Familiepolitikken er ikke på dagsordenen i det politiske liv. Mærkeligt nok, for Danmark er faktisk i gang med et stort eksperiment på børnefamilieområdet. Sammen med Sverige har vi et par verdensrekorder. Den ene handler om forældre på arbejdsmarkedet, den anden om børn i daginstitutioner. Og konsekvensen er, at mange forældre oplever sig pressede – og mange børn, fungerer ikke optimalt. Alligevel sker der ikke rigtigt noget på det familiepolitiske område. Er det fordi, vi har vænnet os til eksperimentet, eller lukker vi bare øjnene for virkeligheden? I hvert fald er der behov for en familiepolitik, der kan være med til at sætte nye normer til gavn for både børn og forældre. Og give Danmark et løft – med flere børnefødsler.
De nye familiemønstre
Den danske børnefamilie fandt sin moderne grundform for omkring 50 år siden. Det var i 1960erne og 70erne, hvor kvinderne for alvor vandrede ud på arbejdsmarkedet, hvor papirløse forhold blev almindelige, og hvor skilsmisser ikke mere var sjældne undtagelser. Det var også i den periode, at ”nøglebørn” ikke var noget man talte om som en katastrofe, det blev vilkårene for alle børn: de kom i vuggestue og i børnehave. Og pladsproblemerne kom på dagordenen.
Den gamle familietype med de fastlåste kønsroller blev afløst af den nye symmetriske familie, hvor far og mor begge er på arbejdsmarkedet, har uddannelse, socialt netværk og er indstillet på at skabe sig deres eget liv i en individualiseret verden. De nye familiemønstre handler om en familie, der er tæt bundet op på arbejdsmarkedet. Engang var det fint og borgerligt at sige, at ens ”hustru var hjemmegående”. Det bliver der vendt op og ned på i de år. Nu er det modsatte snarere tilfældet: det er fint at have uddannelse og job – og lidt skævt at gå hjemme og passe sine egne børn. Sådan er normen i dag i den individualiserede verden, vi lever i, hvor mødre i dag i stadig større udstrækning arbejder på fuldtid. Og ser vi på, hvor meget denne familie i virkeligheden arbejder, så er det ikke overenskomsterne på arbejdsmarkedet, vi skal kigge efter. Det er den reelle arbejdstid, det handler om, og i familier med hjemmeboende børn arbejder faderen godt 44 timer om ugen, moderen 36 timer. Det giver for familien som helhed 80 timer på arbejdsmarkedet om ugen.
Den moderne børnefamilie er accepteret
Ser vi på, hvor meget forældre ønsker at arbejde, ligger det niveau betydeligt lavere end det reelle. Det forhindrer ikke, at denne moderne familie med de lange dage på arbejdsmarkedet, stort set er accepteret af befolkningen. Det viser resultaterne fra den danske værdiundersøgelse i 2008. Flere og flere mener i dag, at det ikke skader et barn, at mor arbejder. Måske ville de svare lidt mere nuanceret, hvis de vidste, hvor meget mor og far arbejder, men de sidste rester af gamle familiemønstre er på vej helt ud af billedet. Vi har en moderne børnefamilie, hvor forældrene overknokler på arbejdsmarkedet – og det er også, hvad regeringen og arbejdsgiverne forventer. Forældrene er jo voksne i den mest produktive alder. Så derfor anmodes de venligst om at fortsætte.
Denne moderne familie er gennem de sidste årtier blevet udbredt, blevet accepteret, den har fundet et permanent højt niveau for sit samspil med arbejdsmarkedet. Det er det, vi skal forholde os til, når vi taler familiepolitik. Men en ting mere: familien er også blevet nuanceret. I dag har vi masser af kombinationer med børn og voksne, hvor vi taler om mine børn, dine børn, fælles børn, særbørn, samværsbørn – og vi lever med samlivsforhold, hvor alene fantasien sætter grænser for variationerne. Det betyder også mange familier, hvor der stilles krav om stærke relationer mellem forældre og børn, for at det hele kommer til at hænge sammen. Det vil sige tid og overskud til nærvær, støtte og hjælp og til at indgå og tage del i børns liv. Når familierelationerne strukturelt er lidt skrøbelige og usikre bliver kravet til kvaliteten så meget desto større. Det er også her, familiepolitikken kommer ind i billedet. Vi skal sikre de bløde værdier omkring familien.
Det danske familieeksperiment
Samler vi bare nogle af trådene op, kan vi ikke nå frem til andet, end at troen på at alt er i skønneste orden på familiefronten – den holder ikke. Vi er i Danmark i gang med et stort eksperiment, som både er imponerende og udfordrende. Det handler om børn, forældre, opvækst og familieliv. De to store grundpiller er arbejdsliv og børneliv. Det første handler om forældres overbelastning og oplevede stress og jag i dagligdagen. Det andet om børn, der fra de tidlige år er i dagpasning, og mange af dem er der i mange timer dagligt – ikke mindst børn, hvor forældrene selv savner ressourcer. Så familien – den værdsættes som det bedste i verden, over arbejde og venner – men den er ind imellem presset lige til bristepunktet.
Netop det er grunden til, at det er vigtigt, at et samfund som det danske også har en familiepolitik. Og det har Danmark selvfølgelig også. Tænk på vores daginstitutioner og at vi har været i stand til at komme pladsproblemet til livs. Vi har løst det kvantitative problem, nu handler det om det kvalitative: indholdet i dagtilbuddet. Vi har også barselsorlov og andre støtteordninger for børn og forældre. Men det helt store og afgørende spørgsmål er knyttet til opblødning af arbejdspresset på børneforældre. Det er det spørgsmål, der omtales som sammenhængen mellem arbejde og familieliv, den sammenhæng, der ikke fungerer godt nok. Spørgsmålet har været på dagsordenen siden 1980erne, hvor Poul Schlüters børneudspil hed: ”Det skal være godt at være barn i Danmark”, og hvor Børnekommissionen sluttede sit arbejde med en masse gode anbefalinger. Her kom realiteten for familiepolitikken for alvor for en dag og er på dagsordenen endnu, uden at vi er kommet en løsning ret meget nærmere. Det er, som om vi her ikke kan få taget ordentlig hul på problemet. Arbejds- og familielivskommissionen kom i 2007 med mere end 30 forslag – de åbnede ingen døre for løsninger. Måske fordi vi er fanget i en catch 22 mellem en nødvendig lovgivning – og en frihed for arbejdsmarkedets parter til selv at finde ud af det. Den i øvrigt gode danske model fører til en handlingslammelse på familiepolitikken – og det ved de egentlig også godt begge parter, men løsningen er blokeret. Derfor kan vi ikke nærme os en virkelighed, som de har i Sverige – med pasning under sygdom og omsorgsdage. Vi hænger fast i den lovpriste danske model.
Virkeligheden ser forskellig ud
Men vil nogle spørge: har den danske familie det ikke godt nok? Kan de ikke bare selv klare det, stå af fra presset, tjekke ind som hjemmegående mor i en periode og så vende tilbage til arbejdsmarkedet? Der er besindige røster, der siger, at børneforældrene simpelthen er privilegerede, tænk bare det lange sigt, tag de historiske briller på, så ser virkeligheden anderledes ud (de Coninck-Smith, Politiken 7. febr.). Men historikeren lytter ikke til børne-familierne, siger direktøren i tænketanken Familiepolitisk Netværk (Lumholt, Politiken 14. febr.).
Begge har relevante pointer – så hvad skal man mene? Om den danske familie har det godt kan man få et indtryk af ved at se på fødslerne i Danmark. Altså fertiliteten. Vi ligger lavt og halter langt efter lande som Sverige og Frankrig med omkring 1,7 barn pr. familie – der skal som bekendt mindst 2 børn til for at vi opretholder vores befolkning. Fertiliteten er altid et signal om tiltro og sikkerhed – og den er altså ikke optimal i Danmark. Et andet signal om familiens tilstand handler om børn og unges trivsel. Her kan vi hente mange informationer om børn og unge, der på et eller flere områder ikke har det godt nok – andelen af børn med symptomer på dårlig trivsel ligger på 10-15 pct. Det er ikke alt sammen med baggrund i en presset familie, men her ligger i hvert fald en del af problemet. Familien skal have det godt, for at et barn kan trives.
Men hvad gør vi? Det er her familiepolitikken kommer ind i billedet. Uanset enhver forældre har et personligt ansvar for at tilrettelægge deres liv så godt som muligt, er det samfundets opgave at skabe vilkårene for at disse valg kan blive truffet så kvalificeret som muligt. Og det gælder jo i sagens natur især i et velfærdssamfund. En familiepolitik, der også har børn med i sit fokus, skal i store træk gå på to ben. Det ene handler om daginstitutionen og dens kvalitet. Det andet ben omfatter forældrenes muligheder for at kombinere et godt arbejdsliv med et lige så godt familieliv.
Børnepolitik
Lad os starte med daginstitutionen. Dens kvalitet er forudsætningen for vores høje beskæftigelse, alt andet vil være en gambling med børns helbred. Derfor er kvalitet i daginstitutionen et must for vores familiepolitik. Hvad handler det om? Svaret er samspillet mellem barn og voksen. Det er her barnets tryghed opbygges, det er her stimuleringen og udviklingen sættes i gode rammer – derfor handler kvalitet i første række om normering. Vi bliver nødt til at have minimumsnormeringer, der er ingen vej uden om at stille præcise krav på det område. Det stod faktisk også i regeringsgrundlaget fra 2011 – men der er meget stille om det nu. En god normering giver mulighed for at have børn i små grupper og at yde en særlig støtte til børn med særlige behov. Ingen kan være i tvivl om vejen frem på det område, der er rigelig med dokumentation. Men hvad skal så normeringen være? Et godt udgangspunkt for os er baseret på psykologi-professor Dion Sommers bud, så der i vuggestuen er 3 børn pr. voksen og i børnehaven 4 – 6 børn pr. voksen. Mange kommuner lever op til det i dag – problemet er de mange, der ikke gør det. Derfor handler det virkelig om børns trivsel og velfærd. Og 10 pct. af børnene i institution er der mere end 8 timer daglig.
Familiepolitik
Hvad så med den del af familiepolitikken, der handler om forældrene og arbejdslivet? Der stod ikke meget i regeringsgrundlaget fra 2011, men kan den gøres op i enkle og letforståelige krav? Næppe, det er den nok for kompliceret til, men lad os forsøge at skitsere nogle principper for en familiepolitik, der forsøger at komme de ubalancer til livs, som er på det område.
Første princip er en ret til omsorgsdage for at kunne give en nødvendig omsorg for et barn eller en nær slægtning, når der er behov for det. Det indebærer, at der må ske en lovsikring af et vist antal omsorgsdage, som en børnefamilie kan have om året. Vi foreslår, at forældrene i en familie med børn kan have op til 20 dage om året til at passe børn ved sygdom eller andre påtrængende børneproblemer. Her ligger der en social tryghed for familier under kriser som fødsler, sygdom eller skilsmisser. Det skal sikre en økonomisk kompensation, når forældre er fraværende fra arbejdsmarkedet og som samtidigt muliggør en smertefri tilbagevenden til jobbet. Det er endvidere dokumenteret, at en forudsætning for, at familier i højere grad får det antal børn de – og samfundet – ønsker, er at familie-, social- og arbejdsmarkedspolitikken er indrettet sådan, at de økonomiske, sociale og beskæftigelsesmæssige risici ved at få børn minimeres.
Andet princip er en omfordeling af betalt og ubetalt arbejde. Det betyder at skabe en større ligevægt i familien og en mere ligelig fordeling mellem forældrene. Her kunne man reservere dele af orloven til fædrene, sådan som det er gjort i de andre nordiske lande. Det vil bidrage til en større ligevægt mellem mænd og kvinder, både i familien og på arbejdsmarkedet. Det vil også øge incitamenterne til at skabe mere familievenlige arbejdstider, alt sammen noget, der vil bidrage til at øge ligestillingen. Og lægge et pres på virksomhederne til at de udformer deres egen familiepolitik.
Der er klar dokumentation for, at en deling af forældreorloven mellem manden og kvinden er et af de mest effektive ligestillingsredskaber. Det vil sikre fædre en ret til orlov overfor arbejdsgivere, gøre at omsorgsopgaverne bliver mere ligeligt fordelt og skabe større trivsel i børnefamilierne. Sidst men ikke mindst har det vist sig, at familier, hvor omsorgsopgaverne bliver ligeligt fordelt, også er mere tilbøjelig til at få andet og tredje barn.
Det tredje og sidste princip handler om en bedre tilpasning af arbejdstiden over et livsforløb. Her er det centralt at sikre, at personer i den arbejdsdygtige alder i højere grad kan skifte mellem deltids- og fuldtidsarbejde. Det vil give mulighed for i perioder med store omsorgsforpligtigelser at gå ned i tid og på senere tidspunkter at gå op i tid, når disse forpligtigelser er blevet mindre. Den rigtige model vil være en arbejdstidsbank, hvor den enkelte i perioder kan ”spare” tid op ved at arbejde meget, som vedkommende så kan trække på i andre perioder. Der er mennesker, der mener, en sådan model er for vanskelig at administrere. Blandt andet fordi det vil involvere både det offentlige og den enkelte virksomhed. Til dem vil vi sige, at i sammenligning med alle de andre opgaver og udfordringer for en moderne højteknologisk baseret administration vil en sådan arbejdstidsbank selvfølgelig kunne finde en relevant konstruktion – eventuelt i samarbejde med en af de store fonde, som passende kunne se en opgave som almennyttig fond på det område.
Afslutning
Vi mener ikke, kernen i en familiepolitik handler om at betale forældre for at passe deres egne børn. Eller udfinde andre individualiserede løsninger. Det er alt for kortsigtet og uden perspektiv. Vi mener, at familiepolitikken i den grad er en samfundsopgave, som vi skal løfte i fællesskab. Det handler virkelig om velfærd i ordets aller fineste betydning. Derfor skal vi skabe et samfund, hvor sikkerhedsnettene fungerer, det er dem, der bærer det forebyggende arbejde, her kan vi komme den negative sociale arv til livs. Børne- og familiepolitikken og dens udbygning er det grundlag, der kan fastholde den nordiske model af et velfærdssamfund, hvor vi løfter i flok og skaber et værdigt samfund for alle.
