Den selvskadende generation, der bærer hele verden på sine skuldre

Hvordan skal man forstå selvskade? Hvor mange og hvem er det, der selvskader? Hvorfor gør de det, og hvad kan man gøre ved det? På GirlTalk.dk taler vi dagligt med unge piger, der skader sig selv på forskellig vis. I denne artikel vil vi tage dig igennem selvskadens natur og omfang, som den kommer til udtryk i Danmark i disse år, de samfundsmæssige betingelser der er med til at fostre adfærden blandt de unge samt de fysiologiske og psykologiske forklaringsmodeller, der ligger til grund for den selvskadende adfærd. Og endelig hvordan man som fagperson og pårørende bedst kan hjælpe den unge.

Selvskadens natur og omfang

Mange af de unge piger og drenge, der selvskader, fører en hemmelig tilværelse skjult af lange ærmer og lange bukser. I lommer på penalhuset, bag batteriet på mobiltelefonen og andre kreative skjulesteder gemmer de skarpe genstande. Det kan være et barberblad, glasskår eller knækkede plastikkort. Det er deres bedste ven, deres tryghed, deres måde at overleve hverdagen på.

På GirlTalk.dk ser vi, at mange unge i den nye generation føler sig meget ensomme, har lavt selvværd eller bliver mobbet. Det kan være svært som pårørende eller fagperson at rumme den smerte, det forvolder, når de unge ikke har det godt, og man står magtesløs over for problemerne. Udfordringen opstår for alvor den dag, man opdager ridsemærker på armen af den unge pige eller dreng. Man mærker frygten, vreden og sorgen. Hvorfor ødelægger disse unge sig selv? Hvordan skal man håndtere det? Hvordan skal man forstå? Er cutting mislykkede forsøg på selvmord, forsøg på at få opmærksomhed, eller hvad ligger der bag? Direkte selvskade defineres som: En bevidst direkte og selvforskyldt ødelæggelse af kropsvæv, der resulterer i umiddelbare vævsskader udført med et formål, der ikke er socialt accepteret og uden suicidale hensigter”(1).

Selvskade er altså ikke et mislykket selvmordsforsøg, men en bevidst skadende handling mod ens eget kropsvæv, og de unge beskriver, at denne handling ofte sker på baggrund af en indre spændingstilstand, hvor den selvskadende handling frigiver en følelse af lettelse og ro i forhold til de pinagtige følelser, man før var fyldt op af. Selvskaden kan udtrykkes på mange forskellige måder. Mange bruger at skære sig i håndleddene, men nogle gør det i stedet på maven eller lårene. Nogle skræller huden af under fødderne, brænder sig eller hiver tånegle ud. Mange drenge skader sig selv ved at slå sig selv – fx hovedet ind i en væg. Og ud fra dette kan man forstå selvskade som en copingstrategi, der har en vigtig funktion for den unge, som vælger at selvskade.

Der kan være uendelig mange sociale, psykologiske og miljømæssige årsager til, at den unge er begyndt at benytte selvskade som en copingstrategi. Det vigtige er at lytte til den unge og forstå, hvorfor det er blevet så svært for netop ham eller hende, at selvskaden har præsenteret sig som en løsning for netop denne unge.

En undersøgelse foretaget af Center for Selvmordsforskning(2) har vist, at 17 % af unge i alderen14-16 år har skåret i sig selv mindst én gang. En anden undersøgelse af gymnasieelever i Københavnsområdet har fundet, at 22 % af pigerne, og 19 % af drengene har udført selvskade(3). Tal fra denne undersøgelse indikerer, at det både er drenge og piger, som selvskader, men at drengene oftere tyer til selvskade i form af at slå sig selv, mens piger vælger at skære i sig selv.

En af forklaringerne på, at selvskadende adfærd er blevet så udbredt blandt unge i dag, er de samfundsmæssige betingelser, de er vokset op under.

Samfundsmæssige betingelser

Den generation, som vokser op nu, vokser på mange måder op i en helt anden verden end tidligere generationer. Den amerikanske professor i psykologi Jean Twenge kalder generationen for iGenerationen, fordi denne generation er vokset op med en smartphone i hånden og ikke kender til en verden uden internettet. Internettets gennembrud har, ifølge hende, skabt en revolution i forhold til, hvordan iGenerationen tænker, føler og handler sammenlignet med tidligere generationer. For at forstå, hvorfor unge tænker, føler og handler, som de gør, er vi derfor nødt til at forstå, de betingelser og vilkår de vokser op under(4).

Nogle kalder den nye generation for dydsmønster generationen, fordi de unge ryger mindre, drikker mindre, begår færre kriminelle handlinger og har sex senere end tidligere generationer. De unge bruger langt mere tid på deres eget værelse og deres venskaber er rykket online(5). Særligt i Danmark i sammenligning med andre lande er der en udpræget tendens til, at de unge opholder sig hjemme på deres værelser i stedet for at være sammen med kammerater efter skole. Igennem den danske HBSC (Health Behaviour in School-Aged Children) styregruppe bliver Den danske skolebørnsundersøgelse fra 2014 integreret med tilsvarende undersøgelser i 40 andre lande, og heraf fremgår det, at de danske unge på 15 år er blandt de fem lavest placerede lande i forhold til, hvor hyppigt man ser sine kammerater efter skole. Det er kun 7 % af de danske 15-årige piger og 13 % af de danske 15-årige drenge, der er sammen med deres venner dagligt efter skole. Til gengæld er det 68 % af pigerne og 71 % af drengene, der dagligt ser mere end 2 timers fjernsyn(6).

Den unge generation er vokset op med et helt nyt samfundsmæssigt trusselsbillede. De hører dagligt om terrortruslen, som er en mere invaderende og abstrakt trussel for den enkelte, end fx truslen fra Øst var i 80’erne. Dengang havde man en klart defineret fjendebillede, og man kunne rykke sammen imod fjenden fra Øst. I nutidens terrorhærgede virkelighed kan du ikke engang føle dig i sikkerhed, når du går på Nørreport Station, og personen, du sidder ved siden af i toget, kunne i princippet være terrorist. Samtidig har det nye årtusinde været præget af mange krige, hungersnød og naturkatastrofer, som vi får direkte ind i vores stuer gennem tv og internet. Fokus på klimaproblematikken er intensiveret i meget høj grad i disse år, og oveni alt dette er den nye generation vokset op med bevidstheden om finanskrise og den store usikkerhed, der følger med det i forhold til job, karriere og fremtid.

På GirlTalk.dk oplever vi, at den nye generation, der vokser op, kan karakteriseres som en angstkontrolleret generation, der er fuld af nervøsitet for, om de er gode nok, og hvad andre tænker om dem. De er usikre på, om de kan klare sig i et konkurrencepræget og ekstremt usikkert samfund, der er indlejret i en global verden, som de har meget lille indflydelse på. Vi ser, at rigtig mange unge søger at leve op til et perfekt image for at sikre deres egen eksistensberettigelse og værdi, og mange af dem klarer sig imponerende godt, når man ser på dem udefra. Men der er også en bagside af medaljen, hvor vi ser, at mange undervejs psykisk reagerer kraftigt på det enorme pres, de internaliserer fra de opvækstvilkår, de har haft, og det kan for nogle føre til stress, nedtrykthed, angst og uhensigtsmæssig coping som fx selvskadende adfærd.

Hvilken effekt har selvskaden?

Når de unge vælger at selvskade, skyldes det som regel, at det ydre pres, de oplever, fører til en indre følelsesmæssig spænding, som de har svært ved at nedregulere. Deres evne til at følelsesregulere er under stærkt pres. Hvis de så vælger at skade sig selv, sker der en følelsesmæssig regulering på et fysiologisk plan, fordi kroppen reagerer med at udløse endorfiner, hvilket virker beroligende og opløftende. De fleste unge beskriver det som en følelse af lettelse. Udfordringen er dog, at denne følelse kun varer kortvarigt og hurtigt bliver afløst af følelser som skam og skyld, og samtidig har den unge stadig ikke fået et andet beredskab til at nedregulere sine følelser. Dermed kan der opstå en meget uhensigtsmæssig afhængighedscirkel både på det fysiologiske plan, da kroppen kan blive afhængig af at opleve endorfinruset, og på det psykologiske plan, fordi den unges erfaringsdannelse kun når til, at selvskaden har en umiddelbar psykologisk effekt på følelsesreguleringen. Det medfører, at den unge ikke får erfaringer med andre metoder til følelsesregulering som fx det at søge følelsesmæssig støtte og trøst hos andre, eller at undersøge, hvad årsagen er til, at man oplever den intense følelsesmæssige spænding og arbejde på at håndtere grunden til, at man har det så svært.

Man kan sammenligne det med en tændt kogeplade, hvor der står en gammeldags kedel med vand, som bliver varmet op. På et tidspunkt når vandet kogepunktet, kedlen begynder at fløjte, og dampen står ud. Man kan så fjerne kedlen, men hvis man ikke også skruer ned for kogepladen, vil vandet hurtigt komme i kog, når man sætter kedlen på igen. Man kan sige, at de unge, som skader sig selv, er ligesom en kedel på en kogeplade, som man ikke kan skrue ned for. Ved at skære i sig selv kan de løfte kedlen væk fra kogepladen og få temperaturen ned, men så snart kedlen bliver stillet tilbage på kogepladen, vil temperaturen hurtigt stige igen, fordi kogepladens temperatur ikke kan reguleres. Så snart de unge har fået nedreguleret følelserne og derefter vender tilbage til hverdagen, vil deres følelser begynde at koge igen, og de vil igen føle behov for at skade sig selv for at nedregulere følelserne. Når man skal hjælpe de unge, har de derfor først og fremmest brug for at blive mødt følelsesmæssigt, der hvor de er – og derfra hjælpe dem til at finde nye måder at følelsesregulere på.

At hjælpe en ung, der selvskader

Første skridt er at identificere de unge, der skjuler deres selvskadende adfærd. Et af de tegn, som man kan lægge mærke til, er, hvis den unge forsøger at skjule sine håndled eller andre dele af sin krop. Fx hvis vedkommende ikke vil i bad efter idræt. Der kan selvfølgelig være andre årsager til dette, men det kan være et af tegnene, man kan holde øje med. En anden måde at finde ud af det på, er simpelthen at snakke med den unge. Det kan være, at du lægger mærke til, at den unge er begyndt at trække sig fra det sociale fællesskab, eller virker trist og ked af det. Den kan være, at du lægger mærke til andre tegn på mistrivsel, eller har hørt rygter fra vennerne om, at den unge selvskader. Når det sker, vil det altid være relevant at spørge konkret ind til selvskadende tanker og handlinger og høre, hvor ofte det sker og i hvor lang tid, at vedkommende har selvskadet. At spørge ind til selvskadende adfærd har ikke en smitteeffekt i sig selv. Du kan altså ikke udløse selvskadende adfærd ved at spørge ind til det på en omsorgsfuld og respektfuld måde. Det afgørende er, om den unge har tillid til dig, for så er der større sandsynlighed for, at han eller hun vil åbne sig op overfor dig og være ærlig. Du kan ikke fremtvinge ærlighed, men du kan vinde den unges tillid, og så er det selvfølgelig afgørende, at du ikke svigter denne tillid igen. Måske er det allerførste gang, at den unge har skadet sig selv eller måske skader vedkommende sig selv hver dag, men skammer sig og forsøger at skjule det. Derfor er det vigtigt, at du stikker fingeren i jorden og fornemmer, hvordan den unge har det, så han eller hun ikke oplever at ”blive malet op i et hjørne”. Selvom selvskadende adfærd er alvorlig, så er det ikke livsfarligt, og det er vigtigt, at du i første omgang bevarer tilliden mellem dig og den unge, så du kan motivere den unge til at tage imod konkret hjælp.

Når den unge er begyndt at åbne sig op for dig og vise dig tillid, kan du tale med ham eller hende om, at når man skader sig selv, har man brug for hjælp til at finde andre måder at håndtere det på, og I kan sammen finde ud af, hvordan fx forældrene skal kontaktes. Forældrene er dem, som har ansvaret for den unge, og derfor bør de altid orienteres og inddrages. Der kan dog være enkelte situationer, hvor det ikke er tilrådeligt at kontakte dem i første omgang, men i langt de fleste tilfælde bør forældrene være med i processen. Det kan være, at forældrene allerede ved, at den unge skader sig selv, men at de ikke har vidst, hvordan de skulle tackle det. Når du kontakter forældrene, er det vigtigt, at du forklarer dem lidt om, hvad selvskadende adfærd er, så de ikke tror, at den unge er ved at tage sit eget liv. Hjælp dem til at forstå, at den unge har brug for dem og deres støtte, og at det er vigtigt, at skole og hjem samarbejder om at hjælpe bedst muligt.

Det kan være relevant at underrette socialforvaltningen eller kontakte PPR, men hvis den unge kun har selvskadet enkelte gange, skal der nogle gange kun enkelte samtaler til med en nærværende fagperson og/eller nærværende forældre til at ændre adfærden. Bare det at tale om, hvorfor man har selvskadet, kan gøre, at man kan få fat i den oprindelige årsag til, at den følelsesmæssige spænding blev så stor, at den unge valgte at selvskade. I andre tilfælde er omfanget af selvskade af en grad, hvor myndighederne bør inddrages, så den unge og forældrene får en mere omfattende hjælp til håndtering af selvskaden. Uanset har den unge brug for viden om selvskadens effekt både psykologisk og fysiologisk, og det er relevant at tale med den unge om, hvad han eller hun tænker, der kan sættes i stedet for selvskaden. Vi kan som fagpersoner og pårørende ikke blot tage selvskaden fra den unge, da den i øjeblikket kan have en vigtig funktion. I stedet bør fokus være på at hjælpe den unge til at finde andre måder at acceptere og håndtere svære følelser på, og i nogle tilfælde kan det være relevant sammen med den unge at arbejde på at ændre de vilkår, der er årsagen til, at han eller hun selvskader.