Den vigtige hjælp til nybagte forældre i samlivsbrud

Denne artikel beskriver det følelsesmæssige tolerancevindue, og hvordan dette begreb kan hjælpe os professionelle med at forstå og hjælpe nybagte forældre i samlivsbrud. Det er vigtigt at hjælpe dem til at få kontrol over de stærke følelser, der udløses i et samlivsbrud, så de kan modtage den hjælp og de budskaber, vi gerne vil give til dem. Vi ved, at spædbørn er særligt sårbare, hvis forældrene er fanget i deres følelsers vold, og der er behov for, at nybagte forældre i samlivsbrud hurtigt får hjælp til at skabe et tilstrækkeligt godt samarbejde til gavn for barnets videre følelsesmæssige udvikling.

Det at blive forældre er for alle en stor livsomvæltning, hvor meget ændrer sig på kort tid, og hvor en ny dagsorden er sat. Det er afgørende, at barnet får en god start på livet og bliver mødt med den fornødne omsorg, ro og forudsigelighed. Denne proces med at blive forælder er for nogle uproblematisk. For andre er det en stor følelsesmæssig og personlig udfordring. Barnet kan være svært at trøste og have særlige behov. Man kan som forældre blive pressede på søvn og mangel på overskud. Hvis man samtidig med at være nybagte forældre ligger i skilsmisse, er presset endnu større, og der vil ofte være et behov for ekstra hjælp og støtte fra netværk og professionelle omkring familien.

Sundhedsplejerske Trine er på besøg hos Michael og Lise. De er forældre til Liva på knap et år. De er frustrerede og er belastet af at have skænderier, der ofte kører i ring. De oplever en større afstand til hinanden og er afmægtige. Det har stået på i for lang tid. De har forsøgt parterapi og har oplevet en kort bedring, men har nu afbrudt forløbet. Lise har besluttet sig for at flytte fra Michael. Michael er ulykkelig og rasende på samme tid. Lise er både lettet, resigneret og har skyldfølelse.

Trine oplever, at samtalen med dem er vanskelig. Både Michael og Lise er frustrerede og vrede. Trine forsøger sig med nogle gode råd, men Michael og Lise hører ikke, hvad hun siger. Da Trine går, kan hun mærke, at hun selv føler sig overvældet, frustreret og drænet for energi.

Vi kan som professionelle ofte blive mødt med et ønske fra forældrene om at få gode råd til at løse en helt konkret problemstilling, de står med. Det er fint, og mange små problemer kan løses på den måde. Men der er andre situationer, som kan være mere følelsesmæssigt krævende, og hvor man som professionel også kan have et ønske om at hjælpe, men hvor man ikke bliver hørt, eller hvor man ganske enkelt er løbet tør for gode råd. Måske kan disse situationer ikke løses med gode råd. Disse situationer kan gribes an på en anden måde.

Stærke følelser udfordrer vores evne til at tænke

Når vi bliver fanget i vores følelsers vold, udfordres vores evne til at tænke. Den første fase i en skilsmisse er altid særlig følelsesmæssigt udfordrende. Michael og Lise er dobbeltramt. De er næsten lige blevet forældre og skal nu skilles. Når vi er overvældede følelsesmæssigt, kommer vi til at sætte lighedstegn ved det, vi føler, og den måde virkeligheden er på. I sådanne situationer vil vi ofte have en tendens til at generalisere. En person er enten god eller dårlig. Der findes ingen nuancer. Samtalen bliver vanskelig. Vi har pludselig to problemer. Store udfordringer, vi skal have fundet løsninger på og en samtale, der er brudt sammen.

Kend dit følelsesmæssige tolerancevindue

Det følelsesmæssige tolerancevindue er en betegnelse for vores evne til at være i kontakt med de følelser, vi mærker og kan samtidig reagere over for andre på måder, hvor vi har det godt med os selv. Hvis noget tricker os f.eks. en forestående skilsmisse, og vi ikke kan rumme de følelser, der kommer op i os, kan man tale om, at vi ryger ud ad tolerancevinduet.

Dag Nordanger og Hanne Braarud (2014) redegør i deres artikel for det følelsesmæssige tolerancevindue, som er særlig relevant i denne sammenhæng. Det giver os en mulighed for at forstå disse, hvorfor samtaler bryder sammen, og hvordan vi både som privatpersoner og professionelle kan forstå fastlåste situationer på en ny måde.

Når vi er inden for vores følelsesmæssige tolerancevindues rammer, er vi rolige og kan adskille, det vi tænker, og det vi føler. Vi kan lytte til vores medforælders budskab og vurdere, om vi er enige eller uenige. Vi kan være i en konstruktiv samtale.

Når vi oplever et stort følelsesmæssigt pres over længere tid, ryger vi op over vinduet. Det vil sige, at vores nervesystem er aktiveret, og vi kan mærke ubehag, måske irritation i vores krop. Vi kan pludselig ikke skelne, hvad vi tænker, og hvad vi føler. Det er følelserne, der styrer os. Det er vanskeligt at høre, hvad den anden siger. Vi lytter ikke. Vi forbereder os på et gensvar. Måske lukker vi helt af og går væk, fordi ubehaget i kroppen bliver for stort, vi opgiver samtalen og forlader rummet.

En skilsmisse, særligt hvis du som Michael ikke selv har valgt den, er en særlig stor belastning, alene af den grund. Den har afgørende betydning for vores fremtidige forhold til vores partner, børn, netværk, bolig og økonomi. Det er derfor fuldstændig naturligt, at både Michael og også Lise reagerer følelsesmæssigt. Deres nervesystem er i alarmberedskab, fordi fundamentet i deres liv er under forandring. De har for en stund mistet fodfæstet.

Det, der er centralt som professionel i mødet med forældre, der er i en sårbar følelsesmæssig situation, er at hjælpe dem tilbage ind i deres tolerancevindue, så en konstruktiv samtale kan startes, og de kan støttes i at tage de rigtige beslutninger til gavn for dem selv, deres barn og den anden forælder. Hvis de ikke selv af egen kraft, fra et støttende netværk eller professionelle hjælpes ned i deres tolerancevindue, risikerer de at falde neden under deres følelsesmæssige tolerancevindue i et følelsesmæssigt kollaps, hvor de risikerer udmattelse og ofte at blive overvældet af depressive tanker og følelser. Her bliver vi ekstra bekymrede, og en mere massiv hjælp og støtte skal sættes i gang.

Det følelsesmæssige tolerancevindue er forskelligt fra person til person. Det er dybt forankret i vores genetik og det omsorgsmiljø, vi voksede op i, da vi var børn. Det er påvirket af, hvordan vi er blevet følelsesmæssigt forstået og spejlet af vores omsorgspersoner, når vi har været i følelsesmæssig affekt. De overlevelsesstrategier, vi udvikler som børn, vil blive aktiveret under stort følelsesmæssigt pres. Ofte vil vi have en tendens til enten at kæmpe eller flygte. Hvis vi kæmper, prøver vi at beskytte os selv ved måske at kritisere den anden. Måske dækker det over, at vi længes efter kontakt. Måske beskytter vreden mod at mærke, at vi føler os alene.

Eller måske trækker vi os, hvis vi oplever, at vi bliver for meget følelsesmæssigt presset. Vi beskytter os mod at føle os forkerte eller utilstrækkelige. Når vi er i vores følelseshjerne og ikke kan tænke, kommer vi ofte ind i negative mønstre med hinanden, hvor den ene forælders måde at beskytte sig selv på, forstærker den andens måde at beskytte sig selv på. Den ene angriber og kritiserer den anden med et bagvedliggende ønske om kontakt. Den anden trækker sig fra kritikken for at beskytte sig selv mod at mærke ubehagelige følelser. Et selvforstærkende mønster er skabt, det dræner os for energi, skaber afstand og frustration. Et mønster, der risikerer at fortsætte i samarbejdet omkring børnene, hvis vi ikke er opmærksomme.

Det er særligt vigtigt at kende toppen af sit eget nervesystem

Som forælder er det særligt vigtigt at lære toppen af sit eget følelsesmæssige tolerancevindue at kende. Hvornår er jeg så følelsesmæssigt aktiveret, at jeg ikke længere kan lytte til min medforælders budskaber? Hvordan mærkes det i kroppen? Får jeg en impuls til at trække mig følelsesmæssigt og mentalt? Kan jeg mærke, at jeg får lyst til at gøre opmærksom på alt det, som den anden gør forkert? Der kan i sådanne situationer være behov for, at man øver sin evne til at iagttage sig selv, så man kan berolige sig selv, inden man er nået op over sit eget følelsesmæssige tolerancevindue.

Den vigtige følelsesmæssige spejling

Som professionelle kommer vi ofte til at gå efter at finde hurtige løsninger, men hvis vi springer den følelsesmæssige spejling over, bliver vores budskab sjældent hørt, og forælderen oplever sig ikke hjulpet.

Når vi spejler et barn følelsesmæssigt, giver vi barnet en følelse af at opleve sig set og hørt. Dets nervesystem falder til ro. Det føler sig mere tryg. Det samme gør sig gældende, når vi som voksne er følelsesmæssigt i uro. Følelsesmæssig spejling handler derfor om, at vi som professionelle validerer de følelsesmæssige oplevelser, som forælderen i krise oplever. Forælderen oplever sig lige som det lille barn set og hørt. Nervesystemet falder til ro. Forælderen kommer inden for sit eget følelsesmæssige tolerancevindue og er modtagelig for at tale om løsninger.

Det kan være både krævende og vanskeligt at hjælpe forældre, der er i affekt, med at komme ind i deres følelsesmæssige tolerancevindue. Indimellem skal man prøve sig frem. Det er vigtigt, at forældrene oplever, at man som professionel ikke dømmer dem. Ofte kan det være godt at give udtryk for, at deres følelser er forståelige og naturlige. Når du viser empati og forståelse for deres situation og spejler deres følelsesmæssige tilstand, vil det ofte have en beroligende effekt på nervesystemet. Hvis vi f.eks. oplever, at Michael er vred og ked af det, kan vi evt. sige følgende:

”Jeg kan se, at du er vred og ked af det. Det giver god mening. Det er en meget vanskelig situation, du/ I er i. Jeg har talt med mange, som har oplevet en lignende situation meget vanskelig og smertefuld. Lad os sætte os her. Skal jeg hente et glas vand til dig?”

Den vigtige egenomsorg

Når forælderen er faldet til ro og er tilbage inden for det følelsesmæssige tolerancevindue, kan vi hjælpe med at rette blikket mod handlinger, der hjælper til at udvide det følelsesmæssige tolerancevindue. Det er nemlig muligt fremadrettet at gøre sig selv mere robust i forhold til stress og følelsesmæssigt pres. Som professionel kan vi gøre opmærksom på dette og måske spørge forælderen eller selv give nogle bud på, hvad forælderen kan gøre for at skabe følelsesmæssigt overskud. Vi kan støtte dem i at lægge en plan for at drage omsorg for sig selv, så de i mindre grad risikerer at blive overvældet af deres følelser og har overskud til både forældresamarbejdet og forælderopgaven.

Forældrene er på rigtig mange måder en rollemodel for deres barn. Den måde, forælderen selv kommer gennem sin livskrise på, har afgørende betydning for, hvordan barnet selv lærer at komme gennem de livskriser, som det kommer til at støde på gennem livet. Barnet kan få en positiv erfaring med, at selvom vi som familie havde en vanskelig tid, så blev det godt igen. Netop det forhold kan for mange forældre i krise, skabe energi og drivkraft til, at de vil gøre noget godt for sig selv. Nogle kan nemlig være plaget af skyldfølelse over skilsmissen og af tanker om, hvad det betyder for barnet. Egenomsorg ses måske som noget forkert og egoistisk. Men egenomsorgen er vigtig, fordi den også viser egne børn, hvor vigtigt det er at tage ansvar for sit eget nervesystem, og at man som forælder derfor har mere overskud til forælderopgaven.

Husk fokus på dit eget nervesystem som professionel

Som professionel, der møder forældre og børn i sårbare situationer, er viden om det følelsesmæssige tolerancevindue vigtig. Både i forhold til at forstå og støtte de forældre, du møder professionelt, men også i forhold til dig selv.

Ofte vil det være følelsesmæssigt belastende at være i kontakt med mennesker, der enten er ’over’ eller ’under’ deres følelsesmæssige tolerancevindue. Det er derfor som professionel også godt at kende sit eget følelsesmæssige tolerancevindue. Derfor er det vigtigt, at du har fokus både på forældrenes og dit eget nervesystem. Er du selv i ro, er det lettere at få forældrenes nervesystem i ro, selv at bevare overblikket og få sine vigtige budskaber frem. Du kan evt. stille dig selv følgende spørgsmål: Hvordan beroliger du dig selv inden en vanskelig samtale? Hvordan beroliger du dit eget nervesystem bagefter? Hvem kan du hente støtte fra, hvis du er blevet belastet af samtalen? Hvordan støtter I hinanden følelsesmæssigt på arbejdet?

Flere og flere arbejdspladser har derfor også fokus på at forebygge empatitræthed ved at sætte fokus på egenomsorg. Kurser i Self Compassion bliver mere efterspurgt.

Det vigtige samarbejde til gavn for børnene

Barnets første 1.000 dage er en særlig sårbar periode, hvor ro, regelmæssighed og stabilitet er utrolig vigtig for barnets videre socioemotionelle udvikling.

Fra forskning ved vi, at samarbejdsklimaet mellem forældrene er afgørende for børns følelsesmæssige udvikling (Amato; 2012). Det er vigtigt hurtigt at hjælpe forældre ind på samarbejdssporet og støtte dem i at lære deres eget følelsesmæssige tolerancevindue at kende, så de kan skabe et trygt og roligt omsorgsmiljø for deres børn.

Min bog ’BLIV SKILT – uden at gå i stykker,’ der er anmeldt andetsteds i dette tidsskrift, giver andre bud på, hvordan man som professionel kan støtte nybagte forældre i et samlivsbrud til at skabe et godt samarbejde til gavn for deres børns følelsesmæssige udvikling.