Når det lille barn skal sove

Et blik på vaner og putterutiner, som har brug for at blive ændret

Lille Emilia kan kun falde i søvn i viklen, men mor har ondt i ryggen, og føler ikke længere, det fungerer. Sofie-Amalie kan ikke falde i søvn i barnevognen uden, at den vugges længe, og forældrene er bekymrede, fordi institutionsstart nærmer sig. Og så er der Carl, som kun falder i søvn, når han ammes, og vågner mange gange om natten, hvor han ammes i søvn.

I alle tre tilfælde falder barnet i søvn, når blot forældrene gør, som de plejer – men hvad nu, hvis det ikke længere virker, eller de ønsker at ændre det?

I denne artikel vil vi komme med bud på, hvordan ændringer af putteritualet kan gøres så blidt som muligt, og vi komme med nogle input ift., hvornår en ændring overhovedet er nødvendig.

Tilføj det nye, før det gamle tages væk

Når forældre ønsker at ændre en rutine, handler det ofte om noget med søvn og særligt mælk om natten. Vi kigger på specifikke aspekter af mælk og søvn senere i artiklen, men lad os først se på, hvordan man kan ændre en rutine med udgangspunkt i rutiner omkring søvn.

Uanset, om det er en bestemt måde at vugge på, en bestemt måde at amme/flaske på, en bestemt måde at synge på – eller en bestemt rutine for det hele, så kan det være svært at ændre noget uden at erstatte det med noget andet. Hvis forældrene normalt plejer at bade, made og hoppe på yogabold, så vil barnet måske blive overvældet, hvis de fra den ene dag til den anden fjerner én eller flere af tingene, også selvom forældrene f.eks. erstatter at hoppe på yogabold med at vugge i armene.

Det lille barn kan blive rigtig ked af det, når forældrene prøver at ændre putterutinen – også selvom den slet ikke fungerer mere.

Det er vigtigt at huske, at der er forskel på, at synes noget er svært og være ked i kærlige arme i kort tid, imens man prøver noget nyt – og så at græde længe og/eller intenst, fordi det var for meget nyt for hurtigt.

Det gavner ingen at forsøge at ’rive plasteret af’ og presse en ændring igennem i et tempo, barnet ikke kan følge med i. Vi ser ofte beskrivelser af en ‘kold tyrker’, som kan handle om brat stop af mælk ved putning, brug af vuggende bevægelser eller sågar, hvilken forælder der putter.

Det er forældrene, som beslutter at ændre rutinen og bestemmer, hvad de kunne tænke sig at arbejde hen imod, men der kan være rigtig god fornuft i, at lade barnets signaler styre tempoet så vidt muligt, så barnet hjælpes igennem ændringen uden at overvældes.

Et overvældet barn kan ikke lære noget nyt – og forældrene kan være nødt til at stoppe igen, holde en god pause og først prøve igen flere uger eller måneder senere, ofte til stor frustration og med fare for, at forældrene oplever en nederlagsfølelse.

Når man helt konkret skal ændre putterutinen, vil mange ofte forsøge at bevæge sig væk fra det, der ikke virker eller som de ikke længere ønsker. Men hvis man fjerner det, der hidtil har været barnets måde at falde i søvn på, efterlader det barnet i ingenmandsland – nu er der pludselig intet genkendeligt i putningen, og barnet kan blive usikker på, hvad det er, der sker.

Dette handler naturligvis om de søvnvaner, barnet har, nogle vil kalde det en søvnassociation. Vaner er bare vaner – de er hverken gode eller dårlige i sig selv. Virker de, så er de i sagens natur gode – virker de ikke, bliver de dårlige… i hvert fald i den konkrete kontekst.

Vaner kan også beskrives som betingede reflekser – et ganske brugbart værktøj i forhold til børn og søvn.

Når man skal give barnet en ny vane, kan man derfor starte med at tilsætte det nye, man gerne vil indføre.

Helt klassiske situationer, der ofte opstår, er forældre, som gerne vil stoppe med at hoppe, vugge, amme/flaske eller trille i søvn – og blot lægge barnet ned, hvor barnet så falder i søvn selv.

Forældrene har haft hjulpet barnet ind i søvnen, men ønsker nu, at barnet falder i søvn uden hjælp eller i hvert fald med langt mindre hjælp – og det kan der være mange årsager til.

Dette er en meget stor ændring, og det kan være hensigtsmæssigt at dele ændringen op i flere små faser.

Hvad kan forældre forvente, når de ønsker at ændre den måde, de putter på?

Hvis man allerede, inden forældrene går i gang med at ændre putningen, hjælper forældrene til en forventningsafstemning og hjælper dem med forståelse af, at mange små skridt er den rolige og sikre vej frem, så ender forældrene ikke (lige så ofte) i den klassiske ’for meget, for hurtigt’ – også bedre kendt som ’et skridt frem og to tilbage.’

Forventningsafstemningen giver en mere rolig tilgang og en langt større chance for, at ændringerne lykkes – hvis barnet er klar naturligvis.

I en situation med forældre, der ammer/ flasker i søvn, kan det måske være okay, at første skridt er at overgå til at vugge i armene i stedet?

Det kan man eksempelvis gøre ved, at forælderen kommer op at sidde/gå, imens der ammes/flaskes. Inden barnet falder i søvn, tages barnet fra brystet/flasken og vugges.

Nu er barnet nok ked af det, så kan man give en tår mere, imens der vugges, og man kan f.eks. synge, sige “shyyyy/såååå så så”… Når barnet igen er roligt, kan man tage barnet fra brystet/flasken igen og vugge, vugge, vugge… en lille tår mere og så vugge, vugge igen.

Denne fremgang er noget mere realistisk og tager hensyn til barnets behov for en gradvis overgang til en ny måde at putte på.

Måske vil forældrene gerne begge kunne putte det større barn, men barnet afviser den ene forælder?!

Her kan man lade den afviste forælder starte med mere af det, familien normalt gør.

Plejer familien at læse en bog, så læser den afviste forælder to eller tre, så der er noget ekstra godt ved at blive puttet af denne forælder. Forældrene kan også læse sammen, men skiftes til at læse, så læsningen slutter hos den foretrukne forælder de første mange gange og gradvist skifter til at slutte ved den (afviste) forælder, som derefter kan tage helt over.

Man laver simpelthen en gradvis overgang fra det, man gerne vil væk fra til det, man gerne vil hen til. For nogle kan det være en god ide at starte med at øve det nye ved dagslurene, hvis barnet stadig har disse. Hvis det er nat-amningen, forældrene gerne vil væk fra, kan det være en god ide at øve om aftenen, når barnet puttes, da både barn og forældre ofte har mere overskud her end midt om natten. Når barnet har vænnet sig til den nye måde at blive puttet på, vil den indøvede vane nu også kunne bruges ved opvågninger om natten.

Hvad siger forskningen om mælk og søvn?

I mødet med forældrene kan det være godt at være opmærksom på fortællingen om, at det at adskille mælk og søvn giver bedre søvn, som mange forældre mødes med fra flere forskellige kilder, og som kan være den underliggende årsag til, at forældrene ønsker at stoppe med at amme/flaske i søvn.

Der er adskillige studier, som belyser, hvordan amningen enten ikke påvirker eller ligefrem har en positiv påvirkning på søvnen, såvel som vigtigheden af barnets frie adgang til brystet for at sikre mælkeproduktionen. [1 ,2, 3, 4, 5]

Det er helt reelt at være træt og udkørt og have brug for, at mælk ikke er nødvendigt, hver gang barnet skal sove. Det er oftest kun den ene forælder, der kan amme – og det kan føles overvældende.

Handler ønsket om at stoppe med at amme i søvn om, at forældrene gerne vil have den anden forælder mere på banen, så kan man med fordel tale med forældrene om, at også ammebørn kan puttes uden amning. Dette kan eksempelvis ske ved at flytte tidspunktet for amningen, så den ikke ligger som sidste punkt i putterutinen, men derimod før putterutinen overhovedet starter, eller som første punkt.

I forhold til mælk om natten kan det være hensigtsmæssigt at være opmærksom på fortællingen om, at babyer ikke har brug for mælk om natten efter seks månedersalderen.

Forskning har således vist, at ammede børn i alderen 1-6 måneder, der har fri adgang til brystet, indtager ca. 20% af deres døgnindtag om natten, defineret som tidsrummet 22.00-04.00. Det er rimeligt at antage, at barnet ikke fra den ene dag til den anden stopper med at have behov for dette indtag, blot fordi de teoretisk set kan undvære.

Derudover er det værd at være opmærksom på, at brystets lagerkapacitet kan svinge ganske meget, hvorfor nogle ammende og børn kan have svært ved at opretholde mælkeproduktionen og et højt nok mælkeindtag, såfremt barnet slet ikke ammer i nattetimerne.

Når barnet er ni måneder, har barnet med al sandsynlighed erfaret, at der er andre måder at få trøst, tryghed og omsorg på – og risikoen for, at barnet får for lidt mælk, er ganske lille, såfremt barnet stadig får mælken, men det alene er tidspunktet for, hvornår før/i putterutinen mælken gives, der ændres.

Det kan hjælpe forældrene at vide, at mælk om natten ikke ses at påvirke barnets søvn til hverken færre eller flere opvågninger, hvorfor ophør med mælk om natten eller skift fra amning til modermælkserstatning ikke bør ske ud fra en tanke om, at dette vil mindske antallet af opvågninger. Det samme gør sig i øvrigt også gældende for fast føde, hvor vi også ser, at forældre rådgives til at stoppe med mælk om natten for, at barnet skal spise mere fast føde med tanke på, at det vil give færre opvågninger.

Forskning beskriver, at nogle børn, som får mere mælk og fast føde i dagtimerne, i mindre grad søger mad om natten – men barnet vågner stadig. [6, 7]

Derudover findes der studier, der belyser den beroligende og omsorgsgivende effekt af amning, som hjælper den ammende forælder med at føle og yde omsorg for barnet og hjælper både forælder og barn med at falde i søvn – en ganske nyttig funktion, når barnet vækker forælderen om natten og har brug for hjælp til at sove videre.

Det kan være en god ide at tale med forældrene om det naturlige i barnets opvågninger og støtte forældrene i løsninger, som giver mest mulig søvn… med mindst muligt besvær.

For nogen vil det vise sig at være at gå tilbage til ‘det, der virkede før,’ og det er her vigtigt, at forældrene anerkendes for at finde den løsning, der passer til netop dem, i stedet for at fortsætte ud af et spor, som ikke fungerede.

Er ændringen nødvendig? 

Før en familie vejledes i at ændre den måde, et barn puttes på, kan det være godt at overveje, hvorfor vanen skal ændres.

Handler det mest af alt om usikkerhed omkring den dag, hvor det ikke længere virker eller man ikke længere har lyst til at putte på den måde, uanset årsagen? Er der en frygt for at skabe dårlige vaner, som ingen relevans har for hverken den specifikke familie eller familier overordnet set? Hvis frygt for senere problemer ender med at fylde i forældrenes tankegang, kan det overskygge den indfølende tolkning af og reaktion på barnets signaler.

I dialogen med forældrene kan man derfor tale om, at tankerne om fremtiden i mange tilfælde ikke er brugbare lige nu og her. Ingen kan forudsige, hvad der sker med barnets søvn om to uger, måneder eller år. Det er unødige bekymringer, som kan gøre det svært at være i nuet med barnet – og svært at hvile i det, der rent faktisk virker.

Om det så er yogabolden, slyngevuggen, barnevognen inde i stuen, Pjerrot sagde til månen x 1000 eller varm mælk i stride strømme – hvis det virker, er det i langt de fleste tilfælde det eneste, der betyder noget.

Nej, måske kan det ikke blive ved for evigt, men hvem siger, det overhovedet bliver et problem – og hvis det på et tidspunkt ikke længere fungerer for familien, så kan man finde en ny måde at putte eller sove på. Muligheden for at tilpasse putterutinen forsvinder ikke, heldigvis da.

Sovende Børn har guides til f.eks. barnevogn, tremmeseng og natamme/flaskestop på deres hjemmeside, som kan fungere som inspiration til både forældre og fagpersoner.