Hjem » Artikler »Fokus på at opdage synsproblemer hos 5-7-årige børn skal give flere en god skolestart i Grønland

Forfatter: Margrethe Kruse
Fotograf: Adobe stock
Magasin: Sundhedsplejersken 1 2023
Udgivet: 24. februar 2023

Fokus på at opdage synsproblemer hos 5-7-årige børn skal give flere en god skolestart i Grønland

To ud af tre af de 5-årige danske børn, der har brug for briller eller anden behandling af synet, bliver ikke opdaget rettidigt. Det har en tidligere indsats i Danmark sat fokus på. Nu viser et nyt forskningsprojekt i Grønland, at de grønlandske børn har samme udfordring. 

Det er derfor behov for, at sundhedsprofessionelle og voksne i børnenes hverdag er opmærksomme på en række typiske tegn på synsproblemer, så flere børn kan opdages rettidigt og få en bedre start på deres skolegang.

En målrettet indsats blev på den baggrund iværksat i Grønland i august 2022.

I Grønland bliver børns syn typisk undersøgt ved de obligatoriske børneundersøgelser eller ved mistanke om et muligt synsproblem. Alligevel bliver to ud af tre af de 5-årige børn, der har brug for briller eller anden behandling af synet, ikke opdaget i tide.

Det er derfor vigtigt, at man er opmærksomme på børns syn, så der hurtigst muligt kan blive taget hånd om eventuelle problemer, og børnene kan få den bedste start på deres skolegang.

Den nye indsats i Grønland er et samarbejde mellem Departement for Sundhed, Det Grønlandske Sundhedsvæsen og Synoptik-Fonden, og den skal bidrage til, at endnu flere voksne bliver bedre rustet til at spotte børn med mulige synsproblemer.

Indsatsen gennemføres i samarbejde med lærere, pædagoger og optikere samt sundhedsplejersker og øvrigt sundhedspersonale i hele landet.

– Vi ved, at synet er afgørende for, at børn kan følge med i skolen. Det er klart, at jo flere der er opmærksomme på tegn i børnenes adfærd, som kunne hænge sammen med synsproblemer, jo bedre er chancerne for, at vi bliver opmærksomme på problemerne, så vi kan få dem undersøgt og give børnene den hjælp, de har brug for, fortæller Nick Duelund, ph.d.-studerende og læge ved Dronning Ingrids Sundhedscenter i Det Grønlandske Sundhedsvæsen.

Flere skal kende de typiske tegn

Centralt i indsatsen står ni observerbare indikationer på et synsproblem. De ni tegn blev i første omgang udviklet i forbindelse med en tilsvarende indsats i Danmark i 2020. (Læs mere om baggrunden i faktaboksen.) I udvælgelsen af indikationer er der lagt vægt på, at de er særligt relevante i forhold til børn i alderen 5-7 år, og at de er synlige og dermed mulige at genkende i hverdagssituationer under både skolearbejde og leg. Ved mistanke om et muligt synsproblem er anbefalingen, at læreren eller pædagogen deler mistanken med barnets forældre og opfordrer dem til at kontakte sundhedsplejen eller deres lokale læge, som kan teste
bar
nets syn.

– Selv om sundhedsplejen ikke har den daglige kontakt med børnene, så er vi en rigtig vigtig samarbejdspartner for de øjenfaglige. Derfor er det afgørende, at sundhedsplejen også er klædt på til at hjælpe børn og familier videre til den relevante hjælp, når vi bliver opmærksomme på
eventuelle synsproblemer, forklarer ledende sundhedsplejerske i Det Grønlandske Sundhedsvæsen, Dina Berthelsen. 

Styrke fælles opmærksomhed på synsproblemer hos børn

Som en del af indsatsen er der udviklet et inspirationsark om børns syn, som skal give et lettilgængeligt overblik og understøtte sundhedsplejen og øvrige sundhedspersoner i arbejdet for at finde flere børn med synsproblemer så tidligt som muligt.

Inspirationsarket er udviklet i samarbejde med øjeneksperter, og er siden hen blevet kvalificeret af fagpersoner i Grønland. Inspirationsarket indeholder viden om synstavler, opmærksomhedspunkter ved gennemførsel af en synsprøve samt en liste med de hyppigste synsproblemer og indikationer herpå. Endeligt indeholder arket en uddybning af plakatens ni tegn på et synsproblem.

Udover inspirationsarket indeholder indsatsen nye synstavler, som er særligt gode til børn. Synstavlerne distribueres til sundhedsenheder i Det Grønlandske Sundhedsvæsen.

Med tavlerne følger en instruktionsvideo om, hvordan en synsprøve bedst gennemføres.

Derudover sendes plakater, der formilder de ni typiske tegn på synsproblemer hos 5-7-årige børn, til skoler, daginstitutioner og optikere. Her er hensigten at skærpe opmærksomheden på tegnene hos både lærere, pædagoger og forældre.

Ved både at udvikle et inspirationsark målrettet sundhedspersoner og en plakat med de ni tegn, som kan hænges op i klasselokaler, personalerum og konsultationsrum, er målet at skabe et fælles afsæt for at finde og hjælpe endnu flere børn med synsproblemer.

“Selv om sundhedsplejen ikke har den daglige kontakt med børnene, så er vi en rigtig vigtig samarbejdspartner for de øjenfaglige.”

9 typiske tegn på synsproblemer hos 5-7-årige børn

  1. Barnet klager over hovedpine

    Hvis barnet hyppigt klager over hovedpine, kan det være tegn på et synsproblem. Ikke alle børn kan beskrive hovedpine, derfor kan der spørges ind til, om barnet har ondt bag øjnene eller er ’træt i hovedet’.

  2. Barnet har synlig skelen, også bare en gang i mellem

    Nogle børn skeler hele tiden, mens andre børn skeler en gang imellem. Det kan være et udtryk for, at barnet overanstrenger sine øjne. Man opdager bedst skelen ved, at det ene øje ’ikke følger med’ det andet.

  3. Tager teksten meget tæt på under læsning 

    Barnet tager teksten meget tæt på, når det læser eller leger, eller oplever ubehag ved læsning og lignende aktiviteter – f.eks. på tablet eller computer.

  4. Dækker for eller lukker det ene øje

    For at fokusere dækker eller lukker barnet det ene øje eller lægger hovedet på skrå.   

  5. Er tydeligt generet af lys 

    Barnet er usædvanlig lysfølsom, hvilket kan komme til udtryk i stærkt sollys eller ved skift mellem indendørs og udendørs aktivitet samt ved lys fra tv, tablets osv.

  6. Virker klodset eller har problemer med finmotorikken 

    Syn og motorik er tæt forbundet, så hvis synet halter, vil barnet også have svært ved at koordinere sine bevægelser i forhold til sine jævnaldrende. Det kan komme til udtryk ved, at barnet ofte støder ind i ting og møbler, spilder, når det spiser og drikker, eller har svært ved at gribe en bold.

  7. Har problemer med at se ting, der er langt væk 

    Læg mærke til, om barnets kniber øjnene sammen for at se ting på afstand. Det kan også være, at barnet af sig selv ønsker at rykke tættere på tavlen eller ikke vil være med til f.eks. boldspil.

  8. Har svært ved at sidde stille og koncentrere sig 

    Hvis barnet skal bruge ekstra kræfter på at se optimalt, bliver det hurtigt træt og kan miste koncentrationen, hvilket smitter af på lysten til at læse og lave lektier. Det kan også være, at barnet peger med fingrene på bogstaverne eller fortæller, at bogstaverne flyder sammen.

  9. Er træt i øjnene og gnider sig i dem 

    Barnet klager over ubehag bag øjnene eller trætte øjne.

Indsatsen og indsatsens materiale er blevet målrettet Grønland i samarbejde med grønlandske myndigheder og fagpersoner både med hensyn til materialer og modtagere.

Indsatsen er et samarbejde mellem Departement for Sundhed, Det Grønlandske Sundhedsvæsen og Synoptik-Fonden. Derudover har læge Hanne Jensen og læge og ph.d.-studerende Nick Duelund bidraget med faglig kvalificering af indsatsen. Materialet er beskrevet på både grønlandsk og dansk på Synoptik-Fondens hjemmeside.

Læs mere om den grønlandske indsats og se video om synsundersøgelse: synoptik-fonden.dk/projekter/barnets-syn-gronland/

Mest læste artikler

Sign up til vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet modtager du automatisk nyheder fra Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hvis du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbrevet, kan det afmeldes her på siden.

Bliv en del af vores faglige fællesskab

Hvis du ikke allerede er medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, synes vi, du skal tilmelde dig. Der er nemlig rigtig mange fordele ved et medlemskab hos os.

Bliv medlem

Bliv en del af vores faglige fællesskab

Hvis du ikke allerede er medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, synes vi, du skal tilmelde dig. Der er nemlig rigtig mange fordele ved et medlemskab hos os.

Sign up til vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet modtager du automatisk nyheder fra Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hvis du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbrevet, kan det afmeldes her på siden.

Log ind

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Vivamus vitae convallis.