Hvad er verbal dyspraksi?

Og hvordan spotter du tidligt i forløbet de børn, der har det?

Socialstyrelsen har i december 2021 udgivet den reviderede forløbsbeskrivelse for børn med verbal dyspraksi. Men hvad er verbal dyspraksi, og hvad er en forløbsbeskrivelse? Hvad skal du være opmærksom på ved de børn, du drager omsorg for i dit daglige arbejde? I denne artikel stiller vi skarpt på de tidlige tegn på verbal dyspraksi, du som omsorgsperson for børn i dagtilbud kan spotte i den daglige omgang med børnene.

For udarbejdelse af denne artikel har vi indhentet viden fra audiologopæderne, Trine Printz og Sara Bensen De Oliveira Schumann. Begge har udredt mange børn for verbal dyspraksi og deltaget i følgegruppen for revideringen af forløbsbeskrivelsen.

Verbal dyspraksiog de tidlige tegn

Verbal dyspraksi er en neurologisk betinget forstyrrelse af barnets udtale, som forekommer ved ét til to ud af tusinde børn. Det svarer til, at der er mellem 1000 og 2000 børn i Danmark, der har forstyrrelsen, og flere drenge end piger har verbal dyspraksi. For hver pige med verbal dyspraksi er der to til tre drenge, der har taleforstyrrelsen. Verbal dyspraksi kan forekomme uden påviselig årsag, men der er indikationer på sammenhæng mellem for tidlig fødsel eller fødselskomplikationer og verbal dyspraksi.

Verbal dyspraksi kan forekomme som en medfødt udviklingsforstyrrelse, som erhvervet taleforstyrrelse i forbindelse med f.eks. infektion i centralnervesystemet eller som primært eller sekundært tegn på komplekse neurologiske forstyrrelser f.eks. autisme og epilepsi.

Ved den korrekte indsats kan barnets udtale forbedres, og barnet kan opnå upåfaldende tale.

Det svære ved at opspore verbal dyspraksi er, at mange af symptomerne også kan være tegn på andre taleforstyrrelser.

Selv for specialiserede fagpersoner kan det være svært at skelne mellem f.eks. fonologiske vanskeligheder og verbal dyspraksi. Ofte kan man først stille diagnosen, når barnet er omkring fire år. I denne artikel har vi udpeget de særligt karakteristiske symptomer på verbal dyspraksi, som også kan spottes af folk uden viden om verbal dyspraksi.

“Verbal dyspraksi kan forekomme uden påviselig årsag, men der er indikationer på sammenhæng mellem for tidlig fødsel eller fødselskomplikationer og verbal dyspraksi.”

De yngste børn

For de yngste børn under tre år, som er ved at komme i gang med at lære ord, er følgende symptomer særligt karakteristiske for verbal dyspraksi:

• Barnet har svært ved at sekvensere lydene (dvs. tilrettelægge bevægelsesrækkefølgen af lydene).Det betyder, at barnet har vanskeligt ved at få overgangene mellem lydes bevægelser til at være glidende og nemme. Det kan ses ved, at barnets bevægelser under tale virker påfaldende, f.eks. er bevægelserne for store, stive, besværede eller staccato (dvs. kort stødende udtalelse med manglende glidende overgange mellem stavelserne).
• Barnet har svært ved at automatisere artikulationsmåde og -sted for enkelte lyde (dvs. automatisere frembringelsen af tale og stedet, hvor lydene produceres).Dette symptom ses ved, at barnet kun bruger få lyde, har vanskeligt ved at lære nye lyde, selvom man forsøger at øve dem og placerer tunge og læber forkert. F.eks. kan tand blive til ba i barnets udtale.
• Barnet har pludret meget lidt og unuanceret, og der har været sen pludre-udvikling.

Det er dog vigtigt at understrege, at netop dette symptom er et generelt symptom, som også kan være tidligt tegn på andre sproglige udfordringer f.eks. late-talkers, (dvs. børn, som først taler, når de er 24-30 måneder), så det peger ikke lige så stringent på verbal dyspraksi som de øvrige symptomer.

Generelt gælder det, at barnet har svært ved fysisk at forme munden i udtalen. Det kan virke meget påfaldende, og ofte vil forældre og andre omsorgspersoner omkring barnet lægge mærke til det, fordi det er så anderledes i forhold til børn, der ikke har verbal dyspraksi.

De tre til fire-årige

For de tre til fire-årige børn er følgende symptomer særligt karakteristiske:

• Barnet ændrer vokallydeI praksis høres det f.eks. ved, at man som lytter kan blive i tvivl om, hvad barnet sagde, når det taler spontant. Sagde barnet po eller pø, mos eller møs – eller måske noget midt i mellem? Visuelt kan man se, at barnet igen har svært ved at forme munden, barnet har en bred eller åben mund. Det kan virke som om, at munden falder ned og bliver ukoordineret. Det er typisk for verbal dyspraksi, at barnet har udfordringer med vokalerne, så får man mistanke om det, skal man være særligt opmærksom.
• Barnet anvender begrænsede sproglyde og bruger de samme simple stavelser for næsten altDet ses ved, at barnet primært forsimpler kommunikationen og kommunikerer i enstavelsesord eller korte sætninger. F.eks. kan ordet madkasse blive til mad, da det er det motorisk mest simple at sige
• Automatiseringen er mangelfuld:Barnet overfører ikke nye sproglyde til det allerede anvendte sproglydssystem

Hvis man har øvet en bestemt lyd, f.eks. k, i nogle ord, så kan barnet k-lyden i disse ord, men kan ikke overføre k-lyden til ret mange nye ord. Nogle gange vil barnet måske miste ord, det har kunnet sige tidligere.

Som det sidste skal det nævnes, at det generelt er karakteristisk for de her børn, at de ofte taler lidt langsommere end andre børn. Børn med verbal dyspraksi skal typisk bruge mere tid på at planlægge, hvordan ordene skal siges. 

Hvordan kan du bidrage til tidlig opsporing og udredning?

Hvis du oplever et barn med nogle af ovenstående symptomer, så er det vigtigste, du kan gøre at tage bekymringen alvorligt.

Ofte er forældrene de første til at opdage, at ‘noget’ ikke er, som det skal være, og når de kommer og siger, at deres barn ikke taler rigtigt, det er svært at forstå, hvad barnet siger, skal det tages alvorligt. Måske har forældrene også selv googlet og fundet frem til denne sjældne diagnose.

Fra forældrene henvender sig med en bekymring, til man kontakter kommunens PPR, bør en tommelfingerregel være, at der højst må gå en måned. Den måned kan bruges på at lave strukturerede observationer og en beskrivelse af barnets udfordringer, som vil kunne anvendes senere hen i udredningen. Denne beskrivelse er særlig vigtig, da logopæderne, som jo ikke har den daglige gang omkring barnet, herved får brugbare informationer om barnets daglige sprog. I processen med at nedskrive udfordringerne er det er særligt vigtigt, at man gengiver det, barnet gør uden selv at tolke på symptomerne og dermed skrive konklusionerne. Det er ikke nødvendigt at have viden om faglige begreber eller anden specialviden, da det er barnets udtryk, der er det vigtigste.

I opstarten af processen er det vigtigt, at der sideløbende med udredning også tænkes i brugbar kommunikation for barnet – altså at barnet gives redskaber til at kunne udtrykke sig f.eks. gennem tegn til tale eller en form for visuel støtte. Barnet skal ikke have en oplevelse af, at det ikke kan kommunikere med omverdenen.

Kommunalt vs. regionalt regi

Kommunalt ansatte logopæder kan i de fleste tilfælde selv udrede og konstatere, om der er tale om verbal dyspraksi, men logopæder kan ikke stille den kliniske diagnose.

Det er kun læger, som kan gøre det. De børn, der skal udredes i regionalt regi, er typisk de børn, hvor den kommunale logopæd er i tvivl, om det er den rigtige diagnose, der er antaget. Det gælder f.eks., hvis man er usikker på, om der er flere samtidigt forekommende vanskeligheder, altså ko-morbiditet. Det kan være ADHD, autisme eller andet, hvor der er behov for et lægefagligt blik på taleforstyrrelsen. Udredning for verbal dyspraksi i kommunalt regi kan tage både kortere eller længere tid. Hvis der ikke er mistanke om ko-morbiditet, så kan et
udredningsforløb for verbal dyspraksi
gennemføres over relativt få uger. Hvis der derimod er tale om et barn, hvor der kan være mistanke om flere forskellige udfordringer, og hvor der skal inddrages flere faggrupper fra kommunalt regi, kan forløbet godt tage adskillige måneder.

Når et barn henvises til udredning i regionalt regi, så gennemføres udredningen typisk over tre til fire timer. Barnet undersøges først af en logopæd og efterfølgende af en foniater, som er en øre-næse-halslæge med speciale i stemmesygdomme. Foniateren stiller den endelige diagnose på baggrund af egne kliniske fund, logopædens beskrivelser og den henvisende kommunale logopæds beskrivelse af symptomer. Ganske få børn har behov for en kontroltid, og det er kun, hvis foniateren er usikker på den endelige diagnose.