At hjælpe familier med et barn, hvor angsten har taget styringen

At hjælpe et barn ud af angst kræver tværfaglighed og tæt samarbejde med forældre. Som sundhedsplejerske kan du være med til at spotte og hjælpe barnet, der er ramt af angst, og dermed blive en vigtig brik.

Få øje på det barn, der er styret af angst

Mange af de børn, der er styret af angst, er børn, der har ‘antennerne ude’ og tager alle sanseindtryk til sig i løbet af dagen. De ‘scanner’ simpelthen konstant sine omgivelser og er derfor på overarbejde. Samtidig er børn med angst ofte pligtopfyldende børn, som bruger al deres energi på at holde på sig selv, opfylde krav og være ‘ordentlige.’

Det betyder, at fagpersoner omkring barnet, som f.eks. pædagoger og lærere ikke altid bemærker angstproblematikkerne. Reaktionerne kommer i hjemmet, hvor barnet er trygt, når ‘bægeret er flydt over.’ Min erfaring er, at det kan få forældre til at føle sig skyldige, forkerte og magtesløse.

Som sundhedsplejerske kan du være med til at opdage, at det er angst, der ligger til grund for barnets adfærd og mistrivsel.

Spørg ind til barnets reaktioner og symptomer og anerkend forældres bekymringer og oplevelser. De har så stort et behov for at blive imødekommet, set, hørt og forstået.

Måske er de ikke selv vidende om, at det er angst, der er på spil, og hverdagen er præget af konflikter og fortvivlelse.

Hjælp barnet og familien med at acceptere og forstå angsten

Mange børn kæmper for at holde angsten tilbage, skjuler over for andre, hvordan de har det og kæmper alene. De frygter, at angsten tager over i skolen og i samværet med venner. De føler skyld og skam over angsten. Virkeligheden er, at jo mere barnet kæmper imod, desto større kraft får angsten.

Det samme gælder for forældrene.

Hjælp derfor barnet og dets forældre til at være åbne omkring angsten, at forstå angstens fysiologiske årsager og sammenhænge, og at angsten er helt okay. Derudover er det vigtigt at huske på, at mod og angst går hånd i hånd. Hvis man lever et modigt liv, hvor man tør at udfordre sig selv, er angst og usikkerhed også en del af det. Det er, når vi tør træde lidt ud over kanten, at vi udvikler os. Angst skal ikke undgås – men mødes, accepteres og håndteres.

Ro på nervesystemet

 Bevægelse: At bevæge sig ved sjov leg, hvor man får pulsen op, er den bedste måde at få det område i hjernen, der hedder Hippo-campus, til at vokse. En væsentlig rolle for Hippocampus er at berolige Amygdala, vores alarmberedskab. HVORDAN barnet er fysisk aktivt, er ikke vigtigt – blot AT det er fysisk aktivt! Så tal med barnet og dets forældre om at gøre det sjovt for barnet at bevæge sig og endelig sammen med forældrene! Ro på forældres nervesystem, giver ro på barnets nervesystem.

Berøring: Massage af kroppen, hovedbundsmassage, fodmassage, berøring i form af kram og dybe, faste tryk samt opmærksomhed og omsorg øger mængden af Oxytocin i kroppen. Oxytoxin er vores kærlighedshormon, som medfører velbehag og ro.

Opfordr derfor forældre til lege med barnet, hvor det får masser af dyb, rolig berøring, f.eks. ved at blive rullet ind i et tæppe og lege hotdog, nusse barnet under en hyggestund i sofaen eller give det massage med en massagebold. Ved berøring af kæledyr udskilles ligeledes Oxytocin.

Vejrtrækning: At trække vejret dybt og roligt kræver stor bevidsthed og øvelse. Derfor er det gavnligt at lære barnet den dybe, rolige vejrtrækning, når barnet er trygt og har det godt. Jo bedre, barnet er til den dybe, rolige vejrtrækning, desto større chance er der for, at barnet kan benytte det som et værktøj i pressede situationer, hvor angsten tager fat, så barnet kan berolige sig selv.

Adfærd: Undgåelse og sikkerhedsadfærd er to meget brugte men uhensigtsmæssige strategier for barnet, der er styret af angst.

For at overvinde angsten skal barnet gå imod angsten; dvs. barnet skal udfordres ift., hvad det er angst for. MEN! Det er meget vigtigt, at barnet udfordres inden for sin nærmeste udviklingszone. Altså skal barnet udfordres i små skridt, som det er klar til, og barnet skal have mulighed for ‘en tryg ø’ før og efter at tage et skridt op ad måltrappen.

Behandling: Der er ikke én endegyldig vej ud af angstens greb. Men ved at møde hvert barn og dets familie, forstå hvad der er på spil, anerkende dem og at give dem viden og redskaber, er du kommet langt. I samarbejde med forældre og fagpersoner omkring barnet kan du finde frem til, om der er behov for yderligere hjælp i form af en dygtig og erfaren behandler, f.eks. ergoterapeut, psykolog eller psykiater. Måske ligger der traumer bag, der er vigtige at få behandlet.