Der er i øjeblikket stor politisk opmærksomhed på fødsler, dette er positivt, da en fødsel gerne skulle være en positiv oplevelse for alle parter.
Efter 33 år som sundhedsplejerske kan jeg med stolthed sige, at jeg har haft verdens bedste job. Jeg tillader mig alligevel at kommentere på udtalelsen om, at man som fødende skal have ret til to døgns indlæggelser.
Jeg er ikke enig i, at to døgns indlæggelse nødvendigvis er det rigtige. Det må så absolut komme an på den enkelte families ønsker og behov. Jeg har heldigvis oplevet, at størstedelen af de mange familier, jeg har besøgt, har oplevet et fint fødselsforløb.
Med fødeplanen var det meningen at ruste familierne til en tidlig udskrivelse – mod til gengæld at styrke jordemoder- og sundhedsplejerskeindsatsen, hvilket desværre ikke er blevet opprioriteret. Dog undres jeg over, at ingen politikere nævner sundhedsplejen som et tilbud i forbindelse med graviditeten. Som sundhedsplejer(ske) har man en bred faglig uddannelse, som netop kan bruges til fødselsforberedelse.
Jeg har oplevet funktionen ’Kendt Jordemoderordning,’ som varetager hjemmefødsler. En god ordning, hvor familierne føler høj grad af tryghed og ikke er udsat for et stort personaleskift og deraf modsatrettede informationer.
Med fødeplanen har jeg som sundhedsplejerske oplevet det positivt, at jeg som fagperson tidligt har haft kontakten til familierne. Vi har længe haft et ønske om, at familierne skulle have tilbudt graviditetsbesøg af sundhedsplejeren. Der ville i så fald være et naturligt samspil mellem de fagprofessionelle før og efter fødslen, dette ikke mindst til gavn for familien.
Jeg oplever, at mange sundhedsplejere er meget professionelle og engagerede i deres arbejde. De har udover en sygeplejefaglig baggrund 1 1/2 års videregående uddannelse målrettet specielt familiedannelse og tidlig forebyggende indsats. Flere af dem har desuden i længere tid arbejdet på pædiatrisk afdeling eller neonatal afdeling.
I mange kommuner er der ansat sundhedsplejere, som har IBCLC-uddannelsen. Sundhedsplejeren er uddannet til at yde en generel sundhedsfremmende og forebyggende indsats ud fra den professionelle vinkel. Blandt andet funktionsundersøgelse af barnet, vejledning og individuel støtte til familiedannelse og tilknytning mellem barn og forældre.
Gennem årene er der sket en stor samfundsændring. Som familie stilles der store krav, og især den første tid med et lille barn er ofte forbundet med stor usikkerhed. Der stilles krav til amning, tilknytning til barnet, ernæring, udvikling, søvn, parforhold, opdragelse mm.
I 2018 blev der lavet en sundhedsplejerskeundersøgelse i kommunerne, som viste, at 59% af sundhedsplejerne oplever konsekvenser ved, at kommunernes sundhedsordning ikke lever op til SST’s anbefalinger, hvilket virkelig er tankevækkende!
Hjemmebesøg er mange steder til dels erstattet af konsultationer. Gennem mine mange år som sundhedsplejer er det min overbevisning, at forebyggende sundhedspleje bedst foregår et sted, hvor forældrene er trygge. Jeg mener ikke, forældrene selv aktivt skal opsøge sundhedsplejen, på den måde får man ikke altid støttet de familier, som har de virkelige behov for ekstra hjælp og støtte.
Vi kan jo ikke som fagpersoner på forhånd vide, hvilke familier der har udfordringerne, vi ser jo med al tydelighed, at der er udfordringer i alle samfundslag.
Det, som er vigtigst lige nu, er, at man politisk ikke ser ensporet på fødslerne, men tænker tværfagligt samarbejde, kontinuitet og ser børne og familielivet i et større perspektiv. Ikke mindst, hvis ulighed i sundheden skal mindskes!