Sundhedsplejersken som fagperson havde i 70’erne, 80’erne og 90’erne en særlig position i det sundhedsfaglige landskab, idet hun blev mødt med en meget høj grad af tillid blandt forældre til både nyfødte spædbørn og småbørn. Langt de fleste forældre kendte deres sundhedsplejerske, og hun kendte dem. Dette er fortsat et forhold, som stort set er intakt. I 2017 har forældre langt færre kontakter med sundhedsplejersken, og flere af dem kender hende ikke og kan være i tvivl om, hvad de kan bruge hende til og hvordan de kommer i kontakt med hende.
I forhold til skolebørn og arbejdet med denne gruppe var skolesundhedsplejersken i næsten alle kommuner sammen med lægen om dette arbejde. Nogle af de mest erfarne læger havde ry af at være dem, der mærkede efter ”sten i pungen” hos drengene – dette var der mange tvivlsomme minder forbundet med. Skolesundhedsplejersken kunne være den fagperson på en skole, som aflusede børnene, som oftest i fuld offentlighed, og det var også en oplevelse, som mange skolebørn havde dårlige minder omkring, da det var flovt og forbundet med fattigdom og mangel på personlig hygiejne.
Sundhedsplejersken arbejdede i 70’erne og 80’erne med kontor i hjemmet. Det blev de fleste steder ændret, så hun havde kontor sammen med mange andre, men stadig brugte sit private telefonnummer helt op til midten af 90’erne. Forældre kunne ind imellem telefonere til privaten både om aftenen og i weekenden. I nutiden har mange sundhedsplejersker en kommunal arbejdstelefon, som også fungerer som deres private telefon. Det kræver meget disciplin kun at bruge den til arbejde i arbejdstiden og omvendt i fritiden.
Bestyrelsesarbejdet foregik på lignende præmisser, idet bestyrelsesmedlemmerne måtte bruge fritid og deres egen private telefon til det faglige arbejde. Bestyrelsesmøderne var i starten kun delvist dækkede af et tilskud fra Dansk Sygeplejeråd (DSR), og det første landskursus blev afholdt i en weekend.
Trods dette tætte forhold til forældre har sundhedsplejersker gennem alle 40 år drøftet, hvordan de blev mere synlige. Deltagere på landskurserne har fra det første af disse i 1977 ønsket, at bestyrelsen for sammenslutningen skulle arbejde for synlighed. Det har været synlighed i forhold til beslutningstagere, (Regeringen og Folketinget), som var målet for en indsats. Netop i denne uge (starten af marts 2017) har formanden for DSR, Grete Christensen, skrevet et læserbrev adresseret til Folketing og Regering om sundhedsplejersker og sygeplejerskers arbejdsforhold. Det har ikke resulteret i meget debat i medierne, men opfylder vel ønsket om, at fagforeningen skal henvende sig til medierne og beslutningstagerne.
Samarbejdet med DSR
At udvikle foreningen betød meget kommunikation med DSR, som kun ville betale for tre bestyrelsesmøder om året, og i øvrigt var lidt svære ’at danse med.’ Der var endnu ikke indført kontingentbetaling, så derfor var økonomien ret trang. I 1978 havde sammenslutningen ca. 4.000 kr. på kontoen, og til formandens telefonregning blev ekstraordinært bevilliget 600 kr., da hun havde mange samtaler på foreningens vegne med både DSR, Sundhedsstyrelsen, Sygeplejerske Højskolen (uddannelsessted for sundhedsplejersker), Børnekommissionen og andre.
Forholdet til DSR bar præg af ønsker om mere selvstændighed. Der var mange forhold, som DSR skulle ind over, f.eks. valgprocedurer, emnet til de kommende landskurser, bevilling af et ekstra bestyrelsesmøde. Der var etableret et møde mellem de daværende sammenslutninger på tværs af specialer (hjemmesygeplejersker, undervisende sygeplejersker og andre). Trods mange drøftelser om en selvstændig forening, forblev sammenslutningen under DSR.
Skabelse af landskurser
Første landskursus blev som lovet ved oprettelse af ”Landsomfattende faglig sammenslutningen for sundhedsplejersker” afholdt i efteråret 1977, d. 5.-7. oktober 1977 i Vingstedcentret for 200 deltagende medlemmer. Allerede tre uger før fristen for tilmelding, var kurset fuldt optaget. Kurset blev afholdt hen over en weekend, og efterfølgende gjorde deltagerne opmærksom på, at de fremover ønskede kurser arrangeret på hverdage. I øvrigt stor tilfredshed med det faglige indhold, også selvom der var gruppearbejde gennem hele kurset og kun en friaften uden fagligt indhold.
Bestyrelsen havde gennem personlige kontakter engageret alle oplægsholdere og sammensat et program. Emnet var ”Ernæring” og der var bl.a. fokus på spædbørnsernæring. DSR arrangerede de praktiske forhold som deltagerlister, navneskilte og referat fra Landskurset.
Ved Landskurset blev en resolution skrevet og sendt til medierne, DSR, Børnekommissionen og Folketinget. Efterfølgende måtte bestyrelsen konstatere, at mindst et brev forsvandt i posten, og at der kun var sparsomme reaktioner – Vejle Folkeblad bragte en artikel om landskurset og Jyllands-Posten bragte en artikel om spædbørnsernæring mere end ½ år senere.
Skabelse af et fagblad – et fagligt tidsskrift
I starten af sammenslutningens tilværelse blev kommunikationen med medlemmer formidlet gennem spalteplads i ”Sygeplejersken.” Alle indlæg blev sendt med posten i brevform. DSR meddelte, at alle indlæg skulle være renskrevet og klargjort til duplikation. Datidens kommunikation var på andre præmisser. Et fagblad blev sat af en trykker og trykt på trykkeri. Anden kommunikation til mange personer kunne mangfoldiggøres via en spritstensil eller en duplikator.
På bestyrelsesmøder hele det første år diskuterede bestyrelsen, om der var behov for et fagblad, og først i 1979 blev det første nummer af Sundhedsplejersken trykt netop på en spritstensil i A4 format. Kort tid efter blev der indgået en aftale om et lille blad i A5 størrelse, som blev trykt i sort/hvid.
Et emne, som blev formidlet i nogen af de første eksemplarer af fagbladet, var Vuggedød. I Sundhedsstyrelsen og blandt fagfolk var mange optaget af og bekymrede for vuggedød (af antallet af spædbørn, der døde af uforklarlige årsager). Det var fortsat relativt højt antal, og det havde ikke ændret sig nedadgående gennem mange år.
I 1980’erne var det blevet moderne at lægge babyer på maven, når de skulle sove. Det blev dog senere konstateret i flere forskningsprojekter, at dette var en dårlig idé, idet man tilskrev et antal dødsfald med diagnosen Vuggedød bl.a. forkert ligge-stilling. Der var ca. 120 – 140 dødsfald af denne type årligt op gennem 1980’erne, og der var tre dødsårsager, som forskere verden over fandt som årsager til disse: Sove-stilling, tobaksrøg i soverummet og overophedning.
Først var det sundhedsplejerskerne, der gennem en årrække var den faggruppe, som fortalte forældrene om at lægge barnet på maven (gode råd i forhold til ligge-stilling ved søvn), når barnet skulle sove. Senere fik den samme faggruppe til opgave at ændre rådgivningen til forældrene – i flere omgange, da det i den første tid fra 1991 og nogle år frem hed sig, at barnet kunne ligge på siden eller ryggen.
Mens sundhedsplejefaget oplever en krise efterfulgt af en succeshistorie, tager foreningen form som formidler af viden til medlemmerne.
Viden formidles med en skrivemaskine og duplikeres på sprit stencils, sendes via rød post til medlemmerne. Bestyrelsen skriver referater på skrivemaskine eller i hånden, ringer i fastnet telefon fra privat telefon i hjemmet, og rejser landet rundt og holder møder med hinanden og andre interessenter uden kompensation for udgifterne – men af faglig interesse og fordi de kæmpede for en sag.
(fortsættelse følger i næste nummer)
