”Nu må hun da snart være igennem sin sorg – på den anden side…” Denne udtalelse har rod i opfattelsen af, at sorg er noget, man bevæger sig igennem og gør sig fri af. En lidt cliché-agtig forestilling om sorg, som en tidsbestemt rejse gennem en mørk tunnel, hvor lys kan skimtes forude. Lyset er rejsens mål – først når man træder ud i lyset, kan livet indtages igen.
Antagelsen er afledt af den østrigske psykoanalytiker, Sigmund Freuds, tanker fra starten af 1900’tallet om sorg som et indre psykisk arbejde, hvor sorgens følelser skulle bearbejdes og forløses. En nødvendig løsrivelsesproces, hvor man sagde farvel til afdøde, og kappede de følelsesmæssige bånd for at kunne indgå i nye relationer.
Fagprofessioner i sundhedssektoren har i årtier lænet sig op ad den svenske psykiater, Johan Cullberg’s, kriseteori. Med sin tidsafgrænsede fire faseteori med chok, reaktion, bearbejdning og nyorientering beskriver han sorgens udtryk i et lineært fremadskridende forløb, og anviser dermed en vej for det ‘normale’ sorgforløb.
Idéen om sorgarbejdets nødvendighed er herhjemme især udbredt gennem Marianne Davidsen Nielsen og Nini Leick’s bog ‘Den nødvendige smerte’ fra 1987. Her skitseres en række opgaver, den sørgende skal håndtere, for at komme igennem sorgen. De opfordrer til at udleve sorgens følelser, hvilket har givet anledning til, at sørgende på en velment baggrund er blevet presset til at græde deres sorg ud, måske i strid med deres natur.
Et fællestræk hos fase- og opgaveteorierne er, at de beskriver et forventeligt mønster i sorgens reaktioner.
“Sorg er noget, man skal arbejde sig igennem og gøre sig færdig med.”
For nogle kan det være en kærkommen hjælp at læne sig op ad denne forståelse – en guide i sorg. For andre kan det virke forstyrrende og begrænsende, for sorg forløber ikke lineært og fremadskridende, men i en bølgebevægelse frem og tilbage.
Sorg er en individuel proces, og der er ikke et sorgscript eller et bestemt kort over sorgens landskab. Derfor kan fase- og opgaveteorierne kritiseres for en fokusering på ‘korrekt’ fremdrift i sorgprocessen. Herved er der risiko for, at man forholder sig teoretiserende og ikke empatisk til den sørgende.
Blandt forskere er der i dag enighed om, at sorg er en individuel oplevelse, der formes af flere faktorer, såsom den sørgendes personlighed, familiens ressourcer samt dødsfaldets omstændigheder. I den moderne sorgforståelse sker der en bevægelse bort fra fasetænkningen og idéen om, at sorg er noget, man kommer igennem og lægger bag sig.
Sorg som en tosporet proces
I 1999 bidrog Margaret Stroebe og Henk Schut til et paradigmeskifte i forståelsen af sorgens væsen.
De introducerer en model for den nye sorgforståelse ‘The Dual Proces Model’ direkte oversat til Toproces-modellen, eller som den hyppigere betegnes herhjemme Tospors-modellen.
Den sørgende bevæger sig mellem to spor – det tabsorienterede og det reetablerende spor.
I det tabsorienterede spor konfronterer den sørgende tabet og smerten og tager afstand fra at skulle forholde sig til nye livsopgaver.
I det reetablerende spor forholder den sørgende sig til det nye liv og de forandringer, det medfører fremadrettet – her lægges låg på tabsoplevelsen og sorgens følelser.
En central pointe hos Stroebe og Schut er, at sorg er dynamisk i pendulering mellem konfrontation og undgåelse i begge spor. Dynamisk sporskifte er afgørende for en naturlig sorgproces. De kaster lys på, at sorg ikke kun er en indre følelsesmæssig proces, der foregår i individet, men også en relationel ydre proces formet af, hvordan den sørgende mødes af andre.
Således er sorg socialt og kulturelt indlejret, hvilket er værd at understrege, da mennesker omkring den sørgende, familie, venner og fagpersoner er med til at rammesætte sorgen.
Som familie kan det til tider være svært at forstå hinandens udtryk i sorgen – man svinger ikke nødvendigvis i takt imellem de to spor, og det kan afføde mistolkninger og konflikter. Derfor kan det være hjælpsomt for familier at kende til sorg som en tosporet proces, som et grundlag for en større rummelighed overfor hinanden i sorgen.
I samtaler med forældre og børn kan Tospors-modellen gengives i et mere forståeligt sprog.
“Sorg bevæger sig i to rum, man kan gå ind og ud af – sorgens rum og livets rum.”
I sorgens rum tillader vi sorgen at få plads, vi går tæt på tabet, vi skruer op for sorgens følelser, fordyber os i dem, giver os tid til at stå stille, kigge bagud og mindes.
I livets rum afviser vi sorgen, vi går lidt væk fra tabet, skruer ned for sorgens følelser, afleder os fra dem, kigger fremad og orienterer os mod, at livet går videre med nye krav, roller og mål.
Selvom Tospors-modellen er udviklet på baggrund af studier med voksne, har flere forskere peget på, at børn gennemgår en lignende proces. Børn har en naturlig lethed i at skifte spor mellem konfrontation og undgåelse – en evne, vi voksne kan misunde. Det ene øjeblik kan de give sig hen til leg og latter i skolegården, det næste falder de sammen i gråd og savn. Store følelsesmæssige udsving, til tider mange gange på en dag. Voksne omkring barnet kan have en tendens til at mistolke denne adfærd som bekymrende, mens det er udtryk for naturlig pendulering i sorgprocessen. Et naturligt behov for at gå ind og ud af sorgens følelser.
Sorg har ingen udløbsdato
Sorg er en tilpasningsproces, hvor vi gradvist gennem livet lærer at leve uden det fysiske nærvær af dem, vi har mistet. De fysiske bånd erstattes af forbundethed i en ny form. I erindringer og fortællinger finder vi vej til at opretholde forbindelsen. Derfor er god sorghjælp huskehjælp – hjælp til at styrke erindringen om dem, vi mister.
Særligt børn er afhængige af voksnes hjælp til at vedligeholde forbindelsen. De er afhængige af, at vi bliver ved med at tale om mennesker, der ikke fysisk er her mere, men altid vil have betydning for deres liv og udvikling. Tospors-modellen anerkender netop, at sorg er en livslang følgesvend, at vi tilpasser os det nye liv, og lærer at leve med sorgen.
Når børn mister, har de et liv foran sig, hvor de naturligt mere eller mindre bevidst får behov for at fordybe sig i sorgen fra et nyt udviklingstrin. Særlige omstændigheder eller begivenheder som sygdom i familien, fødselsdage, mærkedage som konfirmation vil vække sorgen og forstærke intensiteten.
Et nyt udviklingstrin, en ny modenhed giver adgang til at forholde sig til sorgen på en ny måde, også selvom tabet ligger mange år tilbage. Når vi møder et barn, der havner i sorgens rum efter længere tid i livets rum, skal vi være forsigtige med at kalde det tilbagefald eller kompliceret sorg. Vi må være nysgerrige og tale med barnet om den nye adgang til sorgens rum, og hvordan det opleves – tilbyde fællesskab i sorgen.
“Hvis sorgen låser barnet fast i invaliderende ensomhed, kan det kalde på professionel hjælp til at få løsnet sorgens jerngreb.”
Tospors-modellen er udviklet på baggrund af studier med efterladte, men der kan drages paralleller til den sorg, man oplever som pårørende barn og voksen til livstruende syge. Sygdommens invasion i hverdagslivet skaber behov for afledningsmanøvrer fra sygdommen. Man kan kalde det en nødvendig pendulering mellem et sygdomsspor og et hverdagsspor, mellem frygt og håb.
