Familie før og nu

Som sundhedsplejerske eller pædagog beskæftiger man sig dagligt med familier med små børn. Man undersøger, hjælper og vurderer børns hverdagsliv efter nutidens standarder og har et ønske om at støtte op omkring det enkelte barn. Hverdagen skal være acceptabel og allerhelst god for barnet, både her og nu og på sigt.

I bogen ’Familie – i medgang og modgang’ argumenterer vi for, at man som professionel kontinuerligt må overveje, hvordan man møder familierne, og hvad man kigger efter i sit arbejde. Hvilke forventninger og vurderingskriterier mødes børn og forældre egentlig med i dag? Hvilke forhold i børn og familiers hverdagsliv har vores interesse? Det, vi interesserer os for som velfærdsprofessionelle, ændres over tid. Vi får blik for dette ved at dykke ned i historien.

Sædeligt fordærv og åndelig fattigdom

Historisk set har man haft fokus på de familier, man vurderede ikke kunne varetage børnenes tarv. For hundrede år siden var det børn, der voksede op i åndelig fattigdom i såkaldte ’sædelig fordærvede’ familier. Dengang var det især de store børn, der påkaldte sig politikernes og samfundets opmærksomhed, og barnets opførsel blev betragtet som indikator for, om familierne fungerede godt nok. Opførte de sig ikke ordentligt, måtte de opdrages bedre. Dette foregik på nogle af de mange institutioner, der på dette tidspunkt kom flere af: Børnehjem, iagttagelseshjem og opdragelsesanstalter. Det var det lokale værgeråd, der vurderede, hvilke børn og familier man skulle gribe ind overfor. Målestokken var opførsel og moral – og det var ikke overraskende familier og børn, der befandt sig under middelklassens niveau, der slog ud som bekymringsvækkende.

I 1920’erne og 1930’erne blev intentionen om at reducere antallet af ’fordærvede familier’ omsat til ægteskabs- og reproduktionslovgivning. Nogle måtte ikke gifte sig. Andre blev steriliseret. Også i dag reguleres muligheden for at sætte børn i verden, og det rejser spørgsmål om, hvem der ikke skal have børn, eller som vi forud for en kommende fødsel får øje på som nogle, der skal holdes et særligt vågent øje med.

Tidlig opsporing

Mens man tidligere har interveneret i familierne, når der var bekymring for et barn, er der i dag en klar intention om, at man skal forebygge tidligt og allerhelst, inden problemer støder til i familiens hverdagsliv. Der tales om vigtigheden af de første 1000 dage, og hvornår det bedst kan betale sig at investere i børnene. Det betyder også, at det er de yngste børn, der i dag får politisk og samfundsmæssig opmærksomhed, og det rejser nye spørgsmål om vilkår og kriterier.

Ligesom det var en udfordring for værgerådene for hundrede år siden at vurdere, hvilke forhold i en families hverdagsliv man skulle sætte ind over for, kan det også i dag være svært at vurdere, hvilke forhold i et lille barns liv, der på sigt kan føre vanskeligheder med sig. Det taler vi bare ikke ret meget om. Altså tvivlen og vurderingskriterierne.

En del af dette forebyggende arbejde er relateret til det politiske fokus på børns skolegang. Devisen er, at et tidligt samarbejde allerede i vuggestue og børnehave med alle familier kan løfte børnenes senere skoleliv. Som Rådet for børns læring formulerede det i en pressemeddelelse i 2017:

”Det er ikke nok at rådgive om madpakker, sovetider og flyverdragter. Der skal fx også fokus på, hvordan forældre kan stimulere deres børn i forskellige faser, hvordan de bedst understøtter børnene i at lære og udvikle sig.”

Vi søger derfor at samarbejde med familierne, men hvad skal vi samarbejde om og hvorfor?

Samarbejde med alle

Hvis man skal samarbejde om problemer, der kan støde til engang i fremtiden, må man være nogenlunde enige om, hvilke forhold der kan føre hvilke vanskeligheder med sig. Når der ikke er umiddelbart åbenlyse problemer, kan børns trivsel og udvikling se meget forskellig ud alt efter, hvem der ser og hvad, der kigges efter. Som forældre er man først og fremmest optagede af, om ens barn er glad, tryg og tilfreds i hverdagen. Mens man som sundhedsplejerske eller pædagog nok har intention om at se ’det hele barn,’ men samtidig bliver afkrævet at have sin opmærksomhed rettet bestemte steder hen. Et eksempel på et sådant politisk opmærksomhedspunkt er i daginstitutionsverdenen børns sproglige udvikling.

Børns sprog er et fokusområde i samarbejdet allerede i vuggestuen. Det gælder både for børn, der taler flere sprog, og børn som blot behersker dansk. Også i dette arbejde involveres forældre på forskellige måder, både når der er bekymring, og når der blot skal ’trænes’ og ’stimuleres.’ En mor beretter her om, hvordan der i datterens daginstitution ganske tidligt blev sat fokus på, at pigen ikke brugte sit talesprog til at udtrykke sig:

”Liv var i PPR-forløb i sin gamle børnehave, fordi hun var meget lang tid om at lære at tale. Hun talte bare ikke. Det var hun ikke specielt interesseret i. Det var faktisk en af de tider, jeg husker som hårdt for vores familie, hvis jeg skal være helt ærligt. Det der med, at det er ens første barn, og der bliver lige pludselig sået meget tvivl – de var utrolig hurtige til – jeg tror, hun var 1½ år, da de begyndte med hendes sprog. Hvor man bare sådan – altså man har jo ikke nogen referenceramme, når det er ens første barn. Og alt det, hun var rigtig god til, synes jeg, blev enormt problematiseret. ”Ih, hvor laver hun mange puslespil, er det ikke også lidt mærkeligt,” hvor jeg tænkte, det er hun jo skidegod til… ”

Moderen fortæller, hvordan hun føler sig overvældet af det massive fokus, som pædagogerne har på datterens sprog allerede i vuggestuen. Et fokus hun har svært ved se relevansen af, da datteren efter hendes bedste vurdering har det godt og trives. Samtidig oplever hun ikke, at pædagogerne får øje på det, som Liv er god til og i øvrigt er optaget af. Pædagoger og forældre er således opmærksomme på forskellige aspekter af Livs hverdagsliv. Det betyder dog ikke, at der er lige meget plads til perspektiverne, og det får betydning for samarbejdet mellem Livs familie og daginstitutionens pædagogiske personale. På den ene side står det pædagogiske fokus på Livs udvikling af sprog. Dette er understøttet af det aktuelle politiske fokus på børns sproglige udvikling. På den anden side står forældrene, der er bange for, at datterens verbale sprog får forrang i det pædagogiske arbejde med Liv, og ’alt det, hun er rigtig god til,’ overses.

Kan man være på forkant med fremtiden?

Hvor man tidligere tog problemerne, når de kom, forsøger man i dag at være på forkant med problemer, der kan vise sig senere.

Det gælder både i forhold til familier, hvor der menes at være risiko for, at børnene kan ’arve’ deres forældres sociale problemer, og det gælder børn, der vurderes at ’mangle kompetencer.’ Dette følges med en forestilling om, at ’en god barndom’ er en tid, hvor ressourcer udnyttes til fulde, og det bekymringsvækkende kan manifestere sig som en ikke god nok udnyttelse af barnets ressourcer.

Ønsket om at systematisere samarbejdet mellem i dette tilfælde pædagoger og familier er kommet til verden med en intention om, at alle børn skal lære mere, og færre problemer skal opstå på sigt. Spørgsmålet er dog, om det reelt hjælper familierne og deres børn, og om det overhovedet styrker det professionelle arbejde med børnene? Så længe vi ikke kan have en ligeværdig samtale om, hvad der skal samarbejdes om, og hvorfor samarbejdet skal finde sted, så lykkes det næppe. Måske må vi endda tale om, hvordan man på meningsfulde måder kan samarbejde om noget, som kun måske støder til i fremtiden i et lille menneskes liv.