummes i en lille kuffert, der evt. kan stå i barnets garderobe/ på stuen og tages frem, når der er brug for den. Højtbegavede børn har ofte tendens til perfektionisme, derfor er spørgsmål til processen vigtige, fremfor at rose barnet. Det er også vigtigt at stimulere barnet både intellektuelt og socialt.
Tredje del er en kort afslutning med opfordring til engagement og at bruge børnene til at udvikle mere inspiration og tænke samarbejde med familie og senere SFO/skole ind.
Alt i alt en fin, inspirerende bog skrevet med stor indsigt og kærlighed til disse børn.
Kan kun anbefales at læse og lade sig inspirere af… også som sundhedsplejerske, da vi møder disse børn i hjem og institutioner.
Ud over ‘Hjernekufferten’ har Dea også skrevet bogen ‘Liva er højtbegavet,’ som er en fin lille oplæsningsbog til forældre og barn, der med små fortællinger fortæller om Livas hjerne, der er som en rumraket og flyver hurtigere end andres raketter. Der er mange gode spørgsmål, som kan give refleksioner mellem barn og voksne. Og spørgsmål, som kan udvikle barnets forståelse af sig selv, og hvordan det kan føles at have en hurtig hjerne.
Begge bøger udkom samtidig og supplerer hinanden fint.