I de følgende linjer vil jeg gerne adressere et aspekt i debatten om drengeomskæring, som efter min overbevisning er forsømt eller mangler at blive belyst. Jeg har gjort mig bekendt med de mange standpunkter, som vedrører emnet, blandt andre i Intact Danmarks indlæg i Sundhedsplejersken. At gå ind i dette betændte emne er ikke en risikofri bedrift. Jeg tager udfordringen op, da jeg er overbevist om, at vejen til Intacts Denmarks ønskede mål – nemlig at færre drenge vil blive omskåret – er på afveje, omend brolagt med gode intentioner. Det skal også noteres, for en god ordens skyld, at det følgende udelukkende er et udtryk for mine egne personlige holdninger.
Et tilhørsforhold indgraveret i kroppen
Her kommer en personlig beretning. Selv kommer jeg fra en kultur, hvor drengebørn bliver omskåret. Det er meget normativt, og få stiller spørgsmålstegn ved traditionen. Da min partner og jeg var begyndt at planlægge at blive forældre, var det alligevel ret tydeligt for mig, at hvis vi skulle gå hen og få en dreng, så skulle han ikke omskæres.
Dette ud fra det simple princip om, at jeg ikke vil påføre unødvendig smerte til mit barn. Og sådan blev det også. Vi fik en smuk dreng, som vi valgte ikke at omskære. Nogle i min familie spurgte nysgerrigt ind til det, andre var decideret imod beslutningen, andre støttede os. Én ting er sikkert: Det har betydet noget i familien og i vores omgangskreds; det gik ikke
ubemærket hen. Men hvorfor?
Senere i livet under en samtale med andre forældre med samme kulturelle baggrund gik det op for mig, at mit simple princip om smerte alligevel ikke var så simpelt.
Blandt mine venner, som fik deres drengebørn omskåret, gjorde netop et modsat argument sig gældende: Denne smerte ER nødvendig. Altså, ikke for at påføre smerte for smertens skyld, det skal ikke misforstås!
Men nødvendigt for at stemple, at markere, at indgravere ens tilhørsforhold til fællesskabet i kroppen.
Traditionens betydning
Det er netop tilhørsforholdet til fællesskabet, som er den slagmark, det diskursfelt, hvor jeg ser, at Intact Denmark clasher og taler forbi de kulturer, hvor drengebørn bliver omskåret. Lad os dvæle ved det et øjeblik. Vi lever i et af verdens mest moderne og sekulære lande. Og godt nok har traditionen betydning herhjemme, vi danser rundt om juletræet og går i kirke juleaften, men individualismen samt retten til at udleve lige præcist det liv, man vælger sig, har en lige så stor betydning og vægt. Når jeg taler om tradition i denne sammenhæng, så tænker jeg på
ritualer, kutymer, helligdage og andre eksplicitte, symbolske gerninger, hvor vi markerer et tilhørsforhold ved vores deltagelse. I mine samtaler med min danske familie, venner og bekendte står det tydeligt klart, at prisen, man er villig til at betale for at opbevare traditionerne, er relativt lav. Traditioner er fine, de er hyggelige, men det er ikke nødvendigvis dér, hvor vi definerer os selv og bygger videre på en fælles identitet i vores familie og samfund.
Det er det stik modsatte i min kultur! Her er tradition dét, der binder os sammen, definerer os og vogter om vores identitet. Vi taler om værdier, som er videregivet gennem slægternes gang. De omfatter årshjulet, livets store og små begivenheder, kulturen, litteraturen, opdragelsen, you name it. Og ja, de er indgraveret i kroppen.
Og det bliver respekteret. Og det er svært at forstå i en dansk kontekst.
Det kan forklares ved, at de kulturer, hvor drengebørn bliver omskåret, er minoriteter her til lands. En måde, hvorpå vi værner om vores minoritetskultur, skelner os fra hegemonien, er netop ved at øge vores fokus og indsats med at opbevare traditionerne. Og her kræver det en hårfin balance. Jeg er helt forståelig over for, at vi i Danmark legitimt beder vores minoritetsgrupper om at assimilere sig. Vi ønsker ikke at minoriteten skal blive dansk, men at blive en del af det danske. Og sådan skal det også være. Vi skal bare have i mente, at hver gang vi som minoritetsgruppe opgiver en tradition, ja, så mister vi en del vores identitet. Og vi mister friheden til at udleve en del af vores identitet. Måske er det derfor, at mine kloge, veluddannede, veloplyste og komplet-sekulære venner og familiemedlemmer i Danmark alligevel vælger at omskære deres drengebørn? Ikke fordi, de ikke er bekendte med mulige komplikationer, ikke fordi omskæringen er ‘aflejret i sproget’ og heller ikke på grund af ikke erkendte erfaringer med omskæring, som Lena Nyhus hentyder. Nej, de gør det, fordi de værner om deres identitet.
At tage afsæt i det videnskabelige
Jeg vælger helt bevidst at undgå at beskæftige mig med den lægevidenskabelige del af Intact Denmark indlæg. I de 18 år, jeg har beskæftiget mig med emnet, har jeg mødt glødende modstandere og entusiastiske fortalere af drengeomskæring, der begge baserer deres argumenter på medicinsk videnskabelig evidens. Det er ikke nemt for en lægperson, og bestemt ikke let for kommende forældre at ‘vælge side.’ Men endnu vigtigere er det, og her zoomer vi ind på sundhedsplejerskens møde med familierne, at samtalen omkring omskæring ikke skal tage afsæt i videnskaben. Det er ved at vende etiske, sociale og kulturhistoriske aspekter, at denne culture clash skal håndteres. Ikke med medicinske argumenter. Hvis jeg skulle sidde over for et forældrepar, der overvejer at omskære deres barn, så vil jeg hellere høre dem om:
- Kan vi bevare vores identitet,hvis drengen ikke bliver omskåret?
- Hvorfor er det vigtigt for familien, at drengen bliver omskåret?
- Hvad vil det betyde for ham i skolen? Og videre i livet i Danmark?
- Hvad vil drengens bedsteforældre sige, og hvordan kan vi svare dem?
- Og hvad vil drengen selv sige, havde vi spurgt ham?
At høre til
Tiden gik. Min lille søn var ikke baby længere. Og en dag kom han hen og sagde, at han vil omskæres. Vi har forsøgt som forældre at vende idéen med ham, at sætte os ind i grunden til hans ønske. Det har været svært for ham at sætte ord på, og sikkert også svært for os at stille spørgsmålene. Men en dag kom det bare ud ham på en fin og ukompliceret måde:
“Far, jeg vil bare gerne være ligesom dig.”
Det viste mig igen, at spørgsmålet om omskæring indkapsler flere nuancer, end jeg hidtil havde tænkt. For ham var det ikke et spørgsmål om teologisk historiebevidsthed eller om minoritetens kulturkamp.
Han ville bare gerne høre til. Og sådan var det: Han blev omskåret i en alder af 12 år og var glad for sin beslutning.
Om sproget
Jeg vil slutte af med en venlig anbefaling til Intact Denmark og sundhedsplejersken, der vælger at tage emnet op. Vær opmærksom på sprogvalget! Der er ikke tale om en ‘omskæringskultur’ eller en kultur, hvor drengebørn bliver omskåret. På samme måde som vi ikke taler om ‘den intakte kultur’ (i Lena Nyhus’ indlæg). Det vil svare til, at jeg til en uvidende læser vil omtale Danmark som ‘Den alkoholiserede kultur,’ fordi vi er verdensmestre i druk. Er det virkelig det, der definerer Danmark?
Det samme gælder for ‘omskæringforbyggelse.’ Motivationen er klar, budskabet er uheldigt. Forebyggelse som begreb er brugt i sammenhæng med sygdom, naturkatastrofer og alverdens andre dårligdomme, som kan og skal forebygges. Det er simpelthen ikke hensigtsmæssigt at bruge det om et sobet og meget privat valg, som drengeforældre skal tage.
Hagai Ben-Avraham, Valby
Gift med en sundhedsplejerske
Fakta
Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker er imod, at man skærer i raske børn. Hvis man gør, så bør det altid foregå i tilstrækkelig anæstesi og med opfølgende smertebehandling.
Vi mener, at det er et barns rettighed selv at beslutte om omskæring ønskes eller ikke – og jf. dansk lov kan man først give informeret samtykke, når man er 15 år.
Se resolution vedr. omskæring på sundhedsplejersken.du
I forlængelse af ovenstående skal det nævnes, at det er foreningens ønske at bringe nuancerede perspektiver til forskellige temaer i bladet – også selvom disse måske kan forekomme kontroversielle. Derfor bringer vi beretninger fra både eksperter, fagfolk og øvrige, som, vi mener, kan bidrage til dette.
