Hjem » Artikler »Årsager til selvskade

Forfatter: Heidi Boserup Jønsson
Magasin: Sundhedsplejersken 1 2022
Udgivet: 07. februar 2022

Årsager til selvskade

Selvskade er et komplekst fænomen, og der er ikke en entydig forklaring på, hvorfor nogen vælger at skade sig selv. Men nogle af de risikofaktorer, som er forbundet med selvskade, er bl.a. traumer i barndommen, f.eks. seksuelle overgreb, misbrug, fysiske og psykiske overgreb, omsorgssvigt m.m. Oplevelser som disse kan medføre følelser af selvhad, skyld og skam og et behov for at straffe sig selv.

Mobning, ensomhed og mistrivsel

Andre årsager til selvskade er bl.a. mobning, ensomhed og mistrivsel. Når børn og unge oplever fællesskaber, som er præget af utryghed og intolerance, har det ofte en negativ indflydelse på deres selvværd og selvtillid. Flere undersøgelser viser, at der er en øget risiko for selvskade, hvis man er blevet mobbet, og at jo længere tid, mobningen har stået på, jo større er risikoen. I dag er de sociale medier en integreret del af de unges sociale liv og fællesskaber, så hvis den unge bliver mobbet i skolen, vil mobningen ofte også foregå på de sociale medier.

”Drillerierne startede i 6. klasse. I starten havde jeg en veninde, men hun flyttede, og derefter følte jeg mig total alene. Mine forældre talte med lærerne om det, men det blev det bare værre af. Jeg gik altid for mig selv, og til sidst talte jeg nærmest ikke med nogen, når jeg var i skole. Der var dage, som var så ensomme, at den eneste løsning, jeg kunne finde, var at skære mig selv.” 

– Pige, 14 år


Lavt selvværd

Lavt selvværd og et negativt selvbillede kan også være en medvirkende årsag til selvskade. Personer med selvskadende adfærd har oftere et negativt selvbillede end andre.

De scorer ligeledes højere ved måling af temperament, følelsesmæssig dysregulering, depression og angst. De er ofte selvkritiske og retter vrede indad. Mange begrunder selvskaden med, at de er skuffede over sig selv og deres præstationer.

Vi lever i et præstationssamfund, hvor der bliver stillet mange krav til de unge både i forhold til kropsidealer, faglige og sociale præstationer: De skal se godt ud, være populære, præstere i skolen, få høje karakterer og hele tiden gøre det mere og bedre. Mange har svært ved konstant at skulle navigere i og leve op til disse krav. Det perfekte er blevet det nye normale.

”Jeg har altid fået høje karakterer, men efterhånden skal jeg nå så meget i løbet af en dag, at det kan være svært at følge med i alle fag. Da vi fik karakterer sidst, fik jeg et 7-tal i fysik. Jeg gik i panik og var bange for, hvad de andre ville tænke om mig. Jeg var så flov og kunne ikke se anden udvej end at skære mig. Det gav ro.” 

– Pige, 15 år

LGBT+ elever

LGBT+ personer har større risiko for selvskade. En ny dansk undersøgelse viser, at det drejer sig om 53% blandt de 13-25-årige. Mange føler sig ofte ensomme og triste i skolen, hvor 44% har været udsat for mobning eller diskrimination. 64% har haft selvmordstanker.

Der er derfor god grund til at være særligt opmærksom på kønsidentitet og seksuel orientering for at kunne give den bedst mulige støtte og hjælp til LGBT+ elever.

Psykisk sygdom

Psykisk sygdom kan også være en væsentlig risikofaktor for selvskade. Selvskade ses i sammenhæng med de fleste psykiske lidelser, men særligt sammen med emotionel ustabil personlighedsstruktur, angst, depression, PTSD og spiseforstyrrelser.

Mest læste artikler

Sign up til vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet modtager du automatisk nyheder fra Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hvis du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbrevet, kan det afmeldes her på siden.

Bliv en del af vores faglige fællesskab

Hvis du ikke allerede er medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, synes vi, du skal tilmelde dig. Der er nemlig rigtig mange fordele ved et medlemskab hos os.

Bliv medlem

Bliv en del af vores faglige fællesskab

Hvis du ikke allerede er medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, synes vi, du skal tilmelde dig. Der er nemlig rigtig mange fordele ved et medlemskab hos os.

Sign up til vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet modtager du automatisk nyheder fra Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hvis du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbrevet, kan det afmeldes her på siden.

Log ind

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Vivamus vitae convallis.