Fra far i Ingenmandsland til far som Superman

Kan vi sundhedsplejersker gøre en forskel?

Som far sidder du bare dér og tænker… Det er jo meget med moderen og hendes krop det hele. Du kan ikke gøre andet, end bare at være der og støtte.”

At far spiller en vigtig rolle i barnets liv, står ikke til diskussion. Vi sundhedsprofessionelle ønsker at inddrage fædrene mere og tænker som fagpersoner – og ofte kvinder – måske, at vi ved, hvordan dette skal gøres? Aktuelt tales der meget om ligestilling i parforholdet, samt fædre på længere barselsorlov. Historisk set er fædrene på banen mere end nogensinde før, og samfundsmæssigt stilles der nogle andre krav til dem end for bare 30 år siden. I undersøgelsen var jeg nysgerrig på, hvordan det opleves at blive far i det moderne Danmark. Ville der være mønstre i deres fortællinger, og kunne den genererede viden eventuelt bruges i en opkvalificering af vores arbejde? Da fortællingerne var mit udgangspunkt, blev det bærende i undersøgelsen otte kvalitative interviews, der alle bar præg af at være ”hverdagssamtaler”, som foregik i fædrenes egne hjem (Kvale 2009).

Livsfortælling

Ifølge den amerikanske antropolog, Michael Jackson, er fortællingen ikke blot en mulighed for at lægge stemme til en historie, men en meningsskabende praksis, gennem hvilken vi bliver forfattere til egen livshistorie (Jackson: 2002). Inspireret af Jacksons tanker om, at vi – gennem selvfortællingen – forhandler vores identitet og dermed definerer os selv, brugte jeg fædrenes fortællinger som nøglen til indblik i deres helt personlige oplevelse omkring dét at blive far.

Den moderne far

Karakteristisk for alle fortællinger var, at dét at blive far var anderledes, end fædrene havde forestillet sig. En far udtrykte: ”Jeg har fundet ud af, hvad det kræver at være far. Og ja, det har nok overrasket mig en lille smule, selvom jeg selvfølgelig godt vidste, at når man sætter et barn i verden, så kræver det også noget. Men jeg var nok ikke 100 % forberedt på, hvad det var.” Men hvad strukturerer fædres forestillinger om dét at blive far? Hvad adskiller måden, hvorpå vi taler om faderskabet fra før til nu? Og har dette en betydning i forhold til at blive far i år 2018?

Den franske filosof og idéhistoriker, Michel Foucault, var den første, der fik øje på, at måden vi snakker om tingene på, har en betydning. Sproget – diskursen – trækker os i en bestemt retning og skaber nogle tendenser i vores samfund, som kan påvirke og forandre os (Foucault 1982). Og siden netop ligestilling og fædres barselsorlov er emner, der er oppe i tiden, er det noget, vi som mennesker forholder os til. Billeder af, hvordan livet skal se ud og det forventede livsforløb – idealet – spiller stadig en rolle i det moderne samfund.

En far fortæller: ”Jeg ved faktisk ikke rigtig helt, hvad jeg havde forestillet mig. Fordi når man får et barn, så er det jo også et stort ønske. Men når barnet så kommer, så skal man jo mixe det dér med, at man er glad for, at man er blevet forældre, samtidig med at man også ska’ ta’ det sure arbejde med det. Så det er jo ikke bare at få et barn, og så er alting fryd og gammen.” Der tegnede sig et paradoks i, at fædrene generelt ikke vidste, hvad de havde forestillet sig, men alligevel satte ord på, at den første tid var meget anderledes end forventet.

Den franske sociolog og antropolog, Pierre Bourdieu mindede os netop om, at vi som individer ubevidst socialiseres ind i et felt – eller kultur – hvor vi tænker og opfatter på en bestemt måde. Han var optaget af ydre strukturers betydning for det enkelte menneske, samt hvad vi betragter som norm og normalitet (Bourdieu 1977). Når vi taler om ligestilling og fædre på barsel, så stiller det måske indirekte krav til den moderne far i forhold til bestemte, forventede roller i forældreskabet?

En flue på væggen

Det var tydeligt, at fædrene havde det svært i deres rolle som nybagt far: ”Hvis man skal opsummere på det, så synes jeg ikke det første år var sådan vanvittigt fantastisk, ud over at vi havde fået en søn. Altså jeg var rigtig glad for, at vi havde fået ham, men jeg synes ikke, at jeg gjorde noget specielt… Jeg synes måske bare, at jeg gjorde nogle små praktiske ting og ellers kørte jeg bare videre.” Og netop dét primært at gøre nogle praktiske ting, var et tema, der optog fædrene. En far fortalte i forhold til sin rolle: ”Jeg vil sige, at det først er nu her, hvor Mikkel er blevet lidt ældre, at jeg sådan kan mærke min faderrolle på dén måde. I starten synes jeg lidt, jeg var sådan… jeg vil ikke sige en flue på væggen, men der var mange ting, som jeg synes, Anne tog sig af. Fordi jeg måske ikke lige var dén, der kunne trøste på samme måde. Jeg kunne ikke lige amme ham og sådan. Så den første tid synes jeg måske ikke, at jeg var så meget med i det det, selvom jeg var her.”

Fædrene talte generelt om, at de – i den første tid – havde forventet en rolle tættere på barnet: ”Jeg vil ikke sige, at jeg var skuffet den første tid, men jeg blev bevidst om, at det også var en del af dét at få et barn, at de første måneder var jeg måske ikke til så meget hjælp, ud over at jeg kunne være her. Og det var så dén hjælp jeg kunne gi’, men i forhold til relationen til barnet, synes jeg ikke det var så nemt faktisk.” Fædrene udtrykte konsekvent, at det var nogle andre ting, der fyldte, end hvad de havde forventet, hvilket helt tydeligt efterlod dem i et følelsesmæssigt kaos: ”Man er med i det, men er stadig lidt udenfor i den første tid dér, hvor man mere ska’ være med til, at det hele fungerer, altså… I stedet for at man ligesom knytter bånd og er tæt på den lille. Det er ret tydelig dér i starten… Man føler sig lidt utilstrækkelig.”

Usikkerhed

Et centralt tema i alle fortællinger var netop følelsen af utilstrækkelighed og usikkerhed. Den britiske sociolog, Anthony Giddens, taler om grundlæggende usikkerhed som en betingelse for livet i det moderne samfund, hvor vi konstant forhandler vores eksistens ud fra viden, som spredes hurtigt og visuelt. Vi forholder os til vores omverden og skaber derigennem os selv og de normer, som vi skal leve op til. Dette skaber tvivl og usikkerhed med konsekvens for vores selvidentitet (Giddens 1996). En far konstaterede omkring opslag på Facebook: ”Der er jo aldrig nogen dårlig dag.” Fædrene forholder sig til et idyllisk billede af dét at blive far, hvilket bliver problematisk i det øjeblik, hvor realiteten viser sig at være en anden. En far udtrykte: ”Man stiller krav til sig selv, men man har ikke rigtig noget at bygge det op på.”

Og når vi taler om krav, fik jeg netop øje på den dobbelthed, at usikkerheden ikke alene er grundlæggende, men også udspringer af nogle kulturelt skabte forventninger. Den canadiske filosof, Ian Hacking, beretter om ”looping-effekter”, vi mennesker hele tiden ’looper’ på den viden, som vi får. Han betegner processen som en slags ’making-up people’ og problematiserer, hvordan vi mennesker gennem viden skaber nye normer med konsekvens for vores selvidentitet (Hacking 1992). Den britiske socialantropolog, Richard Jenkins, er netop optaget af, at klassifikationer forandrer den måde, hvorpå mennesket tænker og ser sig selv – vi forhandler vores rolle og identitet med omverdenen (Jenkins 2006). Med andre ord skaber vi – i ligestillingens navn – indirekte nogle samfundsmæssige idealbilleder af den moderne far, som fædrene forholder sig til – som krav og forventninger – til egen identitet. Dét at amme og kunne trøste bliver nævnt som opgaver, der fylder, og som mødrene tager sig af, ligesom fædrene direkte italesætter, at ”Man kan bare godt mærke forskellen på at være mor og far dér i starten”. Men hvad betyder det for fædrene, at forældre efterhånden er så ligestillede men alligevel så forskellige i deres roller i den første tid?

Far, mor og børn

Vi kender alle legen, hvor mor laver mad og passer børnene, mens far går på arbejde. Rollerne er fordelt, men afspejler også en tid, hvor fædrenes rolle ikke blev problematiseret på samme måde. Candace West og Don Zimmermann, som begge er sociologer, taler netop om, at vi som mennesker ikke bare har et biologisk køn, men ”gør køn” i tid og rum. Med andre ord betyder det, at mennesket hele tiden udfører komplekse samfundsmæssige handlinger i interaktion med andre – gennem dagligdags gøremål – og at disse opfattes som enten maskuline eller feminine (West 1987). Den skærpede opmærksomhed på fædrene betyder måske derfor også, at der opstår andre krav og forventninger i forhold til kønsroller i forældreskabet?

Mit indtryk var helt klart, at fædrene rigtig gerne ville være tæt på barnet, men oplevede det som svært at slå til: ”Altså… Jeg har ikke været bange for at ta’ fat eller kaste mig ud i tingene i forhold til barnet. Og dét med bleskift og tøjskift, der nærmer jeg mig nok også de 50 %. Det er mere dét med, hvis han nu er ulykkelig… Kunne trøste og kunne putte. Der har jeg ligesom godt kunnet mærke, at jeg ikke kunne gi’ det samme.” Og usikkerheden havde været dominerende i alt lige fra mødet med de sundhedsprofessionelle og det første møde med barnet, til faderrollen og den første tid: ”Jeg blev kaldt hen og skulle sidde alene med ham der… Uha, der gik lang tid, før hun kom ud fra det bad igen, synes jeg. Altså, jeg var enorm stolt over at sidde med ham, men det var stadig… Det var dén der usikkerhed igen. Jeg skulle jo næsten ikke… Jeg skulle jo ikke røre mig. Jeg sad fuldstændig stille, for at der ikke skulle ske noget.”

Elefant i en glasbutik

De nybagte fædre er usikre og møder en kvindeverden – i et kvindefag – hvor de i bedste intention straks inddrages i praktiske opgaver omkring barnet. Men fortællingerne vidnede om, at det for mange havde været en meget grænseoverskridende oplevelse. En far fortalte: ”Efter han var blevet vejet og sådan noget, fik vi at vide, at han skulle ha’ tøj på. Og så kiggede hun over på mig. Øh, OK… Og det tog jo bare 100 år at gi’ ham tøj på, for han sprællede ad helvede til og jeg var bange for… Jeg var bange for at røre ved ham næsten og ta’ hans arme gennem ærmerne. Det var noget værre noget.” Flere fædre betegnede sig selv som ”verdens mest usikre person” i rollen som nybagt far, mens andre talte om, hvilket pres de følte i at skulle håndtere barnet under observation af en jordemoder eller sygeplejerske.

En far bliver til

Et centralt tema i antropologien er netop begrebet livsfase – overgange – eller transformationen fra at være mand og til at blive far. Inspireret af den britiske antropolog, Victor Turner, der netop er kendt for sit arbejde med overgangen fra en status til en anden, brugte jeg hans begreb ’becoming’ til at udfolde idéen om, at fædrene måske befinder sig i et Ingenmandsland i den første tid, hvor de hverken føler sig helt som mand eller far (Turner 1967), og interessant er det at se på, hvad usikkerheden betyder for fædrenes tilblivelseshistorier.

Fædrene fortalte både om utilstrækkelighedsfølelse over tid og havde gjort sig tanker om, hvad der er normalt. Jeg fik det indtryk, at fædrene ligesom var ”fanget i et limbo”, hvor forestilling og forventning til egen rolle blev en bristet illusion. Og det fik betydning for deres oplevelse af tilknytning til barnet: ”Man kan godt blive lidt såret. Det har jeg prøvet et par gange… Hvor jeg har tænkt: OK, er det slet ikke mit barn eller…? Kan han slet ikke mærke, at det er mig?”

Fædrene får ikke umiddelbart den faderrolle, som de havde forventet og forestillet sig, hvilket får konsekvens for identitet og selvværd: ”Min kone har nok nogle gange tænkt, at jeg ikke kunne finde ud af det. Men det er nok fordi, jeg har tænkt, at så gør hun det bare, for så er hun tilfreds med det. I stedet for, at jeg brugte tid på at forsøge.” At fædrene havde følt sig udfordret af usikkerhed, var et typisk udsagn, men paradoksalt nok havde ingen af dem hørt om det før. De blev forbavsede, når jeg inviterede dem ind i resultatet af min undersøgelse. En far udtrykte lettet: ”Det kan jeg jo så høre, at der er meget normalt?” Det var end ikke en problematik, som blev taget op i parforholdet. Fædrene udtrykte generelt, at det ville være malplaceret at bringe det op lige efter fødslen og i en tid, hvor mødrene havde nok at se til i forvejen.

Tabu

Fædrene udtrykte konsekvent, at de hverken havde hørt eller læst om, hvordan det ville være at blive far: ”Nej, der er ikke nogen, der sådan har forklaret mig – rent ud sagt – hvordan det ville blive. At være far og hvilken rolle jeg ku’ forvente her den første tid. Og jeg havde heller ikke læst noget om det i bøger, hvis man ku’ det… Så jeg har måske heller ikke rigtig forberedt mig selv på, hvordan det var at blive far. Jeg har jo nok bare kastet mig ud i det, og så havde jeg nogle forventninger, som jeg egentlig først synes er ved at blive indfriet nu.”

Fædrene udtrykte, at det jo meget er barnet, det handler om og ikke så meget forældrenes rolle i forhold hertil. De oplever det sådan, at det er barnets trivsel, der fylder i hjemmebesøgene, og at de, som fædre, helt naturligt tænker, at ”Bare alt går godt. Bare der ikke er nogle problemer, så går det godt”.

Det var helt tydeligt, at fars rolle enten er et tabubelagt eller overset emne. Jeg fik øje på, at fædrene måske kunne være hjulpet bedre igennem den første tid, hvis der blev rettet mere fokus på dem. En far udtrykte om sit ønske: ”Hvis jeg kunne ha’ gået ind til det anderledes, så var det, at jeg bare lige havde fået fortalt, at jeg skulle forvente, at det var sådan det var. Så vidste jeg jo, at så skulle jeg ikke blive skuffet og ked af det, når det nu blev sådan. Det ku’ jeg godt ha’ tænkt mig. Så havde jeg ikke tænkt så meget over, at jeg ikke slog til,” mens en anden slog fast om den første tid som far: ”Det var frustrerende ikke bare kun at være glad.”

Superman

Tilbage til idéen om, at vi gennem fortællingen bliver forfattere til egen livshistorie og derigennem definerer os selv. Livsfortællingen er, ifølge Michael Jackson, et menneskeligt behov for at skabe mening og føle kontrol over eget liv med betydning for vores selvidentitet (Jackson 2002). Inspireret af disse tanker, efterlod undersøgelsen mig i en opmærksomhed på, at den moderne far nærmest skal leve op til fortællingen om en ”supermand”, som – på lige fod med mor – tager del i barselslivet, men at vi samfundsmæssigt ikke har fulgt med udviklingen. En far fortalte om tabuet: ”Det er jo ikke noget, man hører om. Man hører altid i forhold til vores kultur, at mænd skal være det stærke køn og det er os, der skal være standhaftige og sådan noget, men… det er sgu bare ikke lige altid, at man ka’ være det. Og jeg tror lige så meget, at det er noget følelsesmæssigt.” Den samme far fortalte om sin periode i Ingenmandsland: ”Det var faktisk derfor, at jeg googlede fødselsdepression til at starte med. Det var fordi, jeg følte, at lige nu burde jeg være i det lykkeligste tidspunkt i mit liv, men det følte jeg bare ikke rigtig, at jeg var.” Typisk havde fædrene ikke delt denne følelse med nogen – ikke engang barnets mor. Undersøgelsen efterlod mig derfor klart i den overbevisning, at særligt vi sundhedsplejersker kan være med til at bryde tabu og undgå ”Ingenmandsland”, så fædrene med glæde, stolthed og en stærk identitet kan gå deres nye rolle i møde og fortælle den gode historie om sig selv som barnets ultimative superhelt.

Referencer

Bourdieu, Pierre (1977): Outline of a Theory of Practice. Cambridge University Press 1993.

Bourdieu, Pierre (1980): The Logic of Practice. Polity Press 1990.

Foucault, Michel (1982): The Subject and the Power. Critical Inquiry 1982.

Giddens, Anthony (1996): Modernitet og selvidentitet. Hans Reitzels Forlag, København.

Hacking, Ian (1992): “World Making by Kind-Making: Child Abuse for Example”. I: Douglas, Mary et al.: How Classification works: Nelson Goodman among the Social Sciences. Edinburgh University Press.

Jackson, Michael (2002): The Politics of Storytelling. Museum Tusculanum Press 2013.

Jenkins, Richard (1996): Social Identity. Oxon & New York: Routledge.

Kvale, Steinar og Svend Brinkmann (2009): Interview – Introduktion til et håndværk, 2. udgave, 6. oplag. Hans Reitzels Forlag, København.

Tanggaard, Lene og Sven Brinkmann (2010): Interviewet – samtalen som forskningsmetode. I: Brinkmann og Tanggaard: Kvalitative metoder – en grundbog. Hans Reitzels Forlag.

Turner, Victor (1967): Betwixt and Between: The Liminal Period in Rites de Passage. I: The Forest of Symbols: Aspects of a Ndembu Ritual. New York. Cornell University Press.

West, Candace & Don H. Zimmermann (1987): ”Doing Gender. Gender and Society 1 (2): 125 – 151.