Bogen er skrevet af to psykologer, Toril S. Jensen og Trine Sonne. Begge har mange års erfaring med og viden om børns udvikling og har sammen udviklet Videnscenter for børns psykologiske udvikling med det formål at skabe, samle og formidle viden om børns udvikling i alderen 0-6 år til fagpersoner, forældre og andre interesserede. Man kan læse mere på: videnomboern.dk
Formålet med Fakta og myter om børns udvikling er, ud fra en videnskabelig, nuanceret og kritisk vinkel, at gennemgå nogle af de aktuelle fortællinger og myter, der er om børns udvikling. Fokus er på normaludviklingen og har primært fokus på de tidlige leveår og frem til skolealderen.
Målgruppen for bogen er fagpersonale og studerende inden for områderne psykologi, pædagogik, socialt arbejde, sundhedspleje m.v.
Bogen er bygget op over syv kapitler/temaer, som hver især indledes med centrale begrebers definitioner og afsluttes med en opsummeringsboks.
Fakta om bogen
- Titel: Fakta og myter om børns udvikling
- Forfattere: Toril S. Jensen og Trine Sonne
- Forlag: Akademisk Forlag
- Udgivelsesår: 2023
- Antal sider: 167
- Anmelder: Sanne Lærke Rosing, Sundhedsplejerske
Af temaer kan blandt andet nævnes tigerspring, middagslur/søvnpolitik og barnets motoriske udvikling.
Forfatternes forskerbaggrund skinner tydeligt igennem med mange relevante videnskabelige referencer. Bogen får på interessant vis bygget bro mellem forskning og praksis og er på trods af et fagligt højt niveau forholdsvis let at gå til.
Som sundhedsplejersker støder vi dagligt på de myter og forskelligrettede holdninger til børns udvikling, som bogen fokuserer på. Til tider kan disse myter udfordre vores forsøg på at rådgive og vejlede, og bogen kan her være hjælpsom i forhold til, hvor meget substans der egentlig er i de forskellige påstande.
Bogen kan bestemt anbefales at læse som guide og som inspiration. Personligt fandt jeg blandt flere kapitlet omkring middagslur og søvnpolitik interessant. Som fagpersoner kan vi fx indimellem komme i klemme mellem forældre og dagtilbud i spørgsmålet: må børnene vækkes, eller må de ikke vækkes fra deres middagslur.
Bogen giver ikke et entydigt svar på alle spørgsmål omkring børns udvikling, men den bidrager til, at vi som fagpersoner kan rådgive og vejlede ud fra et videnskabeligt, nuanceret og reflekteret grundlag.




