ADHD – hvad gør vi, når appetitten svigter?

Erfaringer og gode råd fra klinisk diætist og mor til Elias med ADHD.

Nedsat appetit er en problematik hos mange med ADHD – og er også en af de mest almindelige bivirkninger til ADHD-medicin. Vi ved, hvor vigtig ernæring er for børns vækst og udvikling, og det kan give anledning til bekymring hos forældre, når deres børn ikke spiser tilstrækkeligt. Med udgangspunkt i min egen historie som mor til en dreng med ADHD sætter jeg som klinisk diætist fokus på de ernæringsudfordringer, der kan være forbundet med ADHD, og jeg giver samtidig mine råd til, hvordan udfordringerne kan håndteres i hverdagen.

Antallet af børn med ADHD har de seneste år været stigende, og det vurderes, at 3-5 pct. Af børn og unge i Danmark har ADHD (1,2). Kernesymptomerne ved ADHD er uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet, hvilket blandt meget andet kan gøre de daglige måltider til en udfordring. I tillæg hertil er det vist, at op til 65 pct. af børn med ADHD i medicinsk behandling oplever nedsat appetit som bivirkning af medicinen (3,4). Studier viser, at halvdelen af børn med ADHD i medicinsk behandling kan være underernærede på grund af reduceret appetit og tilhørende vægtnedgang (5,6). Netop disse bivirkninger – nedsat appetit og vægtnedgang – er blandt de mest almindelige årsager til, at den medicinske behandling justeres eller afbrydes (7). Det er derfor vigtigt at hjælpe forældre til børn med ADHD med at håndtere de daglige udfordringer omkring mad og manglende appetit.

Som forældre ønsker vi det bedste for vores børn, og det kan være en stor bekymring, når de ikke vil spise tilstrækkeligt. Men forældre til børn med ADHD slås ofte med flere udfordringer end maden. Kernesymptomerne ved ADHD kan give udfordringer i relationer og sociale sammenhænge. Samtidig gælder det for 70-80 pct. af børn og unge med ADHD, at diagnosen ledsages af andre forstyrrelser som søvnforstyrrelser, adfærdsforstyrrelser, angst, depression, indlæringsproblemer og motoriske vanskeligheder (8). Der er således mange udfordringer at tage hånd om som forælder. Endvidere har forældre og søskende til børn med ADHD 2-8 gange større risiko for selv at have ADHD (9).

At optimere madindtaget hos et barn med ADHD er en familieindsats, og det er vigtigt at have for øje, hvilke andre udfordringer familien står over for, når vi skal prioritere de rigtige redskaber på de rigtige tidspunkter. Forældrene bør udstyres med konkrete, simple redskaber til bedre at kunne håndtere deres barns udfordringer med maden.

I marts 2020 fik min søn Elias diagnosen ADHD som 14-årig. Baseret på egne erfaringer som mor samt fra min baggrund som klinisk diætist vil jeg i det følgende dele min historie og give mine råd til, hvordan man kan sikre næringsindtaget, når appetitten er lille. Jeg håber, at dette kan give et indblik i nogle af de udfordringer, man kan stå med som forældre til et barn med ADHD samt være en inspiration til, hvordan vi som diætister kan støtte og rådgive forældre til børn med ADHD.

Elias’ historie

Elias har haft udfordringer, siden han blev født i 2005. Han var meget svær at trøste og skabe rutiner omkring – både når det gjaldt mad og søvn. Elias var ekstremt selektiv og sensitiv, når det gjaldt nye konsistenser, smage eller lugte. Derfor har vi fra Elias’ første mundfulde mad skullet være ualmindeligt kreative for at finde måder at variere hans kost tilstrækkeligt.

I medierne hører man ofte anbefalinger om at gemme mange grøntsager eller kogt kød og fisk i mos, men Elias havde en sjælden evne til at finsortere selv de mindste klumper fra en mos, og desuden reagerede han kraftigt på, at smage var forskellige. Han ville eksempelvis gerne spise kartoffelmos eller gulerodsmos, men når de blev blandet og smagene mere diffuse eller komplekse, stod han helt af. Han skulle kunne se, hvad han spiste, og helst skulle tingene smage ens hver gang. Temperatur kunne også slå ham helt ud, hvis ting var for varme eller kolde. Hans sanser blev nemt overstimulerede. Så snart Elias fik sprog og sin heldigvis meget levende fantasi, kunne han dog leges til at spise forskellige fødevarer. Champignoner blev til dødningehoveder i piratuniverset, og grønne fødevarer kunne være plukket i sumpene hos trolden Shrek. Mange dage endte vi bare stadig med rugbrød med makrel og mayonnaise, risengrød eller andre helt simple retter med få, genkendelige ingredienser.

Vægtmæssigt udviklede Elias sig fra at have været to kurver over normalvægt som baby, så længe han blev ammet til pludselig at svinge under kurven og være en meget slank dreng. Han blev svær at fastholde i måltider, fordi spisningen trættede ham, og han gemte eksempelvis mad i institutionen i sin gummistøvle eller på legepladsen for at slippe for at spise. Det blev ikke nemmere i skolen med madpakker. Vi prøvede næsten alt, men det var meget sparsomt, hvad han kunne spise i skoletiden. Det var derfor ikke gulerødder eller æbler, der kom i madpakken – men energitæt mad såsom klapsammenmadder med jordnøddesmør eller leverpostej. Her kommer man som forældre nemt i konflikt med sukkerpolitik på skoler og institutioner, for det havde været gavnligt med eksempelvis en brik kakaomælk eller et par kiks, men som diætist-mor blev det samtidig italesat og forventet, at jeg skulle gå forrest i ‘kampen mod tomme kalorier.’ Derfor valgte vi de sunde madpakker og serverede mere mad hjemme frem for at tage diskussionen om individuelle behov.

Flydende kalorier har altid været nemmere end faste, så vi sikrede, at han fik æblejuice, kakao og benyttede også indimellem en ernæringsdrik til børn fra apoteket. Sideløbende supplerede vi med D-vitamin, multivitaminpille og fiskeolie. Der er ikke entydige svar omkring effekten af eksempelvis fiskeolie til børn med ADHD. Nogle forsøg viser, at fiskeolie har en gavnlig effekt på ADHD-symptomer, andre forsøg viser, at det ikke har nogen effekt. Vi var dog som forældre enige om, at det værste, der kunne ske, var ingenting.

Udredning og diagnose

Allerede fra sin tid i institution og i de mindste klasser vidste vi, at Elias havde udfordringer.

Elias blev 14 år og gik i 8. klasse, før vi fik skole og psykiatrien med på en udredning og efterfølgende diagnose

Elias er født platfodet på begge fødder og med bygningsfejl i det ene øje og svær nærsynethed på det andet øje, så derfor har hans fysiske udfordringer fra starten fungeret fint som forklaring på, at han ikke helt var som de andre børn i vuggestuen eller børnehaven. Det var derfor først, da Elias havde fået indlæg i skoene, briller samt en struktureret og forudsigelig hverdag, at vi selv begyndte at tænke, at han kunne have ADHD. I bagklogskabens lys er det jo meget tydeligt, men Elias blev 14 år og gik i 8. klasse, før vi fik skole og psykiatrien med på en udredning og efterfølgende diagnose. Her oplevede vi som forældre, at det er en svær vej at komme igennem med diagnosticering, da vi helt sikkert også var ressourcestærke nok til langt hen ad vejen at kompensere for hans udfordringer. En stor procentdel af børn og unge med ADHD har selv forældre med ADHD, så vi følte lidt, at vi ikke blev lyttet til, fordi vi ikke selv havde diagnoser, og fordi vi havde et ældre barn, der havde klaret skolelivet eksemplarisk.

Vi har, trods en del modgang og uendeligt mange møder med skolen, landet det hele et godt sted. Elias fandt tryghed og svar i sin diagnose og er efterfølgende startet i medicinsk behandling. I skrivende stund er Elias 16 år og går på efterskole. I starten oplevede han mavesmerter og kvalme på grund af den medicinske behandling, men han har nu fundet sig til rette med medicinen, og vi har fundet forskellige måder at kompensere for den fortsatte periodevise appetitløshed.

Artiklen er oprindeligt skrevet til fagbladet, Diætisten nr. 177, udgivet af Fagligt selskab af Kliniske Diætister (FaKD). Denne udgave er redigeret.