Det er sommeren 2019. Termometret siger næsten 20 grader, og vi venter sammen med en broget flok af langhårede rygsækrejsende fra hele verden, hjemvendte grønlændere og danskere på vej på job. Narsarsuaq lufthavn har kun et bagagebånd, og det tager tid, inden det kommer op at køre. Forude venter en to timers sejltur med en mindre motorfærge forbi turkise isbjerge, grønne fjelde og enligt beliggende træhuse og fåreholdsstationer. Solen skinner og blænder næsten synet af den ufattelige skønhed, der omgiver os. Vores mål er Qaqortoq, den største by i Sydgrønland, og den dukker pludselig op med sine stejle fjelde og store færgehavn.
Julianehåb, hed byen i gamle dage, den tæller knapt 3000 sjæle, hvoraf 300 bor i mindre bygder, fåreholdsteder og rensdyrgårde.
Sundhedspleje i Grønland
Meeralerisoq betyder sundhedsplejerske på grønlandsk. Vi er to københavnske sundhedsplejersker, Charlotte Rosholm og Nanna Elberg, der har rykket teltpælene op og pakket komfortzonen langt væk for nogle måneder for at arbejde på det lille sygehus, smukt placeret med udsigt over Storesø.
Gennem hele august og september kan man se og høre glædesskrig fra børn, der hopper i det iskolde vand fra faretruende høje klippesider… helt uden opsyn.
Det grønlandske flag vajer fra sygehuset, hver gang et lille nyt barn kommer til verden – en meget smuk fødselsanmeldelse.
Sundhedsplejen i Grønland hører hjemme på sygehusene og de små bygdestationer. Vi bliver budt velkommen af regionssygeplejersken og sekretæren/ vores tolk, og efter 1½ times introduktion skal vi stå på egne ben. Da den sidste sundhedsplejerske er rejst en måned forinden, er der ikke rigtig nogen, der kan introducere os til sundhedsplejerskejobbet i Grønland, og vi bruger en del uger på at famle os frem. De fleste sundhedsplejerskestillinger er besat af danske vikarer eller assistenter med særlige børnekurser.
Allerede den første eftermiddag er der sat børn på til vaccination. Vi får bævende læst os frem til den mest nødvendige viden. Det er mange år siden, vi sidst har givet en injektion, og vi slår plat og krone om, hvem der først skal stikke en nål i et buttet barnelår.
Men vi bliver gode til det. Rigtig gode. Vi blæser sæbebobler til afledningen for de mindste børn og håndterer efterhånden også de skrækslagne teenagere. På bedste curlingvis spørger vi en mor til en 5-årig, om han så skal have en lille gave eller slik, når nu vaccinationen er overstået. Hun svarer, at det kan hun ikke se nogen grund til, smerte er en del af livet. Det bliver for os et kendetegn på, hvordan grønlandske børnefamilier opdrager deres børn. Ikke at der ikke vises omsorg, men en omsorg der bæres hen i retning af, at børn opdrages til robusthed og at kunne mestre et til tider barskt og usentimentalt liv.
Det grønlandske vaccinationsprogram ligner det danske ud over vaccinationer mod hepatitis og tuberkulose, sidstnævnte indgives af jordemoderen, umiddelbart efter fødslen. Børn med tuberkulose følges også af sundhedsplejersken med fokus på trivsel og udvikling. Vaccinationerne er højt prioriterede, og møder folk ikke op, indkaldes de pr. telefon eller med brev leveret af sygehusets portører igen og igen.
Vores rummelige kontor ligger på 1. sal med en åndeløs udsigt over Storesø. Ved siden af os bor sygehusets jordemødre, som er vores nærmeste samarbejdspartnere og overfor ligger fødestuen. På intet tidspunkt hører vi en lyd fra fødestuen. Grønlandske kvinder føder stille og hurtigt. Ligeledes møder vi også kun ganske få problemstillinger omkring amning og søvn. Til gengæld er der andre problemstillinger: Alkohol og stofmisbrug, vold og overgreb. Dette kommer næppe bag på nogen, men vi møder også stærke kræfter hos de unge, grønlandske børnefamilier, der selv er vokset op i hjem med svære problemstillinger: Et ønske om at ændre på den sociale arv og vælge en anden tilværelse til… uden misbrug og vold.
Personalet på byens to børnehjem og familiecenter gør, hvad de kan, men er udfordrede af personalemangel og ufaglært personale.
Som i Danmark er der også hjemmebesøg, og i skrivende stund er vi stadig ikke helt klar over den nøjagtige profil, men nogenlunde som i København – 5-6 besøg i første leveår og mange af besøgene er med tolk.
Kostvejledning er som i Danmark også en del af vejledningen. Det byder også på ommøblering af vores hjerner. Der er mangel på friske grøntsager, og dem, der findes, er dyre og har været dage undervejs. Mange grønlændere spiser gammeldags dansk mad, men også stadig grønlandsk mad: Hvalspæk (mattak), sælkød, tørret torsk sammen med nyplukkede sortebær (fjeldrevling) og blåbær fra fjeldet (omega 3/jern/C-vitamin). Børn gnasker fornøjeligt tørret fisk og tang som snack.
Der er i byen en stor folkeskole, hvor vi skulle varetage indskolingsundersøgelserne. Og de grønlandske børns gode motorik taget i betragtning var det en ren fornøjelse, vi var ligefrem nødt til at opgradere den motoriske del, da den ellers var alt for let.
Vi havde også fornøjelsen af at undervise udskolingen i seksualitet, sundhed og prævention. Der var stort engagement og koncentration – vigtig opgave at nedsætte det høje antal af prov. aborter.
Fritid
Der er et godt sammenhold mellem os, der er langt hjemmefra, på tværs af alle professioner. Man lærer hurtigt hinanden at kende, så man skal ikke vægre sig for at tage alene afsted.
I Sydgrønland er der masser af muligheder for friluftsliv. Vandreture med bærplukning i fjeldet sammen med de grønlandske børnefamilier er en yndet aktivitet.
Og i weekenderne er der mulighed for sejlture til indlandsisen, de små bygder og kirkeruiner omkring Qaqortoq, som er fantastiske at opleve.
Grønlænderne er meget stolte af deres land og naturen. De lever med den på godt og ondt. Et udtryk, vi ofte hørte, var Immaqa (måske, om Gud vil), som er et brugt ord, før man skal på sejl-helikoptertur, for man ved aldrig med vejret eller uforudsete hændelser, man kan ikke tage noget for givet. Vi var ude for et motorstop midt i ishavet. Blandt flydende isbjerge og intet land at skue. Bådføreren var kommet til at tage sin defekte påhængsmotor med, men han tog det med ophøjet ro – og fandt en løsning, så vi kom helskindet i havn.
I det hele taget er tempoet noget lavere, og det skulle sådan to københavner sundhedsplejersker lige vænne sig til.
Livet i byen
Et af samlingspunkterne i byen er Brugsens opslagstavle, som har en vigtig funktion. Der er opslag om alt mellem himmel og jord: Opbrugte isbjørnekvoter, hvornår optikeren kommer til byen (kun 2-3 gange årligt), jobannoncer (hvor det fremhæves, at ædruelighed er forventet), fisketure mm. og selvfølgelig også reklame for Sundhedsplejerskernes mødregruppe.
Vores ugentlige mødregruppe/forældrecafé i byens hyggelige bibliotek blev flittigt besøgt – der blev grinet og grædt, stillet masser af spørgsmål og talt åbent om en svær opvækst. Ønsket om at lave ny historie for deres børn var meget kendetegnende for mange af mødrene.
Barnedåb og første skoledag er store begivenheder, hvor nationaldragterne kommer på. Vi blev inviteret med til kaffemik af personalet – og til barnedåb (man fejrer seks måneders dagen.) Taknemmelig for det lille, nye liv. Et levn fra tidligere tiders store børnedødelighed. Børn og familie betyder alt i Grønland.
Børn bliver tidligt taget med på fisketure og på jagt. Regionslægen gav stolt kage på afdelingen, da hans ni årige datter havde skudt sin første polarhare. Hun var uanfægtet af, at den første hare, hun skød på, mistede ørerne.
Beretning fra udstationering til Nanortalik
Vores ophold indeholder også nogle bygdebesøg, og vi har hver især et fem dages ophold i Grønlands sydligste by, Nanortalik, som ikke har en fast sundhedsplejerske.
Mandag blev jeg hentet af ambulanceføreren/portøren kl. 5.45 for at blive kørt ned til båden, som sejler til Nanortalik kl. 06.00.
Jeg skal fem dage til Nanortalik og bygden Narsarmijit. Nanortalik er den sydligste by i Grønland med 900 indbyggere og 100 km fra Kap Farvel. Den er en del af Kujalleq kommune og har et lille sygehus, men ingen fast sundhedsplejerske. Jeg spørger portøren, om han har husket min frostkasse med vacciner, som skulle være pakket til mig i går. Men det har han glemt, så vi må lige inden om sygehuset. Der er ingen frostkasse at hitte, så regionssygeplejersken (der skulle pakke den) ringes op. Hun er lidt søvndrukken, men svarer, at hun har glemt det. Hmmm… Jeg og nattevagten finder en frostkasse og kaster vacciner og fryseelementer ned i den, mens jeg forsøger at memorere i hovedet, hvilke vacciner jeg skal bruge. Men vi når båden og tøffer stille og roligt ud gennem havnen i den tyste morgentåge og i et kor af skræppende måger, mig og fire andre passagerer.
Det er en to timers sejltur. Byen Nanortalik er kun et navn, jeg kan huske fra min barndom, når vi hørte grønlandsk radio på dansk, men har fra gammel tid været beboet både af nordboere og inuit. Da vi sejler ind i Tasermiutfjorden, forstår man godt, at byen er kendt for andet end et fangststed og en velbevaret koloni-bydel. Det er et imponerende syn af bjergtoppe med sne og lodrette fjeldvægge.
Det øsregner i Nanortalik, og snart er jeg alene på kajen med min rullekuffert, min rygsæk med vægt, andre sundhedsplejersketing og den store frostkasse. Jeg ved dybest set ikke, hvor sygehuset eller ’Kap Farvel-hotellet’ ligger, men begiver mig afsted, velvidende, at det nok er min egen fejl, at jeg ikke har bestilt en transport. Men en by med 900 indbyggere kan vel ikke være så svær at finde rundt i. Jeg indser dog hurtigt, at det ikke rigtig er muligt at transportere min bagage uden hjælp. Det går op for mig, da jeg taber den store frostkasse med vacciner ud på gruset i regnvejret, men som kaldet fra himlen stopper en bil (dem er der ret få af), og en ældre grønlandsk herre spørger, om han kan køre mig et sted hen. Han fortæller, at der kun er to taxaer i byen. Jeg takker, men det er ham, der takker, fordi jeg skal vaccinere hans teenagebarnebarn i dag. Hvem kan slå Facebook i hurtig information – ja, det kan så en grønlandsk by.
Som jeg tidligere helt sikkert har nævnt, så gælder det om i det grønlandske sundhedsvæsen, at man skal kunne klare sig selv, være omstillingsparat (på et andet niveau end i det danske) og bare kridte skoene, gå i gang og ikke forvente hjælp. Ikke fordi folk ikke vil hjælpe, men fordi der hele tiden mangler et eller andet. Men det gør så også, at man bliver mere innovativ og opfinder andre metoder. F.eks. at der ikke hele tiden er en tolk eller at hun er optaget andetsteds, så må man sige til sig selv, at sprog jo ikke blot er det talte. Men det går så heller ikke at foreslå noget meget anderledes. En balancegang, man lærer at håndtere.
Dagens første opgave vaccinationen af de 13 teenagere (HPV og Hepatitis) skal så efter afdelingssygeplejerskens anmodning også suppleres med en vejledning om, hvor farligt det er at sniffe benzin (står i dunke overalt pga. den megen bådfart), som man åbenbart har set nogle første klasses børn gøre i løbet af sommeren. At man ikke på Nanortalik sygehus kan behandle så omfattende lungeskader, som det vil give, og at man derfor vil dø af det. Dejlig opgave her først på formiddagen uden tolk. Mit grønlandske er ikke helt godt nok til at skulle drøfte benzindampe.
Men heldigvis indvilliger en mor i at blive og tolke for hvert enkelt barn. Det er åbenbart okay for hendes arbejde, og sådan løser ting sig som regel hen ad vejen. Hvis jeg ikke havde haft så travlt, kunne man måske også foreslå fangerne, at benzindunkene blev låst inde. Men skråsikkerhed i denne del af verden er et no-go.
Jeg er også på hjemmebesøg i løbet af min arbejdsuge. Jeg bliver kørt rundt i byens ambulance af den flinke portør.
Grønlændere bor (generelt) meget enkelt og beskedent. Kopper og tallerkener er ofte de samme. Noget man har kunnet købe i Brugseni eller Pissifik. Der er kun de møbler, der er nødvendige, og vægpynten er ofte billeder af egne børn eller grønlandske motiver. Det er heller ikke nødvendigt. Udenfor ligger den storslåede, grønlandske natur.
Ambulanceføreren behøver ikke adresser, han kender alle i hele byen. Ved vores 2. besøg den dag bliver der ikke åbnet, og ambulanceføreren siger, at det kan være, fordi de havde barnedåb i søndags, og Jensine (morens navn) kunne derfor tænkes at være hos sine forældre. “Det var en hård fest,” siger han, “og det er kun tirsdag. Men jeg kan ringe og spørge min lillebror, han er kæreste med Jensine eller lillebror, det kalder vi bare hinanden, fordi vi er vokset op sammen.”
Jeg er faktisk rørt over al den hjælpsomhed.
Af de ca. 50 børn, jeg når at vaccinere og undersøge i løbet af den uge, er der ret mange af dem, som bor i plejefamilier eller er ’gavebørn.’ ’Gavebørn’ er et grønlandsk fænomen. Det kan være unge piger, der er blevet gravide og ikke magter barn nr. tre. Så giver hun det væk, måske til sin egen mor, en barnløs veninde eller en kvinde, der har mistet sit barn. En slags adoption uden myndighedernes indblanding, men dog med et stykke papir. Det kan være svært i små samfund som dette, hvor man hele tiden støder på hinanden, er der en mor, der fortæller mig. Eller i det tilfælde, hvor den biologiske mor er forment samkvem med sit barn, men barnet er i pleje hos fasteren.
Torsdag er bygdedag, og vi tager tidligt afsted med en hyret motorbåd. Helga, den faste tolk og sekretær, Birgit som er dansk sygeplejerske.
Med i båden er også børnelægen, Jan Færk, som nogle måske kender fra pædiatriske afdelinger i hovedstadsområdet. Jan vil gerne have mig med i bygden, fordi der ikke har været en sundhedsplejerske i 10 år. Han vil særligt gerne have, at jeg snakker med og undersøger skolebørnene. Der er seks børn i alderen 6-11 år. Han ved, at nogle af dem er forsømte.
At vælge at bo i en bygd med blot 70 mennesker, mange ældre, kan der være mange forskellige grunde til. Nogen ønsker et stille liv. Andre ønsker at gå under radaren, og det passer disse familier fint, at man ikke ’sladrer’ til myndighederne her.
Foruden at være en grundig og omsorgsfuld børnelæge har Jan en stor viden om grønlandske forhold også på det historiske område, og han er medlem af ’Knud Rasmussen-selskabet.’ Han underholder mig med dette, mens vi forcerer noget af en bølgegang, lidt mere ude i det åbne Atlanterhav, end jeg har prøvet før.
Der er meget smukt i Narsarmijit, spredte træhuse på sletten, høje, stejle fjelde og meget stille. Bortset fra hundeglammen. Det er depotbestyreren, Klara, der tager imod os.
En depotbestyrer bestyrer medicinen, men har ikke nogen medicinsk uddannelse. Huset er Klaras, men der er to meget små undersøgelsesrum, som tolken og Jan bruger. Det ene rum er helt fyldt op af en gynækologisk briks. Dagen starter med, at Klara serverer kaffe, rosinbrød og sortebær. Det er meget hyggeligt og hjemligt. Jeg skal derefter undersøge de små børn i Klaras spisestue, men det går fint. Der er bl.a. et tre måneders barn med hofteledsdysplasi med skinne på for at holde hofterne i frøstilling. Barnet vokser hurtigt ud af skinnerne, som skulle være kommet fra Nuuk. Det er de så bare ikke. Forældrene er unge, men lydhøre og dybt taknemmelige over vejledningen.
På vej hjem fra arbejde er havet stille og blankt. og vi er så heldige at se flere pukkelhvaler. På vej hjem til Qaqortoq i helikopter var jeg meget taknemmelig over at have fået så storslåede på-vej-hjem oplevelser.
På vores sidste arbejdsdag bliver der sunget fødselsdagssang til morgenkonferencen.
Det bløde grønlandske sprog løfter sig op i den mørke vintermorgen, og vi får tårer i øjnene og vil savne det lille sygehus fællesskab.
Næste dag flyver vi hjem, først med helikopter til Nanortalik – Narsarsuaaq i et forrygende blæsevejr, 27 m/s, der kaster den spinkle blikhelikopter mod fjeldsiderne. Vi er stive af skræk og knuger hinandens hænder.
Den grønlandske passager på Charlottes side kan føle vores angst og tager hende i hånden. Piloterne vender sig om mod os og giver thumps-up. Naturens rasen og Grønlands infrastruktur betyder alt.
Kalaallit Nunaat – menneskenes land, Takuss, vi ses!
