Når moderfølelsen lader vente på sig

Resume

Artiklen er skrevet på baggrund af Anne Mini Rud’s afsluttende opgave på specialuddannelsen til sundhedsplejerske. Opgaven undersøger, hvorledes det opleves at være mor og ikke have moderfølelse for sit nyfødte barn – med henblik på at kunne forklare og forstå dette fænomen.

Der blev udført fire narrative interviews af mødre, der efter fødslen oplevede ikke at have moderfølelse.

Oplevelse som stigmatisering, skamfuldt og forvirring var mødrenes følelser.

Fundene viser dog, at mødrene genvinder deres følelser for barnet.

Den forventede glæde eller manglende følelser?

At blive forældre betegnes ofte som ét af livets største begivenheder, og det er oftest forbundet med stor glæde. På eksempelvis Youtube vrimler det med videoer af ’den søde ventetid,’ som graviditeten populært bliver kaldt.

De seneste år synes der dog at være en begyndende tendens til, at medier også viser den knap så søde ventetid. I dokumentaren ’Lortemor’ fra DR vises også mødres udfordringer i moderskabet. (DR TV – ‘Lortemor’ – u.å.).

Som sygeplejerske på en barselsafdeling har jeg kun oplevet få mødre, der udtrykte, at følelserne for deres barn manglede. Men oplevelsen af usikkerhed på, hvordan jeg kunne støtte og forstå disse mødre, var min udfordring.

Sundhedsplejerskens arbejdsopgaver er bestemt af Sundhedsloven § 121-122, og det er blandt andet sundhedsplejerskens arbejdsområde at støtte og forstå de mødre, som oplever udfordringer i overgangen til moderskabet. Derfor blev dette mit fokus i min afsluttende opgave.

Metodisk fremgang

Ved søgning på diverse søgemaskiner fandt jeg ikke internationalt, videnskabeligt litteratur om emnet, hvorfor interviewundersøgelse af danske mødre, der på egen krop havde haft manglende moderfølelse, blev den metodiske tilgang. Tabel 1 viser de fire informanter:

Idet jeg ønskede mødrenes personlige oplevelser, følelser og erfaringer i centrum, blev tilgangen til interviewene udført som narrative interviews.

Tilsagn, samtykkeerklæring og mundtlig oplysning om formålet samt garanti for anonymitet blev oplyst og underskrevet inden interviewene (Kvale & Brinkmann, 2016).

Efter udførelsen blev alle interviews transskriberet.

Fra transskriberet tekst til meningsenheder til temaer

Interviewene og analysearbejdet havde en fænomenologisk-hermeneutisk tilgang. Under interviewene blev mødrene de styrende i fortællingen. Efterfølgende arbejdede jeg med den transskriberede tekst og dens meningsenheder.

Moderskabet: Forventninger, skam og frustrationer

Alle mødre var i faste forhold, og der var tale om planlagte graviditeter. Alligevel beskriver tre af mødrene, hvordan samfundet, normer og netværk havde indflydelse på beslutningen om at skulle forsøge at blive gravid. En mor fortæller:

”Vi havde været sammen i fem år, så det er jo det, omgangskredsen forventer, at der skal ske…”
(mor C)

En anden mor beretter:

”Min mand havde været klar længe, og jeg vidste jo, at det var ham, jeg ville have børn med… på et tidspunkt…”
(mor A)

Det synes vigtigt for alle mødrene at være klar og velforberedt til den nye rolle. To havde deltaget i privat fødselsforberedelse og ammekurser. De begrundede det således:

”Jeg har altid villet være mor, det har været min største drøm. Det skulle jeg være god til…”
(mor D)

Glæde og forberedelse synes at være centrale begreber i denne fase af deres oplevede livsverden.

Når forventningen brister efter fødslen

Ved fødslen kom det første store forventningsbrist for mødrene. Alle havde en klar forventning om, at de ville blive overvældet af en kæmpe lykkefølelse i det øjeblik, de så deres barn, men dette blev i stedet helt andre tanker og følelser, der fyldte. Udtrykt af en mor:

”Der er du, der er 10 tæer og 10 fingre, alt ser normalt ud, det var det, jeg tænkte…”
(mor A)

”Det var bare tomt, som ’nå nu lå du der’…”
(mor B)

En uventet følelse, der skabte skam. En mor fortæller, at hun skammede sig over ikke at have den kærlighedsfølelse, men hun sagde det ikke til nogen i frygt for, hvad andre ville tænke.

Flere beskrev, at frygten for at få ’stemplet’ fødselsdepression var medvirkende faktor til, at de holdt tankerne og følelserne for sig selv. Sagt af en mor:

”Jeg ville under ingen omstændigheder have, at nogen skulle tro, jeg havde en f ødselsdepression, det havde jeg altså ikke…”
(mor B)

Forventninger fra familie og samfund om parathed går ikke altid i spænd med moderens ønsker og behov. Nogle vælger at tilsidesætte egne ønsker og tager næste skridt og stifter familie. Om det at stifte familie skriver psykolog og forsker, Magareta Brodén, at det blandt andet kan være en måde, hvorpå man ønsker at bekræfte sin relation til sin partner. (Brodén, 2007).

Graviditeten var for mødrene i undersøgelsen forbundet med både glæde og bekymring, og mødrene brugte en del ressourcer på at forberede sig på moderskabet. Brodén beskriver, at der i graviditeten sker en kompleks psykologisk forandring i form af omstrukturering af det psykiske liv. Hun bruger begrebet ’fusion’ om det første trimester, hvor der sker en følelse af samhørighed med barnet (Brodén, 2007). Dette var grundlæggende også tilfældet for mødrene i undersøgelsen.

Om overgangen til moderskabet skriver professor i psykologi, Daniel Stern, at mødre, og særligt førstegangsmødre, i forbindelse med fødslen træder ind i en ny midlertidig unik, psykisk tilstand, som han kalder ’moderskabskonstellationen.’ Denne indebærer blandt andet en dybtgående omstilling, hvor mødrenes interesser og bekymringer ændrer sig med fokus på moderskabet. Han beskriver nedenstående fire temaer, som tilsammen danner moderskabskonstellationen, og væsentlige for såvel moderens som barnets trivsel:

• livsvækst
• den primære relateren
• støttende netværk
• reorganisering af identitet (Stern, 1997)

Netop at elske sit barn var det, mødrene i undersøgelsen ikke oplevede. Mødrene i undersøgelsen oplevede, stik mod deres forventninger, ikke en overvældende lykkefølelse og kærlighed til deres barn. De beskriver en følelse af tomhed. Tomhed og manglende lykkefølelse strider imod Sterns princip om moderskabskonstellationen.

Fundene i dette studie sætter spørgsmålstegn ved, om det i nutidens vestlige samfund er en selvfølge, at man i overgangen til moderskabet befinder sig i denne ’moderskabskonstellation’?

En god nok mor? Alene med sine følelser

At være en god nok mor er en subjektiv ting, men det var noget, de interviewede mødre pointerede. Flere beskriver, at de følte, de mistede kontrollen. Al deres praktiske forberedelse syntes at være væk efter fødslen. De følte et stort ansvar for at give deres børn det, barnet havde brug for, de negative følelsesmæssige tanker gav tvivl, om de var en god nok mor og beretter:

”Jeg har aldrig passet et spædbarn før, og pludselig stod jeg med mit eget, som var mit ansvar. Men jeg fejlede, for jeg elskede ham jo ikke…”
(mor C)

”Jeg passede hende jo og gav hende alt det, hun havde brug for, men jeg elskede hende ikke. Hun kunne være naboens eller min niece…”
(mor B)

Flere beskriver, at de følte sig forkerte og undrede sig over, hvad der var galt med dem. Fælles var, at de ikke ønskede at fortælle nogen om disse følelser, som disse mødre fortæller:

”Jeg turde ikke sige noget til sundhedsplejersken, for hvad ville der så ske, ville de tage mit barn? Ville de stemple mig som en dårlig mor…?”
(mor D)

Oplevelserne af barselsperioden var ikke, som mødrene havde forventet og læst i sociale medier. En mor beretter:

”Alle steder havde jeg set og læst, at den der tid lige efter fødslen, hvor farmand er hjemme på barsel, den er bare så skøn, der er man som et lille trekløver. Det glædede jeg mig helt vildt til. Men det var slet ikke sådan, det var ikke spor fedt…”
(mor A)

Følelsen af ikke at være en god nok mor og være alene med denne følelse og føle sig anderledes kan tolkes som en oplevelse af stigmatisering.

Ifølge sociolog Erving Goffmans’ teori om stigmatisering kan der være tale om en karaktermæssig stigmaoplevelse. Han beskriver to former for stigma. Den miskrediterede og den potentielt miskrediterede (Goffman, 2009). Mødrenes oplevelse kan forklares som en potentiel miskreditering, idet det ikke er tydeligt for andre, da mødrene ikke turde dele disse følelser med hverken netværket eller sundhedsprofessionelle.

Flere af mødrene beskriver, at de allerede følte sig forkerte og var opmærksomme på de manglende følelser på sygehuset umiddelbart efter fødslen, men frygtede mistro ved deres forældreevne og delte ikke dette med jordemoderen, sygeplejersken eller sundhedsplejersken.

Spørgsmålet er, hvordan sundhedsprofessionelle kan imødekomme disse mødre, så de ikke frygter at fortælle om deres følelser?

At genfinde kontrollen

Mødrenes følelser for deres barn ændrede sig i takt med, at de lærte barnet bedre at kende og i takt med, at barnet begyndte at smile og pludre, og den-gode-nok-moroplevelse voksede. Tre af mødrene fortæller, at følelserne stille og roligt kom snigende. De beskriver det som:

”Jeg tænkte nok ikke over det lige i starten, men pludselig en dag, da hun smilede og pludrede til mig, tog jeg mig selv i at være helt overvældet af kærlighed til hende…”
(mor B)

Som følelserne for barnet kom, turde flere berette i mødre gruppen og til deres netværk om den svære tid. Reaktionerne fra mødre gruppen og netværket var forstående og tilkendegivende, og nogle kunne berette om lignende oplevelser. Pludselig var mødrene ikke alene om denne oplevelse. De tror, det havde været en anden oplevelse, hvis de havde kendt til andre, med lignende oplevelser. En mor siger:

”Jeg havde aldrig hørt om, at man kunne have det sådan, at det faktisk ikke er sjældent, at det sker. Jeg føler ikke længere, at jeg var en dårlig mor dengang, men jeg synes da, det er ærgerligt, at jeg ikke havde den kærlighed til min søn fra start, som jeg har nu.”
(mor C)

Sygeplejeteoretiker Ramona Mercer beskriver indtræden i moderrollen som en proces med fire overordnede stadier:

1. forventningsstadiet
2. det formelle stadie
3. det uformelle stadie
4. det personlige stadie (Mercer, 2011).

For mødrene i denne undersøgelse begyndte afvigelsen fra den forventede proces tilsyneladende i det såkaldte formelle stadie. Mercer mener om dette stadie, at ens adfærd som mor er styret af formelle forventninger fra andre i moderens netværk, og påvirkes af social støtte og stress (Mercer, 2011). Det var netop generelle forventninger fra netværk og normen i samfundet samt efterfølgende forventninger fra sig selv, hvor mødrene oplevede at føle sig pressede og utilstrækkelige.

Mercer beskriver, at der er forskellige udviklingsmæssige reaktioner fra barnet, som interagerer med moderens identitetsdannelse som mor. Disse indebærer blandt andet øjenkontakt med barnet, at barnet har en rolig adfærd som en reaktion på moderens omsorg samt smil fra barnet (Mercer, 2011). Disse reaktioner fra barnet var netop nogle af de faktorer, mødrene fremhævede som værende afgørende i ændringen af følelserne for deres barn. I ’det personlige stadie’ opnår mødrene en følelse af at være sikre i deres identitet som mor, føler sig følelsesmæssigt engageret i sit barn og oplever harmoni og kompetence i rollen som mor. Dette stadie kan ifølge Mercer opnås i løbet af en måned, mens andre tager flere måneder (Mercer, 2011). Ud fra dette perspektiv tyder det på, at de interviewede mødre ikke veg synderligt fra den normale proces ind i moderskabet. Mødrene beskrev følelser og oplevelser, som peger på, at de efter 2-3 måneder befandt sig i det ’personlige stadie.’ De efterlyste dog viden om, at det er forskelligt, hvordan det opleves at blive mor.

Spørg ind til følelserne

Da mødrene omsider delte deres følelser med netværket eller sundhedsplejersken, blev de mødt med forståelse og støtte. Fundene peger på, at der er behov for mere åbenhed om normaliteten af ikke at opleve følelser for sit barn fra begyndelsen af graviditeten og moderskabet. Derfor er jeg som ny sundhedsplejerske blevet mere bevidst om at spøge ind til følelserne hos de nybagte mødre.