Hjem » Artikler »Forældre skal involvere sig og inddrages i deres teenagers liv

Forfatter: Maria Koch Aabel, programleder for ’Fælles om ungelivet’ i Sundhedsstyrelsen
Fotograf: Adobe stock
Magasin: Sundhedsplejersken 3 2021
Udgivet: 28. juni 2021

Forældre skal involvere sig og inddrages i deres teenagers liv

Danske forældre har en tendens til at trække sig fra deres teenagers liv. Men det er vigtigt for de unges trivsel og brug af rusmidler, at forældre fortsætter med at involvere sig. I partnerskabsindsatsen ’Fælles om ungelivet’ vil Sundhedsstyrelsen, Trygfonden og fem pilotkommuner indsamle erfaringer med, hvordan kommuner kan understøtte forældreinddragelsen.

For både unge og forældre kan teenageperioden være en turbulent tid med store omvæltninger. Mange forældre er usikre på, hvordan de skal tackle forældreskabet og relationen i denne periode, og de kan være usikre på mange af de nye emner, der fylder i teenagerens liv.

Samtidig er der en tendens til, at forældre i Danmark begynder at slippe deres teenager i 15-16 års-alderen, og lader dem stå mere på egne ben, f.eks. i forhold til brug af alkohol og byture. Det kan skyldes et gensidigt ønske om selvstændighed, men mange forældre tror også, at de ikke længere har en betydende rolle i deres teenagers liv, hvilket bliver forstærket af, at den unge ofte begynder at søge mod vennerne.

Teenagere lytter stadig til deres forældre

Men forskning viser, at det er vigtigt, at forældrene holder fast i en tæt relation og bliver ved med at sætte rammer for deres teenager. Forældrenes involvering er en beskyttende faktor for blandt andet trivsel hos den unge og forebygger brug af rusmidler.

Undersøgelser viser f.eks., at hvis forældre sætter tydelige grænser, bruger meget tid sammen med deres teenager og kender vennerne, så er de unge mindre tilbøjelige til at drikke sig fulde eller eksperimentere med stoffer. Og unge, som har aftaler med deres forældre om alkohol, drikker mindre, end de unge, som ikke har aftaler. De unge lytter altså stadig til deres forældre, også selvom de ikke altid vil være ved det.

Forældre skal engageres og klædes på

Mange kommuner har fokus på at etablere et godt forældresamarbejde i grundskolen, give forældrene viden om deres rolle, og f.eks. inddrage forældre i fælles klasseaftaler om brug af alkohol. Men når barnet bliver ældre og begynder på en ungdomsuddannelse, er der ikke tradition for forældreinddragelse og –samarbejde, og forældrene bliver ikke mødt med viden om betydningen af deres fortsatte involvering.

Det er derfor vigtigt, at forældre til teenagere får viden om og reflekterer over den betydning, de stadig har i deres teenagers liv, og bliver klædt på med viden og handleanvisninger, der kan understøtte relationen og dialogen mellem forældre og den unge.

Inspireret af islandske erfaringer er Sundhedsstyrelsen og Trygfonden i samarbejde med de fem pilotkommuner Odder, Silkeborg, Aalborg, Gentofte og Sorø gået i gang med programindsatsen ’Fælles om ungelivet,’ hvor der er fokus på at understøtte beskyttende faktorer for unges brug af rusmidler, herunder forældrenes involvering i deres teenagers liv. Pilotkommunerne skal over de næste tre år indsamle erfaringer med, hvordan man kan inddrage og engagere teenageforældre. Det skal blandt andet gøres ved at indsamle lokale data i udskolingen og på ungdomsuddannelser om de unges trivsel, niveauet af beskyttende faktorer og brug af rusmidler. Data skal formidles engagerende til forældrene samtidig med, at forældrene bliver klædt på med viden og handleanvisninger – og motiveres og inddrages til at skabe sunde og inspirerende miljøer og fællesskaber for de unge, hvor rusmidler ikke spiller en markant rolle. Sundhedsstyrelsen vil understøtte de lokale indsatser med en række kommunikative indsatser på nationalt niveau.

Links

Læs mere om ’Fælles om ungelivet’ her: www.sst.dk/da/faellesomungelivet

– og følg indsatsen på LinkedIn: ’Fælles om ungelivet

Mest læste artikler

Sign up til vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet modtager du automatisk nyheder fra Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hvis du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbrevet, kan det afmeldes her på siden.

Bliv en del af vores faglige fællesskab

Hvis du ikke allerede er medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, synes vi, du skal tilmelde dig. Der er nemlig rigtig mange fordele ved et medlemskab hos os.

Bliv medlem

Bliv en del af vores faglige fællesskab

Hvis du ikke allerede er medlem af Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker, synes vi, du skal tilmelde dig. Der er nemlig rigtig mange fordele ved et medlemskab hos os.

Sign up til vores nyhedsbrev

Når du tilmelder dig nyhedsbrevet modtager du automatisk nyheder fra Fagligt Selskab for Sundhedsplejersker. Hvis du ikke længere ønsker at modtage nyhedsbrevet, kan det afmeldes her på siden.

Log ind

Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Vivamus vitae convallis.