Hvem er de transkønnede børn?
At være transkønnet vil sige, at man ikke identificerer sig med det køn, man blev tildelt ved fødslen. Tildelingen af køn ved fødslen er udelukkende baseret på de ydre kønsdele, hvilket i princippet giver god nok mening, idet man jo ikke kan spørge det nyfødte barn. Ikke desto mindre er den umiddelbare tildeling af det tilsyneladende køn en, som kommer til at følge barnet resten af livet, medmindre det gør en ret så effektiv indsats for at overbevise sine omgivelser om, at det forholder sig anderledes. Og fra de transkønnede børn og unge, jeg har talt med, skulle jeg hilse og sige, at det ikke altid er nemt. At være transkønnet vil sige, ’at ens oplevede kønsidentitet ikke svarer til det køn, man fik tildelt ved fødslen.
At være transkønnet handler om identitet, og hvordan man oplever sig selv. At være transkønnet handler ikke om, hvordan man udtrykker sig gennem adfærd og påklædning eller om seksualitet.’ (FSTB)
Kønsidentitet er den vedvarende, indre oplevelse, vi har af vores eget køn, og for de fleste børns vedkommende gives der udtryk for dette allerede i 3-4-årsalderen. Det er helt almindeligt, at børn eksperimenterer og leger med forskellige udtryk, og det, at en tilsyneladende dreng tager kjole på og leger prinsesse, er således ikke (nødvendigvis) et udtryk for, at der er tale om kønsinkogruens (dvs. manglende overensstemmelse imellem tildelt og oplevet køn). Men hvis barnet konsekvent, vedholdende og over tid giver udtryk for at opleve sig selv som et andet køn end det tildelte, kan det handle om manglende kongruens. Barnet kan give udtryk for dette på mange forskellige måder, både direkte og indirekte.
Nogle børn siger det direkte, at de ikke er en ’pige’ eller ’dreng,’ men noget andet.
Andre børn siger måske ikke så meget, men giver udtryk for ubehag ved at blive fastholdt i det køn, som forældre og omgivelser ser dem som. Børn er meget følsomme ift. potentielle afvisninger fra deres omsorgspersoner, og hvis de har oplevet, at det er blevet slået hen, at de har fået at vide, at det er noget pjat eller lignende, vil de ikke være så tilbøjelige til at tale åbent om det. Børn er afhængige af deres omsorgspersoners kærlighed og accept, og hvis de kan mærke eller får en angst for, at de ikke vil blive accepteret, hvis de ikke oplever sig som det køn, de har fået tildelt, vil de ofte vende bebrejdelserne indad og føle sig forkerte. Dette kan for nogles vedkommende føre til depression, angst og selvskadende adfærd.
Desværre er mennesker med kønsinkongruens dem, som scorer højest på netop depression, angst, selvskade, selvmordstanker og selvmordsforsøg. Den gode nyhed er, at hvis børn bliver støttet i deres identitet, så vil de trives lige så godt som andre børn. (Olson et al: Mental Health of Transgender Children who are supported in their identities, 2016).
Der er med mellemrum mange skriverier i medierne omkring netop transkønnede børn. Der er nogle, som fremfører, at det er en ’modetrend,’ at det er oppe i tiden, og at børnene/de unge ’smitter’ hinanden. Men er der rent faktisk kommet flere transkønnede børn? Forskningen tyder på, at det ikke er tilfældet. Det er rigtigt, at der er kommet flere henvendelser ift. behandling, men det er vigtigt at huske på, at der indtil for få år siden slet ikke var et tilbud til børn i Danmark, i modsætning til i f.eks. Holland, hvor man igennem mange år har tilbudt børn under 18 år hjælp og støtte f.eks. i form af pubertetsudsættende behandling. Studier herfra viser, at der ikke er en ændring i dem, som henvender sig, populationen er ikke anderledes end tidligere, hvilket ikke peger i retning af et ’modefænomen.’ (The Amsterdam Cohort of Gender Dysphoria Study (1972e2015): Trends in Prevalence, Treatment, and Regrets, Wiepjes et al.).
Der synes at være en bekymring for, hvad det er, vi ’gør’ ved disse børn og unge, og det er derfor også vigtigt at vide præcis, hvad det netop er. For det første er der ikke tale om irreversible interventioner. Det, som kan være ønsket fra mindre børn, handler typisk om social transition, dvs. at få lov til at leve som det køn, de identificerer sig som, i børnehave, skole osv. Det kan handle om at blive kaldt et andet navn, at gå i noget andet tøj mv. Det kan også handle om at kunne deltage i de fritidsaktiviteter, som interesserer dem, som det identificerede køn. Dette er straks sværere, idet det endnu ikke er muligt for børn at ændre cpr. Nummer, så det passer til det oplevede køn. Og man skal opgive cpr. Nummer, når man f.eks. vil gå til fodbold, hvilket gør det svært at få lov til at spille på pigeholdet, hvis man er tildelt drengekøn ved fødslen. Man kan selvfølgelig sætte spørgsmålstegn ved, hvorfor sådanne aktiviteter behøver at være kønsopdelt, men det er nu engang sådan, det er, selv for helt små børn, og derfor spiller cpr. nummeret en rolle.
Når barnet nærmer sig puberteten, kan der være et ønske om pubertetsudsættende behandling. Det er den samme behandling, man bruger til børn, som kommer for tidligt i puberteten publikationer.regionh.dk/pdf/full-14369/behandling-af-for-tidlig-pubertet.pdf
Det kan være langt mere vanskeligt at transitionere, hvis man skal igennem puberteten som det tildelte køn. Det er desuden også her, at de fleste børn og unge for alvor får det skidt, og evt. begynder at selvskade. Den pubertetsudsættende behandling kan give barnet/den unge mulighed for at mærke efter, og først efter denne ekstra betænkningstid kan der iværksættes behandling med krydshormoner (dvs. de modsatte hormoner af dem, som barnet ellers har). Det er i princippet muligt f.eks. at få fjernet brystvæv (topkirurgi), når man er under 18 år, men det sker typisk først efter det fyldte 18. år. Nedre kirurgi dvs. operation af kønsorganer er der pt. mange års ventetid på i DK, og det er heller ikke alle transpersoner, som ønsker dette.
Det er værd at bemærke, at alle børn, som henvises pga. kønsinkongruens, skal igennem en psykiatrisk udredning og vurdering i modsætning til voksne, som ikke længere udredes psykiatrisk. Dette skyldes, at kønsinkogruens ikke længere er på den psykiatriske diagnoseliste.
For at opsummere, så er det, der tilbydes disse børn, en mulighed for at leve som det køn, de identificerer sig som, en såkaldt social transition og evt. en pubertetsudsættende behandling, når de bliver så gamle og først sent i teenagealderen evt. behandling med krydshormoner. Forskningen viser som sagt, at børnene trives, når de støttes og, at de mistrives voldsomt, når de ikke gør.
Vores opgave som fagpersoner er derfor at hjælpe med at afdække, hvad der er tale om, hvad der er brug for og at støtte og hjælpe forældre, som måske har svært ved at forstå, rumme og acceptere, at deres barn har et andet køn end det, som lægen eller jordemoderen troede ved fødslen. I det hele taget at gøre det, vi altid gør, og at bidrage til, at barnet og familien trives bedst muligt.
Jeg anbefaler varmt FSTB (Foreningen til Støtte for Transkønnede Børn) for mere information og vejledning.
